– Jeg stod midt i køkkenet og lavede pandekager, da en fremmed mand pludselig kom ind ad døren, fortæller nu alle Ingeborg Madsen til. Dengang var der bestemt intet morsomt ved det. Forestil dig det du er alene, der er ingen andre hjemme, og pludselig, ud af det blå, står han bare der! Det var præcis sådan, det skete for mig.
Det er snart fem år siden, jeg blev skilt fra Henrik. Jeg er næsten 60 nu. At indlede et nyt forhold havde jeg for længst lagt på hylden. Børnene bor langt væk. Jeg levede mit liv hyggede mig med naboerne, vi havde det altid godt sammen. Derfor var det stadig en vane for mig, trods urolige tider, sommetider ikke at låse hoveddøren. Man ved jo aldrig, hvis nu naboen Lise lige skulle komme forbi. Den dag var der dog ingen Lise i sigte. Jeg havde bare været ude med skraldet, vaskede hænder og fodrede katten Frida og så havde jeg glemt alt om låsen. Jeg var jo ikke bange af mig. Det var midt på dagen, folk var hjemme, ikke som at færdes alene i en mørk skov.
Jeg besluttede mig for at bage pandekager. Lige da jeg lagde den næste på tallerkenen, fik jeg øje på en fremmed mand i mit eget køkken. Han stod der, som om han var trådt ud af den tynde luft!
– Hele mit liv flimrede forbi på et splitsekund, helt tilbage til børnehaven. Jeg kan fortælle jer, sådan noget kan ske! Jeg tænkte: Så, det var det! Ikke at jeg havde noget særligt, men jeg havde lige fået ny fladskærm, bærbar og løn. Tasken stod også i gangen med kontanterne i. Jeg var sikker på, han allerede havde rodet det igennem og nu ville se, om der var mere at hente. Jeg hviskede: “Tag bare det, du vil, bare lad mig være! Jeg har børnebørn, jeg vil gerne nå at passe dem. Jeg lover, jeg siger det ikke til nogen!”
Så begyndte manden til min overraskelse at undskylde og forklare sig. Jeg hørte næsten ikke, hvad han sagde der var kun vat i hovedet på mig. Han foreslog, jeg lige skulle slukke for komfuret. Det gjorde jeg per refleks og satte mig ned. Han trak en stol overfor. Så begyndte han at uddybe. Han havde bare gået på gaden, sagde han, da en flok fulde unge mænd begyndte at plage ham om penge. Han ville helst ikke lave ballade, så han løb sin vej. Nogen gik ud af min opgang netop i det øjeblik, og han sneg sig ind, op ad trappen. Dem der var efter ham, slap også ind. Der var ikke tid til at ringe efter hjælp. Først bankede han på døre uden held. Så prøvede han håndtaget, og min dør var jo åben. Så bad han mig se ud ad vinduet. Jeg kiggede og ganske rigtigt, der stod en gruppe og lurede udenfor. De ventede, men gik så igen, fortæller Ingeborg med vidtåbne øjne.
Han præsenterede sig som Jacob Nielsen. Da min frygt lagde sig, bemærkede jeg, at han var stor, lidt klodset, men hans øjne var venlige. Fik han en fåreuldsfrakke på, lignede han en nisse til jul.
Må jeg måske smage en pandekage? sagde han, næsten undskyldende. Jeg har ikke fået hjemmebagte, siden min kone døde.
Han havde taget skoene af og sad der i jakken.
Og du serverede virkelig pandekager for ham? Du er modig, det havde jeg aldrig turdet! Jeg havde smidt ham ud! beundrede Lise bagefter.
Men jeg besluttede mig alligevel. Bad ham bare vaske hænder først. Han forsvandt straks ud på badeværelset. Vi endte med at drikke te længe. Han fortalte om sig selv enkemand, ingen børn. Levede alene.
Så sagde vi farvel. Han undskyldte igen og gik.
Jeg følte mig som hovedpersonen i en DR-dramaserie hele aftenen. Jeg snakkede løs med venner og familie i telefonen om oplevelsen, men da alt havde lagt sig, mærkede jeg… tomheden. Måske burde jeg… have lært ham bedre at kende? Invitere på brunsviger næste gang? Mine med svampe eller dem med vanilje er der ingen, der kan modstå.
Men, hvad skulle jeg gøre. Toget var nok kørt. Næste dag bagte jeg alligevel kage. Og så et forsigtigt bank på døren. Jeg tænkte, det var Lise. Jeg kiggede i dørspionen, og pludselig fór jeg rundt. Fik hurtigt redt mit hår, smed den grimme slåbrok og kom i et blødt sæt tøj. Sprøjtede en gammel parfume, jeg næsten havde glemt, og åbnede døren.
Jacob stod der, med blomster i hånden.
Jeg… jeg kom lige for at sige undskyld ordentligt. Jeg skræmte dig jo. Her, tag dem jeg skal ikke forstyrre mere, stammede han.
Hvad mener du, du skal gå? Jeg har jo bagt kage, kom dog ind! sagde jeg med et stort smil.
Jeg gik op ad trappen og duftede det. Det duftede som på et bageri. Tænkte, det må være fra dig. Nogen er heldig at have dig som kone! sukkede han drømmende.
Jeg er ikke gift, Jacob. Kom nu bare ind!
Siden den dag har vi boet sammen. Han er min faste hjælper i haven. Mine børn tog godt imod ham, og børnebørnene kalder ham nu morfar Jacob. Han leger og driller dem, som var de hans egne.
Han havde prøvet ensomheden, men i vores lille familie tøede han op. Nu er Jacob blevet den nærmeste af alle for mig.
Mine veninder er misundelige.
Tænk, at man kan finde sådan en mand i sin alder! Og på så mærkelig vis han kom jo bare selv! udbryder de.
Jeg nikker. Men siden da der er altid låst for hoveddøren.
