Hold nu op, jeg bliver nødt til at fortælle dig, hvordan Signe og Jonas skilsmissefest i København gik helt amok. De holdt præcis fire år sammen som ægtefolk, men uanset hvor meget de prøvede at spille lykkeligt par i forstaden til Frederiksberg, groede der altså ingen rødder i det, de kaldte hjem. Det hele endte selvfølgelig i en skilsmisse, der lurede længe i horisonten.
Så der sidder Signe på en café på Vesterbro, propper sig med focaccia, og hendes veninde Line kigger på hende og spørger:
“Så I går bare fra hinanden, sådan bum bum, og det var så det?”
“Ja,” siger Signe og sukker. “Vi har snakket om det længe. Det er bedst for os begge.”
“Ej, jeg mener ikke selve skilsmissen. Men du skal da have et ordentligt farvel! Vi snakker afslutningsfest, ikke? Sæt et ordentligt punktum!”
Signe surmuler og skubber oliven ud til kanten af tallerkenen. “Jeg er bare så nervøs for tiden. Du behøver ikke gøre det værre.”
“Jeg mener det kun godt, det ved du,” siger Line kærligt. “Altså, I holdt jo kæmpe bryllup. Jeg betaler stadig af på den gave. Hvorfor ikke fejre afslutningen med stil snak restaurant, kage, limousiner, toastmaster og at brænde broen symbolsk?”
“Må man det?”
“Man bør!”
“Jeg har seriøst ikke råd. Nu skal tingene jo deles, og vi skal diskutere, hvem der får dynebetrækket fra Magasin.”
“Jeg kender en, der kan klare det hele for en kasse kartofler. Gaverne dækker resten. Men først skal vi planlægge din skilsmisse-pigeaften. Noget hyggeligt og hjemmeagtigt, så du får taget ordentligt afsked med familielivet.”
“Altså som vi plejer hvor vi aftaler at mødes, og ender med at alle bliver hjemme pga. børn og mand?”
“Præcis! Det er da essensen af et dansk farvel.”
Dagen efter trasker Signe og Line ind i et shoppingcenter, hvor event-arrangøren Mette står bag disken i en pandekagebod og multitasker som bare pokker.
“Kan du hjælpe?” spørger Line.
“Klart! Jeg kan allerede se det for mig,” svarer Mette med et stort grin. “Bruden dig, Signe i sort, sørgmodig kjole og sværger, du aldrig mere gifter dig. Jonas tropper op i sine tarvelige joggingbukser, som han nu kan gå i konstant, siger et rungende nej. Bagefter marcherer vi alle sammen til pantbutikken og afleverer jeres vielsesringe! Gæsterne råber surt! og halvsurt!. Jeg arbejder videre på detaljerne,” siger hun, og brøler pludselig: “Ordre nummer 64 er klar!”
Til manges overraskelse var Jonas med på ideen, mens begge forældrepar var rystede:
“Det er det dér moderne pjat. I gamle dage gik man bare hver til sit og blev bitre,” brummede de og nægtede at støtte økonomisk.
En uge senere var alt klappet og klart. Mettes plan begyndte med, at Jonas måtte forlade lejligheden efter at have klaret en række skøre udfordringer: quizzer, fællessang, og bestikkelse med slik, så han kunne slippe hurtigt væk og tage elevatoren ned sammen med resten af flyttekasserne.
Mettes fætter, der var politifotograf, dokumenterede det hele meget seriøst alle, der havde været til festen, blev næsten skrevet op i systemet.
“Nu skal vi på rådhuset!” annoncerer Mette stolt.
Ifølge ny dansk skik sætter Signe og Jonas sig i bilen sammen for så bagefter at køre hver til sit, mens gæsterne får et klippekort til metroen, mønter til bussen og en tur i politifotografens bil, hvor der er konkurrencer og fingeraftryk i sjov. Da de træder ind på Københavns Rådhus, synger de Rasmus Seebachs Frit Land.
Da stemplerne er sat, og civilsamfundet har én familie mindre, vælter selskabet ud på Rådhuspladsen. Mette hiver en stor bur frem og foreslår at fange en due eller to. Folk griner, synger, og lykønsker det nyskilte par. Mændene klapper Jonas på skuldrene og ønsker ham mange år som single, mens deres koner sender dem blikke og kaster med legitimeringskuverter som buket.
“Hold da op, der er fest!” siger en gæst fra et andet bryllup.
“Nej nej, de fejrer skilsmisse,” får han at vide.
Efter at have set de glade eks-ægtefolk udskyder mange deres egne ceremonier.
Så, da hængelåsen på bryllupsbroen bliver klippet over og ringene, som planlagt, bliver solgt i pantbutikken for at betale festen, går hele flokken mod restauranten. Der venter det vildeste ritualorkester, business-frokost og danske pandekager med honning, sponsoreret af Pandekageboden Nr. 8, hvor Mette arbejder. Festkagen var selvfølgelig stablet af pandekager.
“Det føles lidt som en begravelse” sukker Signe, mens hun ser rundt.
“Vi siger jo farvel til ægteskabets glæder!” svarer Mette og inviterer det tidligere ægtepar til en sidste vals.
Chopin spiller, og Signe siger til Jonas: “Det blev egentlig ret vellykket.”
“Ja,” nikker han, mens de danser. “Vores forældre har aldrig talt så meget sammen før.”
Signe ser, at hendes far og Jonas far står og krammer som gamle venner, selvom de altid har været rivaler.
Gaverne vælter ind: enkeltsengetøj, koncertbilletter, håndvægte, service til én eller yoga-gavekort, fitness, og såmænd også til stripklub. Til sidst får Signe og Jonas hver sin nøgle til et hotelværelse i hver sin ende af byen, rabatkuponer til pandekageboden og et gavekort til to køreture med en politibil.
Aftenen slutter med et ordentligt fyrværkeri og tørt pandekagetilbud. Gæsterne fiser hjem til deres koner, mænd og unger og Signe og Jonas går hver deres vej.
Tre uger senere får de fotobogen. Jonas kommer forbi Signe for at hente negleklipperen. De bladre sammen i albummet, der er fuld af glade grin og sjove billeder.
“Det blev faktisk ret godt,” siger Signe, og Jonas smiler og spørger: “Skifter du egentlig navn?”
“Det tror jeg ikke. Har vænnet mig til det og du ved, Hessel ikke ligefrem klinger super fedt.”
“Enig,” griner Jonas. “Må jeg smutte?”
Signe standser ham:
“Skal vi ikke tage i Pandekageboden? Kuponerne udløber i dag, det er da lidt trist at lade dem gå til spilde.”
“Helt bestemt. Ved du, at pandekager symboliserer nye begyndelser? Måske er det chancen!”
“Du tror måske, vi kan ende sammen igen efter sådan et brag af en skilsmisse? Der var jo endda artikel om os i B.T….”
“Det ved jeg ikke, men hvem skal dømme os? Vi må jo gøre, hvad vi vil. For resten næste weekend skal vores fælles venner også skilles vil du med til deres fest?”
“Jeg tænker over det,” smiler Signe. “Jeg har tilfældigvis et sæt enkelt-sengetøj at give dem.”
