Jonas, de katte har boet her siden før du og jeg overhovedet kendte hinanden. Hvorfor skulle jeg pludselig fjerne dem? spurgte Katrine med en isnende stemme. Det, du foreslår, det kalder man at svigte…
Katrine voksede op i en lille dansk provinsby, hvor grønne alléer om sommeren snoede sig under gamle egetræer, og blomsterbedene duftede sødt fra det tidlige forår til det sene efterår. Sådan et sted gjorde det let at tænke over tilværelsen, lykken og alt det, der virkelig gør livet værdifuldt.
Katrines mor døde, da hun var lille, og resten af barndommen blev hun opdraget af sin kusine Anna Signe. Anna Signe fandt aldrig lykken i kærligheden; den stille, haltende kvinde havde aldrig mødt én, der gav hende sit hjerte. I stedet gav hun al sin hengivenhed til Katrine, som elskede hende inderligt og altid bare kaldte hende for “mor Signe”.
Mor Signe, hej! Jeg er hjemme! Katrines lyse stemme lød ofte i entreen efter skole, efter lektier, senere efter gymnasiet.
Min pige, velkommen hjem! Hvordan gik dagen?
Katrine lærte tidligt at læse, for mor Signe læste meget højt og fortalte masser af historier, særligt om dyr, fugle og småkryb. Disse aftenstunder med bøger blev familiens lille tradition.
En dag, da Katrine var omkring tolv år, kom hun grædende hjem med en lille kattekilling i favnen.
Mor Signe, den er helt fortabt. Lille, alene, og ingen vil have den, hulkede hun.
Katrine, lad os tage den ind, sagde Anna Signe og lagde armene om hende.
Sådan flyttede Misse ind. Nogle år gik, og så kom Anna Signe en dag hjem fra arbejde med én til.
Kan du tro det, Katrine, nogen havde efterladt en papkasse med killinger foran døren til kontoret. Vi tog allesammen én hver.
Nu har vi to katte, mor Signe! Hvor bliver det hyggeligt!
Misse så ligegyldigt på den nye, gik så hen, snusede til hende, tog hende i nakken og sprang op i sofaen med hende. Der begyndte hun at vaske den lille ny, som var de af samme blod.
Årene gik. Katrine tog mere og mere over i hjemmet: hun gjorde rent, lavede mad, handlede ind. Hun vidste, hvilke mediciner mor Signe skulle have, kendte navnene på lægerne, og fulgte hende altid til undersøgelser. De havde det godt sammen de læste bøger, så film og snakkede om alt muligt.
Da Jonas kom ind i Katrines liv hun havde mødt ham til en udstilling i Aarhus lagde hun ikke skjul på noget. Mor Signe bekymrede sig lidt første gang, de mødtes, og syntes, han virkede lidt glat. Senere slog hun det hen som urimelig bekymring og måske en smule jalousi.
Katrines lykke betød det hele, så hun lod hende flyve fra reden. Katrine og Jonas lejede en lejlighed sammen.
Nu besøgte Katrine sin mor Signe to gange om ugen tirsdag og lørdag. Lørdag spurgte hun altid, om Jonas ville med, men han undskyldte sig fra gang til gang.
Katrine, de katte altså Forstår du ikke hår, skåle, og hele lugten. Hvordan kunne du holde ud at bo der?
Jonas gjorde ansigt, trak sig lidt væk, mens Katrine prøvede at gøre det til sjov.
Jonas, du kan slet ikke forestille dig, hvor meget glæde de bringer!
Nå, og hvilken glæde præcis?
De er bare så skøre! De fnyser, jager sutsko, slås for sjov og spinder, som små traktorer. Har du prøvet at få én på brystet, når du ligger og læser?
Nej, Katrine, jeg kan altså ikke lide dem. Tag det ikke personligt, svarede han mut. Det er dine kvindesysler snak, oprydning Jeg bliver hjemme. Bare lav lidt lækkert mad, så savner jeg dig
Efterhånden blev mor Signe svagere, og Katrine begyndte at kigge forbi næsten hver dag efter arbejde. Hun spurgte Jonas, om de skulle flytte ind i den gamle lejlighed, men han nægtede, og Katrine blev revet midt over mellem de to, hun holdt mest af.
Der kom mere at se til vasketøj hver dag, gulve vaskede hun med Rodalon, alt duftede af sygdom og alder. Katrine vidste, enden nærmede sig…
Mor Signe sov stille ind en tidlig sommermorgen. Katrine havde været sammen med hende den nat. De hviskede, læste højt, og hun forlod ikke værelset før daggry.
Fuglefløjt vækkede hende. Helt søvndrukken gik hun ind og fandt
Mor Signe Åh mor
Hun greb sin telefon.
Jonas, hun er væk, stemmens gråd vækkede ham med det samme.
Efter begravelsen var Katrine tom indeni. Det eneste menneske, der altid havde stået hende nær, var borte. Den morgen hun fandt sin mor, lå der et brev ved sengen med et testamente og et langt brev.
“Kære Katrine,
Jeg ved, hvor ondt det gør. Der er ikke længere nogen til at give dig et kram eller kys. Din mor forsvandt, da du var lille. Du havde ingen far. Kun mig.
