Petter. En fortælling
Hospitalets vindue stod på vid gab. Om morgenen havde sygeplejersken endda sørget for at åbne det helt op. Luften var sprød og ren som et dansk jorderbær, gardinerne viftede, de grønne trækroner udenfor lyste mere end PET-flasker i sorteringen, og der var heldigvis længe til svedende sommervarme.
Petter havde mistet sin blindtarm. Det havde været lidt af et drama lægerne sagde operationen var vanskelig, de nåede det lige, men Petter var ikke af den nervøse slags.
Er du ikke bange for sprøjter? grinede sygeplejersken, mens hun trykkede luften ud af sprøjten.
Petter vendte sig bare stille om på siden. Han måtte jo ikke stå ud af sengen endnu.
Altså, truer du mig med det…
Han var blevet hentet op på hospitalet fra Nørrebros baggård, hvor han blev dårlig. Nej, han var hverken hjemløs eller uden papirer han voksede bare op på børnehjem. Han og drengene slentrede hjem fra torvet, hvor de forsøgte at under-the-radar score lidt håndører, og så: mavesmerter!
Det eneste, han var virkelig træt af, var at han havde fået de andre, Lasse og lille Simon, i fedtefadet. Der ville sikkert blive ballade på børnehjemmet. Allerede dagen efter operationen var pædagogmedhjælperen, fru Jørgensen, dukket op, og hun plastrede ham til med omsorgsord. Petter var stadig halvt bedøvet og kunne bare huske, at hun stak hovedet ind med sit bekymrede ansigt, men detaljerne stod ikke klart for ham.
Hvorfor kunne det nu ikke lige være sket ti meter nærmere børnehjemmet? Der var jo nærmest dørtrin. Men nej, det var selvfølgelig her, han skulle krakelere.
Han gav abrikoserne skylden. På torvet havde de fået givet dem en kasse overmodne abrikoser, men de var ikke rigtigt rådne, bare you know vildt søde. Så blev de selvfølgelig presset igennem som rugbrød: over-spiset.
Nå, du store helt! Hvordan har du det, hva? den gråhårede læge med pandehår på armene kom for at tjekke arret Du, det værste er overstået. Nu er det ingen grund til at være bange.
Det har jeg heller aldrig været, sagde Petter.
Nå nå, nikkede lægen, Modig, hva? Men prøv at høre, modige mand du må ikke spise endnu! Ingen hjemmebag eller snolder fra vennerne! Vi serverer lidt saftevand til aften, og så må du væbne dig med tålmodighed.
Petter nikkede af ren høflighed. Ingen ville jo komme med chokolade til ham alligevel. På børnehjemmet var folk nok sure over, at han havde været ude og snuse og givet folk ballade. De tog altid den smutvej ud over plankeværket, og så braser han selvfølgelig sammen på vej hjem klassisk.
Men lægen havde ret. Petter var modig. Livet havde gjort ham sådan. Hans mor havde, ja, formodentlig fået ham lidt ved et uheld sikkert bare ikke haft råd til abort. Petter var ti, men han talte om det med samme dagligdags tone som alle andre børnehjemsbørn.
Han var ikke vred på hende. Faktisk var han decideret taknemlig. Hun skrev under på fraskrivelsen, jovist, men han sagde alligevel tak.
De første tre år var på spædbørnsanstalten, så et børnehjem i Slagelse, senere på Fyn. Lige så længe han kunne huske, havde han kæmpet for at overleve.
Han kom til at tænke på de mange slagsmål om maden i spisesalen. Selvom vi taler Danmark sidst i 90erne, hvor alt var i orden og system under opsyn, så endte mad ud i personalets bagagerum. Selv ærterne forsvandt.
Men det var ikke kun om mad, der blev slåsset. Alt var kamp. Petter voksede sig stærk og tog hvad han kunne med kræfter. Han brækkede arme et par gange, og engang var frisøren tæt på at tude, da hun så hans hoved ar på ar og stadig flere på vejen.
Hvorfor skulle hun græde? Petter græd aldrig. Hævdede, han var hærdet.
Nu ville de voksne så prøve at skræmme ham med et ar på maven eller en indsprøjtning… Kom igen!
