Birthe havde brugt hele dagen i køkkenet. Pludselig ringede det på døren. Det var Henriks familie, der var kommet, og straks satte de sig om bordet. Hvor er kødet? spurgte fasteren. Der står jo fyldt and, svarede Birthe venligt. Fasteren rejste sig højtideligt fra bordet: Det kan man ikke spise. Vi tager hjem! Henrik rejste sig straks og fulgte efter fasteren: Du er da ikke rigtig klog Lev du bare alene, hvis du ikke kan lave mad! Han begyndte vredt at pakke sine ting i en taske.
Hallo, Helle? Det er mig, Birthe. Hva? Det er Birthe, siger jeg. Forbindelsen er elendig. Hvorfor jeg ringer? Helle, jeg kommer altså ikke til jer i år. Ikke til julen heller. Hvorfor? Hvorfor skulle jeg? Du har jo Carsten, din datter kommer med sin mand og børnebørnene. Og hvad med mig? Jeg kan da bare spise salat og tage en taxa hjem til dobbeltpris. Nej, jeg kan altså ikke overnatte i andres hjem, det ved du da. Hvad jeg skal lave? Ikke noget, lægger mig bare tidligt snøftede Birthe gennem knitren i røret. Helle var jo hende, hun altid fejrede nytåret hos, efter skilsmissen for fem år siden.
Hva? Du ville også lige ringe? Hvor skal I hen? Til Aarhus, til Carstens moster. God tur og godt humør til jer. Hvad siger du? Hvem kommer? Sara? Hvilken Sara? En niece? Hallo?.. Hvad laver de hos TDC? Skal jeg have hende boende et par dage? Du ved jo, jeg ikke bryder mig om fremmede. Nå, men okay, hvis det er, så må hun jo komme. Suk, forbindelsen røg, Birthe smed røret irriteret på.
Efter lidt betænkning syntes hun måske, det ikke var så skidt, at hun ikke skulle sidde alene nytårsaften. Hun måtte hellere lave en lille salat. Hun ville sagtens kunne nøjes med en leverpostejmad, men gæster skulle jo forkæles. Hun satte kartofler og gulerødder over, klargjorde persille og faldt hen i tanker.
Førhen, mens hun endnu var gift med Henrik, sad hun aldrig sådan. Allerede den 30. kom hele hans familie valfartende ud fra landet. Og så begyndte det. Køkkenet var nærmest ikke til at kende. Dampskyer, stegeos, åbne vinduer hjalp ikke. Der blev kogt sylte, bagt kringler, stegt frikadeller, og det hele fedtede. Birthe kunne ikke følge med, løb ind og ud med fade. Enten skulle der stilles sylte ud på altanen, eller også skulle hun skrælle rodfrugter til hjemmelavet salat. Hun fik aldrig lov at lave noget selv, ikke siden hun engang lavede en avocadosalat.
Føj da, sagde Henriks faster, og alle de andre nikkede samstemmende.
Men deres mad, derimod, mente Birthe, sad snasket ind i mayonnaise, så det dryppede fra skeen. Og mændene satte sig til bords så snart, for hjemmebrændt snapse skulle prøvesmagning til. De holdt kun lige til kl. 12 nytårsaften.
Allerede den 2. januar tog de hjem igen, mætte og tilfredse, og hele rodet var overladt til Birthe. Hun brugte en uge på at gøre rent og vaske op, mens Henrik fortsatte nytårsfejringen ude på landet. Han kom hjem, sur, ubarberet og gnaven fyldt med kommentarer fra familien om, hvor uduelig en kone han havde fundet sig, og at hans tidligere kærlighed, Vera, vist havde været bedre. Birthe holdt mund, tog imod bebrejdelser, mente vel at kritikken var fortjent. For hun kunne ikke lave de retter, som han var vant til fra barnsben fede ting med masser af flæsk.
Alt hvad hun kunne, var at klage til sin barndomsveninde, Helle. Da Helle blev træt af Birthes evindelige klagesang, tvang hun hende til at ringe til familien og stille krav: Hun skulle lave maden til nytår, men først nytårsaften skulle de komme. Sammen lavede de små, lette snacks. Familien kom, satte sig.
Men hvor er kødet? spurgte fasteren skuffet.
Jo, der er fyldt and, svarede Birthe venligt.
Og kartoffelmos? blev hun ved.
Fasteren rejste sig fornærmet: Det der er noget kaninmad. Kom, Preben, vi skal hjem!
Hele familien fór op, tog overtøj på og smækkede døren efter sig.
Du altså, pustede Henrik og truede næsten.
Vent, jeg tager med! lød han efter familien.
Husk dine ting, sagde Birthe og rakte ham tasken.
Lev du bare alene, surtragt. Jeg skal nok klare mig uden dig sagde Henrik og gik.
Da gryderne begyndte at koge over, vågnede Birthe op fra sine tanker. Hun løftede låget, samtidig med at det atter ringede på døren. “Det må være Sara,” tænkte hun og åbnede.
