Det er barn af Jakob…
Denne fortælling udspiller sig lige nu i Aarhus, i en nydelig lejlighed på fjerde sal i en ni-etagers ejendom. Her bor den unge, arbejdende pensionist, en enlig kvinde ved navn Marie.
Hendes liv byder ikke på dramatiske overraskelser eller sensationer. Alt går sin vante gang: folkepensionen, deltidsjobbet, veninder, ture til børnebørnene og hjælpen til den ældre mor, som bor alene på den anden side af byen.
Denne dag begynder som enhver anden.
Til morgen ringer Marie til sin mor for at høre, hvordan hun har det.
Ja, dagen ligner alle de andre. Det er weekend, og på pensionsjobbet arbejder Marie hver fjerde dag vagten i en privat lægeklinik, hvor hun tager imod opkald fra patienter og holder styr på bookinger.
Og nu? Ja, det gælder vel om at få lavet aftensmad og besøge hendes mor et dagligt ritual. For at være ærlig det begynder at føles som en sur pligt, noget der ledsages af suk og himmelvendte øjne.
Der er to baggårde hen til mor. Det er ingen udfordring. At lave mad heller ikke. Især nu, hvor der står rester i mors køleskab, og der er kage fra i går. Men mors lejlighed ligger på femte sal uden elevator Suk!
Og så de evindelige klager. Når ens mors klagen om stadier, faser og nye former for smerte flagrer gennem luften, er det svært ikke at blive tung om hjertet. Der kræves jo ikke rigtigt løsninger; mors mange diagnoser har læger gennem årene gentaget, hun selv tolket rundt med indspark fra naboer og diverse råd fra den alvidende Anne Glad på DR.
Maries egne råd afvises som inkompetente og overfladiske også selvom Marie har været operationssygeplejerske på Aarhus Universitetshospital i fyrre år.
Hvad ved du, Marie! Kan du engang række mig den rigtige tang?
Men pyt! Det er bare endnu en dag.
Hun skal også handle ind… På vej til mor vil hun da lige runde supermarkedet. Hun stiller skraldeposen i entreen, går hen til spejlet og lægger lidt makeup. For en kvinde over tres holder hun sig forbløffende godt kun fine smilerynker omkring øjnene, lidt blød kind, venlige blå øjne, kort askeblond frisure og store sølvringe.
“Rugbrød til mor, og lidt smør,” tænker hun, mens læbeblyanten glider over læberne da dørtelefonen ringer.
Der er dørtelefon i opgangen, og det er sjældent nogen ringer direkte op. Måske er det fru Sonja, naboen hun engang imellem får en kop te med?
Med læbestiften i hånden åbner Marie døren.
Udenfor står en lyshåret pige i stribet t-shirt, lang mørk cardigan, jeans og med rygsæk. Det hele bliver først klart senere for Marie lige nu ser hun blot pigens ansigt og en baby svøbt i brunt tæppe i armene.
Øjnene er smalle og sammenbidte, ansigtet trukket sammen, et dybt åndedrag, hun træder helt tæt på, rækker babyen frem og siger kort:
Det er til dig!
Marie rækker pr. refleks ud og tager imod barnet læbestiften stadig i hånden. Hun mærker tyngden, kaster et blik ned Gud, det er et spædbarn!
Hun når knap at løfte blikket, før pigen løber ned ad trapperne.
Marie træder efter på reposen, forstående ingenting hvorfor har hun lige fået barnet i armene?
Det er Jakobs barn, jeg skal studere fødderne dundrer ned ad trappen.
“Bang” lyder døren nedenfor.
Og så…
Marie står forstemt et øjeblik, venter, måske vender pigen straks tilbage? Derefter går hun ind igen, ser på posen og tænker mærkeligt nok: “Må ikke glemme skraldet, når jeg går til mor.”
En fremmed pose står nu også i entreen. Hvornår satte pigen den?
Men først senere rammer virkeligheden.
Shit, det er jo et levende barn! Hvad sagde hun … Jakobs barn?
Marie sætter sig i sofaen med barnet i armene. Jo, hun sagde bestemt “Jakobs”.
Men hvilken Jakob?
Hendes eneste søn hedder Mads. Mads, gift og med to børn, bor med sin kone i Odense. Marie er alene i Aarhus. Hendes egen mand, Peter, døde for fem år siden.
