Line var ikke nogen god kvinde.
Meget slet, nærmest så slem, at man næsten kunne have ondt af hende, sådan som den Line var.
Alle forsøgte ihærdigt at overbevise fru Nielsen om, hvor slem hun egentlig var.
Slemog så ovenikøbet trist.
Naturligvis var hun alene; ingen mand, sønnen var for længst flyttet hjemmefra og boede selvstændigt.
Line var ene, uden der var brug for hende nogen steder.
Mandag morgen kom hun ind på kontoret, hvor kollegaerne stolt snakkede om alt, hvad de havde fået ordnet i weekenden: vasketøj, rengøring, havearbejdeden ene havde ordnet sommerhuset, den anden sørget for syltetøj.
Line sad stille, sagde ikke megethvad skulle hun dog sige? Hun havde hverken mand at tage sig af, barnet var jo voksen, så hun sad og vogtede sine egne tanker.
Enkelte gange om måneden bad hun om lov til at gå en halv time før hjem.
Alle vidste godt, hvor hun var på vej hen, rystede fordømmende på hovedetdet var altid de der elskere, Line skulle ud at mødes med.
Hun måtte da have mange af dem, slet som hun var, tænkte de.
Line var slem.
Men dem, de var flinke nok, alle gift, alle travlt optaget af hverdagens gøremålmen Line, hun var ganske slem.
Line, sagde hendes mor, fru Nielsen, hvorfor skal du altid være sådan?
Sådan hvordan, mor?
Du er… altså ikke rigtig på plads i livet. Kunne du dog ikke finde dig en eller anden mand? For alt i verden, mit barn. Der er jo ikke for sent at få et barn merefolk får jo børn efter de fylder fyrre i dag.
Mor, hvorfor skulle jeg dog have en mand? Og hvorfor endnu et barn med en eller anden mand? Jeg har én søn, jeg har Mads, det er mere end nok. Hvad skulle jeg bruge en mand til? Jeg har da Olav, svarede Line, oprigtigt forundret.
Line! Moren sukkede. Olav er jo ikke din mand!
Hvorfor ikke? Det føles ellers sådan, grinede Line, han inviterer mig ud hver uge, giver små gaver, hjælper med ferieplanlægning, brokker sig ikke, sender mig ikke ud på landet for at vaske hans mors vinduer, kræver ikke sokker vasket, forlanger ikke aftensmad, belaster mig ikke med sine problemer, og så ligger han ikke på sofaen og fylder det hele.
Det var ren velsignelse.
Ja, selvfølgelig, det hele får hans stakkels kone så i stedet.
Vil du virkelig have, jeg skal have alt det?
Nej tak, hun havde rundet de fyrre, havde både prøvet det gode og det mindre gode. Én gang blev hun gift som ganske ung, nærmest ved morens insisteren, fordi han var ældre, mere moden, mere alvorligog de var velansete folk, huskede moren.
Fem år sad hun som fangeingen uddannelse, ingen veninder, ikke engang Mads måtte hun tage sig meget af. Bare slide for manden og svigermor.
Men hun var pakket ind i guld, som moren sagde.
En gang om måneden blev hun taget med ud i byen, vist frem som en pæn, ung hustrumen manden selv havde dog andre, pige-dukker, han dukkede op hos.
Da Line endelig flyttede og søgte skilsmisse, med hjælp fra sin elskede mor, krævede han det hele tilbage, selv undertøjet.
Anden gang giftede hun sig for kærlighed. Studerede om dagen, arbejdede om aftenenville ikke være en belastning for mor og far.
Line! Har jeg nogensinde nægtet dig et stykke brød eller en skål suppe til dig og mit barnebarn?
Nej, du ikke, mor. Men der er jo andre end dig, ikke? Far, for eksempel. Og Niklas min bror boede stadig hjemme, hjalp ikke rigtigt tildet gjorde du, mor, du sled på to jobs, løb i butikkerne, lavede mad, vaskede, støvsugede. Jeg tænkte, det var bedre at finde en mand end at leve uden…
Men der var ingen forskel. Gifte sig med én, der tjente mere, eller mindre; resultatet var det samme. Alt arbejde hjemme, alle bekymringer, endte altid hos Line.
