Jeg leder efter en kvinde ved navn Sigrid.
Gennem en lav bueentré træder han ind i en baggård fyldt med smeltet sne. Det er allerede hans fjerde gård den dag. Der er en legeplads, gynger, drenge der spiller hockey med en puck på den våde asfalt. Pucken sprøjter vand ud til alle sider, men drengene er ligeglade.
Han står under buen og ser sig omkring. Han ønsker, at hukommelsen skal klamre sig til noget her, trække fortiden op til overfladen. Men intet er, som det engang var dengang langt inde i minderne. Selvfølgelig, der er gået så mange år. Dengang var der kun tætspændte tørresnore, gamle skure under vinduerne, staudebede med floks og et par slidte bænke her.
Nu…
Alt må være forandret på alle de år. Eller rettere sagt det kunne nærmest ikke være anderledes.
Ingen lægger mærke til den fremmede, værdige ældre mand med kasket med pelskant. I disse fire huser langs gården udlejer mange deres lejligheder. København…
Han skal ind i huset til højre for buen. Det må være uforandret. Han husker, det var anden etage i en treetagers bygning. Lejligheden længst inde, nummer to til højre. På dørkarmen sad der dengang flere knapper og navneskilte fra beboerne.
Han husker hver detalje indeni hvert folder på gardinet, det skæve vindueslås, kedelens grønne farve, gulvbræddernes knirken og endda den kakerlak, de jagtede i to dage. Alt har sit sted i hans indre dagbog…
Men han kender ikke præcis hverken lejlighedens eller husets nummer, kun gaden. Gårdene er vanskelige at skelne imellem, én efter én ligner de baggårde på Østerbro hinanden til forveksling. Han er heller ikke helt sikker på opgangen måske anden fra buen Alle bygget som én serie, ens som tvillinger.
Så går han fra gård til gård…
Højre hus, anden opgang nej, i dag siger de “bagtrappe.” Anden etage, dør for enden… Nummer 43? Måske…
Hvis der er dørtelefon, trykker han 43.
Goddag, jeg leder efter Sigrid. Ved De tilfældigvis…
Nogle afbryder ham straks her bor ingen Sigrid. Nogle gange svarer de endda: sådan én har vi ikke! Han må prøve igen.
Undskyld, det er virkelig vigtigt. Ved De, om der i 1980 boede en kvinde, Sigrid, her? Det er vigtigt for mig…
Efter tredje gård tager han notesbogen frem og skriver ned.
“16 ingen, 24 sikkert nej, 32a ved det ikke, nysolgt…”
Der er mange gårde. Han må vende tilbage til de steder, hvor ingen svarede, eller hvor han ikke fik fat på ejeren, hvor spørgsmål stadig hænger.
Han bevæger sig op ad de slidte trapper i den store, lukkede opgang. De høje ruder er støvede, det lugter af katte. Den lugt husker han.
Goddag! Han bukker let.
En ældre kvinde i grå frakke og med indkøbstaske nærmer sig.
Goddag, hvem søger du? spørger hun.
Jeg skal op på anden sal. Jeg leder efter Sigrid, en kvinde i tresserne. Ved De om hun bor her?
Hvilken lejlighed?
Hjørnelejligheden til højre. Men det er længe siden. Dengang var det et kollektiv.
Hjørnet? Nej, nu bor familien Jensen der, mand, kone og to børn. Ingen Sigrid. Jeg har boet her fra jeg var barn, aldrig hørt om sådan én.
Tak, siger han lavmælt og begiver sig mod trappen ned.
Kvinden følger efter.
Husker du ikke hendes efternavn?
Havde jeg det, fandt jeg hende i registeret eller Folkeregisteret. Men jeg husker det simpelthen ikke.
Hvem er hun for dig, hvis jeg må spørge? kvinden var snakkesalig.
Han tøver, ser væk…
Hun? …
Men hvem var hun egentlig for ham?
Kærlighed har ingen præcis definition. Den er der, eller også er den væk. Alt andet er blotte billeder med subjektive følelser og følger.
Aksel Sørensen har altid håbet, at kærlighed var skrøbelig. At den ikke overlevede lang adskillelse, men gik sin vej, forsvandt, forduftede. De stød af lykke, der fra tid til anden kom op indefra ved minderne om de to dages kærlighed, bar ham, støttede ham men sårede ham også.
Han har følt sig skyldig. At leve i fyrre år med et handicap i hjertet.