De voksne, syntes han, var kolde og kyniske. Han var jo hverken lille eller yndig, ikke sådan én, voksne faldt for. Han var kontant, lidt grov, stædig og en, der sagde tingene, som de var.
Du ser dig for, Vestergaard! Prøver du noget, så lander du i isolationen! tordnede fru Jørgensen tit.
Han svarede ikke igen, men han havde heller ingen planer om at underkaste sig. Han havde sine egne regler, og dem styrede han efter.
Men én voksen huskede han med varme. Han anede ikke, om andre børn tænkte over mødet med deres mødre, men denne kvinde, en pædagog der dukkede op, da han var seks, havde gjort indtryk. Det var en anden børneanstalt dengang, i Slagelse. Hendes blå øjne, lune hænder og den søde duft. Han huskede, hvordan hun tog ham op på skødet og sagde sagte i øret:
Du skal være stærk, Petter. Spise din mad, passe på dig selv og høre efter. Det bliver svært, men du kan godt klare det. Bare prøv.
Og bagefter sang hun:
Lille mis, lille mis, du har hvide tæer,
Sovesang, sovesang,
Tæerne hvide, ørerne sorte,
Sovesang, sovesang.
Selvom han følte sig voksen, tænkte Petter på den vuggevise, når livet var allermørkest. Han lukkede øjnene og sang for sig selv og lod varmen fra de hænder flyde i kroppen. Så var det lige til at bære.
Senere var kvinden væk. Helt forsvundet. Tilbage var kun sangen og mindet. Hendes navn havde han glemt; han kaldte hende bare “mor” i sine tanker også selvom hun nok bare havde været en vikar. Han drømte stadig om hende.
Sygeplejersken lukkede vinduet, begyndte at re ind modsat side. Petter blev straks håbefuld det var kedeligt at ligge alene.
Snart blev en hospitalsseng trillet ind med et større følge af hvide kitler. Der blev puslet og råbt, det var svært at følge med fra Petters vinkel, men han så, at det var en spinkel, spidsnæset dreng, der fik drop. Til sidst var kun sygeplejersken og en mand i hvid kittel tilbage.
Ingen sagde meget, kun korte sætninger:
Han sover lidt, sagde sygeplejersken.
Ok, tak.
Råb, hvis…
Ja ja.
Hun forsvandt, manden satte sig, støttede panden mod hænderne. Drengen sov.
Sveden drev i rummet, men manden sad stadig i blazer og kittel. Petter mente næsten, han også sov.
Efter noget tid, da ryggen var ved at tage livet af Petter, vendte han sig sengen knirkede. Manden kiggede op, fure midt på panden, mørke rander, men venligt blik.
Goddag, hviskede manden. Som om det først lige gik op for ham, at der var en til.
Hej, sagde Petter.
Manden vågnede, kiggede til sin søn, satte sig hen til Petter.
Blev du opereret?
Jep, blindtarmen.
Godt. Stadig sengeliggende?
Ja, ikke op endnu.
Skal du bruge noget?
Nej, må ikke få noget at spise før i aften. Hvad fejler han? Petter nikkede mod drengen på sengen.
Han? Manden trak panden sammen Noget andet. Ok jeg sidder her, hvis du har brug for hjælp. Ellers går jeg.
Det går fint, sagde Petter. Som om han havde aktier i, hvem der måtte være hvor.
Manden placerede sig tættere.
Han hedder Søren, han er elleve. Og du?
Petter, ti.
Tak, Petter, sagde manden, for hvad anede Petter ikke.
Næste dag var der konstant folk i stuen. Søren fik drop om morgenen, lægen var der jævnligt. Faren sov på en feltseng. Nogle gange sagde han noget. Søren rørte på sig, men øjnene var lukkede, så det ud som om han sov.
På et tidspunkt kom et ægtepar og en ung kvinde Sørens mor. Høj, rank med næsen i sky og krøller i hestehale. Hun var kridhvid i hovedet, øjnene røde, tydeligt grædt. Hun blev båret ind under armene, sat ved Sørens seng, aede ham, hviskede.
Måske skal I flytte Petter? spurgte Sørens far, lidt urolig for hustruen.
Ja, vi gør det i dag, sagde lægen.
