Du skulle bare høre, hvad der skete hjemme hos os i morges! Jeg sad med en kop kaffe heldigvis i min egen stue, men jeg var så tæt på at spilde ud over hele bordet, fordi min datter udbryder: Mor, du bliver simpelthen nødt til at skaffe dig en ny mand! Og det er altså ret akut!
Jeg kigger på hende, nærmest med kaffen i halsen, og siger: Signe, hvad handler det her om? Hvorfor i alverden siger du sådan noget?
Hun stempler lidt rundt, kigger på sine sokker og begynder at studere det der blå-grønne mønster på gulvtæppet. Signe er en pige, der altid tænker sig om først, men nu kunne jeg høre, hun havde haft noget på hjerte længe.
Hun sukker dybt: Altså Jeg sagde til far i dag, at du har fået dig en kæreste, siger hun så og klemmer armene om sig selv. Han kværnede løs med tusind spørgsmål! Han bliver ved med at spørge, om du har fundet én. Hver gang jeg sagde nej, gik han i gang med alle de der historier om, hvor dum du har været at forlade ham. Hvor fantastisk han selv er, og at DU nok skal komme krybende tilbage, når du opdager, ingen kan måle sig med ham.
Hun ser på mig, og jeg kan se, hun er både frustreret og lidt vred på sin far.
Og så siger han bare hele tiden, at du kommer tilbage. At du aldrig finder nogen bedre. Så jeg blev sur og sagde, at du ER begyndt at se en.
Jeg var ved at grine. Jeg kan næsten høre Jesper min eksmand i det hele. De der selvretfærdige bemærkninger, behovet for at snakke sig selv op og lige høre saftige detaljer om alt i vores liv. Jeg sagde: Kan godt forestille mig, hvordan han snakker. Han har stadig ikke fattet, at jeg forlod ham. Måske inviterer han dig til weekend bare for at kunne tale om sig selv det har aldrig handlet om dig, min skat. Han skal pleje sit ego.
Signe lægger sig til rette i sofaen, og ser ud, som om hun kender den rutine alt for godt. Præcis. Det er halvanden time af, hvor fantastisk han selv er. Resten af tiden? Han spørger ikke om mit, om jeg har det godt eller hvad jeg laver i skolen Ingenting.
Hun sagde det, som om det var det mest naturlige i verden. Oprigtigt, det VAR bare sådan for hende.
Hun lagde hovedet tilbage og stirrede i loftet. Jeg kunne næsten gætte, hvad hun tænkte på: Jespers konstante smøre om forretningsaftaler, hvordan han bliver undervurderet på jobbet, hvor seje beslutninger han træffer Halvanden time senere kom hun ud med, at hun havde vundet sølv til skoleolympiaden i matematik, hvortil han bare sagde: Nå, men da JEG gik i skole og så fortsatte han bare om sig selv.
Man kan spørge sig selv, hvordan jeg holdt ud i femten år med sådan en mand? For Signe har det været sådan altid. Jeg tror, jeg blev for længe for hendes skyld, bare for at hun havde begge sine forældre omkring sig. Jeg gik på kompromis alt for længe, for at hun kunne vokse op med far og mor. Men hun og jeg har det faktisk meget bedre nu. Der er ro på, ingen der stjæler al opmærksomheden.
Så jeg spørger, lidt for skarpt måske: Hvorfor skal jeg så skynde mig at finde en mand? Hvad hjælper det?
Fordi da jeg sagde det til far, gik han HELT fra snøvsen, siger Signe, nu med en pude knuget ind til brystet. “Han blev hvid i hovedet, så helt rød og begyndte at råbe, så højt at naboen kom forbi for at spørge, om der var ballade. Jeg blev faktisk lidt bange.”
Hun bliver stille et øjeblik, og jeg kan se, hun genkalder sig øjeblikket: Han ville vide ALT. Hvem, hvordan, hvor. Jeg sagde bare, at du ikke ville have, han fik noget at vide. Nu bliver han sikkert ved telefonen hele weekenden.
Jeg trak vejret dybt og satte mig ned ved siden af hende. Hvorfor opfandt du det så? spørger jeg. Vi har jo haft det fredeligt. Nu kommer han bare til at plage os begge to.
Signe satte sig helt op og så mig direkte i øjnene: Fordi du ER fantastisk, mor. Du er sød, flot, klog, du har masser af venner og mændene kan da sagtens lide dig! Men far snakker bare dårligt om dig hele tiden. Det gider jeg ikke høre på mere.
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun så så voksen ud lige dér. “Jeg troede faktisk, du ville være ked af det, hvis jeg fik en kæreste allerede nu,” indrømmede jeg. “Der er kun gået et halvt år siden skilsmissen.”
Sludder! råbte hun næsten, og jeg kunne mærke, at hendes overbevisning virkelig rørte mig. Det vigtigste er, at DU er glad.
Og på det tidspunkt forsvandt min sidste tvivl. Måske har jeg virkelig hængt for længe fast i fortiden, bange for hvad folk og især Signe ville tænke.
Tak, skat, sagde jeg og så sad vi bare lidt sammen. Det var bare os to, men det føltes stærkere end nogen sinde.
