Onsdag morgen fødte en 18-årig pige en datter. Da hun havde skrevet under på papirerne, bestilte hun en taxa og forlod fødeafdelingen uden at se sig tilbage. Hun anede ikke, hvilken skæbne der ventede den lille pige bagefter.
Da min kone og jeg ankom til Rigshospitalet i København om aftenen, var vi fulde af spænding og glæde over snart at skulle byde vores fjerde barn velkommen til verden. Vores familie var i forvejen stor og livlig.
Det skal nævnes, at vores anden og tredje barn er tvillinger noget ganske uventet, for hverken i min eller min kones familie havde vi nogensinde haft tvillinger før. Siden da havde det nærmest udviklet sig til en lille joke under denne graviditet: Mon det er tvillinger igen?
Både vores forældre og søskende var overraskede, men bakkede os op på enhver tænkelig måde de første dage. Allerede ved den næste scanning blev vi dog forsikret: denne gang ventede vi kun én.
Og sådan blev det. Vores lille ninja som jeg kaldte ham for sjov kom til verden som én. Alle vores bekymringer forsvandt hurtigt, og vi indlogerede os på et privat værelse, jeg havde betalt for i god tid. Prisen lød på 800 danske kroner pr. dag.
Et par timer senere kom sygeplejersken med vores baby, som skulle ammes. Pludselig trådte afdelingslederen, fru Hansen, ind med alvor i blikket: Der er opstået et problem …
Samme morgen havde nemlig den 18-årige pige født en sund datter, skrevet under på at forlade hende og forladt sygehuset med det samme i en taxa.
Efter fødslen kunne hun dårligt gå, men gjorde alt for ikke at blive så meget som et minut længere. Vi havde intet andet valg end at give slip.
Pigebarnet var sund, smuk og helt uskyldig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Du har altid ønsket dig tvillinger måske skal du tage dig af denne lille én også?
Vi kan skrive, at det var dig, der fødte hende … sagde Fru Hansen, men jeg svarede: Jeg kan ikke bære, hvis hun ender på et børnehjem. Hun fortjener bedre. Men det ville ikke være lovligt.
Selvom det formelle adoptionsforløb kunne påbegyndes, ville det tage flere måneder, og der var ingen garanti for et godt udfald. Indtil da ville pigen havne på et børnehjem.
Det var sørgeligt. Jeg kendte hovedsygeplejersken, Karen Thomsen, ganske godt, fordi vi tit talte sammen både i og uden for hospitalet. Måske var det netop derfor, hun valgte at fortælle mig om den svære situation og søge min hjælp.
Hovedpunkterne var:
Den unge mor valgte selv at forlade hospitalet straks efter fødslen,
Barnet var sundt og havde brug for omsorg,
En officiel adoption kunne tage lang tid og give et usikkert resultat,
Karen tilbød hjælp ud fra medmenneskelighed og forståelse.
Sådanne oplevelser minder mig om, hvor kompliceret og sårbart livet er omkring fødslen af et lille barn.
Her, mens jeg sidder og skriver dagbog efter en lang dag, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget livets veje kan overraske og kræve af vores hjerte. Selvom man ikke altid kan gøre det, man drømmer om, har jeg lært, at medmenneskelighed og støtte til hinanden er noget af det vigtigste, vi har især i de sværeste tider.
