FANGEKVINDEN
Den gamle gule bus brummede videre og efterlod kun en tung benzinlugt, mens jeg stod alene. Jeg så mig omkring der var intet, der havde ændret sig. Vejen var stadig lige så mudret og opkørt, det sorte snask stank, og de buske, jeg gik forbi, var støvede og triste. Foran strakte landsbyen sig som et bånd langs skovkanten, allerede begyndte vinduerne at gløde gult i skumringen, mens hunde gøede og gæs skræppede utilfredse.
Ja, seks år væk og det hele var stadig det samme næsten. Kun fra bakken til højre manglede nu rækken af gamle traktorer og mejetærskere, der førhen stod under svage lygter. Der var intet, kun mørke; jeg anede ikke, hvad der var sket med Knuds gård. Mon arvingerne havde solgt det hele?
Jeg gik gennem landsbyens hovedgade. Jeg blev ikke overrasket, hvis nogen pludselig kastede en sten efter mig bag et hushjørne. Det føltes som om hvert vindue, jeg passerede, skjulte dømmende blikke. Med tørklædet trukket ekstra ned over ansigtet håbede jeg, at jeg kunne glide ubemærket forbi. Hvad ventede mig? Ville mit hus overhovedet være der? Alligevel havde jeg ingen anden vej end hjem, uanset den kulde folk følte for mig. For det var jo på grund af mig, at halvdelen af byen mistede arbejdet for seks år siden.
Meget havde forandret mig, både indeni og udenpå. Ikke et spor var der tilbage af den ubekymrede, glade pige, som kunne charmere den barske Knud Madsen. Jeg hed engang Lærke, og dengang boede jeg alene ude i mit lille gamle hus nær åens dybe rende. Hele bygden bøjede sig for Knud. Han beskæftigede størstedelen af folk her. En dag flyttede jeg ind til ham jeg troede, jeg havde trukket livets lykke-lod.
Men livet ville det anderledes. Knud bar sig ad som en slags herremand, en rigtig tyran af den gamle slags. Jeg blev til hans lille stuepige, hans fornøjelse. Jeg forstod det ikke straks han omsluttede mig jo med opmærksomhed. Siden fjernede han alle veninder, så kom forbud mod tøj og sminke, imod alt han fandt forkert. Mit liv skrumpe ind til regler. Jeg sad bare og ventede på ham, lavede frikadeller og vaskede gulv. At arbejde udenfor hjemmet var utænkeligt. Han var besat af tanken om, at jeg havde en anden. Efterhånden indså jeg, det var ligegyldigt, hvordan jeg levede jeg ville aldrig være god nok. Da han begyndte at slå, flyttede jeg hjem i mit hus ved åen og håbede, alt kunne glemmes.
Men den værste dag ventede stadig. Knud gik ind dagen efter min flugt. Jeg stod og vaskede køkkengulv, alle døre stod åbne, en lun forårsluft sneg sig ind. Gennem mit monotone arbejde fandt jeg ro. Han sparkede til spanden så vandet flød ud over hele gulvet jeg forstod straks, at det næste blev mig.
Jeg husker ikke, hvad der fulgte. Måske beskyttede min hjerne sig selv alt er væk fra dengang. Pludselig var gårdspladsen fuld af betjente. De spurgte mig om noget, viftede med en pose hvor der lå en køkkenkniv. Naboerne maste sig sammen udenfor, møblerne i køkkenet lå væltet, gardinerne revet ned, og midt på gulvet lå Knud.
Hun slog ham ihjel! lød det allerede over hækken. Man burde have styret hendes langt tidligere! Hun havde jo alt, hvad hun kunne ønske sig! Hun ødelagde en god mand! Hvad skal vi nu gøre? Det var jo hans skyld, vi havde arbejde! Stemningen var ophidset: Hvad skal vi leve af nu, hva?
Jeg fik seks år i fængsel. Årene var svære, men ikke så frygtelige, som jeg frygtede. Mit rolige gemyt og evne til at lytte gav mig venner derinde, venners selskab mildnede det hele. Men udadtil var den unge, åbne Lærke nu borte mine skuldre var blevet tunge, og håret var blevet gråt. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle ende som fange, men livet slår hårdt. Det er sandt, når de gamle siger: Man skal aldrig sige aldrig livet kan slå om på ét øjeblik. Nu var jeg en fange.
