Mit navn er Elias. Jeg har arbejdet i hittegodskontoret på Københavns Hovedbanegård i tyve år nu. Altså, det er et vildt stedaltid fuld knald på, folk løber rundt, der bliver råbt ud over højtalerne, og der lugter af diesel og friske tebirkes fra bageren.
Men du ved, jeg lægger mærke til dem, jeg kalder for De Forankrede. Det er dem, der aldrig tager et tog. De hænger ud på bænkene med tre eller fire kæmpestore sportstasker. Så slæber de dem med på toilettet, og bagefter hen i Føtex på stationen. De er hjemløse, eller på vej fra et sted til et andet, og alt hvad de ejer, er i de tasker. De kan ikke tage til jobsamtale, for hvem møder til sådan en med en sovepose i hånden? Og de kan ikke leje en lejlighed, fordi de ikke tør efterlade deres ting, bare for at se på et sted. Skabene på stationen koster 150 kroner om dagen. Det er jo lige meget, om det var en million.
Sidste vinter begyndte en ung fyr, Mikkel, at hænge ud omkring mit hjørne. Han var glatbarberet, så nogenlunde pæn ud, men havde to gigantiske kufferter og en vandrerygsæk med sig. Hver dag sad han i nærheden af min disk, og han lignede en, der sad fast. Jeg har en jobsamtale klokken to, sagde han en tirsdag, helt nervøs. Ude i Nordhavn. Men jeg kan ikke tage alt det her med. Han sparkede til sin kuffert. Hvis jeg efterlader det, bliver det stjålet. Hvis jeg slæber det med, ser de jo med det samme, at jeg er hjemløs, og så er jeg færdig.
Jeg kiggede ind i hittegodsrummet bag mig, hvor vi normalt bare smider glemte paraplyer og gamle halstørklæder ind. Giv mig dine ting, sagde jeg. Hvad? Jeg mærker det som Fundet Afventer afhentning. Så har du 24 timer. Tag til samtalen. Kom tilbage inden jeg går hjem.
Han så på mig, som om jeg havde givet ham en ny lever. Han skubbede taskerne over disken til mig og rettede sig opaltså, han blev nærmest ti centimeter højere uden den last på skuldrene. Han skyndte sig ud af døren. Klokken fem kom han tilbage med et kæmpe smil. Jeg fik en anden samtale! sagde han.
Så begyndte jeg at gøre det for flere. Lavede nærmest et helt system. Hvis jeg så nogen stå og prøve at vaske hår i håndvasken på toilettet med tasker over det hele, nikkede jeg lige diskretMærk det, hviskede jeg. Jeg lavede en særlig logbog kaldet Forankringsbogen. Jeg passede ikke rigtigt på hittegods mere, jeg passede på folks byrder, så de kunne slippe dem i et par timer.
Det blev opdaget efter tre måneder. Min chef, hr. Henriksen, fandt seks uautoriserede tasker i baglokalet. Elias, du driver jo et gratis bagageopbevaring nu, snerrede han. Det her er et forsikringsproblem. Det er ikke opbevaring, sagde jeg bare. Det er et jobprogram. Den røde taske? Den tilhører en kvinde, der lige nu er til samtale på DSB Café. Den blå? Ham er til test på VUC.
Jeg hev logbogen frem. Mikkel var her forleden. Han skulle ikke bruge opbevaring. Han skulle have billet. Han havde fået en lejlighed. Skulle hjem og besøge sin mor på Fyn.
Henriksen kiggede på taskerne. Så kiggede han på mig. Han fyrede mig ikke. I stedet ryddede han et gammelt rengøringsrum op ved indgangen og satte et skilt op: Karriere-Opbevaring. Gratis for jobsøgende. Spørg efter Elias.
Nu har vi samarbejde med Blå Kors-hjemmet ovre på Vesterbro. Hvis man har en jobsamtale, får man en polet til et gratis skab. Jeg er 62 nu. Jeg mærker stadig tasker. Men jeg har lært, at man ikke kan komme videre i livet, hvis man skal bære hele sin fortid på ryggen. Nogle gange er den største gave, du kan give et andet menneske, ikke penge. Det er bare et sikkert sted at lægge tingene fra sig, så de kan gå ind ad døren med rank ryg.
