Tilfældig møde
Jakken på Astrid var kun varm nedefra. Dunene var for længst faldet sammen, og foroven var den bare en tynd, blafrende frakke, vinden kunne trænge lige igennem. Heldigvis var hun reddet af uldne bukser, hjemmestrikkede vanter og de gamle, slidte vinterstøvler. Hun trak det uldne tørklæde godt op omkring skuldrene, gennem ærmerne, for ikke at fryse.
Bilen, som Karen hendes veninde fra kræmmermarkedet havde lovet at komme med, havde svigtet. Nu stod de, begge læsset med store poser, og forsøgte at finde en løsning. Ikke engang alle poserne kunne være én bil, så de gik i hver sin retning ud til vejen, alene i det halvsmeltede sjap.
Da Astrid arbejdede for en chef, havde hun ikke disse problemer. Men pengene slog ikke til hun var alene om at forsørge to børn. For nylig var hun begyndt på kræmmerlivet sammen med Karen.
Der var ikke blevet flere penge. Varerne hun havde slæbt med hjem var endnu ikke solgt, og besværet var kun vokset.
Nu skulle varerne slæbes til det store forårsmarked hver morgen og hjem igen om aftenen; i flere omgange op til 4. sal, hvis ikke sønnen var hjemme.
For ikke længe siden havde hun sunget med på Forandring, forandring må der til! Men forandringerne havde ikke ramt hende kønt: hendes arbejdsplads den gamle trælast i Odense lukkede, de blev fyret. Manden var for længst forsvundet. Der var intet andet tilbage for Astrid end at blive kræmmer, selv om hun altid havde ment, handel var hende imod.
Nu stod hun på rastepladsen ved Ringvejen, i snesjap til ankelene, stadig ung i ansigtet, men med røde, sprukne læber, øjnene flakkende af den kolde vind og de uendelige timer på markedet.
Bil efter bil piskede sjap op ad hende og kørte forbi. Astrid tvang sig til ikke at stirre på al den grålighed. Hun så i stedet op på de hvide hustage og grenene, hvor sneen endnu lå ren. Der var nok gråt og trist i livet; hvorfor fokusere på det?
Hun rakte igen hånden op forsøgte at kapre en bil. Omsider bremsede en snavset, beskidt udenlandsk bil op foran hende.
Kan du køre mig til Hjallese for en rimelig pris? spurgte hun gennem den åbne dør og tav straks.
Hun genkendte ham med det samme. Årene mellem dem forsvandt; han lignede sig selv. Hvis han havde forandret sig, var det kun til det bedre. Samme alvorlige, lidt hemmelighedsfulde blik, let hævede øjenbryn, et diskret smil.
Før hun nåede at samle sig, hoppede han ud, løftede hendes poser ind i bagagerummet uden ord.
Hun dumpede på forsædet, rettede tørklædet og begyndte at forberede, hvordan hun kunne undskylde, at hun så ud, som hun gjorde. Han måtte da genkende hende også.
Eller
Hvor mange år var det? Hun prøvede at regne efter.
***
Hun var 22 dengang. Praktik i et gammelt skovdistrikt på Fyn før eksamen. I Odense ventede kæresten, Kasper ingeniør. Alt gik som planlagt: praktik, eksamen, bryllup.
Tre måneders praktik det kunne vel ikke ændre noget?
Hun fik et værelse hos gamle Inger i Vissenbjerg. Inger arbejdede også i skovdistriktet, boede med sin gamle, døve svigerfar. Astrid, med sit lette og imødekommende væsen, blev hurtigt veninde med Inger, de holdt øje med den gamle sammen.
Så fik svigerfar et anfald foran Astrid. Han faldt om. Hun løb efter hjælp hos naboerne ingen hjemme. Udenfor kom en traktor. Astrid vinkede.
En ung mand sprang ned: flot, høj, alvorligt blik, en vis skyhed. De løb ind. Han løftede svigerfaren, bar ham ind i traktoren, Astrid fulgte efter, hjertet hamrede.
De nåede landsbyens gamle sygekasse, hvor lægen ventede. Også manden fulgte med ind. Først da den gamle var under opsyn, fik de talt sammen.
Det viste sig, de begge arbejdede i skovdistriktet og boede tæt ved hinanden. Manden hed Mads.
