God kvinde. Hvad skulle vi dog have gjort uden hende? Og du giver hende kun to tusind kroner om måneden. Karen, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
21. marts
Jeg står op det går lidt langsomt nu om dage. Mørket udenfor er tæt, men der er lidt dæmpet lys fra natlampen henne i hjørnet. Jeg lister ind til Karens værelse og kigger på hende med gamle, halvslørede øjne.
Jeg sætter mig på kanten og lytter hun trækker vejret roligt. Så det går nok.
Jeg tusser videre ud i køkkenet, åbner kærnemælken, tager mig en tår, går ud på badeværelset og ender i mit eget lille rum. Tilbage i sengen. Kan ikke sove.
Karen og jeg vi er blevet halvfems. Tænk, hvor mange år vi har tilbragt sammen. Snart er det eneste vi har tilbage vor Herre alle andre er væk.
Vores piger, eller Anna blev ikke engang tres før hun gik bort. Erik han festede for meget, blev heller ikke særlig gammel. Barnebarnet, Alberte, hun har boet i Polen i snart tyve år og har helt glemt alt om os. Hun har sikkert allerede store børn nu selv.
Jeg ved ikke, hvornår jeg falder i søvn.
Bliver vækket af en hånd på min arm.
Poul, hvordan har du det? spørger Karens svage stemme.
Jeg slår øjnene op. Hun står bøjet over mig.
Hvad laver du oppe, Karen?
Ville bare se om du trak vejret.
Så længe, jeg gør det, kan du gå i seng igen!
Jeg hører hendes besværlige skridt og lyset, der tændes i køkkenet.
Hun drikker lidt vand, går på toilettet og lister tilbage til hendes værelse.
Hun lægger sig.
En dag vågner jeg vel, og så er du der ikke mere, tænker hun højt. Måske er det også mig, der falder først.
Poul har allerede bestilt vores begravelse. Havde aldrig tænkt, man kunne ordne det på forhånd men nu er det vel meget godt. Hvem skulle ellers gøre det?
Alberte, barnebarnet, har som sagt glemt os. Det er kun naboen Eva, der kigger ind. Hun har nøgle til lejligheden; Poul giver hende tusind kroner fra vores pension hver måned, hun køber lidt ind for os. Vi kommer jo alligevel ikke op og ned ad trapperne til fjerde sal mere.
Jeg vågner igen ved lyset, der danser på væggen. Solen sniger sig gennem vinduet ind i stuen. Jeg går ud på altanen og ser de grønne blade på hægen stikke ud i foråret. Jeg smiler uvilkårligt.
Vi har overlevet til foråret!
Jeg går ind til Karens værelse. Hun sidder op og tænker.
Karen, nu må du ikke sidde der og være ked af det! Kom, jeg vil vise dig noget.
Åh Poul, jeg har slet ikke kræfter mere, siger hun og kommer møjsommeligt på benene. Hvad har du nu fundet på?
Jeg støtter hende, tager hende under armen, og sammen bevæger vi os ud på altanen.
Se, hægen er grøn igen! Og du sagde, vi ikke skulle klare os til foråret. Men det gjorde vi!
Ja, og solen skinner faktisk!
Vi sætter os på bænken udenfor.
Kan du huske dengang jeg inviterede dig i biografen i Vejle sådan midt i gymnasietiden. Hægen var også grøn den aften.
Det glemmer man aldrig Syttifem år siden, tror jeg?
Vi sidder længe og taler om gamle dage. Meget forsvinder med alderen, selv hvad vi lavede i går, men ungdommen, den slipper ikke.
Nå, nu bliver vi vel nødt til at få lidt morgenmad, siger Karen og rejser sig.
Karen, lav nu en ordentlig kop te! Jeg orker ikke flere urter.
Vi må ikke få stærk te, det ved du.
Bare lav den lidt kraftigere, og giv mig lidt sukker i.
Jeg sidder med koppen, den svage te og en lille ostemad og tænker på dengang, hvor morgenmaden bød på sød, stærk te og lune boller eller pandekager.
Vores nabo Eva kommer forbi, smiler til os.
Hvordan går det for de to gamle?
Hvilket drama forventer du her i et hjem med to halvnittier? spørger jeg og griner.
Kan jeg købe noget til jer dernede?
Eva, vil du ikke købe lidt kylling til os?
Men I må da ikke få kød?
