Det er Igors barn…
Denne historie udspillede sig for nylig i Aarhus, i en velholdt lejlighed på fjerde sal i en ni-etagers boligblok. Her boede en aktiv pensionist, enlig kvinde ved navn Bodil.
Hendes liv forløb uden de store udsving. Pensionen kom fast ind, arbejdet som receptionist hver fjerde dag på en privatklinik gav lidt ekstra, veninderne inviterede til kaffeaftaler, og så var der turene til barnebørnene i Odense og hjælp til hendes ældre mor, der boede for sig selv i samme by.
Lige denne dag startede som alle andre.
Om morgenen ringede Bodil sin mor op for at høre, om hun havde det godt.
Alt i alt en typisk fridag. Hun skulle forbi sin mor senere, men det krævede ikke de store overvejelser. Hun boede kun to gårdhaver væk. Det var værst at tænke på, at mors lejlighed lå på femte sal uden elevator.
Oveni lød mors sædvanlige klagesange om led og lemmer. Det var trættende at høre om alle de smerter, hun allerede havde fået analyseret og diskuteret i mindste detalje både med lægerne, med nabokonerne og med hendes yndlingsmedicinske tv-vært.
Bodils egne råd blev parkeret som inkompetente. På trods af hendes fyrre års erfaring som operationssygeplejerske på Aarhus Universitetshospital.
Hvad ved du? Skal man give en kniv eller hvad? spurgte moren tit skævt.
Men altså, dagen gik.
Bodil skulle også i Netto, og trashposen var allerede landet i entréen. Hun stillede sig foran spejlet for at lægge lidt mascara. Trods sine tres så hun stadig ungdommelig ud kun smilerynker ved øjnene, pænt ansigt, kortklippet askeblondt hår og et par store sølvøreringe.
“Hun skal have et rugbrød og lidt smør,” tænkte Bodil, mens hun tegnede læberne, da dørtelefonen kimede.
Der var adgangskontrol i opgangen. Hun forventede mest tanten Grethe fra tredje, som hun sommetider inviterede på kaffe.
Bodil gik hen til døren, stadig med læbestiften i hånden.
Her stod en lyshåret pige, hestehale, i en stribet t-shirt, lang mørk cardigan og jeans, rygsæk over skuldrene. På hendes arme lå et spædbarn svøbt i et brunt tæppe. Senere mindede Bodil sig selv om de små detaljer men i øjeblikket så hun kun pigen og barnet.
Pigens øjne var smalle, kæben anspændt. Hun tog et dybt åndedrag, trådte tæt på og gav barnet over.
Det er til dig!
Instinktivt tog Bodil imod barnet, stadig med læbestiften i den ene hånd. Hun registrerede vægten, kiggede ned: Gud, det er et spædbarn!
Da hun nåede at se op igen, var pigen allerede på vej ned ad trappen.
Bodil trådte efter, uvis på, hvorfor barnet var givet til hende.
Det er Igors barn, men jeg skal på universitetet… Pigens skridt forsvandt hurtigt ned ad de grå trappetrin.
Så smækkede indgangsdøren.
Og det var det…
Bodil blev stående, ventede, måske pigen ville vende om. Så gik hun indenfor, satte babyen forsigtigt på sofaen og lagde mærke til en fremmed pose i entréen dem måtte pigen have sat.
Da gik det op for hende: Et levende spædbarn. Hvad sagde hun? Igors barn?
Hun sagde vel næppe Igor…?
Bodils egen søn hed Mikkel. Han var gift, to børn, og boede i Odense. Hendes afdøde mand, Kjeld, havde været død i fem år.
Men nu lå babyen her, en sød lille pige i beige sparkedragt og med en sut formet som en frø. Et spædbarn, højst en måned gammel.
Nå, lille ven… sagde Bodil blidt og kærtegnede hende, mens den lille suttede og faldt hen igen.
Svarene gemte sig jo sikkert i posen fra pigen. Men den indeholdt blot to sutteflasker, en dåse modermælkserstatning, bleer og lidt tøj.
Hun kunne ikke beslutte sig: Vente på, pigen kom tilbage? Nok var hun ikke ligefrem socialt belastet, bare en ung pige, sikkert studerende.