Disse minder har nærmest holdt hjertet i live, selvom… Det var også hjertet, der brød sammen først. Da hans kone døde, hende han havde levet hele sit liv med, skar sorgen ham dybt infarkt.
Mellem Aksel og hans kone var der mod slutningen ikke skænderier, ingen havde noget at bebrejde. Pludselig boede de bare nærmest hver for sig i huset. Spredte sig ud over værelserne, kun samtale om husholdning.
Konen betragtede huset som sit. “Hvor skulle han gå hen,” forklarede hun sine gamle veninder, “han kan jo lige så godt blive her.”
Overalt på væggene i huset: malerier i guldrammer, krystal, dyre møbler med snirkler og blanke ting. Midt i stuen et hvidt flygel, ovenpå en vase med kunstige blomster.
Flyglet… Falsk vare, ikke fordi det var kopi det var et ægte amerikansk “Steinway & Sons” men for Aksel blev det symbolet på alt det forlorne: ingen rørte det, vasen blev aldrig fjernet, ingen åbnede det.
Da det kom til huset, inviterede konen par gange musikere til sine selskaber. Men instrumentet blev aldrig et hit. Publikum foretrak båndoptageren.
Selv forsøgte konen at tage undervisning. Det løb hurtigt ud. Hun færdiggjorde sjældent noget; kun massage eller manicure holdt hun sig til.
Også sin graviditet fuldførte hun ikke det var ikke hendes skyld, men Aksel følte, det var egoismen, han aldrig kunne slippe tanken om.
På det sidste kredsede tankerne meget om netop dét. Han kendte en kvinde, der virkelig kunne bringe musik til live.
Alligevel savnede han konen. De sidste år blev de bedre venner, begge blev svækkede, gik ture i gården eller i Slotshaven. Fodrede ænder ved Damhussøen. Aksel blev glad for at fiske. De behøvede ikke bevise noget mere.
Hvorfor gik vi aldrig her før, Vibeke? Her er jo dejligt…, spurgte han.
Tåbelige var vi, sagde hun.
Før drønede de af sted. Han klatrede målrettet i det kommunale embedsmandssystem, hele vejen til ministeriet. Svigerfaren skubbede ham opad. Før Aksel knapt landede i én stilling, var han allerede på vej mod næste.
Avancementet var fortjent. Aksel var flittig og havde lederinstinkt. Han kunne risikere, omstille sig, stille krav. En svigersøn som kundechefen for Statens Bygningsdirektorat, Erik Damgaard, kun kunne drømme om.
Men… Det var lige ved at gå galt: svigerfaren fortalte først mange år senere om de tiltag, han havde gjort for at sikre Aksel blev i familien. Det fik Aksel endda at vide af sin kone Vibeke, da hun var vred først længe efter svigerfaren var død.
… Hvem er hun da for dig? spurgte den venlige kvinde.
Han tog sig selv i det, vidste ikke…
Hun… Hun er nok det sidste, jeg har tilbage.
Den ældre kvinde forstod. Smerten i hans blik gik hende under huden. Klart var det: han ledte efter en virkelig kær person.
Han gik videre ind i næste gård. Hans sko er gennemblødte. Han banker på, ringer på, møder afvisninger andre gange venlige, lange samtaler, hvor han stammende forklarer sin sag. Videre til næste og næste…
Om aftenen vender han træt tilbage til hotellet. Falder på sengen i overtøj, lukker øjnene. Benene og ryggen værker, det er svært at trække vejret, hovedet summer. Om morgenen begynder det hele forfra. Sigrid må findes…
***
Det år regnede efteråret over København og lagde et gyldent tæppe over asfalten. Gadehandelen blomstrer: boder, små telte, salg direkte på gaden er lovligt igen.
Han var med sin kommende svigerfar Erik, der var kommet til København fra Aalborg til en stor konference om byggebranchen og samfundets demokratisering.
Mødet var vigtigt Erik håbede på en post i København. Unge Aksel Sørensen ventede ikke på noget. Han var gået fra engageret DSUer til at være højre hånd for socialdemokraternes formand i Nordjylland, men havde ikke haft store ambitioner han arbejdede bare.
En fabriksbyggerisag var under hans ansvar, men han forstod ikke rigtigt, hvor meget der hvilede på ham. Alt føltes muligt, at få vendt sit liv, som han behagede.
