Jeg har aldrig kunne fordrage de dage, hvor potentielle adoptivforældre kom på besøg i børnehjemmet. For på de syv år jeg havde boet her, var jeg aldrig blevet valgt. Dengang, da jeg var lille, glædede jeg mig til lige præcis de dage. Jeg kunne blive helt betaget, når de fine damer og herrer dukkede op. De virkede næsten som troldmænd, der ville tage mig med hjem til deres slot! Så ville jeg få en ny mor, der kyssede mig godnat og en ny far, der bar mig på sine skuldre. Jeg drømte om mit helt eget værelse. Og jeg skulle aldrig mere se på irriterende Villy, som elskede at hive mig i fletningen og kalde mig Sisik.
Jeg vidste faktisk ikke, hvad det ord betød men det lød altid som et eneste stort skældsord. Og Villy blev bare ved:
Sisik! Sisik!
Jeg var fem, da jeg kom hertil. Mine forældre døde i en trafikulykke. Længe kunne jeg ikke forstå, hvorfor mor og far aldrig kom. Hvorfor de havde forladt mig.
Årene gik, og jeg blev klar over, at de var væk for altid. Deres ansigter gled stille ud af min hukommelse, deres stemmer forsvandt, og duften af dem, af vores hjem, blev også tågede.
Jeg ønskede inderligt, at nogen en dag ville vælge mig. Men det skete aldrig og langsomt gik det op for mig, at jeg nok aldrig ville blive valgt. Jeg var simpelthen ikke pæn. De pæne piger med store sløjfer og søde smil blev altid valgt først.
Villy blev bare ved at drille, men nu vidste jeg, at sisik var en lille fugl.
På ny kom adoptivforældrene. Pigerne blev pyntet, fletningen bundet med store sløjfer. Men jeg havde klippet mit hår kort, drengelignende. Jeg havde alligevel ikke lyst til at blive valgt længere. Jeg havde besluttet, at fra nu af ville jeg selv vælge i mit liv!
Da de voksne så min nye frisure, gispede de og Villy råbte bare efter mig, som han plejede:
Sisik!
Jeg var tolv. Villy var tre år ældre.
Det blev ikke mig, der blev valgt den dag. Mine ujævnt klippede hår og mine øjne, der lynede, skræmte de besøgende væk.
Tre år senere skulle Villy flytte fra børnehjemmet. Han sagde farvel til de andre og gik så hen til mig.
Farvel så, Sisik?
Ja, farvel sagde jeg bare uden følelser.
Hold ud! Det er ikke længe endnu. Tre år mere! Så kommer jeg og henter dig sagde han bestemt.
Det kan du godt glemme! Hvem siger jeg vil vælge dig? Din tosse! svarede jeg tvært.
Villy så længe på mig med et underligt blik og gik så sin vej uden at se sig tilbage.
Da jeg selv lukkede døren bag mig, trak jeg den første dybe indånding af frihed. De år på hjemmet havde trykket mig, men nu stod jeg på tærsklen til voksenlivet. Jeg var ikke længere den grimme ælling jeg var blevet til en svane. Håret hang smukt ned over ryggen, mine grønne øjne lyste, og jeg havde fået en elegant figur. Nu gik jeg mod lejligheden, hvor mine forældre havde boet før ulykken. Pludselig hørte jeg bag mig:
Dav, Sisik!
Jeg vendte mig, og der stod Villy.
Hvad vil du her? spurgte jeg.
Jeg har jo lovet dig, at jeg ville hente dig. Her er jeg så, sagde han og gik tættere på.
Men jeg har jo sagt, at nu vælger jeg selv! svarede jeg, mens jeg kiggede op på ham. Villy var blevet høj og bredskuldret.
Vælg mig, Ingelise! sagde han og smilede.
Det må jeg nok tænke lidt over, svarede jeg og gik videre ind i opgangen.
Villy blev udenfor helt til jeg slukkede lyset. Hver eneste aften efter ventede han på bænken udenfor mit vindue. Sommeren bød på varme og lange lyse nætter, men blev hurtigt afløst af regnfuld efterår, og så vinter. Villy gav aldrig op.
En dag satte jeg mig ved siden af ham. Fryser du ikke snart? spurgte jeg stille.
Det går nok. Bare du vælger mig, sagde han og sendte mig dét blik blidt og bedende.
Jeg fór op og løb ind, men kiggede gennem gardinerne efter ham.
Så blev det den 31. december. Jeg skyndte mig hjem fra jobbet for at dække bord og tage min nye kjole på nytårsaften! Men der var tomt på bænken under vinduet. Mit hjerte slog en ekstra gang over der var noget galt. Kunne han være kommet galt af sted?
En time senere var jeg klar til fest, hældte lidt champagne op og gik over til vinduet. Villy var der stadig ikke. Mit bryst blev tungt af uro, og maven strammede sig i frygt.
Hvad gør jeg? Hvordan finder jeg ham? Jeg kender jo hverken hans adresse eller telefonnummer! Din fjollede tøs, skældte jeg mig selv ud.
Lige i det øjeblik flammede et lys op udenfor!
Nu starter de nok allerede med fyrværkeriet, tænkte jeg og gik over for at kigge.
Ud over sneen skrev store brændende bogstaver:
VÆLG MIG, INGELISE!!!
Og der sad han, Villy, på bænken, vinkede op til mit vindue med et smil.
Den aften indså jeg, at kærlighed ikke altid handler om at blive valgt af andre men om selv at vælge, når tiden og personen er rigtig.
