18. marts
I dag låste jeg mig selv ind i en rolig eftermiddag, men telefonen ringede netop som jeg havde trukket i hjemmeskoene. Kan du ikke lige tage én adresse mere, Bjarne? spurgte chefen. Jeg sukkede skulle jo egentlig hjem men jeg nikkede alligevel. Sådan er det jo, når man arbejder i en lille håndværkerforretning i Aalborg. Vi lapper alt fra dryppende vandhaner til løse stikkontakter. Gav mig af sted, tog værktøjstasken under armen.
På adressen ringede jeg på, og døren blev åbnet af en alvorligt udseende knægt, omkring ti. Ved hans side stod lillesøsteren, blont hår strit og nysgerrige øjne.
Hej, er der ingen voksne hjemme? spurgte jeg, lidt overrasket vi plejer ikke gå ind uden voksne.
Mor kommer snart. Vil du ikke komme ind? sagde drengen, Han på køkkenet drypper altså helt vildt. Jeg har prøvet med tape, men det hjælper ikke. Du skal bare vide, vi har penge til at betale! tilføjede han hurtigt, som om han havde øvet sig på sætningen.
Jeg gik med ind. Lod mig overtale af mor kommer snart. Gav mig i kast med vandhanen, skiftede pakning og fik stråletæppet til at holde tæt.
Midt i det hele fik jeg lillesøsterens stemme bag mig.
Mit bord står skævt, det gynger, og kontakten virker heller ikke! lød det pludselig.
Far ville have ordnet det, men han er pilot, gentog hun med stor alvor, han flyver til steder langt væk, så han kan slet ikke komme hjem. Man kunne høre, hun sagde præcis det, hun havde fået at vide.
Lidt efter kom mor hjem Kirstine hed hun. Slank, mørkhåret, pænt omkring de femogtredive, men så træt ud, som kun folk med to børn kan blive.
Du snakker og snakker om, at du vil ringe efter en håndværker, men det sker aldrig, sagde drengen til hende. Så nu har jeg bare selv gjort det.
Hun kiggede overrasket mellem børnene og mig. Fandt straks Dankortet og betalte mig 380 DKK. Lillesøsteren Sille mindede om kontakten og bordbenet, vi lavede en aftale om at tage det i morgen. Jeg stak dem mit visitkort.
Ude i opgangen, mens jeg slæbte posen med skrald ned, blev drengen, Anders, stående lidt bag mig. Så trak han mig i ærmet.
Vi har slet ikke nogen far, der er pilot. Det siger mor bare. Hun tror, vi ikke forstår det hvis vi havde en far, så ville han da komme én gang. Synes du ikke?
Så blev han helt stille.
Og julegaverne det er også mor, der køber dem. Jeg så hende vælge dukken til Sille til hendes fødselsdag, men hun sagde, det var fra far.
Det stak mig et sted, jeg troede var blevet hårdt for længst.
Måske kan han ikke komme hjem, man ved aldrig sagde jeg, dog uden overbevisning. Han svarede ikke, bare så en anden vej.
Da jeg kom hjem, kæmpede tankerne i mit hoved. At være pilot det klingede underligt bekendt. Jeg var jo selv pilot engang boede dengang i København, fløj Europa og indimellem længere væk. Havde en smuk kone, men ingen børn hun ville have, jeg skulle blive på landjorden. Du drømmer i skyerne, og jeg står tilbage i ensomheden, sagde hun. Så var det, hendes forældre skulle flytte til Sverige, og hun tog med dem, efter vi gik fra hinanden.
Til sidst kunne jeg ikke længere flyve. En sygdom satte en stopper for det, og jeg blev tidlig pensionist. Jeg flyttede til min mor i Randers, men efter få måneder gik hun bort Så mistede jeg lidt fodfæstet, røg ud i selskab og øl, men kun i én måned. Så drømte jeg om mor, der så på mig med bedrøvede øjne. Dagen efter smed jeg vennerne ud og fandt tilbage til mig selv.
Tilfældet ville, at jeg så en annonce i lokalavisen firmaet ledte efter håndværkere med egen bil. Fleksibelt job, god mulighed for at holde sig beskæftiget. Jeg sagde ja. Det blev til mange småjob i løbet af ugen.
Dagen efter var jeg igen forbi Anders og Sille. Kirstine var hjemme denne gang. Jeg ordnede kontakten, rettede bordet op og fik sat hylden fast i entreen de her gamle lejligheder har det med at give sig.
Da jeg åbnede døren til badeværelset, så jeg på det slidte kar og de gamle fliser. Her trænger I altså til en totalrenovering, sagde jeg.
Hvis du vil tage opgaven, så vil jeg være meget glad, smilede Kirstine, vi har sparet lidt op jeg håber, det rækker.
Det blev til adskillige aftener, hvor jeg blev hængende længere end nødvendigt. Kirstine arbejdede som pædagog i børnehave. En dag, mens hun tilbød tarteletter og kaffe, faldt vi i snak, længe efter børnene var lagt. Første gang i mit liv talte jeg om alt det, der havde gjort ondt og hun lyttede bare, uden at afbryde, varm og forstående, som kun kvinder med erfaring kan.
Der var aldrig nogen far, der var pilot, det indrømmede hun. Hun havde haft to forhold, men begge endte dårligt, og så stod hun alene tilbage med børnene. Hun havde bare ønsket at beskytte dem. Ville fortælle dem sandheden en dag.
Den aften, da jeg gik, var klokken næsten midnat. Jeg lovede at komme igen dagen efter der var jo stadig meget, der skulle laves.
Næste aften gik jeg hen til bageren købte en kagemand og et bundt blomster. Og tog min gamle pilotuniform på. Da Kirstine åbnede døren, stod børnene bag hende.
Far! Far-piloten er kommet hjem! råbte Sille og kastede sig om benene på mig.
Jeg er hjemme igen, jeg kendte jer bare ikke lige med det samme, det er jo så længe siden. Er det ikke rigtigt, Kirstine? Jeg så på hende med blik fuld af håb, og hun nikkede bare og smilede. Sådan blev hendes lille familie hel igen.
Anders troede ikke på det med det samme, men siden gav han slip på mistroen. Jeg adopterede børnene, og halvandet år senere fik Kirstine og jeg en lille søn sammen.
Tænk, hvor livet nogle gange vender på en tallerken. Og hvor lidt, der skal til, før et menneske får en ny familie.