Det gik op for Petter, at Søren var døende. Han var aldrig vågen, alle talte lavmælt, og stemningen var trykket, nærmest som til eksamen på en teknisk skole.
En kvinde, Sørens tante, sad om dagen. Petter var genert, da sygeplejersken skulle fjerne kateteret og prøvede at signalere, at han gerne ville have lidt privatliv, men hun skød det til hjørne.
Ingen har tid til dig! Det her ordner jeg hurtigt.
Og det var sandt det gik hurtigt. Alligevel undrede han sig over, hvor hans tøj var. Han var splitterravende nøgen og vidste ikke helt, hvor han skulle ende og begynde.
“Nogen savner dig næppe!” Ja, sandt nok.
Efter et stykke tid tog han sig sammen og satte sig op, dækket af tæppet.
Kvinden kiggede op.
Skal jeg hjælpe dig?
Nej, tak, sagde Petter, men hovedet snurrede, og han lagde sig igen.
Efter en lille pause prøvede han igen.
Ved du, hvor mit tøj er?
Hun vidste det ikke, men lovede at høre ad.
Passer du så på Søren, ikke?
Petter svøbte sig i tæppet, tumlende hen ad gulvet, benene rystede. Han havde aldrig forestillet sig, det kunne være så svært at gå over gulvet.
Endelig kom et sæt hospitalstøj. Ikke hans størrelse. Han sad som en sæk kartofler i dem.
Jeg kigger væk, ingen panik, lovede kvinden.
Han trak det på. Alt var for stort, men han fastgjorde taljen med elastikken. Bukserne måtte rulles op, men han kunne ikke bøje sig for arret.
Da han gik trillet af sted, så kvinden, de var for lange.
Stop engang. Hold da op, hvor er de store! Jeg bukker dem for dig, hun gjorde det så grundigt og længe, at Petter blev svimmel.
Jeg falder om nu …
Uha, kvinden greb ham og satte ham ned. Du burde ligge endnu. Har du overhovedet fået mad? Hvad hedder du?
Petter.
Jeg hedder Laura. Pet, jeg synes, du skal have din mor hos dig. Vi kan ringe?
Jeg har ingen mor.
Nå … eller far eller… hvem bor du med?
Det er okay, jeg overlever. Skal bare på toilettet.
Han haltede derhen, kiggede i spejlet. Han lignede en spøgelsesudgave med mørke rande og blege læber, bortset fra de sorte, ildsprudlende øjne. En pædagog havde engang sagt, navnet kom af hans blik Vestergaard: sorte øjne, som ravnevinger. På børnehjemmet blev han kaldt Ravnen, og det var han stolt af.
Han vaskede sig med koldt vand. Så steg energien. Laura kom tilbage med saftevand.
Skal jeg hente noget? Hvis du kan stå på egne ben, så kan du selv gå til spisesalen.
Hvorhen?
Ud til højre, så igen til højre du finder det alligevel, bare følg duftene, lo rengøringsdamen.
Han kan dårligt gå! Jeg henter da til ham, protesterede Laura. Og han må ikke spise andet nu.
Det var svært for Petter at ligge stille. Han tøffede rundt og kiggede på Søren en køn, næsten piget dreng. Han lignede faktisk sin mor, de samme krøller. Bare meget, meget tynd.
Dør han? børnehjemsbørn kan sige tingene, som de er.
Kvinden tav.
Vi ved det ikke, men … jo, Søren er meget, meget syg. Fire operationer … Forældrene er udmattede. Jeg er Sørens faster, min bror er hans far. Men der sker mirakler, ikke?
Det tror jeg ikke, Petter satte sig.
Han tænkte på Søren. Hvilket filmagtigt liv: mor, far, bedsteforældre, slægt han havde alt. Og alligevel lå han der.
Ikke meget held i posen …
De fik ikke Petter flyttet. Om aftenen kom Sørens far igen; igen tumult. Og Petter hørte dem tale om ham at han hele dagen havde siddet alene uden et eneste besøg.
Du er vel fra børnehjem? spurgte Sørens far.
Jep.
Vil du ikke hellere flyttes? Søren har det meget skidt …
Nej, jeg bliver gerne.
Dagene lignede hinanden. Petter fik feber, de flyttede ham til en stue fuld af pensionister. Han kedede sig bravt, kom ofte tilbage og sad hos Søren. Ingen jagtede ham væk.