Det er forvirrende … Og nu rører babyen på sig. Oh!
Forsigtigt lægger Marie den lille på sofaen og pakker tæppet ud: cremefarvet sparkedragt, det mindste barn hun har set en grøn sut i munden, næppe mere end en måned gammel.
Nå, lille ven. Nå-nå, sov du bare, siger hun blidt og aer den lille.
Marie beslutter, at svarene må gemme sig i posen. Her er to flasker, en dåse modermælkserstatning, en pakke bleer og noget babyudstyr.
Alligevel venter hun, næsten forventer at dørtelefonen skal ringe, at pigen fortryder og henter barnet igen, undskylder, og så kan dagen fortsætte. Skraldet, indkøb, mor.
Hun lægger makeuppen færdigt, kigger nervøst ud af vinduet efter pigen.
Hvor bliver hun af? Hvad er meningen med det?
Efter en tid bliver babyen urolig. Marie tøver skal hun overhovedet skifte bleen og give mad? Det føles ikke lovligt, hun har jo intet ansvar … Alligevel, trækker hun sparkedragten af. Indenunder lyserøde strømpebukser og en fin hvid body.
En pige.
Nu mærker Marie for alvor tyngden i ansvaret. Det går op for hende, at hun har fået “efterladt” sig en lille pige.
Jakob… Jakob…
Hvad nu hvis…!
Mads havde sine ungdomsflirts Marie har skældt ham ud mere end én gang. Han havde piger på besøg derhjemme, men alt dette var før ægteskabet, for længst glemt. Nu virker hans liv lykkeligt forretning, familie, bilen nedbetalt, børnene vokser…
Sådan, lille ven Nu får du snart tør ble igen.
Men Gud! Hvordan kunne hendes mor forlade hende?
Hovedet summer stadig, men kroppen husker Marie har skiftet mange bleer før, håndterer rask flasken og blander mælkeerstatning i køkkenet.
Netop her ringer telefonen. Med pigen i én arm får Marie taget den.
Hvorfor tager du så lang tid om at tage telefonen? lyder mors stemme.
Åh, der sker ikke så meget, mor, hvad vil du?
Er du i butikken nu?
Nej, ikke endnu.
Du, køb nogle pærer. Ikke dem fra sidst, men dem fra forrige gang.
Okay, mor.
Kan du huske dem?
Ja, de var rødmossede og faste. Det skal jeg nok.
Ja, men de skal også være bløde, ikke så hårde. Dem sidst kunne jeg ikke tygge…
Pigen i armene spræller, småpiber.
Ja, ja, mor, jeg har forstået.
Hvad er det, der larmer hos dig?
Det er fjernsynet, mor.
Nå, du burde slukke og komme afsted. Ellers bliver rugbrødet udsolgt!
Marie lægger røret på, vugger babyen, læser på dåsen hvordan man laver flasken.
Hun burde gøre noget!
Mads!
“Det er sidst i maj. Det vil sige …” Marie regner bagud. Ja, i august var han i Viborg på seminar. Sagde han, han hed Jakob? Det kunne han jo sagtens have gjort
Hvis det faktisk er hans barn så bliver det ballade, hans kone vil aldrig tilgive det. Og børnene?
Hun tjekker mælken, køler flasken af under hanen.
Venstre arm er øm af at bære. Marie har vænnet sig fra små børn.
Burde hun ringe 112? Men hun tøver.
Hvad hvis det er Mads barn? Hun studerer pigens ansigt. Jo, lidt som hendes barnebarn Sofie
Men så bliver alt farligt, skandalen venter.
Kom så, lille skat… dygtig, siger hun, mens pigen sutter glubsk løs, øjnene blinker af tilfredshed. Marie smiler for første gang på dagen måske har hun savnet duften af babyer alligevel.
Da babyen sover, lægger Marie hende forsigtigt fra sig og ringer Mads op, men opnår intet svar nummeret er optaget.
Det må vente…
Hun beslutter at udskyde det hele lidt. Hun vil helst ikke gøre noget overilet, hvad nu hvis det viser sig at være Mads’ datter? Måske pigen alligevel fortryder og kommer igen hun lignede ikke en social udsat, men en almindelig, spinkel studerende.
Marie vil under ingen omstændigheder ringe til sin mor så vil samtalerne kun handle om ulykker, frygtelige historier, forbitrelse.
