DEN SIDSTE SOLSTRÅLE
Overlægen på medicinsk afdeling tiltrak sig altid opmærksomhed: mændene så nysgerrigt efter hende, mens kvinderne ikke kunne skjule deres misundelse. Hende, slank og mørkøjet, klædte den hvide kittel perfekt. Hun satte håret op i en klassisk frisure i nakken, og den stivede kasket fik hende til at virke højere. Måske var det den rigtige hælhøjde på hendes sko, måske hendes lette skridt, men lyden af hælene irriterede aldrig nogen. Hun så ud til at være omkring femogfyrre, men ingen ansatte på hospitalet vidste præcist, hvor gammel hun var. Strenge og kompromisløse Dina Madsen blev både frygtet og respekteret af ansatte og patienter.
Mænd, både kolleger og patienter, forsøgte at charmere hende, inviterede hende ud, gav hende chokolade og blomster. Men når hun så strengt på dem, blev de stive som statuer og tavse. Mange rygter gik: Hun havde vist været uheldig i kærlighed, manden omkommet til søs eller under udsendelse. Hun havde mistet et barn… Ingen vidste med sikkerhed, hvad der var sandt, og hvad der var sladder.
Det eneste som alle vidste var, at hun boede alene. Hun lod ingen komme tæt på, og hun havde ingen nære venner. Men hun var hverken bitter eller hård.
Da hun var ung, havde hun elsket sin studiekammerat, den flotte og charmerende Anders Madsen, så inderligt, at hun slet ikke kunne undvære ham. Men alt hendes hengivenhed blev for meget for ham, så han valgte en anden. Siden da havde Dina ikke lukket nogen ind i sit hjerte. Måske elskede hun ham stadig, eller måske frygtede hun at blive såret igen.
Dina stoppede ved sygeplejerske-skranken.
Vera, må jeg få journalen for Hansen i stue fem? Jeg gør udskrivelsen klar til i morgen, sagde hun og gik med mappen ind på sit kontor.
Nå, manden er blevet frisk igen. Nu afhænger alt af hans vilje til at blive rask, tænkte hun, mens hun tastede alle oplysninger ind på computeren: undersøgelser, behandlinger, laboratorieresultater
Arbejdets sidste halve time var ved at gå. Dina forlod kontoret, låste døren og stivnede da hun i enden af den lange gang så en kvinde stå og tale dæmpet i telefonen, vendt mod vinduet.
Nej, ikke død. Tværtimod, levende som aldrig før. Lad være med at blive sur. Jeg har fortalt det Ja, hvordan tror du ellers? Han har vel regnet det ud. Vi ses i aften, taler vi.
Kvinden lagde telefonen, kastede ikke et blik, men gik mod trappen.
Dina gik ind i stue fem. Normalt ville hun påpege, at rygning ikke var tilladt, men hun bemærkede den spændte ryg hos manden ved vinduet og sagde i stedet ikke noget.
Hr. Hansen, jeg ville blot sige, at i morgen
Han drejede hovedet, og hendes ord stivnede. Han så ud som om, hele verden gjorde ondt.
Hvad er der sket? spurgte Dina og satte sig på sengekanten for ikke at virke overlegen. Har De ondt?
Kan jeg lade være med at blive udskrevet? Jeg jeg har ikke noget sted at tage hen, fik han frem.
Åh, hans plads er fyldt, sagde den gråhårede mand i hjørnesengen. Konen har taget en anden med hjem. Ganske som hun sagde: Farvel og tak for nu, jeg vælger en anden og vil være tro hele livet. Og ham, Hansen, sendte hun på porten.
Er det rigtigt? spurgte Dina sagte.
Det var hende ved vinduet før, tænkte Dina, hun håbede vist, at han ville dø, men nu, hvor hun ikke kunne få det sådan, havde hun fundet en anden.
Hr. Hansen lå, vendt væk, og stirrede ud, kæben arbejdede.
Dina betragtede de nøgne grene udenfor. Det var sidst i april, knopperne var tykke og tæt på at springe ud, klar til at lade forårsgrønnen komme frem. Himlen var stadig grå, og det truede med sne.
Har De virkelig ingen andre? Venner? Børn? spurgte hun venligt.
De har selv familier. Et par dage kunne jeg nok tigge, men hvad så bagefter? Jeg vidste jo, hun havde fundet en anden. Troede ikke, det blev alvor.
Et par ekstra dage vil ikke gøre en forskel, og vi har brug for sengen til andre, sagde Dina. Men ved De hvad? Jeg har et lille hus i en landsby, firs kilometer herfra. Vejen er god, huset står solidt, men trænger til en kærlig hånd. Der har ikke boet nogen i lang tid. Jeg tager nøgler med i morgen og forklarer, hvordan du finder det, sagde hun og gik. Han kunne lige så godt sparke benene væk under hende, men hun lod ikke Hansen få mulighed for at afslå.
Hold da op, hviskede sidemanden efter hende. Streng, men hvor er hun menneskelig! Du siger ja, Hansen. Din utro kone var ikke det værd.
Maj kom, og træerne havde fået blade. Vinden havde tabt pusten, solen lod sine stråler varme. Søndag morgen satte Dina sig ind i sin Honda og kørte ud på landet for at besøge ham.
