Væk og heldigvis for det
Hvad mener du med “abonnenten er ikke tilgængelig”? Jeg hørte ham jo tale i telefon for fem minutter siden! sagde Signe, mens hun stod midt i entreen og trykkede mobiltelefonen mod øret.
Hun kastede et blik hen på kommoden.
Smykkeskrinet stod, hvor det plejede. Men noget var galt låget var ikke lukket helt til.
Rasmus! råbte hun ind mod lejligheden. Er du derude på badeværelset?
Signe gik langsomt hen til kommoden. Da hun lagde hånden på det blanke træ, gik der et koldt gys ned ad ryggen på hende skrinet var tomt. Helt tomt.
Selv kvitteringen fra Matas, som hun havde brugt som bogmærke, var væk.
Sammen med smykkerne var også pengene forsvundet. Men dem havde hun faktisk selv givet væk…
Åh Gud… hun sank sammen på gulvet. Hvordan kunne det ske? Vi diskuterede jo tapet i går… Du lovede, vi skulle til Skagen til august…
Og alligevel begyndte det hele så banalt. Sidste juni satte Signes gamle “Lille My” sig med et fastklemt stempel.
På værkstedet rystede de bare på hovedet og nævnte en pris, hun slet ikke kunne betale, så frustreret gik hun på Facebookgruppen “Auto-hjælp Nordjylland”.
“Er der nogen, der ved, om man selv kan løsne et bremse-stempel, hvis det er sat fast?” skrev hun med et billede af et beskidt hjul.
Kommentarerne væltede ind. Nogen mente, hun skulle lade være med at rode med sådan noget, andre foreslog bare at købe en ny del.
Så kom der en besked fra profilen Rasmus85:
“Hej, søde, glem nu det pjat. Køb en dåse WD-40 og et repkit til 300 kr.
Tag hjulet af, tryk forsigtigt stemplet ud med fodpedalen men ikke hele vejen.
Vask godt med bremsevæske, smør efter.
Hvis cylinderen er pæn, kører den igen.”
Signe læste tipset igennem en ekstra gang. Der stod intet overflødigt bare ærligt og fagligt.
“Hvad hvis cylinderen er med gruber?” spurgte hun.
“Så skal den skiftes. Men din bil ser fin ud, tvivler på det. Skriv endelig privat, hvis du er i tvivl.”
Sådan startede det hele.
Rasmus var ekstremt dygtig og kunne sin teknik.
På en uge guidede han hende gennem olieskift, valg af tændrør og hvilket kølervæske hun skulle holde sig fra.
Signe mærkede, hvordan hun begyndte at glæde sig til hans beskeder.
“Hør her, Rasmus, du er min redningsmand, skrev hun sidst i juli. Skal vi mødes? En kop kaffe, jeg giver eller en øl for det budget, du har sparet mig for.”
Svaret kom først efter tre timer:
“Signe, jeg ville ærligt talt elske det. Men… jeg er på en slags lang forretningsrejse. Udenlands, faktisk.”
“Hold op, hvor henne?” svarede hun overrasket.
“Længere væk kommer man vist ikke. Jeg vil helst ikke lyve; du er virkelig sød. Men jeg er ikke på noget firmaophold. Jeg afsoner min straf. Statsfængslet i Nyborg hvis det siger dig noget.”
Signe lod mobilen glide ud af hånden og ned i sofaen. Hun fik et stik i hjertet.
En straffefange? Hun ordentlig, bogholder i et stort revisionsfirma har i to uger skrevet sammen med en straffet?
“Hvorfor?” tastede hun rystende.
“§279. Bedrageri. Jeg lod mig lokke, blev delvist snydt, men gik selv for langt. Jeg mangler under et år. Hvis du vil slette vores samtale, forstår jeg det.”
Signe svarede ikke. Hun blokerede ham bare. I tre dage gik hun rundt som i trance. Kollegaerne spurgte, om hun var syg.
Men tankerne blev ved at køre:
“Hvorfor? Hvorfor er sådan nogle kloge, hæderlige og kyndige mænd og så sidder de bag tremmer?”
En uge senere havde hun en mail fra ham han havde engang fået hendes mailadresse. Hun havde ikke slettet ham fra sine kontakter, kun lukket samtalen.
“Signe jeg tager det ikke ilde op. Jeg forstod godt, det ville ske. Du er et godt menneske. Sådan nogle som mig passer ikke ind i dit liv.
Ville bare sige tak for alt de to uger med dig var mine bedste i tre år. Alt godt. Farvel.”
Signe læste det ved køkkenbordet og brød sammen. Pludselig havde hun ondt af både ham, sig selv og hele denne urimelige verden.
“Hvorfor har andre heldet, når jeg kun møder optagne mænd, mors drenge og nu den eneste normale, men bag tremmer?” spurgte hun sig selv.
Men hun skrev ham ikke tilbage
***
Signe prøvede at gå på dates, men det føltes hele tiden forkert.
