Den ældre kvinde vendte sig mod Robert og sagde ord, der sendte kuldegysninger ned ad hans ryg: I dag bliver det en smuk og solrig dag. Vi får rigelig tid til at nå det, vi vil.
Det var en stille onsdag, længe siden nu, da Robert sad alene i et næsten tomt passagertog, på vej ud mod sit kolonihavehus uden for København. Ind i kupeen trådte en ældre kvinde, klædt i praktisk tøj og med en stor kurv over armen, tydeligvis også på vej mod sin egen lille jordlod præcis som Robert og mange andre denne dag. Hans tanker kredsede om hans afdøde hustru, Ingrid, med hvem han plejede at tage samme tur om foråret. Efter hendes sygdom var det blevet for smertefuldt at tage derud; ensomheden og savnet hang så tungt over ham, at han havde undgået stedet længe.
Da toget standsede ved en af de små stationsbyer nordpå, vendte den gamle kvinde sig mod ham med det samme varme blik og sagde, I dag bliver en smuk og solrig dag. Vi får rigelig tid til at nå det. Præcis de ord havde Ingrid sagt til ham så mange gange før. Overrasket nikkede han blot og de faldt i snak. De drøftede årets svage høst, den hårde vinter, drømmene om et mildere forår og håbet for næste sæson.
Da de steg af toget og fulgtes mod busstoppestedet, slog det Robert, at han aldrig tidligere havde mødt denne kvinde. Efter lidt snak skiltes deres veje. Han vandrede gennem byen ud til sin gamle have. Der mødte ham et syn af vildtvoksende bed og lange tids glemt ukrudt efter alle de måneder, hvor han havde holdt sig væk. Men samtalen i toget havde givet ham fornyet mod, og han blev inspireret til at blive og tage fat igen.
Med frisk energi gik Robert i gang med hakke, rive og luge det gamle stykke jord. Hver eneste havelur, han rensede, mindede ham om alt det gode, han havde haft der sammen med Ingrid. Han satte sig på bænken, pakkede den madpakke og termokande ud, han havde taget med hjemmefra og lod roen falde over sig. At se de blå anemoner svaje langs havegangen, mærke duften af æbler fra det nye træ i hjørnet, vakte smil og gamle minder.
Humøret løftede sig, og Robert tog beslutningen om at vende tilbage noget oftere og ikke sælge stedet alligevel. At finde kantareller i udkanten af skoven gav ham en lettelse, han havde savnet. Arbejdet i naturen gav livet mening og ny glæde.
På hjemvejen mødte han igen den ældre kvinde som præsenterede sig som Dagmar. De fandt sammen på bænken, delte et par æbler, og morede sig over hinandens fortællinger fra jordlodden. Dagmar sagde smilende, Du har stadig mange gode år foran dig glæd dig over arbejdet, det giver styrke og mening. Da Robert senere steg af bussen og gik hjem igennem de oplyste gader, sendte han et smil op mod den gyldne aftensol. Han følte ikke længere tyngden fra sorgen, men var fyldt af varme og livsmod.
