Et tilfældigt møde

Et tilfældigt møde

Ditte trak den gamle, blege vinterjakke tættere ned om hofterne. Dunene var for længst klumpet sammen forneden, og øverst var den ikke andet end et tyndt lag nylon, som vinden fløj lige igennem. Undertøjet og de hjemmestrikkede bukser hjalp lidt, støvlerne var tunge og varme, og uldsjalet trak hun over skuldrene for at holde kulden ude.

Vognen, som Gitte hendes kollega fra torvet havde lovet, dukkede aldrig op. I stedet stod de nu midt i snegrøden, omringet af deres vældige bæreposer, og prøvede at fange en bil, der gad stoppe. Deres stakke kunne knapt klemmes ind i en personbil, så de delte sig op hver for sig, hver med sit eget held.

Da Ditte arbejdet for en anden, manglede hun aldrig transport. Men pengene var altid for små hun var alene med to børn så hun havde for nylig kastet sig ud i selv at rejse til Tyskland sammen med Gitte for at købe varer til videresalg.

Flere penge var der ikke kommet, og varerne lå stadig usolgte hjemme. Alting virkede bare endnu mere besværligt.

Nu skulle varerne fragtes til markedet om morgenen og hentes igen om aftenen, op på fjerde sal i gentagne, åndeløse ryk, hvis ikke sønnen var hjemme til at hjælpe.

For bare et år siden havde hun sunget med på Kim Larsens “Papirsklip” og troet på forandringerne. Men de ændringer, der virkelig kom, var ikke kønne: hendes arbejde under Københavns Kommune blev nedlagt under en omstrukturering, og hun blev fyret. Manden havde været “forsvundet” længe, og Ditte havde ikke andet valg end at blive kræmmer selvom hun altid havde ment, hun var uduelig til handel.

Så stod hun der i vejkanten, en forholdsvis ung kvinde midt i alting, men med rødblæste kinder og kridhvide sprukne læber, øjnene løb i vand efter timer i blæsten på torvet. Bil efter bil sendte sprøjt af grå sjap mod hende, mens hun forsøgte at fokusere på trætoppene og de rene tage et sted væk fra al det beskidte. Der var i forvejen for meget gråmudder i hendes liv.

Endnu engang viftede hun med hånden. Og denne gang stoppede en snavset, tyskrejst Opel op.

Kan du køre til Frederiks Allé for en rimelig pris? spurgte hun ud i den åbne dør og tav brat.

Hun genkendte ham straks. Mærkeligt, som om ingen tid var gået. Han så nærmest yngre ud, det samme rolige, dybe blik, øjenbrynene let hævede, det lille halssmæk af et smil.

Inden Ditte nåede at tænke, hoppede han ud, lagde hendes poser i bagagerummet, og hun satte sig forpustet på forsædet, justerede sjalet og forberedte alle sine undskyldninger for sit udseende hun var sikker på, han måtte kunne kende hende.

Eller hvad

Hvor mange år var det?

***

Hun havde været 22. Til før-praktik i Holstebros gamle statsskov. Hjemme ventede Tage, hendes forlovede, alt lå til rette: praktik, eksamen, bryllup.

Hvad kunne tre måneders praktik ændre? Intet, tænkte hun dengang

Hun blev indlogeret hos Astrid, en midaldrende kvinde fra egnen, som også arbejdede i skoven, og boede sammen med sin aldrende svigerfar Thorvald, der ikke længere hørte så godt. Ditte, social og elskværdig som hun var, blev hurtigt venner med Astrid, og snart passede de gamle Thorvald sammen.

En dag fik Thorvald et ildebefindende. Ditte for afsted til naboen efter hjælp, men ingen var hjemme. Da kommer en traktor tøffende forbi. Hun vinker. Der hopper en ung mand ud høj, mørk, med det samme lidt gådefulde blik.

De løfter sammen Thorvald op, ind i traktoren, og kører til lægen Ditte volder sig, om han dog vil overleve turen.

Det går og ambulancen tager over. Den unge mand følger også med videre. Først da Thorvald er i trygge hænder, taler de rigtigt.

Det viser sig, de begge arbejder for Statsskoven, bor nær hinanden. Han hedder Mads.

Aftenen går på hæld. Thorvald blev indlagt, og Gudskelov nåede de det. Men hvordan komme hjem? Ambulancen ville ikke køre dem tilbage.

Kom, min vens mor bor i nærheden. Vi kan sove der og tage med de andre mænd på arbejde i morgen, foreslår han.