Den ene fortalte halv aftenen om sin frimærkesamling, den anden dukkede op med snavsede negle og ville dele regningen på cafeen.
I marts, da Signe blev 35, følte hun sig mere ensom end nogensinde.
Om morgenen kom en besked.
“Tillykke med fødselsdagen, Signe! skrev Rasmus. Ved jeg ikke burde skrive, men jeg kunne ikke lade være. Du fortjener det bedste.
Hvis jeg kunne, ville jeg give dig noget, jeg lige har formet af brød og ståltråd
Bare vid, der er én på Fyn, der i dag drikker en rigtig skidt kop te for dig.”
“Tak, Rasmus, det var sødt,” skrev hun tilbage.
“Du svarede! Han lød helt ekstatisk. Hvordan har du det? Hvordan går det med Lille My? Klarer den stadig vinteren?”
Så begyndte det på ny.
Nu skrev de sammen hver dag. Rasmus ringede, når han kunne.
Hans stemme var dyb og behagelig hæs.
Han fortalte om sin opvækst med broren, hvordan broren nu opfostrede nevøer, og hvordan han drømte om at starte på en frisk.
“Jeg tager aldrig tilbage til Esbjerg, Signe,” sagde han, mens hun lavede aftensmad. “Gamle venner ville bare trække mig ned igen.
Jeg vil til et sted, hvor ingen kender mig. Jeg har hænderne skruet på plads, kan altid arbejde på en byggeplads eller i et værksted.”
“Hvor vil du så hen?” hviskede hun.
“Helst tæt på dig. Leje et billigt værelse eller en lille lejlighed. Bare at vide, vi går i samme by.
Ikke for at presse dig…”
I maj var Signe helt væk.
Hun vidste, hvornår han havde visitation, hvornår der var badedag, og hvornår han arbejdede i værkstedet.
Hun sendte pakker: te, chokolade, varme sokker, reservedele til småting.
“Rasmus, bliv nu ude af problemer,” tryglede hun. “Lad være at rode dig ud i noget dumt.”
“For dig, skat, glæder jeg mig bare til friheden,” lo han. “I april er jeg ude.
“Jeg venter på dig.”
***
I april kom Signe til porten ved fængslet. Hun havde købt en ny jakke, jeans og sneakers til ham.
Hjertet bankede så voldsomt, at hun troede, det ville sprænge.
Da han kom ud, lille og bredskuldret, med kort, grånende hår, blev hun stiv af chok.
Han så anderledes ud end på billedet.
Men da han smilte og sagde:
“Hej med dig, Signe,” løb hun ham i møde.
“Tak Gud, du er levende,” hviskede hun, mens hun krammede hans stikkende kind.
“Hvor skulle jeg ellers være,” han trykkede hende ind til sig. “Du dufter dejligt sådan blomsteragtigt.”
De kørte hjem til hende.
Den første uge var som et eventyr. Rasmus gik straks i gang fikset den dryppende vandhane og reparerede dørlåsen, der havde drillet i halve år.
Om aftenen sad de i køkkenet over et glas rødvin, og han fortalte sjove historier fra sit “tidligere liv” uden at blive alt for personlig.
“Rasmus,” sagde hun tiende dag. “Du sagde, du ville finde en lejlighed.
Måske behøver du ikke? Her er plads nok, og det er hyggeligt at være to.
Så kan du spare op til værktøj og inventar.”
“Signe, det føles ikke rigtigt,” han rynkede panden og rørte sukkeret i kaffen. “Jeg er mand, jeg skal kunne forsørge mig selv.
Nu sidder jeg bare her og lever på dig.”
“Nej, hold nu op,” hun lagde sin hånd over hans. “Du kommer på fode, finder arbejde, og så skal det hele nok gå.”
“Min bror ringede i går,” sagde han pludselig og så væk. “Nevøen er blevet rigtig syg, skal opereres nu privat.
Han spørger, om jeg kan låne til ham, men som du ser… min bankkonto er på minus. Jeg er flov, Signe. Overfor familien.”
“Er det meget?” spurgte hun blidt.
“En del… Omtrent 50.000 kroner. Han siger, en del af beløbet er der allerede.
Jeg overvejer at tage til København på akkordarbejde. Hurtig penge.”
Signe tav. De 50.000 kr. lå i hendes smykkeskrin. Hun havde sparet dem op over tre år til at lave det nye badeværelse, fliser, brusekabine med massage
“De penge har jeg, ” sagde hun stille.
Rasmus så pludselig op.
“Det må du aldrig! Dine penge. Dem rører jeg ikke.”
“Rasmus, det er for din nevø. Du sagde selv, familie betyder alt. Du får dem, og så betaler du bare tilbage. Nu er vi jo alligevel sammen.”
Han tøvede længe. Skumlede rundt i to dage, begyndte endda at ryge på altanen, selv om han havde lovet at stoppe.