Mit elskede barn, jeg elsker dig helt ubeskriveligt meget! Husk det for altid. Om du er glad eller ked af det, så er jeg med dig.
Lejligheden er nu din for alvor. Den var det jo allerede, men nu er det også på papiret. En pige skal have sit sted, også selvom det er gammelt og slidt.
Katrine, jeg har bare ét ønske pas på mine gamle piger. Misse og Lille, nu har de kun dig.
Bliv lykkelig! Jeg elsker dig.
Din mor Signe”
Katrine græd, mens hun læste brevet igen og igen. Hun strøg kattene, holdt dem tæt og hviskede milde ord. De var hendes familie, ligesom mor Signe var det.
Hun flyttede hjem til den gamle lejlighed, satte alt i stand, gjorde rent, og begyndte at bygge en ny hverdag.
Jonas nægtede at flytte med.
Katrine, hvad med at vi bor hver for sig lidt? Jeg kan ikke med de katte. Og lugten hans blå øjne blev kolde.
Det gjorde ondt, men sorgen var større end alt andet.
Efterhånden fandt hun lidt tilbage til sig selv. Hun legede med kattene, genlæste bøger, hængte nye gardiner op, vaskede tæpper. Jonas så hun mindre og mindre, og lidt efter lidt blev det lettere.
En dag ringede det på døren.
Jonas? Hej, kom ind, sagde hun og smilede.
Katrine, hej! Jeg har savnet dig! han krammede hende. Her er så hyggeligt! Og her lugter jo slet ikke! Du har vel ikke endelig skilt dig af med dem?
Katrine trak sig straks væk.
Hvad mener du, “skilt dig af med dem”?
Nå, de der gamle katte, der lugter. Jeg kan huske, hvordan her stank hår, madskåle…
Jonas gik ind i stuen.
Hvad? De er her stadig?
Misse legede roligt, mens Lille vaskede sig dovent.
Jonas, de katte boede her længe før dig. Hvorfor skulle jeg fjerne dem? svarede Katrine køligt.
Katrine, vær nu fornuftig. Lejligheden er jo perfekt! Den kunne blive topmoderne nye møbler, nyt badeværelse. Men kattene må væk!
Han stod helt tæt og så hende i øjnene. Katrine så bare roligt tilbage.
Jonas, det er svigt, det du forlanger.
Nej Katrine, det kaldes fornuft. Jeg beder dig ikke smide dem ud vi kan finde et internat. Jeg skal nok betale for det, bare de ikke er her!
Du vil betale?! Nej Jonas, du forstår det ikke. Jeg kan ikke leve uden dem. De har brug for mig, og jeg for dem. De er min familie.
Hold nu op, Katrine. Du skal tænke på fremtiden. Karriere, ægteskab, børn. Uret tikker, ved du!
Du må vælge, Katrine. Mig eller kattene.
Jonas sagde det med den selvsikkerhed, hvor det virker oplagt for én, men Katrines stilhed begyndte at gøre ham urolig. Hun blev ikke rørt ved tanken om bryllup og fælles børn. I hendes øjne var kun træthed.
Han forstod det ikke for ham var de bare gamle katte, værdiløse og til besvær. Han havde aldrig set, at de for Katrine var alt, der var tilbage fra mor Signe.
Pludselig vidste Katrine det bare. Hun kunne ikke leve med krav og kulde. Kærlighed tåler ikke ultimatum.
Hvordan kan man tænke på børn med en, der kræver, man smider det væk, man reddede sammen?
Jonas, du må gå nu. Jeg er stadig ved at komme mig over min mors død du skal ikke stille krav nu. Smut.
Jeg går! Men tænk dig om! Jeg render ikke efter dig, Katrine!
Han smækkede døren, så krystallerne klirrede i skabet, og kattene fór sammen i sofaen. Katrine sank sammen, men følte sig alligevel lettet.
Hun sad mellem dem på sofaen og hviskede:
Mine små, mine sødeste piger. Jeg slipper jer aldrig. I er min familie. Hører du det, mor Signe? Jeg slipper dem aldrig!
Nogle dage senere så hun Jonas ude på gårdspladsen. Han stod og så op på vinduerne, som om han håbede at se hende.
Da hun passerede, rakte hun hånden op som stop. Nej Jonas, nej. Jeg bliver med kattene, og gik ind.
Døren smækkede efter hende. Punktum.
Kattene levede, så længe de kunne. Hver gang de spandt, hver gang hun mærkede deres bløde pels, mindede det om barndom og varme.
For familie er ikke kun blod. Familie er dem, der står dig nærmest. Dem, du elsker uden betingelser.
Og svigt hører aldrig hjemme der, hvor der findes ægte kærlighed. Her er plads til forståelse og troskab.
For der er rent, hvor ingen sviner; og varmt dér, hvor man varmer hinanden med sjæl og hjerte.
Og når kærlighedens lille, spindende motor summer ved siden af én ja, så er hjemmet ægte varmt.
Den dag lærte jeg, at troskab mod hjertet er vigtigere end at føje sig for andres krav og at familie altid skal beskyttes.
