Jeg leder efter en kvinde ved navn Dagmar.
Han træder gennem den lave bueindgang og ind i den firkantede baggård i indre København, hvor smeltet sne og sjap ligger i store klatter. Det er allerede den fjerde gård han har besøgt. På legepladsen vipper gyngerne, og drenge kæmper om en ishockeypuck hen over det våde asfalt. Vandet sprøjter, men de er ligeglade.
Han bliver stående under buen og ser sig omkring, håber at et minde vil gribe fat, trække ham tilbage til detaljer fra en fjern fortid. Men her føles alt anderledes end det, han gemmer langt inde. Selvfølgelig så mange år er gået. Dengang var her kun snor med tøj, små skure under vinduerne, duftende floks og et par bænke.
Nu …
Alt kan forandre sig på så mange år. Nærmest det kan ikke undgå at forandre sig.
Ingen bemærker den velklædte, ældre mand med kasket foret med uld. Her i de fire ejendomme er der mange, som lejer ud. Det er København…
Han skal ind i huset til højre for buen. Det har ikke ændret sig. Han husker, det var på anden sal, huset er i alt tre etager. Lejligheden ligger til højre i hjørnet han kan huske de farvede og forskellige ringeklokker på dørkarmen med navne på tidligere og nuværende beboere.
Inde i den gamle lejlighed var hver detalje i hans hukommelse hver fold i gardinet, den skæve hasp i vinduet, den grønne tekande, lyden af knirkende brædder, endda kakerlakken, de prøvede at slå ihjel i to dage. Alt står klart for ham …
Men han husker ikke nummeret eller husnummeret. Kun gaden. Han kan ikke genkende baggården de ligner hinanden til forveksling, alle disse lukkede Østerbrogårde. Og han er ikke engang sikker på opgangen måske den anden fra buen? De blev jo bygget næsten ens, som om samme håndværker har lagt dem.
Så han går fra gård til gård …
Højre hus, anden opgang nej… Undskyld, anden opgang hedder det her, anden sal, døren længst inde … Nummer 43? Eller …
Er der dørtelefon, taster han 43.
Goddag, jeg leder efter Dagmar. Ved De måske …
Nogle afbryder ham straks ingen bor her, der hedder sådan. En sjælden gang siger nogen, de aldrig har hørt navnet. Han må ringe igen.
Undskyld, det er virkelig vigtigt for mig var der i 1980 måske en kvinde, der hed Dagmar i jeres lejlighed?
Efter tredje gård tager han notesblokken frem og skriver:
“16 ingen svar, 24 bestemt ikke, 32a ved det ikke, de har købt for nylig…”
Der er mange gårde tilbage, han må besøge de steder igen, hvor ingen svarede, eller hvor han mangler svar.
Han når op ad de slidte trin i en gammel opgang med høje, snavsede vinduer. Det lugter af kat samme lugt som dengang, husker han.
Goddag! hilser han og bukker let.
En gråhåret dame i uldfrakke og med indkøbstaske på armen møder ham.
Goddag, hvem skal De besøge? spørger hun.
På anden sal … En kvinde, lidt over tres … Dagmar. Bor hun her?
Hvilken lejlighed?
Hjørne til højre. Det var dengang der var fælleslejligheder … Kan ikke huske præcist.
Hjørnet? Nej. Der bor familien Madsen, hun, han og to børn. Ingen Dagmar. Jeg har aldrig nogensinde hørt om sådan én her. Og jeg har boet her hele mit liv.
Tak, han bøjer hovedet og går ned.
Kvinden følger efter.
Hvad hed hun til efternavn?
Hvis jeg huskede det, kunne jeg finde hende i registre. Men jeg ved det faktisk ikke.
Hvordan det? Hvem er hun for Dem, om jeg må spørge? hun stopper ikke.
Han tøver … Ved ikke hvad han skal sige.
Hende? …
Og hvem ER hun egentlig?
Dagmar … Daggi … Magrethe …
Kærlighed er ikke noget, der kan forklares. Den er der, eller den er der ikke. Alt andet er billeder, følelser og mulige konsekvenser.
Anders Mølgaard havde hele livet håbet på, at kærlighed var skrøbelig. At den ikke kunne bære så lang adskillelse, at den forsvinder, bliver borte, opløser sig. Men de glimt af lykke, som nogle minder gav, havde været både hans styrke og hans smerte.
