Siden den dag Mikkel mistede det mest dyrebare, havde han ikke sat en pote i hundehuset. Han sov nu direkte på den kolde jord. Spiste knap nok. Reagerede ikke på hans eneste ven, Søren.
Endnu en november svævede ind. Hver dag blev koldere; grå og lavthængende vinterhimle pressede sig ned over havnen, og folk trak deres strikfrakker og uldhalstørklæder tæt omkring sig. Fornemmelsen af sne hang i luften, og Mikkel forstod, at snart ville landskabet dækkes af hvidt.
Jeg undrer mig, hvornår de mon fylder mit hundehus med halm? Min pels er tyk nok til at holde varmen, men natten går helt ind i knoglerne, tænkte han, mens han strakte sig i leret.
Han fulgte tungt blikket af lasten, der blev båret fra lager til lastbil, alle duftende af olie og vejstøv. Ingen bemærkede den aldrende vagthund.
Hvad ligger du der for? råbte en stemme. En portvagt, Jannik, dukkede op fra skuret for at ryge. Du skal holde vagt, ikke dase som en sofa-lømmel! Føj!
Jannik spyttede olmt ved siden af ham og forsvandt. Han havde aldrig kunne lide Mikkel, helt siden han var en lille hvalp uden grund.
En skovgrøn Volvo svævede op foran lageret. Mikkel rejste sig straks på benene.
Hej, gamle ven, lød det venligt fra Søren, der steg ud med kasket og morgenstubbede kinder. Jeg er kommet for at give dig lidt varme.
Søren var den godmodigste vagt, og Mikkel elskede ham højere end nogen. Også denne weekend havde han ikke glemt ham: Han havde halm og varm grød med.
Søren fyldte hundehuset med blød, lun halm, bragte en metalskål fyldt med varm havregrød blandet med kogt kød, og blev der, indtil al maden var væk. Så vaskede han skålen og kørte.
Mikkel var alene igen. Godt, natten snart ville tage alt væk; i søvnen mærkede han ikke ensomheden så slemt.
Da mørket lagde sig, gik Mikkel mod huset. Han var lige ved at krybe ind, da han stivnede.
To smaragdgrønne cirkler lyste i halmen. Et truende hvæs.
Mikkel betragtede nysgerrigt gæsten. En sort, forhutlet kat med store øjne advarende blik: Rør mig ikke. Med mig spøger man ikke!
Alligevel blev Mikkel varm om hjertet. Huset er småt, men vi kan da være to, tænkte han naivt.
Han nærmede sig. En pote kløede luften kløerne var dolke.
Hhhr! lød det skarpt.
Så kan jeg vel sove ude, accepterede Mikkel med et suk, og lagde sig ved indgangen.
Han vågnede tidligt, ventede morgenmad. Katten faldt i søvn i halmen. Så sød hun er, tænkte Mikkel.
Jannik dukkede mut og krøllet op fra skuret, kastede nogle skiver mad hen til Mikkel og forsvandt. Det var kun rester, han gad aldrig lave noget ordentligt. Efter sådanne måltider fik Mikkel ondt i maven. Men han havde ikke klaget.
Han snusede til resterne og opdagede: Katten! Uforfærdet gnaskede hun pølseskind, som om hun altid havde boet her.
Mikkel glædede sig over at kunne dele sin mad med én, der så sulten ud.
Ved hans blik stivnede hun, klar til kamp. Men Mikkel spiste kun brød og iagttog nysgerrigt. Måske vil hun have et stykke brød? Han skubbede tvivlsomt sit over til hende.
Hele dagen fulgte de hinanden katten med vagtsom fjendtlighed, Mikkel med mild interesse.
Om aftenen blev aftensmaden kastet til Mikkel, og katten kastede sig over det.
Satans tøs! hylede Jannik. Ud med dig, heksekat!
Katten smuttede bag Mikkel. Først blev han forvirret; så rejste hårene sig langs hans nakke, og han knurrede. Jannik fnøs truende, men gå udenom både kat og hund; den næste vagt, der overtog, ænsede dem ikke.
Katten sendte Mikkel et stille-anerkendende blik. Han tænkte: Heksekat mon det er hendes navn? Så må det være hendes navn.
Han besluttede: Katten skulle kaldes Tove.
Frosten ramte havnen. Tove krøb ind i halmen igen. Mikkel ville ikke forstyrre, men kikkede forsigtigt ind.
Tove så på ham med forundret, men mildt blik. Langsomt flyttede hun sig og gav plads. Hele natten sov de, tæt klistret, roligt som aldrig før.
Fra den dag var Mikkel og Tove uadskillelige. De delte mad, halm og lod ordene danse på dyrenes hemmelige sprog.
Da Søren så katten, troede han ikke sine egne øjne: så lille, så frygtløs. Men snart så han, at det var kærlighed mellem dyrene og kærligheden frygter ikke form og størrelse.
Søren begyndte at tage sig af Tove: tog hende til dyrlægen, blev hendes børste, fodrede ekstra. Hun blomstrede op.
Uroen var Jannik. Han bildte sig ind, at sorte katte bragte ulykke, og planlagde at bringe Tove væk.
En aften forsøgte han at forgifte hende. Men Mikkel opdagede den mærkelige lugt og forpurrede det altid på vagt.
En særlig frostklar nat lå de sammen. Mikkel slikkede atter en af Toves mange rifter. Pludselig blev begge opmærksomme. En mærkelig røg ramte snuden.
Mikkel sprang ud og gøede råbende. Brand! Lageret stod i flammer!
Jannik løb forvirret rundt, lettede lommerne ingen mobil. Tove mjavede hæst. Bag hende lå mobiltelefonen.
