Tung som sild i en tønde
– For pokker, Jesper! Du er simpelthen det mest tunge menneske! Hvorfor skal det altid være så bøvlet med dig? Kan du ikke bare gøre, som jeg beder om bare én gang?
Den unge kvinde, der lige havde skældt ud på sin mand, var smuk. Nej, det er ikke helt rigtigt hun var fænomenal! Lange ben, dybblå øjne og en silhuet, der fik midaldrende herrer på Sankt Annæ Plads til at snuble i brostenene, hver gang hun luftede hunden ved søerne.
Hendes ægtemand var… noget for sig. Lav, bred, lidt rund, med arme som flagermusvinger og soignert, men uundgåeligt tyndhåret. Det eneste, der for alvor funklede ved ham, var hans øjne: vågne, kloge, og de gennemskuede folk på et sekund. Derfor var det også lidt af en gåde, hvordan han og Karoline var blevet gift. Karoline med sit temperament og Jesper, der aldrig blev overrasket af noget som helst.
De lignede næsten Hephaistos og Afrodite. Forskellen var bare, at Jesper slæbte mest rundt på deres lille datter ikke en hammer.
Den knap femårige pige, Ditte, lignede sin far i en grad, så ingen ville kunne påstå andet end, at hun VAR hans. Fra sin mor arvede hun kun øjnenes farve og det flamboyante kobberrøde hår. Krøllerne strittede i alle retninger, og Karoline havde givet op for længst; så Ditte rendte omkring på Hotel dAngleterre som en rødhåret tornado, som stadig blev efterfulgt af sin let udmattede far.
– Karoline, hvis du så gerne vil på byvandring, kan du ikke bare tage afsted? Jeg synes altså, Ditte er for lille. Det er varmt, og hun gider næppe. Så bliver hun pylret og smadrer hele stemningen for dig det ved du jo!
– Og hvad med dig? Jesper! Vi tog til København sammen som et par! Og så står jeg her mutters alene, fordi du bare er fuldstændig ligeglad. Det er du da, ikke?
Karolines stemme snærpede sig sammen, og Ditte klamrede sig til Jespers hals, som om hun blev jagtet af en flok vilde gæs.
– Slap nu af, skat! Jeg er da dødeligt jaloux! Jesper kunne ikke lade være at smile til Ditte og stryge hende over krøllerne. Skal vi finde på noget andet? Sejle i havnen, tage et dyk i Øresund måske? Hvad har du lyst til?
– Jeg vil se pyramiderne! skar Karoline og vendte demonstrativt ryggen til dem begge. Hvis I ikke gider, tager jeg bare selv!
Det optræk til drama var næsten teatermodent, og Jesper kunne bare trække på skuldrene, mens Karoline marcherede hen mod poolen og straks glemte både mand og barn.
Jesper var for længst blevet vant til sin kones bedste Mads & Monopolet-agtige attitude. De boede som de fleste andre på deres niveau i Indre By: Han, ejer af en velkørende IT-virksomhed, arbejdsnarkoman; hun, selvcentreret og yndig forkælet på den mest fashionable måde.
At Jesper var endt som populær ægtemand forstod han stadig ikke. Han havde aldrig haft held i sprøjten med kvinder. Udseendet var i grunden ligegyldigt. Det var kommunikationen, der haltede. Med forretningsforbindelser var han galant og munter, men gik alting i stå, hvis han fik følelser. Han blev fortvivlet, talte sort, og rakte altid ud efter kopper, han ikke havde brug for. Det blev så pinligt, at han opgav at finde kærligheden. Livet kørte med arbejde, sporadiske besøg hos mor Ulla på landet, og ellers: Fred, ro og kaffe.
Det havde fortsat, hvis ikke mor Ulla havde besluttet sig for at gribe ind.
– Jesper! Nu har jeg betragtet dig længe nok. Du finder aldrig selv en kone! Vi må have en matchmaker!
– Hvem?! Jesper, der sad på familiens terrasse i Nordsjælland og spiste hjemmelavet jordbærsyltetøj, satte næsten syltetøjet i halsen og spildte kaffe ud over sin nye skjorte.