Til sidst tog Signe selv pengene frem og lagde dem på bordet.
“Tag dem. Kør til din bror, aflevér. Eller overfør.”
“Jeg kører selv,” sagde han og krammede hende. “Snakker også lige med ham om jobmuligheder der, måske kan jeg finde noget bedre.
To dage, Signe. Frem og tilbage. Jeg er hurtigt hjemme igen”
***
Signe havde nu siddet på gulvet i entreen i en time. Benene sov, men hun mærkede det ikke.
Hun tænkte på aftenen før. De havde set en fjollet komedie, han havde grint, holdt om hende, og hun følte sig lykkeligere end nogensinde.
“Jeg tager nok af sted i overmorgen,” sagde han, inden de gik i seng.
Men han forsvandt en dag før. Hun sov og hørte ikke, at han klædte sig på.
I søvne syntes hun nok, hoveddøren smækkede, men regnede med, det var naboen.
Klokken to om eftermiddagen ringede hun til broderen det nummer, han engang havde givet hende “for en sikkerheds skyld”.
“Ja?” lød en rå herrestemme. “Hvem taler jeg med?”
“Det er Signe Rasmus veninde. Kom han ud til jer i dag?”
Der var tavshed. Så lød et tungt suk.
“Hvem? Hvilken Rasmus? Min bror hedder ikke det og sidder stadig i fængsel han er først løsladt til oktober.”
Det snurrede for øjnene.
“Til oktober? Han kom jo ud i april. Jeg hentede ham selv ved Nyborg Fængsel!”
“Hør nu Min bror, Martin, sidder i Statsfængslet Sønder Omme.
Og Rasmus? Rasmus er min tidligere cellekammerat. Han blev løsladt for et par måneder siden.
Han stjal min telefon og alle kontakter, mens jeg stadig var på udslusning.
Du er nok bare endnu en, han har snørret. Han er en haj til det. Har læst teknik, kan tale alle omkuld.”
Signe lod telefonen glide ned på gulvet. Hun huskede, hvordan han lærte hende at skifte tændrør.
“Husk ikke dreje for hårdt. Så ødelægger du gevindet, og så er den gal.”
“Det gjorde jeg, ” hviskede Signe. “Skruede alt i stykker. Det var mig selv, jeg skadede.”
Hun indså, at hun ikke anede, hvem den mand egentlig var. Hun havde aldrig set hans pas, ikke én gang havde han vist papirerne på sin løsladelse.
Måske hed han slet ikke Rasmus?
***
Naturligvis gik Signe til politiet og meldte det hele. Hun viste et billede og fik at vide, hun ikke var den første.
Han hed faktisk Rasmus det var vist det eneste, han ikke løj om.
Men han sad inde for noget langt værre, havde været mere bag tremmer end ude de mødtes, da han afsonede sin tredje dom.
Signe satte nye låse på døren og var taknemmelig over, at hun slap så let, når man hørte, hvad hans tidligere kærester havde været igennemI månederne efter gik Signe på arbejde som sædvanligt, drak sin kaffe, hilste på kollegerne og smilede, når nogen spurgte til hendes ferieplaner. Smykkeskrinet stod stadig på kommoden, nu ubarmhjertigt tomt, men hun havde ladet låget stå åbent som en påmindelse. Hun pakkede ikke kassen væk og skjulte ikke skrammen fra hans nøgle i dørkarmen.
Hun savnede sine penge og sine smykker men allermest sorgen over bagtæppet af løfter, de havde malet i fællesskab. Hun læste gamle beskeder, genkaldte sig hans stemme, prøvede at finde mening i alt det, han havde givet hende at tro på, uden at forsvare hans handlinger. Én gang mødte hun sin egen spejling i ruden, så hvor træt hun var i blikket, og pludselig smilede hun skævt: Det var sådan set stadig hende hun var ikke forsvundet.
En fredag aften lagde hun telefonen i skuffen og gik ned til Dronninglund Kro alene. Hun satte sig ved et vindue, bestilte en for dyr forret og flaske let, kold vin. Hun lyttede til to mænd, der diskuterede håndbold, og en kvinde, der råbte til sin teenager. En fremmed mand nikkede venligt til hende, og hun nikkede tilbage uden at holde på sin taske. Hun tænkte: “Jeg vælger, om jeg vil stole på nogen nu det er ikke længere nogen, der vælger mig.”
Senere gik hun hjem gennem stille gader, trak vejret med hele brystet og mærkede foråret. Da hun stod i entreen, lukkede hun låget på smykkeskrinet med et klik, tog nøglen ud og smed den i skuffen med gamle batterier, alt for gamle kvitteringer og reservepærer. Hun gik ud på altanen, satte sig på stolen og så natten glide ind over byen.
Der var ingen, hun ventede på. Men hun tænkte, at ingen længere kunne tage hende fra sig selv.