Sådan var humøret også nu. Efter at have løbet ærinder for Erik gik han alene gennem Nørreport Station. Pludselig hører han violinens bløde toner. De vandrer ind i sjælen. I stedet for at gå ud, søger han mod musikken.
En ung, spinkel pige i lyseblå hue og florlet tørklæde spiller violin. Den grå, våde mur bag hende. Kortternet jakke, ankelkorte støvletter. Ben så tynde som en ballerina. Åben violinkasse for fødderne, hvor folk kaster mønter.
Aksel står stille, tryllebundet af billedet. Musikken, det blå tørklæde, hendes krøller, de kolde, røde hænder. Kulden får hende snarere til at spille stærkere.
Købmanden ved siden af prøver at tiltrække kunder, nogle stopper, smider en mønt til hende, men kun Aksel bliver stående.
Hun slutter satsen, trækker violinen under armen, varmer hænderne og hiver op i ærmet.
Så løfter hun violinen og starter på ny. Buen svinger elegant. Lukkede øjne. Hun overgiver sig totalt til musikken. Rummet fyldes.
Så meget sorg i tonerne, så meget vemod! Musikken flyder op ad den triste væg og mod lyset.
Aksel overgiver sig til musikken, da…
En teenagedreng sniger sig frem og napper violinkassen. Tyveri! Fang ham! råber en kvindelig gadesælger.
Pigen har lukkede øjne, spiller videre.
Aksel sætter efter, løber op ad trappen uden at slippe drengen af syne. Fang tyven!
En kraftig mand spærrer vejen, drengen skubber, smider kassen og flygter over den trafikerede vej. Biler bremser, hornet gjalder.
Aksel jagter ikke, men samler mønterne og violinkassen op. Låget brækket af. Pigen nærmer sig, fortvivlet.
Han smed kassen, så…
Lad være. Kassen var allerede ødelagt. Tak!
Aksel fornemmer, at tabet kun delvis handler om kassen.
Sker den slags tit? Han vil gerne tale videre.
Hun svarer afvisende. Sker da. og drejer af.
Aksel følger hende. Hun går langsommere, til hun standser ved en bro. Han ser på hende. Hun stirrer længe ned i vandet, vinden leger med tørklædet.
Pludselig vil hun smide violinen i kanalen. Aksel løber.
Nej, lad være!
De kæmper om violinen. Hun giver slip, hamrer modstanden igennem. Aksel redder violinen fra faldet.
Violinen kæmper imod må være, den stadig har musik at give, siger han mildt.
Hun slår blikket ned. Jeg skulle ikke have spillet her. Jeg lovede…
Din mor?
Ja… Hun døde i sommer.
Aksel ved ikke, hvad han skal sige. Han siger, at hendes musik gjorde indtryk.
Jeg spillede ikke for sjælen… men for maven. Jeg har ikke penge til mad.
Det kan jeg klare! Jeg har penge! Ikke meget, men i morgen kan jeg bringe flere fra hotellet.
Pigen standsede, så bebrejdende på ham.
Du tror vel ikke, jeg vil tage imod dine penge? Stop her.
Hun går hurtigt. Men vil du komme i morgen samme sted? Jeg vil gerne passe på dig for tyve! råber han efter hende.
Dagen efter går alt skævt; arbejdsopgaver spænder ben, først sent på eftermiddagen får han tid. Ingen pige. Heller ikke om morgenen. Sælgerne kender hende ikke.
Han venter og venter. Til sidst kommer hun, slår sig atter ned. Sælgeren giver Aksel en stol, han får lov at nyde hver eneste tone, to timer i træk.
Da handlerne er væk, lægger han flere store sedler.
Hvad laver du? Det her er alt for meget! sagde hun, let forskrækket.
Jeg betaler, hvad jeg vil! siger han.
Hun stikker pengene i hans hånd igen, Sådan må det ikke blive. Kom, vi går herfra, det er farligt…
To muskuløse mænd nærmer sig. Lad din kæreste betale for dig!
Det ender i slagsmål. Aksel kan slås, men flere dukker op. Pigen løber, alarmerer politiet. De får stoppet overfaldet.
Skrøbelig, forslået sidder han på brødet.
Hospital?
Nej, det går nok…
Så hjem til mig.
Hun hjælper ham. Hun bor i et ældre kollektiv på Ydre Nørrebro han glemmer adressen resten af livet.
Hun har to små rum bøger overalt, et forældrebillede med blomster, et gammelt elklaver med pynt og elefantalfigurer.
