Kære dagbog.
Jeg har nærmest tilbragt hele dagen i køkkenet. Pludselig lød hoveddøren det var Tolvys familie. De gik ind og satte sig til rette ved bordet. Hvor er kødet? spurgte hans tante straks. Gåsen står der fyldt, svarede jeg så venligt jeg kunne. Tanten rejste sig teatralsk og sagde: Det kan da ikke spises af. Vi tager hjem igen. Tolvy rejste sig straks: Du kan bo alene, hvis ikke du kan lave mad! Han begyndte at pakke sine ting ned i sportstasken, uden et ord mere.
Senere ringede jeg til min barndomsveninde, Gitte. Hallo, Gitte, det er Line. Hvad? Nej, det er LINE. Der er så dårlig forbindelse. Hvorfor jeg ringer? Bare for at sige, at jeg altså ikke kommer til jer i år. Heller ikke i højtiden. Hvorfor? Fordi, du fejrer jo med Viktor, din datter og hele pakken. Skal jeg så spise salat og tage en taxa hjem til dobbelt pris og ikke kunne sove for uroen i et fremmed hus? Nej, jeg bliver hjemme. Hvad laver jeg? Ingenting, sover, sagde jeg, mens forbindelsen knitrede og skurrede. De seneste fem år har jeg ellers fejret nytår og andre højtider hos hende, efter skilsmissen.
Hvad? Du ville også ringe til mig? Skal I rejse? Til Aarhus, til Viktors moster? God tur og nyd det. Hvilket problem? Hvem kommer? Sisse? Hvem i alverden er Sisse? Niecen? Hallo? Hvad sker der med forbindelsen? Skal jeg huse Sisse et par dage? Du ved jo, jeg ikke er til gæster. Men okay, jeg skal nok hjælpe hun må godt komme. Så brød samtalen endeligt sammen og jeg lagde irriteret røret på.
Jeg satte mig lidt og tænkte. Måske er det alligevel meget godt ikke at være alene nytårsaften. Jeg tog mig sammen og besluttede at lave en lille salat. Jeg kunne nu sagtens have klaret mig med et par rugbrødsmadder, men nu kom der jo gæst. Jeg satte kartofler over, hakkede lidt grønkål og begyndte at fundere.
Dengang jeg var gift med Tolvy, sad jeg aldrig sådan stille. Allerede d. 30. december dukkede hele hans landlige familie op. Og så begyndte madcirkuset! Køkkenet kendte man ikke igen, damp og os over det hele, selvom vinduet stod åbent. Svinesteg, tarteletter, frikadeller, og alt det fede det var så det, de elskede. Jeg løb rundt med fade og skåle i hænderne, og måtte ikke engang hjælpe rigtigt, fordi jeg engang lavede en salat med avocado.
Hvad er det for noget gratværk, havde Tolvys tante sagt, og straks nikkede alle enig. Hos dem var det hele dryppende i mayonnaise, og mændene satte sig så snart til bords med brændevinen fremme. Ved midnat d. 31. var festen næsten slut.
D. 2. pakkede hele familien og kørte, alt skrot og snavset stod tilbage til mig. Jeg rodede i flere dage efterfølgende, skrubbede gulve og vinduer. Tolvy festede videre hos sin mor, og når han endelig kom hjem igen, var han altid sur og ubarberet. Jeg hørte altid, hvor forfærdelig en kone jeg var, for jeg duede ikke til at lave rigtig mad. Han mindede mig konstant om Vibe, som jeg havde taget fra ham. Jeg troede altid, jeg bare var for dårlig jeg kunne ikke lave det svinekød, han var opfostret på.
Jeg kunne ikke andet end ringe til Gitte for lidt trøst. Men til sidst fik hun nok og tvang mig til at ringe til familien og fortælle, at denne gang ville jeg stå for al mad til nytår. Sammen lavede vi lækre, lidt mere lette retter. Alligevel, da slægten kom, gik det galt.
Hvor er kødet? spurgte tanten skuffet.
Gåsen, den står da der, svarede jeg så venligt som muligt.
Og kartoffelmos?
Ligger der, hvis du bare kigger
Hun rejste sig demonstrativt: Det er jo ensilage, tag mig hjem, Frits!
Alle skyndte sig, snuppede overtøjet og smækkede døren. Tolvy kylede et par replikker efter mig, snappede sine ting og gik. Du kan bo alene, nørd. Jeg finder noget bedre, sagde han, smed tasken over skulderen og gik ud.