Han vidste, han var skyldig. Sådan havde han levet, med arret i hjertet i fyrre år.
Måske var det disse minder, der holdt hans hjerte i gang. Eller … Det var hjertet der svigtede først, da konen døde konen han havde delt hele livet med, selvom deres forhold ikke var godt til sidst. Da hun døde, begyndte hjertet at gøre ondt og så kom infarktet.
Med sin kone havde der aldrig været de store diskussioner. De var bare … gledet fra hinanden, forblevet i samme hus, men i hver deres del, talte kun om praktiske ting.
Hun havde altid ment, at huset var hendes, og han var … tja … svært lige at finde plads til. Det sagde hun ofte til sine ældre veninder:
Hvor skal jeg dog gøre af ham? Han får lov at blive.
Huset var fyldt med malerier i guldrammer, krystal, dyr kunstfærdig møblering, farvestrålende nipsting og tæpper. Midt i stuen stod et hvidt flygel med en stor vase af plastikblomster ovenpå.
Flyglet det føltes som en forfalskning. Ikke fordi det var uægte tværtimod var det et ægte amerikansk “Steinway & Sons”. Men for Anders var det blevet et symbol på noget kunstigt ingen havde spillet på det, vasen flyttedes aldrig, låget blev ikke åbnet.
Da flyglet blev købt, inviterede hans hustru et par pianister til selskaber. Men folk ville hellere høre danseband på bånd. Flyglet blev til ‘vasestand’, som Anders ironisk sagde. Det kostede dét, som en treværelses i København.
Fruen prøvede selv, tog timer, men stoppede hurtigt igen. Sådan var hun kun massage og manicure blev gennemført.
Hun gennemførte heller ikke graviditeten det kunne man næppe bebrejde hende, tænkte Anders, men hans barnløshed føltes alligevel som hendes skyld.
Det var det, han tænkte på her i baggårdene. Han kendte en kvinde, som kunne få et flygel til at leve.
Alligevel savnede han hustruen. Med årene var de blevet bedre venner. Helbreddet svigtede begge, de gik ture i gården, i Fælledparken, fodrede ænder. Anders fik fiskefeber, de nød selskabet uden beviser og krav.
Hvorfor gik vi ikke ture her før, Jytte? Det er jo dejligt, de sad ved søen.
Skøre, konen smilede.
Men tidligere havde de altid haft travlt. Hans karriere i Bygningsstyrelsen havde bragt ham op til et kontor i Slotsholmen. Svigerfar Karl havde hjulpet ham på vej. Før Anders var vant til én opgave, kom næste forfremmelse. Men fortjent: Anders var dygtig, arbejdsom og handlekraftig. En svigersøn som regeringsråd Karl Nielsen kun kunne drømme om.
Men sådan en svigersøn holdt han fast i og senere fortalte konen sandheden, da mor-datter forholdet kuldsejlede. Hendes far nævnte aldrig tvivlen, før han var væk.
… Hvem er hun for Dem, hvis jeg må spørge? siger nabokonen igen.
Han tøver … ved ikke, hvad han skal sige …
Hun? … Hun er vel det sidste, jeg har.
Nu spørger hun ikke mere. Hun mærker hans savn. Han søger noget dyrebart.
Og han går videre til næste gård. Hans fødder er gennemblødte. Han banker på, oplever afvisning, men nogen er venlige. Og så igen en eftermiddag i regnen vender han træt tilbage til hotellet, falder ind på sengen, uden at tage skoene af, og sover tungt med ømme ben og ryg. Men næste morgen prøver han igen.
***
Dengang var efteråret regnvådt. De gule blade dækkede gaderne, regnen brusede ned. Overalt summede gadehandel i København, i boder og vogne. Alt var muligt.
Han og svigerfar var ankommet fra Odense til en vigtig konference om boligbyggeri i en ny tid. For Nielsen var det vejen til København, men Anders Mølgaard tænkte ikke så langsigtet. Han var bare flittig.
Han havde ansvar for ny fabrik, men indså knap de store forpligtelser. Alt virkede muligt.
Her i København nød han byen. Humøret var højt, Nielsen sendte ham ud i byen med diverse ærinder. På Nørreport Metro hørte Anders pludselig smuk violinmusik og drejede om væk fra udgangen, hen imod hende.
En lille pige, spinkel og elegant, iført lyseblå hue og gennemsigtig tørklæde, stod med violinen. Bag hende den grå væg. Hun havde ternet jakke, korte støvler; balletslanke ben. Foran hende stod violinæsken, forbipasserende smed kroner i.