Han bader, en sur nabo råber. Sigrid! Kender du din frier? spørger han.
Nej, vi kender slet ikke hinanden…
Aksel kigger ud. Jeg hedder også Aksel. Vi er navnebrødre! Se, en kakerlak!
Hvor? siger Sigrid, griber en tøffel og jagter den.
Efter desinfektion og te og boller, kun, ingen sukker hjemme. Hun lapper hans bukser. De fortæller om sig selv. Hun har netop droppet ud af konservatoriet.
Tanten vil tage mig med på markedet. Jeg kan hjælpe hende med varerne.
Men du spiller så smukt…
Det siger tiden ikke. Der er ingen brug for musikere. Hun smiler undskyldende. Han tager afsked, men vender med indkøb. Hun brokker sig, men tager imod og lover, at han må komme igen.
Han lyser op udenfor, hun vinker fra andet sal, rønnet under vinduet, høje popler bag huset.
Chef Damgaard bliver rasende over at se ham med blåt øje.
Hvor har du været på skadestuen? Fra nu af går du ingen steder!
Men Erik har travlt, så Aksel sniger sig af sted. Han finder igen den rigtige gård og lejlighed endda med kaffe og kage til.
De griner og løber i regnen langs søerne, spørger tilfældige københavnere om pigen ikke spiller fantastisk. Hun citerer digte, de fryser, køber én stor kop varm kaffe og deler den.
Senere kysser de, han frier og beder hende flytte til Aalborg.
Hun læser digte om afsked, men lokker ham med hjem igen…
Vil du mig, Sigrid?
Mere end noget! Bliv i nat…
Han lyver sig syg overfor Damgaard, men bliver hos hende.
I undertøj spiller hun for ham på klaveret; naboerne jager sammen kakerlakker; natten er lang og lykkelig.
Om morgenen ringer telefonen Aksel til telefon. Alle ser ud til at vide, hvor han er.
Du skal straks komme, der rejses sag mod dig, Aksel, lyder det fra Erik.
Sigrid ser mod ham. Jeg venter på dig. Det er bare tilfældigheder, sagde hun og skrev endnu et digt på vejen.
Men Aksel kan ikke holde panikken ude. Sagen er alvorlig sagsakter, bilag, alt peger mod ham: Svindel, nepotisme, “vildledning”…
Alt var i svigerfarens favør. Erik Damgaard var erfaren.
Ved du, hvad det koster? Tyve år! Det bliver ikke åben afsoning… Men jeg vil hjælpe dig, hvis du gifter dig med Vibeke.
Aksel kigger op.
Jeg kan ikke. Jeg elsker en anden…
Gør, som jeg siger eller klares du selv!
Samme dag afhøres Aksel grundigt. Erik giver billetten: Af sted med toget nu!
I Hovedbanegårdens højttaler lyder en violinkoncert. Aksel gemmer sig bag bygningen og græder, som han tror, han aldrig har gjort før.
***
Aksel lærer, at de ældre damer på bænkene ofte ved mest.
Sigrid? to bedstemødre kigger på hinanden. Var det ikke hende, der døde i foråret? Hendes søn kom i stor bil…
Aksel griber hjertet, verden skælver, præcis den frygt. At hun ikke ventede på ham, døde. Det ville føles, som om han selv døde.
Næ, det var da Astrid, der døde ikke Sigrid, og hun boede over i de huse, retter den anden.
Han banker videre, går til de samme opgange igen og igen, leder efter en røn, han aldrig finder. Alt snurrer. På vej til hotellet ser han pludselig silhuetten Sigrid! Det blå tørklæde, kropsholdningen…
Sigrid! Han kan knap råbe. Sigrid!
Kvinder vender sig ikke. Han spurter op, tager hende på skulderen.
Undskyld, jeg troede du var en anden…
Sker tit. Jeg hedder faktisk også Sigrid.
Gud, hvad er det, han leder efter? Ikke en ung kvinde, men en på tres. Han er femogtres, hun yngre ved den gang. Fantasier…
Han vender træt hjem.
Han beslutter, næste dag bliver sidste forsøg. Har han kræfter nok?
Han ligger næsten til middag, søvnen overmander ham næsten måske pga. for meget hjertemedicin i går. Endelig rejser han sig, dropper kaffen, nipper te, ringer en taxa.
Blandt gårdene ser han en musikforretning. Strengeinstrumenter i vinduet. Han træder ind.