Men det var blevet sent. De havde fået anbragt den gamle, han kom på hospitalet i tide, tak Gud. Men hvordan komme tilbage? Ambulancen ville bestemt ikke køre dem hele vejen gennem en mørk fynsk skovby.
Kom. Min mors veninde bor lige her. Vi kan sove der, så tager vi med folk hjem i morgen tidlig.
Astrid fornemmede, han var til at stole på. Alligevel tøvede hun.
Nej, jeg overnatter hellere på hospitalet. I kan hente mig i morgen.
Det dur ikke. Stol på mig Tove er flink. De har stort hus. Jeg går selv ud i stalden.
Astrid gav sig. Han fik ret hun sov som en sten på en blød dyne, vækket næste morgen af gæstfri Tove, der serverede ristet brød og stærk kaffe.
Over morgenbordet fortalte Tove, at Mads ekskone var gået fra ham, efterladt ham med den lille søn. Nu passede han både opdræt af danske landsvin og byggede nyt hus, arbejdede dagen lang. Altid igang, altid flink du godeste pige, var det ikke noget for dig?
Astrid smilede bare. Hun havde jo Kasper næsten færdig ingeniør. Skilsmissebørn sagde hende intet. Og alligevel efter denne dag stødte hun ofte på Mads, hvad enten det var på skovstrækningen, i kantinen eller i nabolaget. Inger kendte ham, de hentede også den gamle sammen hjem fra hospitalet.
Han godt kan li dig, Mads. Rødmede da jeg spurgte! I ville passe så godt sammen.
Nej da, jeg har jo Kasper.
Det er jo ikke din mand endnu. Mads er god nok. Se bare, hvor han får det hele til at køre.
Astrids hjerte bankede lidt hurtigere. For hun begyndte faktisk at se efter Mads overalt. Stærk, rolig, varm, en mand alle respekterede. Det trak i hende.
Alle rigtige mænd i skovdistriktet fik at vide: Snak med Mortensen det var Mads.
Astrid skilte sig ud: høj, slank, svævende i lyse forårsfrakker, latterligt lyse til al den mudder. Hun gik nærmest hen over sjappen, ikke gennem den. Mændene dansede verbalt omkring hende og blev lidt mere velformulerede og solide, når hun var nær.
Fruen! Hvordan tør De herud?
Astrid, vent, jeg kan køre dig.
Vejen fra skovstationen var kort, men det regnede. Astrid gik hen til Mads og hans traktor.
Hvem passer på din dreng? spurgte hun mænd med børn var voksne i hendes øjne, også hvis kun nogle år ældre.
Du skal ikke sige De sig du. Svendsen er hos min mor. En nabo hjælper, og han går i børnehave. Han vokser…
Hvad hedder han?
Emil, smil på læben. Han er vild, du skal holde øje. Bedstemor kæmper.
Han så på hende. Kan du ikke lide det her?
Jo. Det skal nok blive godt længere fremme. Når det hele tørrer op og grønnes. Her er skønt.
De kørte ad en mørk vej. Kommunen havde slukket gadelyset for at spare penge. Det var Mads måde at tage ansvaret på, ikke bare for sig selv, men for hele landsbyen.
Han begyndte åbent at besøge dem. Hjælpe med brænde, hente medicin, holde øje med de gamle. Astrid kæmpede med sine følelser.
Hun kunne slet ikke forestille sig at bo på landet. O.k., byen havde ikke meget at tilbyde ud over Kasper og hans families bryllupsplaner. Hun forestillede sig den skuffelse, når Kasper opdagede, hun havde fundet en anden; sin mors gråd.
Vil du virkelig bosætte dig på landet? ville moren spørge.
Og så høre, at manden var skilt og svinebonde. Hendes datter, med kandidatgrad
Om aftenen, med kun lyden af hunde og susende trætoppe, drømte hun om, hvordan det ville være at blive elsket og værdsat af Mads, hans søn, senere deres fælles børn.
Men realismen satte ind. Hun turde ikke give slip på Kasper, som allerede havde købt vielsesringe, og familiens opsparing på bryllup. Det føltes tarveligt.
Og så alligevel hun forelskede sig i Mads med alt, hvad det indebar. Hendes kærlighed til Kasper blev bleg og betydningsløs, dramaturgisk blev det hele mere romantisk.
