Engang, for længe siden, døde Katrine. Hendes sønner kom hjem fra København til landsbyen for at deltage i mindehøjtideligheden. Godt de i det mindste kom til sidst, hviskede naboerne. Nu fik de da fulgt deres mor på den sidste rejse. Da mindehøjtideligheden sluttede, begyndte sønnerne og deres familier langsomt at pakke for at tage hjem igen. Pludselig trådte faster Lise, Katrines søster, ind ad døren.
Faster Lise, vi må til at køre, begyndte den ældste søn. Vi skal have huset låst. Du burde også tage hjem nu.
Hjem? gentog søsteren overrasket. Jeg ER hjemme! Jeg har da ikke travlt med at tage nogen steder.
Alle så undrende på Lise.
Rikke og Mads var blevet gift og flyttede ind hos Mads mor. Brylluppet var stille og enkelt. De besluttede at bruge deres opsparede penge på andet end en lejlighed.
Før boede de hver for sig Mads boede med sin mor, og Rikke boede på kollegium. Hun havde aldrig boet hjemme, fordi hendes mor festede alt for meget. Faderen havde hun aldrig kendt.
Mads mor besluttede at give de unge lidt plads og tog ferie for at besøge sin søster Katrine i landsbyen. Hun havde for vane at tage derud og slappe af. Søsteren boede alene hendes mand var bortgået, og de to sønner besøgte hende sjældent. Ofte lød det, som om sønnerne altid havde travlt med deres eget.
Katrine bar nag over, at hendes sønner kunne ringe så sjældent. Hun havde stolthed nok ikke at bede dem om noget. Hun klarede, hvad hun kunne, spurgte måske en nabo til råds, og en gang imellem kom nevøen Mads og søsteren Lise forbi og hjalp.
Mads kunne alt muligt. Som ung kom han ofte på besøg sammen med sin søster, men nu, hvor han var blevet gift, frygtede Katrine, at han også ville glemme hende, ligesom hendes egne sønner. De havde end ikke taget deres koner med hjem til moderen. Man så dem kun til bryllupsfester i byen, og ingen af dem havde endnu givet hende børnebørn. De sagde, det stadig var for tidligt.
Lise, hvor er det dejligt, du er kommet, min kære søster! udbrød Katrine lettere.
Det var godt, de to søstre kunne være sammen. Siden barndommen havde de fulgtes ad, indtil Lise flyttede til byen og blev gift. Katrine var blevet tilbage i landsbyen. Begge mistede deres mænd det samme år og havde aldrig giftet sig igen.
Nu må du være husbestyrerinde lidt endnu, sagde Lise. Jeg kan først holde rigtig ferie om en uge. Hvorfor er Mads ikke kommet? De kunne da have taget konen med ud på landet, eller måske er de på bryllupsrejse til Vesterhavet?
Nej, de sparer op. Brylluppet var så beskedent, de blev bare viet på rådhuset. Rikke har næsten ingen familie, kun sin mor, og hun fester altid. Rikke har stort set boet for sig selv siden hun var ganske ung. Det er synd for pigen. Hun er så sød, sagde Mads mor.
Hvorfor tog du ikke bare de unge med?
Det er ungt blod, de må lære at bo sammen. Jeg vil ikke blande mig, så kan de få lidt ro. Jeg var allerede bange for, at han aldrig blev gift han var jo fyldt tredive. Gudskelov blev det til noget, sagde moren.
De to kan da godt finde ud af det, også uden dig. Hvorfor tager de ikke bare konen med ud på landet? Ring til dem, huset er stort nok til alle, og hvis de ikke vil blive, er der ikke langt hjem.
Mads og Rikke kom to dage efter. Lise var glad hun savnede ikke sine egne sønner så ofte, men nu havde hun da familie hos sig.
Hvor er jeg dog glad for det! sagde Katrine stille. Mine egne drenge kommer ikke længere, uanset hvor meget jeg beder dem. De har altid så travlt
Rikke blev glad for opholdet på landet. Hun mindedes de somre, hun som barn besøgte sin mormor. Da mormoren døde, var Rikke kun femten. Hun måtte klare sig selv både arbejde og gå i skole.
Katrine passede husholdningen og hjalp i haven, Lise slappede af og lavede mad til alle, og Mads satte nyt hegn op og lagde nyt tag på skuret. Rikke gik fra morgen til aften og plejede grøntsager og blomster i haven.
Du skal ikke gøre det hele, Rikke, sagde Katrine venligt. Snart har jeg ferie, og så kan jeg selv tage fat. I må slappe lidt af.
Det gør mig ikke noget, svarede Rikke. Jeg lavede altid alt ude hos mormor. Jeg elsker at arbejde med jorden. I må slappe lidt af, mens I har ferie.
Tiden løb, og gæsterne tog hjem, mens Katrine blev tilbage alene. Alt var gjort, men nu blev aftenenerne tomme. Hun savnede selskabet og ringede op til sin ældste søn.