Anders var tryllebundet. Hele sceneriet var særlig: Musikken, hendes blå tørklæde, hendes røde, kolde hænder mod den grå væg.
Hun spillede videre, selv da folk begyndte at råbe.
Pludselig satte en dreng sig hurtigt på hug, nappede violinæsken og løb væk.
Tyv! Stop ham! råbte en gadekone, mens musikken flød videre.
Pigens øjne var lukkede, hun spillede videre.
Anders satte af efter drengen, op ad trappen, bad folk stoppe ham. En mand spærrede vejen, drengen smed æsken og stak tværs over vejen.
Anders samlede mønter op fra fortovet, violinæsken var ødelagt. Den unge violinist kom op, forvirret.
Han smadrede den, mumlede Anders, samlede mønter op.
Det er ligemeget, sådan var den i forvejen, hendes stemme overraskede ham, mørk og afklaret, Tak.
Hun virkede ikke berørt af tyveriet der var større sorg.
Sker det tit?
Hun trak på skuldrene, vendte sig mod Strøget og gik.
Anders kunne ikke lade være han fulgte efter hende. Hun gik langsomt, standsede til sidst på en bro. Stirrede længe på vandet, vinden legede med tørklædet.
Så rakte hun violinæsken ud over rækværket.
Anders forstod og løb igennem regnen.
Nej! Ikke smid den!
Nu holdt de begge i æsken.
Hvorfor?
Jeg gjorde den fortræd … Lovede min mor aldrig at spille på gaden.
Nej, hvor er hun streng … Jeg hørte første gang rigtig violin i dag og var blevet snydt, hvis du ikke var kommet…
Min mor er død. For to måneder siden.
Han gik tavs ved hendes side i vinden, gennem gyldne blade. Hun sagde:
Jeg spillede kun for hendes skyld. Nu … nu giver det ikke mening længere.
Men du gik på gaden for at spille? For din sjæl har brug for musik, måske?
Ikke sjælen. Det var sulten. Jeg har ingen penge.
Men det kan der gøres noget ved… Han forsøgte at stikke hende en 100-kroneseddel, Jeg har flere …
Hun så på ham, vredt.
Tror du, du kan betale mig for at spille?
Og så gik hun hurtigere væk.
Han råbte:
Jeg venter på dig i metroen i morgen! Lover!
Næste dag var hun der ikke. Heller ikke senere. Han ventede på pladsen i timevis, til sidst kom hun spillede, som om intet var hændt.
Gamle koner skaffede ham en klapstol. To timer sad han. Mod slutningen lagde han en stor pengeseddel i æsken.
Du må ikke! hun så sig nervøst omkring, skyndte sig op ad trappen med sin violin.
To unge mænd ventede. En gadekamp begyndte. Anders havde slåsset før, men de var flere. Hun løb efter hjælp, og politiet kom.
De tog ham med hjem, hun og hendes unge roommate. To værelser, masser af bøger, et lille klaver, høje lofter. I hjørnet et billede af hendes mor med blomster.
Anders fortalte om sig selv, sit arbejde, livet i Odense. Hun forklarede, hun havde forladt Musikkonservatoriet nu skulle hun arbejde på torvet. Manglede penge, men alligevel hun lignede ingen anden.
Han kom igen med madvarer, og selv om hun brokkede sig, tog hun dem. En dag gik de tur i regnen, læste digte op, snuppede kaffe i store krus og delte. Anders spurgte, om hun ville med til Odense gifte sig. Hun reciterede:
Det er sangen om sidste møde. Jeg så op mod det mørke hus…
Nej, ikke noget sidste! Jeg mener det. Kom med mig …
Kom, vi går op…
Deres nat sammen hun spillede på klaveret i hans t-shirt, de jagtede kakerlakker, grinede.
Morgenen efter: Telefonen ringede. Det var svigerfar.
Du skal straks komme! Der er anlagt sag mod dig!
Jeg kommer tilbage, Dagmar. Tro mig det er kun en fejl …
Hun lo:
Selvfølgelig kommer du tilbage … Jeg tror på dig.
Men han blev ikke. Den politiske sag trak ud, det var svigerfar, der pressede ham til at forsvinde, til at gifte sig med datteren. Han nægtede, men frygten trak ham væk.