En aften, i et øjeblik af særlig tristhed, overgav hun sig. Med tårer i øjnene provocerede hun den nærhed frem, hun længtes efter. Han holdt sig tilbage, men da hun insisterede, gav han efter. Det var hendes første gang og alligevel var der intet at fortryde.
Men hun kunne ikke tage det endelige skridt. Var det dumhed, naivitet, bare manglende livserfaring?
Ved brønden skete det afgørende møde. En lille lyshåret dreng Emils barn klatrede ret farligt omkring brøndkanten, Astrid skyndte sig hen.
Hey, det er farligt! Hvor er din mor?
En mørkhåret pige dukkede op, tydeligt træt, indadvendt. Drengen søgte straks trøst hos hende.
Emil var på vej op på brønden, jeg…
Tak, sagde pigen stille, tog ham i hånden og gik.
Var det virkelig Mads søn? Følelsen af afstand, frygten for at kunne elske andres barn det krøllede sig sammen i Astrid.
Senere kom Mads mor, Britta, grædende. Fortalte, at Emil var knyttet til nabopigen Lone, og at Lone elskede Mads. Astrid følte sig beskyldt, forstyrrer du nu deres liv? Hun følte sig og blev kaldt skurken, selvom hun selv følte sig svigtet af Mads.
Mads tryglede om, at hun skulle blive, ikke rejse. Han stod på Odense Banegård i skovmandsskjorte og triste øjne, lod hende gå. Sådan huskede hun ham gennem årene.
Græd i kupéens mørke på vej tilbage til Kasper.
Sådan gik hendes praktikophold på Fyn.
Ungdommen heles dog. Hun blev gift, levede det forudsigelige familieliv.
**
Hun sank sammen på forsædet, prøvede at finde undskyldninger for sit slidte ydre. Han måtte da kunne kende hende.
Eller var hun forandret? Blev lidt kraftigere, tørre læber, fjollet jakke, tørklædet…
Hvor mange år? Seksten. Ja, seksten år.
De sagde ikke noget i begyndelsen.
Vejret altså, sagde hun, da en modkørende sendte en sky af vand efter dem.
Ja, herinde i byen Udenfor er der mønster og rene veje.
Bor du derude?
Frem og tilbage hele tiden. Arbejde dér løfter på varer og varer.
Tak fordi du kørte mig. Min venindes bil brød sammen, ellers plejer jeg selv at have bil. Jeg betaler selvfølgelig
Han så på hende. Et genkendeligt, alvorligt blik. Hun vidste nu, at han genkendte hende.
Hej, sagde hun lavt.
Hej Astrid!
Så du huskede mig Jeg troede, du havde glemt.
Nej, svarede han, øjnene seriøse mod vejen.
Inden i Astrid brændte det uventet varmt fra minderne hans stemme, hænder, blik. Hun tog det varme tørklæde af.
Hvordan går det, Mads? spurgte hun, lidt hæst.
Han tav et øjeblik, syntes også ramt af fortidens chok.
Mig? Det går bager og forretning og marked. Du ved, tiden.
Arbejder du stadig i skovdistriktet? Spurgte hun, forsøgte smalltalk.
Nej. Det blev nedlagt, da det hele ændrede sig. Jeg har eget nu.
Din egen gård? spurgte hun, huskede at han havde svin og solgte kød.
Gård, firma, detail slagtervarer.
Alle handler nu.
Nu huskede Astrid pludselig, at hun havde set Mortensen skrevet på etiketten på nogle pølser. Dengang smilede hun bare, tænkte det var tilfældigt.
Vent. Så Mortensens kødpålæg er det dig?
Kan man sige. Ikke god nok? spurgte han med et blyt smil.
Nej, slet ikke, min mor kører efter det. Utroligt det havde jeg ikke set komme.
Han forklarede, nærmest undskyldende.
Det begyndte småt. Udvidede gården, kød nok, folk uden arbejde. Så voksede det. Byggede fabrik og nu også butikker.
Stærkt arbejder du alene?
Jeg er ejer, men det tager et hold. Mange gamle kolleger fra Vissenbjerg arbejder med. Vi har bredt os ud.
Astrid blev lidt flov over denne kontrast. Hun uldne bukser og filttøfler, engang Byens Dame. Han begyndte som landmand, nu var han forretningsmand.
Og din søn?
Han smilede.
Tre faktisk.
Tre børn?
Ja, tre drenge. Hvad med dig?