– Godt klaret, min dreng, – konstaterede Ulla filosofisk. Du er en skøn søn! Begavet, kultiveret, rig… Men hvem har glæde af det, udover mig? Ingen! Du er ulykkelig jeg kan se det. Ligesom jeg kan se, hvordan du ser på din kusines børn. Jeg elsker dem også, men jeg vil jo selv gå med barnebarnet på armen en dag! Din far og jeg så aldrig noget større i livet end dig, min dreng! Men hus, og penge det forgår; kun det levende lever. Tror du jeg overdriver?
– Nej, mor, men hvorfor matchmaker?
– Fordi du ikke selv evner det! Undskyld, men det gør du altså ikke. Jeg har aldrig gjort forskel på dig, og det her er mit ansvar: Du har aldrig lært at håndtere kvinder. Så nu må jeg tage affære jeg er heller ikke meget for det. Så tag så en blok og skriv!
– Hvad?
– ALT! Skriv, hvordan hende du ønsker dig skal være.
– Mor dog! Det er jo vrøvl!
– Nej da! Lad mig så! Øjenfarve, for eksempel?
De sad sammen, til solen gik ned. Jesper svarede bare, mens moren noterede det og spillede efterforskning, som var hun blevet ansat af Skat. Alt det, Jesper havde nægtet for sig selv håb, frygt, drømme blev listet på et A4-ark. Og Jesper kiggede skeptisk på resultatet.
– Sådan en findes ikke.
– Det får vi at se! annoncerede Ulla og gemte arket i lommen.
Hun fandt faktisk en kone. Karoline passede 1:1 til listen i hvert fald udenpå. Alt det andet kom frem løbende igennem ægteskabet.
Jesper fandt hurtigt ud af, at deres forhold mest var en form for kontrakt. Det var ikke unormalt i deres kredse, lærte han. Karoline ville ikke sidde i villaen i Virum og lave frikadeller. Hun levede for sig selv. De havde endda separate soveværelser. Karoline påstod, at hun ikke kunne sove for hans snorken. Jesper anede ikke, om han snorkede han gjorde jo, hvad han blev bedt om for hende.
Karoline ville ikke have børn, men forstod, at det også var en slags investering og forlangte udsættelse i to år.
– Jeg er ung, verden ligger for mine fødder du har råd, ikke, elskling?
Jesper sagde ja og de rejste rundt, mødtes med venner og lærte at ignorere hinanden så meget, det nu kunne lade sig gøre.
Da Ditte kom, smeltede isen kortvarigt. Jesper var i ekstase og ræsede fra arbejde hver dag for at være sammen med sit barn. Hans eneste sorg var, at Karoline var en temmelig middelmådig mor.
– Jeg vil ikke amme! Jeg vil ikke ende på Skt. Gertruds Privathospital bare for at få repareret brysterne bagefter. Find en barnepige eller giv hende modermælkserstatning masser børn bliver store og stærke af det! Din mor sagde, du var flaskebarn, og se hvor nydelig, du blev!
Hverken Karolines mor eller Jesper kunne omvende hende. Ditte suttede på sin flaske, og Jesper begyndte at lede efter en barnepige.
– Jeg bliver bims af at sidde alene hjemme med et skrigtrold hele dagen! Du hygger dig på kontoret på Christianshavn, mens jeg er ved at blive gaaaaal! Risikerer du en forkølet mor med post-fødselsdepressioner, eller hvad?
Da Karolines mor, Grete, opdagede barnepigeplanen, protesterede hun.
– Hvorfor skal I have en fremmed ind? Jespers mor underviser, ja, men jeg kan da sagtens være mormor! Hvor svært kan det være?
Jesper jublede. Første store ægteskabelige krise var uundgåelig.
– Hvorfor skal min mor bo her?! Skal hun oplære mig i at være mor? Karoline så ud som om hun havde slugt en citron. Jeg troede, du ville hjælpe mig, men du vil bare trumfe din egen plan igennem. Du elsker mig slet ikke!