Hun måbede næsten over forvandlingen. Vinduerne var malet lyseblå, taget lappet, ny trappetrin hvid på verandaen. Ovenpå alt det stod han i T-shirt og jeans, barfodet. Han strålede, skuldrene brede, huden solbrændt, og muskler var begyndt at vise sig. Ingen spor af den triste, blege mand.
Goddag, tænkte jeg ville høre, om de generer dig herude? spurgte hun og lænede sig mod bildøren.
Nej, det er der ingen, der gør. Tre gamle damer herude er bare glade for, at der er én til i landsbyen. Deltidsbeboerne har travlt med deres, svarede han lidt forlegent.
Du har godt af landet. Og arbejde? spurgte hun, mens hun blev stående ved bilen.
Arbejdet? Nåh, jeg var i Forsvaret, men man lærer ikke meget andet end at kommandere tropper. Har været vagt, men det savner jeg ikke. Folkepensionen er god.
Lad mig se, hvordan du bor. Dina smækkede bildøren i og gik over verandaen.
Ej, hvor er jeg dum, sagde han og slog sig for panden. Beklager, blev bare så overrasket.
Indenfor var gulvet dækket med gamle, hjemmevævede kludetæpper. Lys og skygge dansede over dem gennem blondegardinerne. I vindueskarmen stod to potter med pelargonier. De gamle vægure tikkede hyggeligt.
Det er Valentinas skyld hende, der bor for enden af vejen. Hun gav mig dem. Det bliver mere hjemligt sådan, sagde han undskyldende, da han så Dinas blik på pelargonierne.
Hvad dufter her så dejligt? spurgte Dina.
Jeg har lavet suppe og kartofler i brændeovnen. Vil du ha? spurgte han ivrigt. Det var første gang, hun så hende smile så åbent. Jeg er ikke så god til madlavning, har aldrig boet på landet før, men naboerne har hjulpet mig. Det gik ikke altid godt
Dina fik lyst til at strække sig og lod barndomsminderne strømme. Ingen havde boet her siden hendes mor gik bort. Hun kunne aldrig rigtig sælge huset minderne efter mormor, morfar, og senere moren selv sad for dybt.
Hun huskede, hvordan bilen var læsset til bristepunktet med glassyltetøj, agurker, svampe alt hvad sommeren bød på, og så levede de hele vinteren af det i byen. Hendes mor… det var længe siden nu.
Sig mig, hvor længe må jeg egentlig blive her? brød han ind i hendes tanker. Sir du bare til, hvis det bliver for meget.
Bo så længe du har lyst. Jeg har ikke været her i næsten ti år, sagde hun stille. Hvis du ikke har noget imod det, kommer jeg gerne forbi igen. Her er varmt og hjemligt, som da mor boede her. Jeg har hverken evner eller lyst til at holde hus eller have, indrømmede hun.
For resten, jeg har taget mad med til dig, udbrød hun pludselig og ilede ud til bilen.
Han bemærkede, hvor anderledes hun virkede uden den hvide kittel. Hun så yngre ud i kjole, og håret var blidt faldet lidt ud. Hun var pludselig mere nærværende. Han så på sine hænder, slidte med rifter fra havearbejdet, og blev smerteligt bevidst om sin egen alder.
Hun tog hjem, mens skumringen lagde sig. Dog lå Dinas parfume og duft stadig svagt i huset. Hver eneste ting, Ivan rørte ved, duftede nu af hende det gjorde ham uroligt og glad. Måske skulle han takke sin tidligere kone, tænkte han med et smil. Han fik ikke lukket et øje den nat.
Efter to måneder kom Dina igen, fyldte bagagerummet med mad og en ny fiskestang. Han var blevet landsbyens altmuligmand, naboerne kom ofte forbi, og betalte for hjælp med mælk, æg, smør Huset så også nyt og stolt ud, som om det nu havde fået sin rette ejer.
Til vinter får du hjemmesyltede agurker, pralede han, og Dina bemærkede, at han var blevet rankere, maven var væk. Nu var det hende, der blev lidt rød i kinderne.
Solen hang lavt over skovbrynet, og alting glødede orange.
Vent, jeg er straks tilbage, sagde Ivan og løb ud.
Hun gik gennem huset, bemærkede nye ting, duftene. Hun undrede sig over, at han blev væk, gik ud på trappen, så ham ikke, gik gennem haven og fandt ham siddende på jorden op ad plankeværket.
Ivan! råbte hun og løb hen til ham.
Hun målte hans ujævne puls, løb til bilen efter førstehjælpskassen, måtte vende om for at hente vand i huset, løb tilbage med sit lette skørtes skørter blafrende. Tanken fløj gennem hovedet: En indsprøjtning ville hjælpe Hun gav ham en pille, vand.
Efter et kvarter kunne Ivan rejse sig. Dina hjalp ham ind og fik ham til at sidde på sengen.
Har nok fået for meget sol i dag, sagde han undskyldende. Jeg ville bare hente agurker til dig Bliv nu, bad han blidt og duede for første gang til du.
Dina stod og overvejede, hvad hun skulle sige. Ivan gemte ansigtet ind mod hendes mave og sukkede.
Sådan er lykken. Man søger, kalder, frygter, at den er blevet væk, vant til at leve alene, uden svigt. Men en dag krydser ens vej tilfældigt med en andens og så går man måske videre sammen.
Og kærligheden? Den findes i mange former. Ungdommens voldsomme, altopslugende ønsket om at eje og smelte sammen. Med tiden bliver den roligere, mere tryg, som den sidste solstråle over landskabet blid, men varm.