Hun ringer i stedet til sit ældste barnebarn Emil, som fortæller at Mads arbejder ude i en fjern egn, hvor der knap nok er mobildækning, og først er hjemme om to dage. Men han ringer hjem efter børnene om aftenen. Alt er normalt.
Sikke noget, Emil, I kunne jo godt give mig besked, sukker Marie.
Men, hun forstår jo, at han har sit. Alligevel i dag ville hun gerne snakke.
Hun ringer til svigerdatteren, Anna, og beder hende sige, at Mads skal ringe når han kan.
Er der sket noget? Skal jeg sige noget videre? spørger Anna.
Nej, bare at han gerne må ringe mig op. Tak, Anna
Mor, jeg har forstuvet foden, jeg kommer ikke i dag, “lyver” Marie efterfølgende til sin egen mor, men du har jo stadig supperester og rugbrød.
Mor sukker, spørger ind, truer med at komme (hvis altså ikke for alle trapperne), og ringer fem gange for at høre hvordan det går.
Marie ånder lettet op, tager de hvide bukser af, skifter til en hjemme-kjole og sætter sig med babyen. Tænker over det hele.
Hun burde vel have nægtet at tage pigen med ind? Men trods alt kan man jo ikke nægte et spædbarn.
Hvorfor ringer hun ikke bare politiet? Fordi hun trods alt frygter for Mads, om han har været utro i skjul. Fordi hun ikke har lyst til at skulle stå i politiets bureaukrati. Og fordi hun føler noget over for den unge mor, der forsvandt så hurtigt, blikket var fyldt af desperation, raseri og en mærkelig stolthed.
Men nogen skal hun tale med. Sin gamle veninde, selvfølgelig.
Anne, du falder ned af stolen nu! Nogen har afleveret et spædbarn til mig…
Anne bliver ikke særligt chokeret, men finder straks sin indre Sherlock Holmes frem hun lover at komme forbi efter arbejde.
Tag det roligt, Marie, vi finder ud af det! Det vigtigste er ikke at forhaste sig.
Skal vi vente med at ringe til politiet, mener du?
Hold lige lidt igen. Vi må finde Jakob.
Hvilken Jakob?
Barnets far. Har I nogen Jakob’er i opgangen?
Jeg aner det ikke, men der bor vel en halvtres-fyrre mennesker her…
Måske hun tog fejl af lejligheden, lad os tjekke. Måske har Mads også lavet rod, du skal have fat i ham.
Resten af dagen stryger med babysysler. Marie googler babypleje, laver massage, skifter, bader, synger vuggeviser.
Hvordan har foden det? Kommer du i morgen? ringer mor.
Marie svarer, hun er sikker på, det hele vil være løst inden næste dag.
Anne dukker op efter arbejde, gennemgår babyens ting, og går på nabotur. Hun siger ikke noget om et barn, men snakker om et brev til “Jakob”.
Da hun kommer tilbage, lyser hun op:
Jeg fandt ham! På sjette sal, bor en Jakob, det må være ham!
Hvad nu, hvis han nægter? spørger Marie.
Så presser vi ham, vi skal nok få sandheden frem.
Anne, hvis det er total fejl?
Vil du vide det eller ej?
Marie vil gerne. De vugger pigen, tager trapperne til sjette sal og banker på.
Hvem der? lyder en ældres stemme.
Vi søger Jakob, svarer Anne gennem døren.
En lille, krumrygget dame åbner, ser undersøgende på dem, kalder indad:
Jakob! Der er nogen til dig!
Anne går modigt ind i entreen, Marie bliver ved døren. Ud kommer en lav, bred ung mand med morgenhår og skægstubbe.
Hej, drejer det sig om min tablet?
Tablet? Nej, det handler om noget andet. Forstår du, Marie her har ved en fejl fået, tror vi, dit barn betroet sig.
Pause. Han stirrer på dem.
Barn? Det er ikke mit.
Du er den eneste Jakob i trappeopgangen, presser Anne.
Jeg har da ingen børn?! Han ser fortvivlet ud.
Skal vi ikke vise dig barnet? Kom ned og se!
Er du sikker på, du ikke havde en flirt sidste sensommer? spørger Marie venligt.
Nej, jeg har mere end nok i digitale forhold. Måske forveksler I mig… Hvad hedder pigen da?