Ditte tøver hun kender ham ikke, og hvad nu hvis Men hun går med. Sengen var blød, gæstfriheden reel, og hun sover tungt til fru Bodil Mads tante vækker hende. Over morgenbordet fortæller Bodil om Mads: haft en kone, der forlod ham, nu alene med en lille søn. Han har bygget sig et svinelandbrug, sælger kød og arbejder hårdt.

Ditte smiler hun står jo overfor at gifte sig med Tage, den unge, lovende ingeniør. Skilsmænd med børn interesserer hende ikke.

Men efter den dag er Mads overalt: i skoven, kantinen, på vejen. Astrid kender ham, og sammen henter de den gamle Thorvald hjem igen efter sygehusopholdet.

Du er noget for Mads, siger Astrid drillende. Jeg spurgte ham, han rødmede som en knægt. I passer sammen.

Sludder, siger Ditte, jeg har jo Tage.

Han er jo ikke din mand endnu. Og Mads er solid. Har stablet hele landbruget på benene og drengen savner en mor.

Men Dittes hjerte banker nu også ved synet af Mads. Han udstråler en rolig varme, en styrke, folk behandler ham med respekt.

På egnen får hun snart kaldet: Spørg Mads til råds, og hun føler sig som en fremmed fugl i mørkebrunt, dyrt frakke, som ikke hører til i mudderet. Hun “svæver” over sølet, mændene retter sig op og dæmper sproget, når hun passerer.

“Må jeg tilbyde et lift, frøken?” spørger han.

Sammen kører de ad den regnvåde vej. Belysningen er slukket sparekniven i kommunen Mads bemærker, lidt undskyldende: “Det retter vi op på en dag!”

Da de skilles, føles det, som om han lover at tage ansvar ikke bare for vejbelysning, men for hele landsbyen. Er det dét, der gør ham til mand?

Snart er han forbi med brænde, kører medicin hjem. Ditte kæmper imod sine egne følelser hun kan jo ikke bo her; hvad vil familien i Århus sige, især om Mads fortid? Forvirret drømmer hun om et liv med ham men tør ikke tage springet fra trygheden.

En dag møder hun en lille, hvidhåret dreng ved brønden på nippet til at kravle op. Hvor er din mor? spørger hun og får fat i drengen lige før, han får sat sig selv i fare. En gråhåret pige iler til, tager barnet i hånden og går væk: Tak, siger hun lavmælt.

Er det Mads søn Emil? Ditte mærker et stik i hjertet. Gud, det er jo helt fremmed for hende, slet ikke hendes barn.

Senere kommer Mads mor, Karen, grædefærdig: den gråhårede pige, Rikke, elsker Mads, har været der for Emil, og nu er Ditte kommet og ødelægger det. Ditte føler sig pludselig som skurken.

Mads beder hende bli, længselsfuldt. Men Dittes stolthed og forvirring får hende til at hoppe på toget hjem, med tårer i øjnene. I toget sidder hun og græder tre måneders praktik bliver et vendepunkt.

Men ungdommen bærer én frem. Hun gifter sig med Tage, familielivet tager over.

**

Hun falder næsten sammen på forsædet, trækker sjalet om sig, leder efter undskyldninger for sig selv, for sit billede, der intet har af fortidens skønhed. Ikke engang navnet på den gamle kærlighed kan hun sige uden at rødme.

Hvor mange år?

Seksten. Ja, det er seksten år.

De kører i stilhed.

Ja, sikke et vejr, siger hun til sidemanden, da en bil sender en stråle gråt sjap op ad siden.

Det er kun her i byen. Udenfor er det pænt, ryddet, svarer han.

Du bor udenfor?

Ja, frem og tilbage. Forretninger derude.

Tak, at du samlede mig op. Ellers stod jeg her endnu. Må jeg betale…?

Han kaster et blik på hende det samme gamle. Hun bliver knust af indtryk, minder, hans stemme og hænder, og hun tager straks sjalet af får det for varmt.

Hvordan går det, Mads? hvisker hun.

Han tøver, samler sig. Ikke så skidt. Tiderne er svære, men det går. Du selv?

Arbejder du stadig i skoven?

Nej, den lukkede efter omstruktureringerne. Nu arbejder jeg for mig selv.

Ja, det er også det bedste og du har stadig svin?

Både farm og virksomhed. Kødvarer, butikker. Mange fra landsbyen arbejder for mig nu.

Ditte får det skidt med kontrasten: hendes slidte jakke, de tunge købmandssko engang var hun byen fineste frøken, nu…

Har du børn?

Han nikker med et skævt smil. Tre drenge.

Tre! Jeg har én af hver.

Emil er i militæret vi var bange for ham, men han kommer hjem til foråret. De andre går i skole.