Foran stod en mand i fyrrerne med et venligt smil: Det er mig. Må jeg præsentere mig Alexander Michaelsen, Carstens nevø. Jeg kom som en lille overraskelse, men de andre er altså kørt til Aarhus. Du må være Birthe?
Hun nikkede forvirret og udbrød: Men Helle sagde niece?
Alexander smilede: Måske forstod du forkert?
Birthe huskede den dårlige forbindelse og nikkede: Det kan da godt være. Nå, kom indenfor, når du nu er kommet.
Du skal ikke være ked af det. Jeg har billet hjem til i morgen aften, der var ingen tidligere tog. Så jeg forstyrrer dig ikke længe.
Birthe gik tilbage i køkkenet, hældte vandet fra grøntsagerne og lagde dem på en tallerken til afkøling.
Alexander spurgte drillende: Vil du kun fejre nytåret med en lille salat?
Birthe svarede uventet brysk: Skal du have det store kolde bord? Med steg og kæmpe skål kartoffelsalat?
Han lo: Nej da, det gider jeg ikke. Jeg er meget mere til fisk.
Birthe trak på skuldrene: Ja, fisk har jeg altså ikke. Og jeg kan ikke finde ud af at lave den ordentligt.
Alexander tog jakken på igen og sagde: Ingen problemer. Det ordner jeg og så var han ude af døren, inden Birthe nåede at svare.
Birthe trak på smilebåndet over den absurde situation. Hun havde jo ventet en halvgammel dame i stedet stod hun med en energisk mand.
Alexander var væk i halvanden time. Birthe begyndte at blive urolig han kendte jo ikke kvarteret. Da det endelig ringede igen, løb hun ud af køkkenet og åbnede døren.
Hvor blev du af? Jeg nåede da at blive bekymret udbrød hun lidt bebrejdende, men tav, da hun så ham komme ind med en lille, flot rødgran og flere indkøbsposer.
Hvorfor dog det? Spurgte hun overrasket.
Alexander satte granen op ved væggen og svarede med et grin: Altså, hvad er nytår uden juletræ?
Den skarpe granlugt fik hende til at smile: Der mangler bare klementinerne.
Alexander fnisede: Ej, klementiner og mousserende vin skal vi da have! Det har jeg også købt. Hjælp mig lige med poserne, så går vi i gang.
Snart gik de og pyntede træet sammen, lavede mad, lo og morede sig. Birthe skrællede rejer, fileterede fisk under Alexanders anvisninger og så ham bage en flot karpe.
Op mod midnat var alt klar. De poppede mousserende vin, boblerne dansede i glassene. Klokken slog tolv, de skålede: Godt nytår, og lad lykken følge os! og drak ud. Derefter faldt snakken.
Da vi blev gift, var han anderledes mere venlig, mere menneskelig. Eller sådan huskede jeg det. Forelskede ser jo sjældent fejlene, sukkede Birthe. Siden var det kun brok og sure miner. Nå, nok om det, fortæl lidt om dig selv. Er du gift? spurgte hun.
Alexander sukkede: Ikke længere. Den gamle historie, jeg var altid ude at sejle, og hun fandt en anden. Når jeg kommer hjem, søger jeg skilsmisse. Vi skal da ikke være så triste og formelle lad os drikke dus og snakke om barndommens tossestreger!
Jeg væddede engang med drengene og klatrede op i den store eg i gården, men turde ikke komme ned. Sad der oppe og tudede, indtil onkel Søren fra stuen nedenunder hentede mig ned. Resten af aftenen stod jeg i skammekrogen, husker jeg, lo Birthe.
Jeg limede engang skolelederens stol fast til gulvet. Min far brugte bæltet den dag, morede Alexander sig.
Og sådan sad de til langt ud på morgenen og grinede og delte sjove barndomsminder. Birthe gættede, og Alexander sagde: Nu skal vi i seng, du er helt færdig.
Hvilken søvn, jeg skal da rydde op først, svarede Birthe søvnigt.
Jeg tager det! sagde Alexander bestemt.
Birthe overgav sig lagde sig ind og sov straks tungt.
Alexander vækkede hende tidligt næste dag.
Birthe, jeg må af sted nu. Luk lige efter mig.
Hun fór op: Hvad, er det allerede aften? Hvorfor vækkede du mig dog ikke før?
Han glattede et hårstrå væk fra hendes pande med et smil: Du sov så sødt, jeg nænnede ikke. Men jeg må altså nu, toget venter ikke.
Birthe fulgte ham ud: Farvel da, tak for i går. Det var fantastisk, sagde hun stille.
Alexander tøvede i døråbningen og spurgte pludselig: Må jeg besøge dig igen? Når jeg engang er fri?
Birthe blev så glad: Kom endelig tilbage, jeg vil glæde mig
Han kyssede hende og stoppede hende med et: Så på gensyn!
Og Birthe stod længe ved den lukkede dør, rørte sine læber og smilede lykkeligt. Livet er mærkværdigt nogle kender man hele livet, og de skuffer. Andre møder man én gang og det føles som om, man altid har kendt dem.
Nytårsnat kan under ske. En tilfældighed og måske et nyt håb, et nyt liv.