Det ved jeg ikke, hun præsenterede sig ikke. Undskyld, jeg tror vi tog fejl, sukker Marie.
De siger farvel og går ned. Men Jacob, måske kan jeg hjælpe jeg er it-gut og blogger, vi kan jo lave et opslag på Facebook eller på Reddit
Nej tak, smiler Marie, hun hælder mere mod at løse det officielt end at lave efterlysninger.
Trist, siger han, men hvis I får brug for hjælp, så spørg bare.
De unge idag, smiler Anne, se bare, han arbejder bare hjemme.
Nej, han er ikke den store don Juan, konstaterer Marie.
Mads ringer stadig ikke tilbage. Hun ringer til Anna i stedet:
Åh, undskyld, Marie! Mit hoved spinner Sofie skal i svømmehallen, der er fodbold, alt på én gang, og nu ringer Mads også…
Hvis hun bare vidste, hvad Marie havde oplevet i dag!
“Så ringer jeg til politiet i morgen!” tænker Marie.
Men da natten sænker sig, og Marie lægger sig, ser hun stadig pigens blik for sig. Tænk hvis pigen havner hos kommunen, på spædbarnsafsnittet? Kan de tage sig bedre af hende end jeg?
Natten sover hun kun halvt. Babyen smålyder, Marie går op, laver mælk, og først ud på morgenen falder de begge i søvn.
Mors morgenopkald vækker hende.
Og foden? Kommer du?
Hun ser ud af vinduet, så på babyen:
Jeg kommer.
Husk pærerne, og forresten…
Små børn har godt af at komme ud. Marie binder et sjal som slynge, klæder pigen i næsten nyt, nydeligt tøj, og går til supermarkedet. Det føles næsten hyggeligt ikke at handle alene for en gangs skyld men, åh de trapper…
Hvad… er det? Mor kigger uforstående.
Hvem, ikke hvad. Her, tag indkøbsposen! siger Marie, lægger babyen i sofaen og sætter sig udmattet.
Hvor kommer hun fra?
Naboens barnebarn, jeg passer hende lige. Naboen er til frisør, kun én times tid.
Og din fod?
Den er rask nu.
De beundrer begge babyen. Ingen snak om smerter eller lidelser i dag.
Prøv at se! Hvor stærkt hun griber fat! Hvad er hendes navn?
Jeg fik det ikke spurgt om, det var kun et kort ophold.
Du kan da ikke passe et barn uden navn, sukker mor.
Marie vælger navn i tankerne hele vejen hjem hvorfor, ved hun ikke helt, men hun vil gerne gætte, hvilket navn moderen har valgt.
Hjemme ligger pludselig en sms “nu kan nummeret nås!” Mads!
Hun sætter sig og ringer straks.
Hvad? Mor, hold nu op. Jeg er gift, svarer han hovedrystende efter den overlappende fortælling.
Men man afleverede jo barnet til netop mig, forstår du? Måske troede hun, du hed Jakob…
Mor, jeg hedder Mads, det ved du da godt. Det er en fejl. Ring til politiet! Nu!
Nej, bare rolig hun er sulten, vi gik en tur … jeg ordner det…
Mor! Politiet! Du har taget leave af forstanden!
Nu slapper du af, Mads jeg har bare haft mange tanker, og hun er sådan en lille nuser én!
Nu har jeg næsten lyst til at anbringe Petes søn hos dig hvorfor lige dig!
Pjat! Jeg gør det hele færdigt i dag, Mads. Og Anne hjælper.
Ikke i dag, men nu!
Men Marie lader være. Der er stadig så meget babyen skal have mad, bleen skiftes. Alt muligt at tage sig af. Så kan hun ringe til Anne bagefter…
Åh hun skal jo aflevere barnet. Og hvorhen? Kommunen venter nok, spædbarnsafsnit… Ingen ved, hvor det bedste er. Mere trygt her hos mig, tænker hun men i morgen har hun vagt og det her er jo faktisk… kriminelt at dække over det.
Mads har ret.
Da hun skifter baby, tænker hun på hvor fyldt hendes liv egentlig er og hvor rart.
De falder i søvn næsten samtidig, Marie og babyen på Maries store hovedpude. Sultne, men mætte.
De vækkes af ringeklokken.
Marie fjerner sin arm forsigtigt under babyen, kikker ud, stivner og åbner døren.