Bodil fik fikset sit makeup og kiggede ned på barnet. Skulle hun skifte ble? Give mad? Det var jo ikke hendes ret, tænkte hun, og gik utålmodigt rundt.
Men snart fik hun skiftet den lille. En pige, kunne hun slå fast.
Nu blev Bodil for alvor ramt af ansvarsfølelse. Hun vidste, barnet var blevet efterladt. Af hvem? Igor… tænkte hun.
Hendes egen søn havde som ung haft mange piger, men det var mange år siden. Han virkede lykkelig gift. Tænkt, hvis han havde løjet og kaldt sig Igor på en rejse? Bør hun ringe til Mikkel? Eller til politiet?
Hun gik på køkkenet og begyndte at forberede en flaske.
Mor ringede. Spurgte, om hun var i Netto. Ville have pærer men præcis de rigtige: “dem som sidste gang, de røde og de bløde!” Bodil måtte love at kigge.
Den lille begyndte at græde lidt. Bodil vuggede hende, mens hun læste på modermælkserstatningen.
“Skal jeg ringe 112?” tænkte hun. Men hvad hvis det var hendes eget barnebarn? Hun sammenlignede den lille med barnebarnet, syntes faktisk, hun lignede.
Det var skræmmende at tænke på det.
Den lille faldt hurtigt til ro i Bodils arme. Sikke en dejlig følelse hun havde savnet småbørn. Da barnet sov, fik hun ringet til Mikkel, men nummeret var uden for rækkevidde. Det var typisk.
Hun besluttede sig for at vente. Måske ombestemte pigen sig. Hun ringede til barnebarnet på 15, fandt ud af, at Mikkel var ude at arbejde i en landsby med dårlig dækning.
Hun ringede også til svigerdatteren, Charlotte, og bad hende sige, at Bodil ventede på Mikkels opkald.
Mor blev forsømt Bodil sagde, hun havde vredet om på anklen, så hun ikke kunne gå. Moren ringede alligevel fem gange den dag.
Bodil slappede af, gik i behageligt tøj, satte sig ved babyen og sad længe og betragtede pigen.
Hvad holdt hende fra at ringe til politiet? Dels frygten for, at det faktisk var Mikkels barn. Dels modviljen mod at forklare politikommisæren, hvad der var sket og så den mærkelige sympati hun følte for pigen. Hendes blik var ikke ondt kun fortvivlet, blandet med stædighed.
Bodil ringede til sin bedste veninde, Lisbeth.
Lis, du tror mig ikke… jeg har fået et spædbarn foræret.
Lisbeth gik straks i gang med deduktion, lovede at komme forbi.
Stress ikke, Bodil, vi finder ud af det. Ingen panik.
Sammen gik de alle babyens ting igennem, så gik Lisbeth på runde hos naboerne. Ingen havde hørt om en kvinde der ledte efter Igor.
Men på sjette sal boede rent faktisk en Igor, dog hverken far eller i familieforøgelse, viste det sig.
De fik ingen info. Igor viste sig at være en IT-nørd, som bare grinede undskyldende: “Nej, børn har jeg ikke jeg har bl.a. aldrig haft held til at få venner.”
Dagen gik med bleer, bad, mad og nynnen. Bodil tog sig i at nyde det, selvom usikkerheden bed.
Da Mikkel fik signal igen, kunne han kun grine. Mor! Nej, du har misforstået alt. Jeg hedder Mikkel. Det er ikke mit barn. Ring nu til politiet hvis du ikke gør det, gør jeg!
Men Bodil kunne ikke. Lidt mad, lidt tøj mere. Måske om lidt…
Hun vidste, babyen ville få det bedst hos hende. Men jobbet i morgen pressede og man kan ikke bare komme med et efterladt barn uden at informere myndighederne, det var hun godt klar over.
Tilsidst lagde hun sig i sengen. Babyen sov op ad hende. Begge var trætte, men også lidt lykkelige.
Morgenen efter vækkede moren hende med endnu et pæreindkøb.
Nu måtte de udenfor, tænkte Bodil. Med babypigen i et sjal gik hun i Netto, endda med stolthed.