Med tørklædet over næsen og hjertet hamrende, gik jeg videre. Mit hus eksisterede det? Eller var det brugt som brænde? Men mellem to store birketræer, for enden af åen, stod huset stadig. Ådalens kølige vind gled mig i møde, bækken klukkede og frøerne kakkede kendt og trygt. Hvor mange gange havde jeg ikke forestillet mig øjeblikket, drømt om hjemmets plet? Bag åen begyndte skoven, hvor kantareller, rørhatte og brune svampe kunne væltes i kurven nu kunne jeg næsten ikke vente med at tage derud!
Uden at blive set gled jeg ind ad lågen, fiskede nøglen frem fra det hemmelige bræt. Da jeg åbnede, ventede jeg sur muglugt, men nej En tryg gul lampe lyste op i køkkenet. Alt var i orden; en pink blomstrende pelargonie prydede vindueskarmen. Forvirret stirrede jeg på den. Værelserne så urørte ud ingen havde rørt noget. Nogen havde helt klart holdt huset ved lige.
Lærke! Lærke! lød det fra gangen og min nabo Karen gled målbevidst ind ad døren. Hold da op! sagde hun bare og målte mig op og ned. Så du er hjemme igen. Jeg så lyset fra vejen. Se, jeg har mad med til dig, du må være sulten efter turen hjem. Hun satte en mælkeflaske på bordet og rakte mig et stykke hjemmebagt brød indsvøbt i klæde. Tak, smilte jeg, var det dig, der passede huset? Ja, selvfølgelig, ellers var det jo væk. Man kan ikke lade sådan noget stå uden tilsyn Tårerne kom næsten, da jeg hviskede mit tak.
Nå, men jeg må egentligt videre, sagde Karen. Mændene er stadig lidt sure, og hvis min egen mand opdager, jeg var her, bliver han tosset.
Det lettede mit sind gevaldigt at mærke støtte. Jeg hældte mig et glas af den lune, friske mælk da bankede det forsigtigt på døren. En drenget skikkelse, næppe tretten år, rakte mig en pakke kejtet: Moar sagde du skulle ha den Han forsvandt hurtigt jeg nåede ikke engang at genkende ham, så meget var børnene skiftet på seks år. Pakken duftede uhyggeligt dejligt af hjemmelavet leverpostej.
Lidt efter brasede Astrid ind uden at banke. Før Knud havde vi været tætte veninder. Tårerne begyndte at pible, men Astrid krammede mig. Troede ingen gad tale med mig! snøftede jeg. Hun smilede: Pyt, der findes da kvindesolidaritet! Fædrene forstår intet, men vi ved godt, det her var nødværge. Karen sagde, du var hjemme, jeg kom lige forbi med lidt grønt fra min have. I aften skal du bare slappe af, i morgen snakker vi løs!
Jeg blev rørt for ærgerligt at have troet så slet om de andre. Kvinderne havde forstået og holdt hånden under. Da jeg lagde mig i sengen, kunne jeg næsten ikke nå at lukke øjnene, før der blev banket på ruden. Jeg så straks skyggen af Jørgen landsbyens uofficielle leder og alle mands ven.
Kom ikke ud vi snakker gennem vinduet, sagde han. Mig og mændene har snakket. Vi synes det er fjollet at bære nag. Kvinderne ser måske situationen anderledes, men vi ved, det ikke var din skyld. Det er surt uden arbejde, ja, men Knud var nu ikke nogen engel. Han tøvede lidt og hostede forlegent. Nå, men vi har samlet lidt penge til dig – til det første stykke tid. Ta nu bare imod! Jeg var pinligt berørt, men Jørgen kastede bare kuverten ind ad vinduet og forsvandt ud i natten.
Den nat, mens jeg lyttede til bækken og frøernes kvækken, tænkte jeg på alt det, jeg havde været igennem. Modgang får én til at opdage, hvem der virkelig holder af én. Jeg lærte, at ingen af os kan forsvare os mod livets storme, men at man altid skal forsøge at tilgive sig selv og andre og holde fast i håbet om, at man finder hjem igen, uanset hvor langt væk man må fare vild.