Hvor er hun? Giv mig hende! Hvorfor sagde du ikke noget med det samme?
I døren står den forvirrede unge mor, hendes øjne flakker, hun har kun en lille top og shorts på trods af kulden. Hun hiver efter vejret, håret strøget vildt om hovedet.
Hvorfor svarede du ikke? siger Marie, stadig omtåget.
Fordi det ikke var dig for det er ikke her! hvæser pigen.
Måske fordi det ER her, løfter Marie et øjenbryn. Og du for afsted i nat…
Ved du hvor hun er? Please, ved du det? hendes øjne tigger.
Og Marie træder til side.
Kom indenfor.
Håbefuldt lytter pigen efter nyt om “adressen” på sin datter, parat til at løbe videre.
Hun er her, svarer Marie spændt.
Hvor? Jeg skal vide det præcis…
Præcis her i soveværelset. Hun sover.
Marie nikker ind pigen tøver, men da hun ser sin datter, vakler hun, falder på knæ ved sengen og græder ukontrolleret. Marie løfter hende op, giver hende vand og sukkerknald til teen.
Spis lidt chokolade ellers besvimer du vel! Marie har altid været sygeplejerske og ved, hvad der skal til.
Da pigen får samlet sig, forklare Marie, at hun ikke har meldt noget til myndighederne.
Jeg troede allerede, jeg var erklæret uegnet som mor Tak, tak! Jeg tog fejl…
Hun hedder Malene, pigen og babyen bliver kaldt Frida.
Historien er helt almindelig: kærlighed sidste sommer, den lokale fyr Jakob, der lover guld og grønne skove, men langsomt trækker sig. Lidt kontakt så pludselig forsvinder han. Hun kender adressen fra dengang, var der kun én gang.
Efter nytår forsvinder han helt. Hun prøver nettet, finder ham ikke. Tilfældigt ser hun på et billede af sin “rival” i favnen på ham. Syg af sorg og uden penge, bliver hun smidt ud af veninden og kan ingen steder gå hen med Frida.
Hun mindes Jakobs løfter om, at “mor altid hjælper”, og desperation får hende til at søge til netop 21. lejlighed i denne type etageejendom men hun går ind i den forkerte blok! Hun afleverer Frida og løber.
Senere skriver hun en besked om, at hun henter barnet efter eksamen og opdager først nu, det var den forkerte mor, der fik barnet.
Hun løber tilbage i bar tøj, i panik.
Hun ligner dig, hans mor! Samme frisure, alt … Gud, hvor er jeg dum!
Man siger: den største dårskab er at skabe et mesterværk og ikke vedkende sig det. Jeg har set på din datter og tænkt: Hvilken mor kan lade sådan én gå? Det er godt, du kom tilbage. Hvad så nu tager du hende over til Jakobs rigtige mor?
Nej, nu orker jeg ikke mere. Bare tilbage til kollegiet. Jeg overnatter her og beslutter mig bagefter.
Du bliver hos mig bare indtil eksamen, siger Marie. Min søn siger hele tiden, at jeg burde have en logerende.
Hos dig? Jeg har ikke råd til fast husleje…
Du bliver her, bare i denne måned. Er du ikke snart til eksamen?
Jo, overmorgen … men…
Fint, pak dine sager og hent bøger. Her er køleskab, mælk, og Frida sover meget. Endda var der formula, men du kan jo amme, kan du ikke …
Men Malene sover nu og Frida også.
Marie ringer til Anne, dæmper stemmen:
Nej, det er ikke Mads, og heller ikke genboens … Hun er tilbage, babyen og hun skal bo her, jeg smider hende ikke ud! Hvor er jeg dog glad for, jeg ikke ringede til politiet!
***
Malene fortryder ikke. Mælken løber til igen, eksamen bestås med ros og helt normalt resultat. Hun passer ind i Maries hverdag, og Maries mor overgiver sig til unge Malenes råd “hun har jo frisk evidens!”
Marie skaffer hende vikartimer i hjemmeplejen. Malene trives, rådgiver ofte med Marie om faglige emner.
Jakob fra sjette sal indser at hans bedstemor har brug for støtte og Malene hjælper.
Til efteråret flytter Malene og Frida ind på sjette sal i plejeboligerne ovenover, hvor hun passer bedstemor og langsomt begynder at kigge fremad, med indkøbte notesbøger og omhyggelige bogstaver.