På banegården lød violinmusik over højtaleren, og han gemte sig bag en bygning og græd for første gang som voksen.
***
Nu havde Anders lært, at gamle damer på bænke var de bedste hjælpere.
Dagmar, siger du? to damer hvisker sammen Jo, måske hende der gik bort til foråret? Nej, det var jo bare Anna, ikke Dagmar. Hun boede i den anden bygning …
Anders får et sæt.
Hun sagde, anden opgang til højre. Men det var altså Anne, og hun er død. Dagmar? Nej, hun bor vist stadig her…
Han prøver igen, hele eftermiddagen.
Træt går han mod hotellet, og pludselig ser han hende bagfra. Det samme blå tørklæde, den samme gang.
Dagmar! Han forsøger at råbe, men stemmen svigter ham.
Hun vender sig, ligner hende, men … bare yngre. Han undskylder.
Det sker, jeg hedder faktisk også Dagmar, udbryder hun.
Hvem leder han efter? En ældre kvinde, som ham selv han er 65, hun må være lidt yngre.
Han sover længe næste dag, men når alligevel endnu en runde. Foran et butiksvindue med strygeinstrumenter bliver han stående, går ind.
Hej, kan jeg hjælpe dig? spørger den unge ekspedient.
Ja, jeg kendte en gang en violinist, Dagmar. Hun boede her …
Dagmar? Mener du Pagh Jensen? Hun har boet hér, violinist…
Ja … Må jeg sidde? … Jeg kan ikke finde hende …
Tredje dag, du leder? Ja, de bor stadig her, tror jeg. Men hun har en lille dreng og er gift.
Hvor gammel?
Tredive, med barn.
Han vakler ud ikke hende. Men nede ad gaden ser han pludselig poppeltræerne, dem han husker fra før.
I gården sidder et ældre ægtepar.
Jeg leder efter en Dagmar, cirka tres år, violinist. Boede her i 70’erne og 80’erne …
De udveksler blikke.
Det er jo Mariannes datter Margrethe …, siger konen.
Jeg boede her lang tid, sådan var det… Marianne havde det hårdt, Dagmar spillede meget. Da hendes mor døde, stod hun med det hele. Blev kendt, dog! Nu har de penge og alt muligt.
Hvor bor hun nu?!
Ingen idé, hun flyttede, men datteren bor i deres gamle lejlighed…
Anders rejser sig, banker på på første sal, finder lejligheden. Ringer på.
Ja? en mands stemme.
Nu svigter han.
Ehm, jeg … eh …
Hos familien Jensen? Ja …
Jeg … jeg leder efter nogen. Må jeg … tale med Dagmar?
Døren åbner, en venlig mand inviterer ham op. “Jeg er læge,” siger han, “sæt dig ned.” Anders sætter sig, ryster, får målt puls og blodtryk.
Nu træder hun ind hendes datter, spytter billede af Dagmar for mange år siden. Han synker sammen i stolen.
Hvad er der sket?
Jeg … jeg hedder Anders, er du … min datter?
Tårerne triller, begge forstår alt. Lægen håndterer det professionelt.
Senere, mens de drikker te, fortæller hun om barndommen hendes mor kæmpede, arbejdede flere steder, elever spillede violin i stuen, alt for at klare den. Anders undskylder, hun trøster.
Endelig skal han se Dagmar igen.
Jeg kører dig, siger hendes mand, men bagefter skal du på hospitalet!
Han siger ja, tager elevatoren til sjette etagesopgang, skruer op for modet og trykker på ringeklokken.
Døren åbner og der står Dagmar. Hendes hår er mindre vildt, kinderne lidt runde, men samme blide øjne. Længe står de bare og ser på hinanden.
Han synker sammen, knebent for kredits, men hun falder på knæ sammen med ham. De holder om hinanden i stilheden.
Du … jeg har fundet dig, hvisker han. Jeg vidste ikke noget om datteren … Undskyld, Dagmar.
Jeg har ventet på dig, siger hun roligt. Kom, du har brug for hvile.
Sværsønnen kører dem til hospitalet hun sidder ved hans side, holder hans hånd. Nu bliver alt godt. Han har alligevel ikke forpasset lykken.
Og hun, der ved hvordan, læser en lille strofe højt:
“… Jeg fornemmer igen et gensyn, et uundgåeligt gensyn med dig.”
Bilen kører gennem Københavns regn. Nu, endelig, er deres liv sammen begyndt.