Satans heksekat! snerrede Jannik, sparkede hende væk, greb mobilen og ringede til brandvæsenet.
Mikkel løb til Tove. Hun haltede mod et buskads. Sammen gemte de sig, til ilden døde ud.
Næste dag mødte Mikkel snakken fra vagthytten:
Jeg siger jer kun ulykke følger den sorte kat. Se hendes øjne, ægte heks! insisterede Jannik.
Nåh, hvad vil du gøre? spurgte en anden.
Ud i skoven med hende.
Mikkel stivnede. Hjertet blev tungt af frost. Han krøb ind til Tove.
Sig mig, er du blevet vanvittig? hun dør jo derude! reagerede Søren.
Hvad rager det mig, en brand er ikke nok?
Tja, sorte katte bringer ulykke mumlede én.
Hun bliver ikke kørt væk. Nu må I stoppe! afgjorde Søren, og gik.
Morgenen kom. Mikkel vågnede, strakte sig, ville snuse til Tove men hun var væk.
Han gravede i halmen tomt. Ræsede udenfor, søgte, gøede hæst.
Sort skygge for. Men det var kun en plastikpose i vinden.
Døren gik op.
Er du her? Leder du efter din veninde? sagde Jannik. Hun er her ikke længere. Nu tryller hun et andet sted.
Mikkel spejdede efter en mening, men ordene stak i brystet.
Hun dør alligevel derude. Måske er hun allerede væk.
Mikkel sagde intet. Selv smerten sad fast i halsen.
Det begyndte at sne; store, tunge fnug faldt over hundens ryg.
Siden havde Mikkel ikke brugt hundehuset. Jord var blivende seng. Han spiste knap, og reagerede ikke selv på Søren, hans eneste ven.
Mikkel, hun er et dejligt sted nu, jeg lover dig. Hun har det varmt og roligt. Tror du mig? sagde Søren blødt, da han satte sig ved siden af og aede ham forsigtigt.
Jeg vil også derhen. Til Tove. Må jeg? Bare én gang
Dagen før havde fremmede mennesker diskuteret, som om Mikkel ikke længere var levende måske kun inventar. Hunden var gammel, slet ikke til nytte. Lageret trængte til ny og ung vagt. Denne skulle bare væk.
Hvad de mere sagde, huskede Mikkel ikke. Det interesserede ham ikke. Alt var intet undtagen én ting.
Sneen fortsatte. Iskolde fnug dækkede kroppen, munden, poterne. Langsomt dækkede sneen alt. Han lukkede øjnene.
Bare aldrig åbne dem igen jeg ønsker det, gled den sidste tanke gennem det halvt drømmende dyr.
Verden gled væk. Han mærkede intet, lugtede intet, vinden døde ud. Pludselig, i mørket, fór en stemme frem:
Vågn op, ven. Kom, du skal med!
Dernæst løste alt sig op: bilens varme kabine, det bløde sæde, landevej i vinter, nye dufte gennem ruden, musik langt væk.
Sorgen lagde sig som sygdom. Han faldt snart i dyb søvn på bagsædet.
Timer gik. Til sidst standse bilen. Søren hjalp ham ud, støttede ham frem til huset.
Nu bor du hos mig, gamle ven.
Mikkel gad nærmest ingenting, men ville ikke gøre Søren ked af det, så han forsøgte at logre med halen det var akavet, men Søren behøvede ikke ord.
Bare rolig, snart er du indendørs, og det hjælper straks, blinkede Søren og åbnede døren.
Så snart de stod i entreen, stivnede Mikkel. En duft snurrede gennem luften én, han elskede.
Fra vindueskarmen hoppede et sort, sky skær og der stod hun. Før hun var tæt nok, vidste Mikkel det. Det var Tove.
Hvad sagde jeg: Hun har det fint, sagde Søren smilende. Troede du, jeg ville lade dem dumme dig og slippe af med hende?
Men Mikkel og Tove havde kun øjne for hinanden ord strømmede, usagte og hunde-katte sprog.
Da de havde snakket ud og rullet sig tæt sammen, begyndte Mikkel at spekulere: Hvad mon heks egentlig betød?
Han ville spørge men lod det værre. Det var ligegyldigt. Tove er min veninde. Det rækker.Mikkel rullede sig ind mod Tove, mærkede varmen fra hendes pels og hele det lille hjem, Søren havde bygget. Sneen udenfor gjorde ruderne matte, men lyset fra lampen kastede gule cirkler på væggene; regnbuens farver dansede svagt i ruden, hvor Toves hale viftede.
Søren hentede skåle, satte sig i stolen ved siden af dem og nynnede lavt, mens det begyndte at dufte af suppe og stegte grøntsager. Mikkel lukkede øjnene, lyttede men han huskede vinterkulden som en fjern skygge, uvirkelig. Her kredsede alt om nærvær og blødhed, fnyset fra Tove, Sörens langsomme skridt.
Fra nu af var han ikke længere en gammel vagt han var bare nogen, der blev elsket. Han ville aldrig mere sove alene. Og hvis verden igen forsøgte at jage skygger væk, vidste han, at Tove ville stirre tilbage med sine smaragdøjne, urokkelig og modig.
Sådan blev vinteren lang, men aldrig mere kold. Hver aften også dem hvor mørket knasede udenfor var der en hale at lægge sig op ad, en ven at drømme sammen med, og Søren, som lukkede døren mod natten med blide hænder.
Og når Mikkel i søvne rykkede tættere ind til Tove og mærkede hendes hjerte slå, tænkte han måske er det sådan magi føles.