Lidt kylling kan vel gå.
Godt, jeg koger suppe med nudler til jer!
Så rydder hun op, vasker op og smutter ud ad døren igen.
Karen, kom nu ud på altanen, solen er lige tilpas, opfordrer jeg.
Ja, lad os det!
Senere kommer Eva endnu engang ud til os.
Frisk luft og solskin, det trænger I da til.
Det er altid hyggeligt, når du er her, Eva, siger Karen.
Jeg henter lidt grød til jer, og så går jeg i gang med at koge suppe.
Hun er en god kvinde, siger jeg efter hende. Hvad skulle vi dog gøre uden hende?
Og du giver hende kun to tusind kroner hver måned.
Jamen Karen, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
Det ved hun ikke engang.
Vi bliver siddende, til Eva kalder på os til frokost. Der er kyllingesuppe med kartofler i smager skønt.
Jeg lavede altid den slags til Anna og Erik, da de var små, siger Karen drømmende.
Nu er det fremmede folk, der laver mad til os, sukker jeg.
Sådan er livet nok, Poul. Når vi engang er væk, vil ingen græde over os.
Nu er det nok med tristheden. Kom, vi tager os en lur!
Karen smiler: Man siger jo, at gamle og små børn minder om hinanden suppe, middagslur, eftermiddagsmad.
Jeg døser lidt og vågner igen. Kan ikke finde ro. Måske fordi vejret skifter, eller måske fordi tankerne kører løbsk. Jeg går ned i køkkenet. På bordet står der to glas saft, sat frem af Eva.
Jeg tager dem op og bærer dem ind til Karen, som stadig sidder og ser ud ad vinduet.
Hvad sidder du og tænker på, Karen? Tag et glas saft.
Hun tager en lille slurk.
Kan du heller ikke sove?
Det er nu vejret.
Jeg har det ikke så godt i dag, Poul. Kan mærke, tiden er ved at rinde ud du lover at give mig en ordentlig begravelse, ikke?
Det må du ikke sige, Karen. Hvordan skulle jeg dog leve uden dig?
En af os går jo først.
Kom, vi finder noget sol derude.
Vi sidder til langt ud på aftenen, til Eva kommer ind, steger osteboller til os. Vi spiser og sætter os foran fjernsynet. I vores alder er nye film lidt for vilde, så vi holder os til gamle, danske komedier eller klassiske tegnefilm.
Denne aften bliver det kun én tegnefilm. Karen rejser sig træt:
Jeg går i seng. Er så underlig træt.
Jeg følger dig.
Lad mig lige se på dig et øjeblik, beder hun.
Hvorfor det?
Bare fordi.
Vi ser på hinanden længe, tænker vel begge på tiden, der er gået, og alt det, der en gang var.
Kom, jeg følger dig ind til din seng.
Hun tager mig kærligt under armen, og vi går stille og roligt gennem lejligheden.
Jeg lægger tæppet om hende og går tilbage til mit eget værelse. Hjertet sidder tungt i brystet kan ikke finde ro.
Det føles, som om jeg ikke har sovet, men det røde tal på det elektroniske ur siger to om natten. Jeg rejser mig og lister ind til Karen.
Hun ligger med åbne øjne.
Karen!
Jeg tager hendes hånd.
Karen, hør nu Ka-ren!
Så mister jeg selv vejret. Jeg snubler ind i mit værelse, finder papirerne frem på bordet.
Går tilbage til Karen. Stirrer på hendes ansigt længe. Så lægger jeg mig ved siden af hende.
Jeg ser pludselig Karen ung og smuk, som for femoghalvfjerds år siden. Hun går med let skridt mod lyset for enden af rummet, og jeg løber, indhenter hende og tager hende i hånden.
Næste morgen kommer Eva ind. Hun finder os side om side med samme stille smil om læberne.
Hun ringer, tøvende, efter lægen.
Da han kommer, ser han på os og siger:
De gik bort sammen. Har uden tvivl elsket hinanden meget.
De bliver båret ud. Eva synker sammen på stolen ved bordet og får øje på papirerne med hendes navn. Og testamentet.
Hun lægger hovedet ned på armene og græder.
*
Livet har lært mig, at kærlighed varer ved, selv når dagene er ovre og glæderne små. Man behøver ikke mere for at være lykkelig end en god kop te, solens varme på balkonen og én, man elsker ved sin side.