Udskejlser udskød udskrivningen.
Inden for de dage lærte Dmitri, som Sørens far hed, meget om Petter. Han spurgte løbende og lyttede til børnesamtalerne. Han tog lidt tøj med, brugt, ja, men Petter var vant til at gå i det, andre havde brugt før ham, og tog det gerne men skulede til Søren.
Det er hans?
Ja, det er Sørens …
Og hvis han nu ikke dør alligevel?
Dmitri så overrasket på ham. Ordet “dør” sagde man ikke i den familie. Man tænkte det, følte det, men sagde det aldrig.
Sonia, Sørens mor, skreg ordet én gang efter at have prøvet alt: “Hvorfor! Hvorfor gør vi alt rigtigt, og han dør alligevel! Hvordan skal det hjælpe mig?”
Når ens elskede barn forsvinder, vælter hele fundamentet. Sonia var knækket. Hun ville ikke leve uden sønnen. Lægerne fyldte hende med beroligende midler de hjalp ikke.
Og hvis han nu overlever? gentog Petter.
Dmitri fik lyst til at svare sandfærdigt.
Han kan ikke overleve, Petter, han dør. Det er frygteligt, men sandt.
Gør det ondt, at dø? Petter sad, holdt Sørens skjorter ind til sig, stirrede fuld af alvor.
Dmitri så det det var ikke kun medlidenhed, men ægte sympati. Drengen havde hørt det hele. Måske var han bange især som børnehjemsdreng.
Hurtigere end at falde i søvn. Alt hvad vi gør, gør vi for, at han ikke skal have ondt.
Men han rører sig da stadig.
Ja, derfor taler vi til ham. Vi håber, han kan høre os. Men vi ved det ikke.
Familien var hele tiden ved Sørens side. Men en aften gik Dmitri et øjeblik; Petter sad alene hos Søren, da Dmitri kom ind.
Petter sad, holdt Sørens hånd og hviskede:
… og jeg ved ikke, hvor min mor er. Måske er hun død. Men jeg er ikke sur på hende. Hvis hun kom, ville jeg tilgive hende. Tror du ikke? Nå. Men du skal ikke dø. Se, hvor ked af det din mor og far er. Jeg kunne aldrig dø, hvis jeg havde sådan en far. Skjorten og bukserne skal du få tilbage, jeg sviner dem ikke, jeg lover det. Jeg har masser af sådan nogen. Men bare bliv gør nu alt hvad du kan, bliv her.
Dmitri måtte hoste for at skjule knuden i halsen.
Han hører dig, Petter, jeg tror på det.
For Dmitri blev Petters stemme livsnødvendig. Han stod tit uden for døren, kun for at lytte:
… Seriøst, da Lars hamrede min arm, sortnede alt for øjnene af mig. Trodser du mig ikke? Den blev nærmest knækket som en rullemad. Og hvad gjorde jeg? Jeg sagde: “Kom nu, gør det færdigt!” Og jeg tudede ikke engang, bare for at grave den ind i ham.
Han kom forbi skadestuen og så på ham. Og se: min arm har det helt fint nu, og det får du også, kammerat. Det er faktisk værre at brække armen end at være syg. Så op med humøret, kom tilbage!
Søren døde om natten. Petter opdagede det ikke engang. Om morgenen så han kun, at der kom en ny patient på den gamle plads.
Hvor …? han pegede på sengen, hvor Søren havde ligget.
Det ved jeg ikke, sagde den nye dreng.
Petter løb forbi til sygeplejersken, men hun var væk. Ind i lægevagten, spurgte efter sin læge heller ingen. Fangede en anden.
Hvor er Søren? Er han blevet flyttet? Hvorhen?
Søren? lægen så ned. Forstår du … han var meget syg…
Er han død? Petter afbrød.
Lægen nikkede.
Sådan går det desværre nogle gange.
Petter bakkede. Han var ved at eksplodere af raseri mod den danske hospitalsverden.
Naller! De gjorde ingenting!
Hvordan skulle han vise sin vrede?
I gangen vaskede rengøringsdamen gulvet, og Petter sparkede til spanden så vandet flød. Så skreg hun op, læger og sygeplejersker strømmede til.