– Selvfølgelig gør jeg det! Men jeg elsker også Ditte. Du burde også prøve! Grete flytter ind. Så kan Ditte i det mindste være sammen med én, der elsker hende mens jeg arbejder. Vil du på et tidspunkt selv overtage, så taler vi om det igen!
Karoline fandt ud af, det var bedre at finde sig i situationen end konstant at skændes. Grete flyttede ind, Ditte fik en ny univers farmor, og selvfølgelig også stadig far. Med mor brugte hun, efter alle kunstens regler, nøjagtig de 10 minutter, mor havde brug for til Instagram.
Sådan gik det. Ditte voksede op fra balletskole i indre by til privat børnehave. Hun havde set hele Europa og havde altid sin far i nærheden, som aldrig klagede.
Indtil denne ferie blev forvandlet til endnu en af de slags, man fortæller om i familiejulefrokosten. Ditte fik feber og ondt i hovedet.
– Nå, ferie smadret! Karoline vandrede rundt om dobbeltsengen, mens Jesper havde ringet efter lægen.
– Hallo, Karoline! Ditte er syg!
– Det er sikkert bare lidt forkølelse. Hun skulle ikke have haft så meget is! Det sagde jeg jo! Du opfylder hver hendes mindste ønske nu kan I lære det! Årets far, ikke sandt? Hvordan løser du så den her?
– Vi venter på lægen, Karoline.
Jesper lød så uventet kontant, at Karoline blev stille.
– Nå… ja. Slap af.
Lægen mente ikke, det var alvorligt kun træthed og lidt væske og søvn.
Jesper nikkede, men så snart døren lukkede bag lægen, pakkede han bagagen.
– Vi tager hjem til Gentofte nu.
– Hvorfor det? Karoline var chokeret. Lægen sagde jo det var ingenting!
– Ja ja, men der er et eller andet, der ikke stemmer. Børn på hendes alder skal ikke have så ondt i hovedet. Det her er ikke normalt. Hun kan sige, hvad hun føler og hun siger, det er slemt. Vi flyver hjem! Punktum.
Undersøgelser på Rigshospitalet viste, at Jesper havde ret. Tiden gik i stå.
Der blev kørt marathon mellem hospitaler, og Jesper boede næsten på stuen. Karoline sad troligt ved Ditte, men sygeplejersker og læger lærte hurtigt, at den elegante dame kun kendte Ditte på billeder og ikke i virkeligheden. Hun blev kun spurgt om navnet, og ellers gik alt via Jesper.
Men sandheden var endnu sørgeligere.
Karoline var ikke specielt bekymret for Ditte. Hun var mere vred over at sidde fast i noget hospitalsliv uden latte og samtaler om showrooms end om sit barns helbred. At Jesper begyndte at sælge ud af deres liv huset i Virum, andel i virksomheden blev dråben.
– Hvorfor sælger du huset, Jesper? Løber du tør for penge?
– Ja.
Det kom så prompte, at Karoline tabte mælet.
– Men du havde jo så meget, engang
– Ja, og nu har jeg ikke. Det koster kassen at redde Ditte. Operationen laves ikke her. Hun skal behandles andre steder. Det bliver dyrt, så ALT skal i spil. Jeg gør hvad jeg kan for Ditte!
Karolines stemme blev pludselig lille.
– Hvad med mig? Hvad skal jeg?
– Du får din frihed og penge nok til at leve anstændigt. Du får lejligheden i byen, bilen. Men du skal se Ditte på hospitalet og tage med, når vi rejser for operationen. Du er hendes mor det fortjener hun, og det skylder du hende, om så det bare er et hej, jeg er her også. Jeg beder dig bare om at tage dig sammen og gøre dig fortjent til den titel.
Jesper lod frustrationen få frit løb for første gang. Han var ræd rasende bange og alt det, der betød noget, lå i sengen bag døren, hvor de stod. Karoline græd, men nu var paraderne nede Jesper var et klippefremspring, der stak op af gulvet på Riget.