***
Senere samme dag var jeg på arbejde i midtbyen i Aarhus, hvor jeg sad og kæmpede med en rapport og hovedpine. Jeg kunne hverken koncentrere mig eller slippe af med smerten, uanset hvor meget Panodil og kildevand jeg proppede i mig. Pludselig banker det på døren, og vagten stikker hovedet ind:
Anne-Katrine, der er besøg til dig. Din eksmand vil MEGET gerne tale. Skal vi hjælpe ham ud, eller kommer du ned?
Jeg bander indvendigt timingen kunne ikke være værre. Hovedpine, lange dage, og så står Jesper her og vil lave drama. Helt ærligt, hvor gammel er manden? Jeg napper min jakke, tager elevatoren, og da jeg træder ud i forhallen ser jeg ham allerede i fuld gang. Han råber ad vagterne, gestikulerer heftigere end en politiker i valgkamp, og står så snart han ser mig og nærmest peger på mig midt i det hele:
Du! Hvad har du gang i? Signe har fortalt mig, at du allerede har en ny! Kun et halvt år efter skilsmissen?
Jeg var kølig og rolig, trods alt balladen. “Mener du helt ærligt, at jeg skal være tro i al evighed? Også efter vi er skilt? Og det med at være tro i ægteskabet det har du da vist aldrig vægtet selv.”
Han gik næsten i stå, men prøvede igen: Jeg vil ikke have min datter boende sammen med en fremmed mand. Jeg tager Signe fra dig!
Jeg så bare træt på ham. Aner han ikke, hvordan det hele fungerer herhjemme? Hvis vi ender i statsforvaltningen, får han ikke et ben til jorden ikke med hans historik.
Så afbrydes vi pludselig af en dyb, rolig stemme: Undskyld, hvad foregår der her? Vi kigger begge to op, og der står min chef, Henrik Madsen, iført mørkeblåt jakkesæt, selvbehersket og myndig uden at være truende.
Bland dig udenom, freser Jesper, men Henrik er kold som en isterning i Vesterhavet. Personlige ting kan I tage privat. Men laver du scener på min arbejdsplads, er det IKKE længere privat.
Og som prikken over iet, tager Henrik et skridt hen til mig, lægger armen let omkring min talje og siger stålfast: Hvis du råber sådan her af Anne-Katrine igen, skal jeg love dig for, at du ikke bare får en snak med politiet. Du skal heller ikke tro, du får held af at bruge Signe som pressionsmiddel. Fatter du det?
Jesper taber uhæmmet pusten. Nu er han helt bleg, og det går op for ham, at han ikke bare kan råbe sig ud af det her. Inden han forsvinder, vender han sig om:
Regn ikke med børnepenge fra mig!
Jeg trækker bare på det. Dem har vi heller ikke brug for, siger jeg, og mærker hvordan hele kontoret bliver lettet. Endelig stilhed!
Henrik slipper mig, jeg smiler usikkert, og han siger bare: Vil du ikke med ud at få lidt at spise og snakke? Og jeg siger ja jeg kan mærke, jeg trænger til at komme væk.
Senere på caféen sådan lidt uprætentiøst, med lune boller og rundstykker, hygge og et glas vin fortæller han, hvordan han har haft et godt øje til mig, men ville respektere, at jeg skulle komme mig ovenpå skilsmissen, før han sagde noget.
Jeg har længe gerne ville invitere dig ud, men jeg ville ikke virke for ivrig. Men da jeg så, hvordan Jesper råbte, kunne jeg ikke lade være.
Og altså, sådan kan man pludselig mærke, at der faktisk ER plads til noget nyt og nogen, der virkelig har respekt for én, sådan for alvor.
***
Tre måneder senere ja, faktisk! blev Henrik og jeg gift på Rådhuset i Aarhus, og det var den fineste, mest følsomme lille fest. Han opfyldte ethvert ønske, jeg havde. Signe var den bedste hjælper. Hun sørgede for, at alt var, som det skulle være hår, kjole, nejlelak helt intakt.
Hun gav os begge knus efter vielsen og sagde: Jeg er simpelthen så glad på jeres vegne! Hun var ærlig omkring, at hun ikke var klar til at kalde Henrik for far og det var selvfølgelig helt i orden.
Henrik svarede bare, med det samme glimt i øjet: Det vigtigste er, at vi er sammen, Signe. Og så tager vi det andet i dit tempo.
Jesper fik selvfølgelig også en invitation til brylluppet næsten for at understrege, at vi er videre. Han dukkede ikke op, men brugte i stedet uger på at ringe rundt til gamle bekendte og brokke sig over, hvor hurtigt jeg havde fundet en ny mand, og hvor tarvelig jeg var, fordi han ikke fik chancen til at rette op.
De fleste svarede bare: Jamen, folk må jo leve videre det kan vi da kun unde hende.
Så gik han hen til den næste beskyldning at jeg var utaknemmelig, ikke engang havde sagt tak for alle årene.
Men der var ingen, der gav ham ret. Alle hans samtaler løb ud i sandet, og til sidst opgav han imens vores lille familie bare fandt ro og glæde i hverdagen. Vi spiser sammen, tager i Mindeparken, diskuterer om vi skal se Matador eller Kastanjemanden om aftenen Intet drama. Og ved du hvad? Det er da det bedste, man kan ønske sig.