Da kartoflerne kogte over, vågnede jeg op af mine egne tanker. Men så ringede det igen det måtte være Sisse. Jeg åbnede. Er Sisse her? sagde jeg forvirret.
En mand, omkring de fyrre, smilte: Det er mig. Må jeg præsentere mig, Alexander Ibsen, Viktors nevø. Jeg kom uanmeldt men de var taget til Aarhus. Er du Line?
Jeg nikkede forbløffet. Men Gitte sagde, hun ville sende sin niece?
Alexander smilte skævt: Der har nok været en fejl i forbindelsen.
Jeg lo lavmælt og gestikulerede ham indenfor. Træd bare ind.
Tag det roligt, jeg har toget hjem igen i morgen aften, jeg er her kun kort.
Jeg gik mod køkkenet, hældte vandet fra kartoflerne og lagde dem til afkøling. Alexander spurgte drillende: Vil du kun fejre nytår med den salat dér?
Jeg blev lidt irriteret Skulle der have været leverpostej og frikadeller og hele svineriet?
Han lo varmt: Nej tak! Jeg holder nu mere af fisk.
Det har jeg altså ikke, svarede jeg, og jeg kan heller ikke finde ud af at lave det.
Alexander greb jakken: Så lad mig om det. Jeg er straks tilbage.
Jeg kunne ikke lade være med at le for mig selv og situationen. Her havde jeg ventet en midaldrende kvinde og får i stedet en livlig mand i huset.
Han var væk længe jeg begyndte næsten at blive urolig, han kendte dog ikke byen. Men endelig hørte jeg døren. Hvor blev du dog af? Jeg var faktisk lidt bekymret
Men der stod han med et lille juletræ i den ene arm og poser i den anden. Nå, Line, hvad er nytår uden juletræ?
Jeg grinede, duftede den friske gran det var som barndommens jul. Det eneste der mangler, er mandariner.
Alexander jublede: Mandariner og bobler det har jeg sørget for! Hjælp mig nu med at pynte op.
Sammen, grinende og smådrillende, pyntede vi træet og begyndte på maden. Under Alexanders anvisninger rensede jeg rejer og så ham bage karpe i ovnen. Pludselig var det midnat og alt var klart. Boblerne blev poppet, glassene klirrede. Skål for nytåret, og det nye liv! Vi drak ud og derefter faldt samtalen på os selv og det, vi havde bag os.
Jeg fortalte om Tolvy: Da vi fandt sammen, var han en helt anden. Eller var det mig der troede det? Man ser ikke fejl, når man er forelsket. Men til sidst var der kun brok og bebrejdelser aldrig god nok, aldrig rigtig mad nok. Nå men nu taler jeg vist for meget fortæl om dig selv. Har du familie?
Alexander sukkede: Ikke mere. Det klassiske jeg var væk på skib, hun fandt en anden. Jeg søger skilsmisse nu. Men lad os ikke hænge i det triste. Skal vi ikke drikke dus og snakke om barndommen i stedet?
Vi fortalte tossede historier hele natten. Jeg fortalte om dengang, jeg kravlede op i et træ og måtte hentes ned, og Alexander lo over dengang han limede rektors stol fast i skolen. Og pludselig blev klokken mange, jeg gned øjnene.
Du skal gå i seng, sagde Alexander bestemt. Jeg rydder op her.
Jeg gav mig, gik træt ind og faldt med det samme i søvn.
Han vækkede mig næste formiddag. Line, jeg må af sted kan du låse efter mig?
Allerede? Hvorfor vækkede du mig ikke før?
Han strøg håret væk fra min pande og smilede: Du sov så sødt. Men nu må jeg nå toget.
Jeg fulgte ham ud, og sagde tak for selskabet. Han tøvede i døren: Må jeg besøge dig igen, når jeg er fri?
Jeg smilede kom endelig tilbage
Han kyssede mig, lod ikke engang svaret slippe ud af min mund. På gensyn, sagde han lavmælt, og gik.
Jeg blev stående længe ved min dør og mærkede på mine læber, og smilede måske findes mirakler virkelig, også til nytår. Nogle gange tror man, at man kender nogen hele livet men så viser de sig at være bedragere. Og så dukker der en fremmed op, og det føles som om, man har kendt ham hele livet.
Jo, du kan sige hvad du vil, men nytårsaftener har sin egen magi. Et tilfælde og pludselig, måske, et nyt håb og et nyt liv.