Femte sal var sej, men mor blev bløde, så snart hun så barnet. Hvor har du den fra?
Det er bare Najas barnebarn. Jeg hjælper lidt. Min ankel har det bedre, svarede Bodil.
Så sad de og beundrede barnet sammen, uden brok eller klage. Endelig lidt ro.
På turen tilbage overvejede Bodil, hvad barnet mon hed? Hun begyndte at tænke i pigenavne. Hvorfor? Tja man kan jo ikke kalde et barn “lillepige” hele tiden.
Så tikkede der en sms ind Mikkel var tilgængelig! Hun ringede straks, forklarede. Nej, det er ikke mit… ring nu til politiet, mor!
Men der gik igen en time uden handling. For barnet var sultent og Bodil var træt, men lykkelig.
Så bankede det pludselig desperat på døren.
Der stod pigen, bange, tåreøjne, iført kun sommershorts og en T-shirt.
Hvor er hun? Hvor har du afleveret hende? Hvorfor sagde du ikke noget?
Fordi jeg ventede… og du løb jo bare, svarede Bodil.
Du ved, hvor hun er, ik? Sig det!
Bodil bød hende ind.
Kom ind. Barnet ligger her, hun sover på sofaen.
Pigen gik ubeslutsomt ind, så datteren og brast i gråd.
Bodil trøstede, lavede te, sørgede for lidt mad. Langsomt kom pigen ned på jorden.
Hun hed Frida. Babyen hedde Mille.
Historien var hjerteskærende almindelig ung forelskelse. Frida var fra en lille landsby på Lolland, flyttede til Aarhus for at læse medicinassistent, og sidste sommer mødte hun Igor, også studerende. Hun var kun én gang i Igors mors lejlighed lejlighed 21 her. Igor havde lovet at hjælpe men forsvandt. Nu sad Frida med baby og ingen penge, for hendes egen familie ville ikke hjælpe.
Hun prøvede at aflevere barnet hos (den forkerte) adresse, håbede på hjælp. Først bagefter gik det op for hende, at hun måtte have misforstået bygningen der var flere ens boligblokke.
Kunne jeg genkende dig. Du ligner hans mor på billederne, sagde Frida og blev endnu mere usikker.
Havde tænkt mig, at babyen skulle til hans familie. Men jeg kan ikke. Jeg blev helt ude af mig selv, kunne ikke sove for savnet så jeg løb tilbage. Jeg ville bare hente Mille hjem.
Du har haft det svært, sagde Bodil. Jeg tænkte, måske det var min søns. Og så balladen med naboen, som vi beskyldte for noget, han ikke havde gjort!
Frida smilede for første gang svagt.
Jeg burde tage op og undskylde til ham, sagde hun.
Det kan jeg gøre senere. Bliv her i nat. Jeg bor alene, og du har brug for støtte. Bo her en måned, indtil eksamen er overstået.
Frida ville ikke tigge, men Bodil insisterede. “Når du har pengene, finder du din egen vej.”
Tak, sagde Frida lavmælt, da hun var klar.
Da Frida faldt i søvn i gæstesofaen, sad Bodil i stuen og ringede til Lisbeth. Nej, det var ikke Mikkels. Hun kom tilbage og barnet har det godt. Jeg er glad for, jeg ikke ringede til myndighederne straks.
***
Mælken slap ikke op. Frida klarede sine eksamener med flotte karakterer. Hun blev næsten en ekstra datter for Bodils mor nu gik Frida også op til femte sal.
Hun kommer lige fra studierne hun ved alting, sagde Bodils mor stolt til veninderne.
Efter eksamen fik Frida job som vikar på plejehjemmet (fik via Bodils netværk). Da en anden nabo blev syg, trådte Frida til. Lidt efter lidt fik hun råd til at flytte, men beholdt kontakten.
Igor blev aldrig morfar men babyen Mille fik et nyt netværk, og Frida begyndte at skrive sin livshistorie på ny.
***
Nogle gange lærer livet os, at vi kan finde familie, hvor vi mindst forventer det og at hjælpen ofte kommer, når vi tør række ud og insistere på at blive.