Kan jeg hjælpe?
Ja, må jeg prøve den violin…
Skal du selv spille?
Nej, jeg kender til en fantastisk violinist herfra Sigrid…
Sigrid? Ikke Sigrid Nygaard? spørger ekspedienten.
Måske! Ved du, hvor hun bor?
Nej, men hun bor i disse bygninger… Hvorfor?
Bor? Hun har familie?
Ja, gift og har en søn på otte.
Hvor gammel er Sigrid Nygaard? Cirka?
Midt i trediverne…
Må jeg sætte mig?
Har du det dårligt? Vand?
Nej, bare… ikke fundet. Igen ikke fundet…
Han går forbi de samme huse pludselig ser han popler! Én eneste gård bag. Han går derind.
Et ægtepar på bænk kigger op.
Goddag, jeg leder efter en ældre kvinde, Sigrid. Boede her i 1970-80erne. Spillede violin, måske kun som ung…
De kigger på hinanden. Er det Marie Nygårds datter Sigrid…
Kendte De dem? Han kan ikke trække vejret.
Ja, hun med violinen. Men søde ven, du ser bleg ud lad os sætte os.
De peger deres vinduer på anden sal.
Var her ikke en røn under vinduet tidligere?
Jo, den blev fældet for mange år siden.
Hvor er Sigrid i dag?
Flyttet, vi ved ikke hvor.
Så spørg da datteren, hun bor der nu.
Datteren?! Aksel klør sig. Den første bagtrappe, andet sal, hjørnelejligheden. Sigrid Nygaard.
Aksel stemmer 117 ind på dørtelefonen.
Hvem taler jeg med?
Han tøver. Øh… Jeg leder efter Sigrid, jeres svigermor…
Han følges op af en yngre mand, læge, bliver lagt på sofaen, trykket, målt blodtryk.
Du må på hospitalet! vil du tage med?
Bare lad mig hvile. Kan jeg få Sigrids adresse?
Hans datter og barnebarn dukker op den lille hedder også Sigrid, barnets far Mikael.
Efter te i køkkenet hvor er kakerlakkerne, spørger Aksel med glimt.
Hvem boede her dengang, og hvordan gik det? spørger han Sigrid.
Min mor sled hårdt, men hun sagde jeg var hendes livs lykke. Hun kæmpede for mig og tog også studerende ind. Det gik som det gik.
Hvorfor blev du og mor ikke sammen?
Hun svarer: Sådan var det. Mor sagde, hun ville have mig, og det blev hendes lykke. Hun har ventet på dig hele tiden, ventet på at se dig igen…
Ring til hende! råber Sigrid.
Nej… Jeg vil selv komme.
Hendes mand kører ham ud til et moderne byggeri, femte sal.
Giver De besked, hvis noget sker? Ring fra min svigermors nummer!
I entreen mærker han tiden stå stille. Hele kroppen tung og svag.
Dørklokken. Hvad skal han svare, når hun spørger hvem der er?
Døren åbnes uden spørgsmål. Hun har ikke forandret sig. Håret kortere, huden blødere, men Sigrid er stadig Sigrid. Bare to dage delte de før men de bandt dem for livet.
Også hun stirrer længe. Så træder hun et skridt tilbage, indbyder ham ind. Han klamrer sig til albuen, de græder begge.
Jeg har fundet dig! Hvorfor ventede jeg så længe? udstøder han.
Jeg vidste du kom igen. Jeg har ventet hele livet…
Nej, Sigrid… Jeg burde have været her før…
Kan du huske, hvad jeg engang sagde…
Jeg har lært dit digt udenad… “Naturen lægges øde, tidevand vender…”
Hun ringer til svigersønnen, som henter dem til hospitalet. På bagsædet holder de hinanden i hånden.
Jeg vil ikke indlægges nu. Jeg har jo lige fundet dig.
Jeg er her. Nu er jeg her, Aksel…
Tårerne triller, men han skjuler det ikke. Kun én smerte: at han kunne have fundet hende før men ikke gjorde det.
Du græder? Gør det ikke. Nu bliver alt godt, trøster hun, du skal nok blive rask, så er vi sammen…
Kun sammen fremover, lover han.
Til ro, mens bilen farer gennem København, læser Sigrid ham endnu et digt.
Og det liv, han aldrig troede han indhentede, får han nu, til sidst.
Han kom ikke for sent. Han nåede det…
