Min far smuttede fra os og efterlod min mor med en ordentlig stak gæld. Fra det øjeblik blev min ret til en tryg, dansk barndom tryllet væk.
Da jeg var 10 år og min lillebror kun 3, fandt vores far pludselig ud af, at der var sjovere ting i livet end os og vores mor og især én dame, der vist nok var lidt mere spændende. Han forsvandt ud af døren og efterlod os vores lejlighed i Odense, som stadig var hårdt tynget af realkreditlån. Engang mens mine forældre stadig levede lykkeligt, gik jeg på en god folkeskole, var med til både kor- og håndboldstævner, og livet var nærmest lidt som i en dansk slotsby. Så blev der skruet ned for hyggen: Skilsmisse koster.
Min mor måtte knokle på to job: hun gjorde rent på skolen om morgenen og tog sig af en ældre dame i nabolaget om aftenen. Jeg måtte skifte til en mere nærmiljøvenlig skole, og farvel til håndbold, for jeg stod nu fast med den lilles krav om havregrød og Ramasjang i sofaen, hver gang mor slæbte sig hjem. Alt blev vendt på hovedet, og det føltes som om, min barndom røg ud med skraldet sammen med fars gamle fodbolde.
Jeg blev student fra gymnasiet, tog på uni i Aarhus og fandt hurtigt et studiejob men ikke engang alt det kunne få min tabte barndom tilbage. Den blev hevet væk fra mig.
Far havde frihedstrang, og mor lod mig ofte passe min lillebror, mens hun jagtede overarbejde og lavede ekstra frikadeller for at spare på slanterne. For ganske nylig fik vi endelig betalt det forpulede lån ud jeg er nu 22 år, så jeg har sat mig for at spare op til mit helt eget sted. Livet føles faktisk lidt lettere. Indtil, tjuhej, så dukker faren op igen i vores stue. Tilsyneladende træt af eventyret og klar til at vende tilbage til familielivet. Mor kunne knap nok være i sin egen glade hud. Men jeg fatter nada. Hvordan kan man byde rygende gæld og svigt velkommen tilbage i køkkenet med åbne arme? Han har hverken købt rugbrød eller betalt én eneste krone til noget som helst. Men nu, komisk nok, skal han lige pludselig have familiefølelsen igen. Mor er glad men jeg får spat bare af at se på dem begge toNu står han altså i døren, klør sig forlegent i nakken og spørger, om vi kan finde tilbage til noget, der minder om før. Min lillebror kaster sig straks i favnen på ham, som om han aldrig har været væk. Mor har tårer i øjnene og sætter kaffe over, mens jeg bare bliver stående, rodret, midt i stuen.
Der går en tung stilhed gennem rummet. Jeg kigger på far, men ser mest alle de tomme stole, de manglende fødselsdage, de aflyste håndboldkampe, og de år hvor mor og jeg travede gennem livet på egne ben. Jeg ved, jeg kan vælge at lade stoltheden vokse sig så stor, at den spærrer vejen mellem os for altid. Eller jeg kan tage det første skridt. Ikke for hans skyld. Men for min.
Så jeg rækker hånden frem, lidt stiv, men fast. Velkommen hjem, far, siger jeg. Og jeg mærker, at barndommen godt nok ikke er den samme, men måske kan vi finde på noget, der føles lidt som tryghed bare på en ny og hjemmelavet måde.