Rikke Så det blev til noget med den stille pige. Hun mærker et stille sug hvo ved, hvad hvis hun turde dengang…

Tage viste sig som mand at være svag, drikkeriet begyndte, jobbet forsvandt, til sidst var Ditte alene med børnene hos sin mor.

Hun sukker, men fortæller i stedet:

Min Sune går i 10. klasse, Line i ottende. Tiden løber.

De taler uden at tale om det vigtigste gamle følelser, de ord, ingen tør sige.

Mads spørger forsigtigt:

Hvad med dig? Er du alene nu?

Ja, skiltes for fem år siden. Nu klarer jeg mig selv.

Trist.

Hun ranker sig: Men børnene har det godt, og jeg skal nok klare den. Engang var jeg svag, nu er jeg stærk. Jeg står ude på torvet, men jeg har fundet mit sted.

Han lytter, med den alvorlige rynke mellem brynene.

Hun spørger ind til hans familie igen, hvordan det går med Rikke.

Han trækker på skuldrene, som om det ikke længere betyder så meget: Hun bager brød. Faktisk har vi butik nu, “Kornboden”, ovnbagt rugbrød. Hendes håndværk.

Ditte kommer i tanker om et besøg på bageriet, da en veninde roste brødet til skyerne. Det hele får nu pludselig mening.

Er vi her? spørger hun, da bilen nærmer sig. Mads park­erer, hopper ud.

Han kommer tilbage med en kæmpe buket hvide krysantemum og lægger dem forsigtigt i hendes skød.

Hun stirrer på stilkene, de hvide blomster flyder ud for hendes øjne. Hun tørrer hurtigt tårerne væk, selvom hun lige har sagt, at hun er stærk.

Han hjælper hende med poserne op ad trappen væggene i opgangen er fyldt med graffiti, lejligheden flyder med varer, moderen venter indenfor med ti spørgsmål.

Skal du ikke med op? Hun håber han siger nej, for kaosset er totalt, men hun ønsker alligevel, han ville sige ja.

Nej, Ditte, jeg må afsted. Mange gøremål. Han tager hendes håndled, trykker forsigtigt. Så forsvinder han ned ad trappen, hurtigt.

Kalder hun? Fortæller hun alt?

Ditte ser efter ham, forstår pludselig, det er sværere for ham. Mødet er endegyldigt. Det lindrer hendes hjerte.

Hun bærer poserne ind. Moren står klar, snakker og spørger, men Ditte hører næsten ikke, for hun mærker stadig trykket om håndleddet. Hun tager støvlerne af, stiller dem til tørre, gør alt mekanisk.

Efter omklædning snakker hun ved bordet:

Mor, kan du huske dengang før brylluppet, jeg fortalte om den fyr fra praktikken? Den første landmand

Ja da. Godt du ikke blev i sådan et griseliv, sagde jeg.

Jeg mødte ham i dag.

Nå, hvor?

Ikke vigtigt Ved du, alt det “Madsen Kød”, du roser? Det er hans. Og konen har “Kornboden”.

Morens øjne stirrer. Hun sætter stille koppen. Der er et underligt sår i hendes blik. Til sidst trækker hun lidt på skuldrene: Ja, man vælger ikke sin skæbne. Hvis man kunne, blev der slåskamp.

Ditte får ondt af sin mor.

Det går jo, mor. I dag solgte jeg to sæt tøj og tre jakker. Vi skal nok klare den.

Ja, ja Kendte man fremtiden, ville man lægge halm ud der, man falder. Sådan er det.

Sønnen kommer hjem høj og rank, med et blik, der minder hende om en anden.

Da hun fødte ham, troede hele familien på forklaringen om, at han var født for tidligt. Men ingen tvivl: han ligner Mads.

Han sætter sig: Mor, ikke blive vred, men jeg har fået arbejde i rideklubben. Jeg passer hestene, bliver betalt. Jeg lover, det går ikke ud over skolen.

Ditte ånder ud. I går havde hun måske vredet sig. I dag

Det er fint, Andreas. Arbejd, så længe du passer din skole. Penge får du brug for.

Han smiler, lettet. Noget er forandret i hans mor. Men hvad?

Ditte kan ikke sove. Hun græder ikke en sær ro skyller ind over hende.

Hun ser på de hvide krysantemum og tænker på skæbnen, på dagens møde, på at de begge må videre i livet i hvert sit spor.

Deres møde dengang delte hendes liv i et før og efter. Nu er det det samme.

Forude venter stadig overraskelser, nye muligheder for glæde. Måske mødes de aldrig igen men stadig påvirker de hinandens liv.

Alt sker af en grund.

Også dette møde var en gave til at forstå noget meget, meget vigtigt.