– Det er nok. Gå ud og puds næsen du skal ikke skræmme Ditte! Giv hende ro. Du kan få alt, men nu må du yde noget. Er det forstået?
For første gang frygtede Karoline sin tunge mand. Hun smuttede i stilhed ud for at få styr på maskaraen. Jesper gik tilbage til Ditte, hvis kobberhår nu bare tittede op fra dynen.
– Far…
Grete så op over brillerne fra bogen og listede ud med Jesper.
– Jesper, du må gerne lade mig blive. Hvis du altså vil…
– For hulen, Grete! Hvorfor spørger du? Tak… Jeg havde ikke overlevet det her uden dig.
Grete tørrede øjnene bag brillerne.
– Jeg er så ked af det. Det er jo mig, der har fejlet… Karoline var så nem engang, men… jeg ved det ikke. Hvordan klarer vi det her? Hvordan undgår du at miste Ditte?
– Forudse skaderne, siger du? – Jesper smilede vemodigt. – Bare det var så nemt. Hvad nu, hvis hun ikke elsker Ditte? Men du var jo et eksempel for Karoline.
– Man gør, hvad man kan, Jesper… Men måske er det bare sådan, vi lærer det med knubs. Ditte har dig. Og vi skal stadig rejse os foran hende. Hun kopierer os på et sekund! Nu får hun sin is, og så lægger jeg hende til at sove. Løb ned og hent noget. Forresten… Lad nu Karoline få lidt tid. For min skyld, ikke?
Operationen blev vellykket efter nogle måneder. Ulla droppede alt og tog med til udlandet for at støtte dem. Efter to års intens genoptræning var Ditte igen hjemme, tæt på både farmor og mormor. Karoline blev i Sydeuropa.
Det blev hverdag igen. Håb og fortvivlelse skiftedes, men det hele kulminerede da Ditte blev femten. Karoline, nydelig og usvækket af år, dukkede op til fødselsdagen i Hellerup, kyssede Grete på kinden, nikkede til Jesper og gik igennem festens virvar hen til Ditte.
– Datter…
De samme blå øjne som hendes egne så undersøgende på moren.
– Mor…
Karoline forsøgte krampagtigt at forklare, men Ditte standsede hende:
– Shh. Slap af. Ikke nu. Det venter. Vi tager den senere.
– Men jeg ville…
– Jeg ved det. Senere. Gå med.
Ditte vinkede til gæsterne, tog moren med ind i Jespers arbejdsværelse. Hun trak gardinet fra og satte sig på vindueskarmen.
– Værsgo, mor.
– Gud, hvor du ligner din far…
– Synes du, jeg er lige så tung?
– Det var ikke sådan ment…
– Jo, det var. Og ved du hvad? Ham, du syntes var for meget, har aldrig sagt ét ondt ord om dig. Hører du? Ikke ét! Han bragte aldrig en anden kvinde hjem, for ikke at såre mig. Han nægtede endda at skilles og sagde altid: Ditte, du har jo din mor. Men du var der aldrig.
– Men nu er jeg her…
– Hvorfor? Hvad vil du?
– Være nær dig…
– Hvorfor tror du ikke, jeg tror på dig? Under vinduet står far, prøv at vinke… – Ditte gjorde det selv, vendte sig mod moren. – Ved du det ikke? Det gør jeg heller ikke. Men du får chancen. Kun for fars skyld vil jeg høre dig. Bevis, hvorfor jeg skulle tilgive dig. Indtil da vi får se. Kagen serveres om en time. Vi ses.
Hun hoppede ned, rettede på gardinet, og standsede alligevel i døren.
– Hvad, mor? Er jeg stadig tung at danse med?
Karoline stod tavs, mens håbet ligeså forsigtigt sneg sig ind.
– Super! Så ligner jeg far. Bedre kompliment kan du ikke give mig. Måske er jeg klar til at tænke over det nu. Vi ses!
Og med et glimt af kobberrødt hår forsvandt Ditte ud i livet, mens Karoline blev stående, håndfladen trykket mod ruden, hvor hendes datters fingre havde efterladt et spor af noget varmt og levende.