Alle skældte ud, og Petter sparkede døren op, smed sig på sengen, lukkede ørerne.
Et helt hospital. Fyldt med læger men ingen reddede hans ven. Ingenting!
Hvorfor blev Søren, der var bevidstløs hele deres korte venskab, hans ven? Petter anede det ikke, men nu følte han det: han var blevet hans ven. Petter havde fortalt ham alt om hans mor, kvinden med vuggevisen, slagsmål og skader.
En nat, mens han lå i Sørens stue, drømte Petter, at Søren sad op, smilede sørgmodigt, og Petter skyndte sig hen til ham. Men Søren ville bare sidde lidt så fortalte han om sig selv med en tynd, næsten piget stemme.
Helt præcist huskede Petter ikke ordene, men samtalen var ægte nok. Lige pludselig klatrede Søren op mod vinduet, og Petter blev så bange, han vågnede.
De sorte grene udenfor svajede. Månen skinnede. Søren vred sig i sengen, faren var træt og sov. Petter listede hen til Søren, tog hans spinkle, kolde hænder og sang den eneste vuggevise, han kendte:
Lille mis, lille mis, du har hvide tæer,
Sovesang, sovesang…
Siden talte han tit med Søren i tankerne. Søren fortalte om alt om at have bedsteforældre, en far som var general, skolen, vennerne, sin fine værelse og en mor, der vækkede ham hver morgen.
Sådan forestillede Petter sig livet i en familie og den fortælling kørte ofte helt ud i det absurde, for Petter kendte jo kun til institutionen og så egentlig kun familier på TV.
For eksempel forestillede han sig at alle havde deres seng i én stue, og at torsdagen altid var fiskedag. Og at mor serverede teen med suppeske.
***
Mærkeligt nok åndede Dmitri lettet op, da Søren døde. Ikke fordi han ikke elskede sin søn, men fordi Søren ikke levede han levede jo slet ikke mere, kun kroppen blev holdt i gang. Nu var smerten slut.
Nu skulle han få sin kone til at rumme det leve videre.
Og tankerne gravede sig oftere over på Petter.
Uden at nævne det for sin kone, gik han en lørdag over på børnehjemmet. Noget trak ham. Direktøren var ikke just begejstret. Under samtalen blev han kvalt i spørgsmål, blev kigget over skuldrene på og man anede mistro.
Men han gav ikke op tværtimod! Han kontaktede hurtigt sin gamle gymnasieveninde, Anne Grethe Thomsen, som nu var børnepsykolog.
Hun forstod straks, hvad han var ude på, viste medfølelse og lovede at undersøge forholdene omkring Petter dog advarede hun: det vigtigste er, at konen vil og at barnet vil. Det andet kan vente.
Dmitri satte sig for at gøre alt formaliteterne klar. Adoptions-sagsbehandlerne var forbløffende hjælpsomme og ordnede et møde, hvis der skulle blive brug for det.
Han fortalte ikke sin kone noget, men både svigerfar og søster Laura involverede han. Laura syntes straks om ideen drengen var stærk, bestemt og sød. Hun ville tage sig af Sonia.
Men Sonia græd, hver gang snakken nærmede sig Petter:
Han kan ikke erstatte Søren! Hvordan skal jeg forstå det?
Nej, men vi er selv blevet forældreløse, han er det også. Han er sin helt egen person. Men hvis du hørte ham tale med Søren, hvis du så, hvor meget han betød for ham… Han gav mig, en voksen mand, ro. Giv ham bare en chance!
Pres mig ikke, ok?
Det var første åbning.
Første møde foregik på direktørens kontor. Petter sad anspændt med sammenklemte hænder og kiggede ikke op. Da Dmitri rakte hånden ud, rørte Petter den ikke engang.
Anne Grethe var med som en flue på væggen; hun så kun til. Dmitri mærkede skrækken i Petter. Han var så bleg. På hospitalet var han helt anderledes.
Han anede ikke, hvordan han skulle hjælpe drengen, så han begyndte at småsnakke om ligegyldige ting. Petter var så spændt, at de lod ham slippe før tid.
Nuvel, den store, modige!