Alle lever jo sådan, barn, sukkede moderen.
Så lad dem det, mor. Jeg har ikke lyst.
Hvordan brugte du din lørdag?
Åh, Niklas og Marie, de efterlod Oskar og Emma hos os, jeg gik ture med dem, bagte pandekager, lavede lidt rent og lagde vasketøj sammen, fodrede far, lagde børnene, og så strøg jeg lidt tøjlagde mig først ved midnat.
Næste dag ville de små have pandekager igen, jeg lavede kylling til de voksne, snittede salat, bagte pizzaog da de tog hjem faldt jeg træt om på sofaen.
Mor, jeg kan ikke huske, du hjalp mig med Mads på samme måde. Jeg lod dig aldrig tage ham, for jeg vidste, hvad det kostede.
Du var altid selvhjulpen, Line, det er de unge ikke mere…
Ved du, hvordan jeg brugte sidste weekend, mor? Fredag aften ringede Mads og spurgte, om jeg ville tage Tim, Maries kat, fordi de skulle på tur til Norge. Selvfølgelig!
De kom forbi med pizza, og jeg satte mig med mit eget selskab og så serier sent ud på nattenjeg kunne jo sove længe!
Næste morgen gav jeg Tim mad, lavede kaffe, støvede lidt af og satte en vask over, ringede til dig og ville invitere dig på museum. Men det var far, der tog telefonen; du havde hænderne fulde. Han sagde, jeg levede som en herskabsdame, mens du sled med mine niecer og nevøer.
Jeg overvejede at blive fornærmet, men hvorfor egentlig?
Jeg gik alene på museum, der var udstilling af din yndlingsmalerkan du huske, hvor glad du altid blev?
Senere cafe, butikker, hjem til Timhan sov, og jeg så serie. Om søndagen sov vi til over elleve, ville invitere dig på kanaltur, men Marie tog telefonen; du sad nok og vaskede op eller dækkede bord.
Om aftenen ringede Olav og inviterede på restaurant; hvorfor skulle jeg sige nej? Jeg er fri kvinde; vi snakker ikke om hans kone, hans problemer, han spørger ikke til mine.
Det var fantastisk, og jeg gik i seng gladog mødte mandagen udhvilet.
Jeg har forsøgt at date ugifte mænd, mor…
Men det var håbløst.
Enten ville de have en mor, eller også havde de børn fra tidligereog jeg skulle elske dem som mine egne.
Samtidig skulle jeg også betale for det meste, så kunne han bruge resten af sin løn på lystfiskeri og betale børnebidragmen mit barn skulle jeg klare selv, mente han; Mads havde jo en far.
Er det rimeligt? Ja, måske, derfor sendte jeg ham pænt videreMads har jo også en mor, nemlig mig.
Så blev jeg slemt snu, nærig, beregnende, kold. Sippethed, fordi jeg ikke ville tage ansvaret for en andens hjem og børn.
Derfor har jeg fundet Olav.
Ja, jeg er slem i jeres øjne, men jeg skammer mig ikke over, hvordan jeg lever.
Det smerter mig mere, at du, mor, stadig slider på den måde.
Så i dag har jeg bildt dig og far ind, at jeg har brug for hjælpså vi kan tage ud og lave noget for os selv, mor, bruge tid på hinandendig og mig.
Er du blevet tosset, Line? Hvad med far?
Hvad med far? Er han syg?
Nej, men… middagen?
Jeg tror nu nok, du har lavet mad på forhånd.
Men den skal varmes, og Niklas…
Mor! Jeg kan blive fornærmet, hvis du afviser mig… jeg ved godt, jeg er slem, men lad mig være god for i dag. Tag nu med og slap af. Det er alt, jeg beder om.
Mandag morgen på kontoret delte kvinderne igen historier om, hvor udmattede de var af at slappe af i weekenden.
Men Line smilte med et skælmsk glimt for sig selv, dansede næsten gennem gangen.
Alle vidste jo, at Line var slemog hun tænkte kun på ting, de andre mente, var smådårlige.