Er der noget galt? spurgte han stramt.
Nej, jeg ville bare høre, hvordan det stod til, svarede hun. Måske kunne I komme forbi på besøg?
Nej, det har vi ikke tid til. Prøv at ringe til lillebror, måske har han ombestemt sig og tager ikke på ferie til Skagen alligevel.
Hun ringede til den yngste, men svaret var enslydende. De tog til havet, men havde ikke tid til at besøge deres mor. Nå, tænkte Katrine. Mads havde dog lovet at komme
Årene gik. Mads og Rikke købte sig en lejlighed i Tårnby. De glemte aldrig deres gamle faster, men besøgte og hjalp hende ofte, både med praktiske ting og ved at tage børnene med. Nogle somre tilbragte deres unger hele ferien hos de to pensionerede søstre, Katrine og Lise.
Katrine fik aldrig sine drømmebørnebørn. Den yngste søn havde dog fået et stedsøn men ikke et barn med sin kone hjemmefra. Den ældste havde aldrig tid. Først var det karrieren, så blev det for sent. Ja, sådan var børn nu om dage: Ikke engang tid til at besøge deres mor eller give hende børnebørn. Én gang hvert tredjefjerde år og hun skulle være tilfreds, ikke sandt.
Godt Lise og Mads og Rikke var der.
Sådan gik årene, indtil Katrine blev syg. Hun havde fået den behandling hun kunne, men der var brug for flere penge. Hun ringede til den yngste søn og fortalte hele situationen.
Mor, du har aldrig ligget på sanatorier, så det behøver du ikke begynde på nu. Hjemme hjælper væggene, sagde han. Bliv rask.
Det var Mads og Rikke, der betalte for et ophold på et sanatorium. De sendte begge søstre afsted, så de kunne være sammen det var sjovere og mere livsbekræftende i fællesskab.
Katrine gik bort fire år senere. Sønnene kom fra byen til mindehøjtideligheden.
Godt de dog kom denne gang, hviskede naboerne. Så fik moren altid et værdigt farvel.
De var allerede ved at gøre klar til at tage tilbage mod København, da faster Lise stadig sad med Mads familie i stuen.
Lise, du vi må jo altså køre nu, sagde den ældste søn. Huset skal låses, og I burde nok alle tage hjem.
Tage hjem? undrede Lise sig. Men vi ER jo hjemme! Hvor skulle vi ellers tage hen?
Alle så tavst og overrasket på hende.
Det er mors hus, sagde den yngste søn. Så det er altså vores nu. Vi vil sælge det. Tag hvad I vil have som minde en vase eller et kaffestel. Resten bliver alligevel smidt ud.
I kan tage hvad I vil, men huset overdrog jeres mor til mig, da hun blev syg. Lige da hun kom hjem fra sanatoriet.
Sanatorium? Hun gav det til dig? Men Vi er jo hendes sønner!
Er I det? Hvor var I henne, da jeres mor blev syg? I kom ikke en eneste gang. Sønner!
Sønnene tog hjem. De følte sig ikke engang skyldige længere. Nu havde de ikke længere noget sted at komme, ingen at ringe til.
Lise flyttede ind i søsterens hus. Hun lejede sin egen lejlighed ud og hjalp sin søns familie. De besøgte hende og hjalp. En god, sammenholdt familie. Kun Katrine manglede nu
Men hun var altid med dem, i deres tanker og minderLangsomt forvandlede huset sig; blomsterne bredte sig i haven, og latter genlød i rummene, når børnebørnene løb forbi. Mads og Rikke, med børn på slæb, overnattede ofte, og nye minder voksede frem mellem de gamle vægge, hvor taknemmelighed aldrig blev pakket væk i kasser og sat ud på gangen.
En aften sad Lise ved køkkenbordet, hænderne om en kop te, mens Rikke ryddede op. Udenfor dæmpede solen sig, og gennem vinduet dansede rosernes skygger på dugen. I lyset fra lampen over bordet kiggede Lise op og sagde stille:
Jeg tror ikke, man nogensinde bliver alene, når man elsker nogen rigtigt.
Rikke smilede og satte sig ved siden af hende. Børnestemmer summede ind gennem døren, og man hørte Mads, der lo ude i gangen.
Har du nogensinde fortrudt, at du blev her? spurgte Rikke.
Lise så ud i haven, hvor Katrines rosenbusk stadig blomstrede, trods alderen.
Nej. Huset blev mit, men det, vi har sammen, er alles.
Sådan gik det til, at et gammelt hus, forladt af nogle og elsket af andre, blev fyldt af liv igen. Der hængte stadig gamle familiebilleder på væggen, og selv dem, der aldrig kom og aldrig ringede, blev husketmen ikke savnet.
I skumringen, mens familien samledes om middagsbordet, kunne man næsten høre Katrine hviske fra et sted mellem væggene: Nu er huset endelig fuldt, sådan som det altid var meningen.