Han forstår hele situationen og vil sikkert slet ikke til os, vel? sagde Dmitri.
Du tager fejl, sagde Anne Grethe. Han drømmer om det og vil gøre alt for at passe ind. Han er bare bange for ikke at være god nok.
Synes du vi virker skræmmende? spurgte Sonia.
I er de første “rigtige” forældre, han har mødt. Han aner ikke, hvordan man gør. Nu tænker han kun på jer, forklarede Anne Grethe.
De blev enige om, at Petter skulle på besøg. Han havde stadig ikke svaret ja, og Sonia kunne ikke overskue det.
Da Dmitri bragte ham med, skulle de have eftermiddagste. Petters hænder var fugtige, han stirrede ned i koppen og turde dårligt pille ved noget, i frygt for at larme med servicen, og slette indtrykket. Alt var for pænt.
Han var forfærdelig bange for Sonia.
Da Dmitri tabte en ske, fór Petter sammen:
For pokker da.
Dmitri smilede straks.
For pokker ja! Jeg taber også ting. Kan du lide kartofler, Pet? Prøv nu lidt.
Petter skubbede et stykke kartoffel ind i munden, men glemte at tygge.
Slap nu bare af.
Petter, har du lyst til at se Sørens værelse? foreslog Sonia.
Petter lyste op.
Han gik direkte til det store portræt, og smilede. Det var ikke helt sådan, han så ud på hospitalet lidt rundere, mere glad, mere levende. Det var næsten som om vennen var til stede: “Bare rolig, jeg er her”.
Hej Søren! Han gik hen, rørte billedrammen, så på Sonia. Han var lidt tykkere her.
Ja, han var ikke altid så syg. Det blev først før … Sonia hviskede de sidste ord.
Før han døde, ikke? sagde Pet tydeligt, mens han kærtegnede rammen. Kan du vise mig, hvordan han boede her?
Sonia forstod ikke helt, hvad han mente, men fandt fotoalbummet.
Jeg tror ikke, jeg kan kigge på det endnu. Du må gerne.
Petter satte sig og bladrede. Sonia satte sig ved vinduet.
Er det ham her? Den lille?
Hun nikkede og satte sig til sidst ved siden af Petter.
Han var sjov…, sej…, sådan lidt cool…, mumlede Petter.
Han spurgte og spurgte til billederne.
Pludselig ved et billede fra stranden lyste han op:
Næh, stranden! Han sagde, I havde været ved havet!
Sonia kiggede bedrøvet på ham.
Sagde han det? Han kunne jo ikke tale til sidst, Petter.
Petter kiggede hende i øjnene, blev lidt flov, men sagde alligevel: Han fortalte mig det!
Der blev ikke sagt mere. Sonia mærkede, at det gjorde mindre ondt at sidde der sammen med denne naive dreng. Måske blev det lettere sådan.
Hun tog en dyb indånding:
Hvis vi ville adoptere dig, ville du så sige ja?
Petter stivnede, bladrede i albummet.
Jeg ved det ikke. Søren var god. Jeg er ikke særlig god. Jeg kan ikke rigtig…
Sonia trak ham pludseligt ind til sig.
Og det skal du ikke være. Du skal bare være dig selv, kammerat.
Petter blev forskrækket efter så lang tid uden kram føltes det mærkeligt. Han mærkede hendes duft, varmen fra hendes arme.
Han blev siddende tavst og bladrede, mens hun vuggede ham stille.
Petter græd aldrig, aldrig!
Men nu kom klumpen, og tårerne begyndte at træde frem. Han snøftede.
Græder du, Petter? Lille ven… Du skal ikke græde, så tuder jeg også. Tag dig sammen, nu. Du er jo en mand! Du skal være stærk! hun tørrede hans kind.
De ord havde han hørt før.
Vinduet stod åbent. Sommerluften var frisk. Gardinet pustede som en ballon. Udenfor grønne blade, og fra væggen smilede Søren venligt ned til ham.
Og som den lille dreng han var, spurgte Petter:
Kender du den der sang? “Lille mis, lille mis, du har hvide tæer, sovesang, sovesang…”
Jeg har hørt den et sted. Du vil gerne have mig til at lære den?
Petter nikkede forsigtigt. Han ønskede sig faktisk ikke mere …