En søn, en datter, svarede hun, tørrede sveden væk fra panden.
Emil er i forsvaret, har været udsendt. Vi var bekymrede, Lone blev gråhåret. Men til foråret er han hjemme. Den mellemste går på teknisk skole, den lille på femte klassetrin.
Lone så han blev gift med hende.
Astrid havde mest lyst til at forklare, hvor meget hun fortrød at hun rejste dengang. Så mange gange havde hun ønsket, hun havde valgt anderledes.
Kasper viste sig at være en dårlig mand. Først gik det, han blev ingeniør, de flyttede til Assens, fik et godt job og tjenestebolig. Men han begyndte at drikke, blive arbejdsledig, boligen røg. De måtte flytte hjem til hans mor, og senere rejste han. Svigermor var ikke til at være hos.
Astrid kunne ikke længere. Hun blev skilt og flyttede hjem til sin egen mor, faderen var død.
Hun ville gerne fortælle Mads det hele. Men hun sagde:
Min ældste går i 10., datteren i 8. Tiden flyver.
Ja, det gør den.
Tavshed. Det allervigtigste ville de udtale, men troede kun de selv tænkte på det.
Astrid følte en smerte af skyld overfor Mads. Men så huskede hun hans grædende mor, Lone det var jo dem, hun gav plads til. Dengang var hun bare såret og stolt.
Og med dig? spurgte han.
Mig? Jo, som du ser. Jeg blev fyret. Prøver selv at stå for det nu, hun rettede på håret. Det er hårdt alene.
Og Kasper?
Du kan huske hans navn?
Jeg var jo din kæreste. Kørte endda bag ved jeres bryllupsfølges bil hele vejen, som en tåbe.
Hvad?
Tante Inger fortalte mig det dagen før brylluppet. Jeg kørte bare. Du var så lykkelig, jeg ville ikke forstyrre. Kørte hjem og friede til Lone.
Åh Gud… hvis jeg havde vidst
Jeg ødelagde det heldigvis ikke. Du så lykkelig ud.
Måske et bryllup for en kvinde er specielt. Det varede bare ikke. Efter fem år flyttede jeg hjem til mor med børnene.
Det gør ondt, sagde han, nikkede.
Jeg har lært at klare mig. Børnene har det godt, de gør det flot. Jeg måtte begynde som kræmmer i støvler på markedet men endnu går det.
Hun ville vise ham, der stadig var styr på tingene, selv om hun ikke havde lavet et forretningseventyr ud af det.
Mads sad og lyttede, rynken mellem brynene voksede.
Og din familie? Hvordan har Lone det?
Han trak på skuldrene.
Hun? Det går. Hun bager brød.
Selv?
Først selv, nu har vi Møllebageriet. Butik og bageri.
Astrid huskede det lille bageri, hvor hendes veninde rådede hende til at købe brød. Ejerinden havde været frisk, kort hår, lille og kvik, i hvid jakke med rosa tørklæde. Nu gav det hele mening.
Vi er fremme snart, ikke? de nærmede sig hendes adresse. Astrid vågnede op, færdig med at tænke i fortid.
Næste blok.
Men Mads stoppede, sprang ud.
Hun så forundret til, da han løb hen til blomsterkiosken, kom tilbage med en kæmpe buket hvide krysantemum, som han lagde i hendes favn.
Astrid stirrede på blomsterne de hvide blomster flød sammen, hun gned øjnene for tårer. Hun havde jo sagt, hun var stærk.
Så bar han poserne op, fulgte hende hele vejen til hendes opgang med graffiti på væggene; hun gik forvirret, klyngende til blomsterne.
Kommer du ind? Det var næsten lettere hvis han sagde nej lejligheden var ikke ryddet, der var poser overalt, hendes mor var hjemme og begyndte straks med spørgsmål.
Men alligevel bare han ville se, og forstå, og måske have ondt af hende
Nej, Astrid, jeg må videre. Der er så meget. Han tog hendes håndled, holdt det et øjeblik, nærmest et farvel.
Så var han væk, forsvandt ned ad trappen.
Skulle hun stoppe ham, kalde på ham, fortælle alt?
Astrid, der stod i opgangen, indså, at det var sværere for ham end for hende. De ville ikke ses igen, og det gjorde næsten det hele lettere.
Hun slæbte poser ind.
Moren stod klar i døren spørgsmål, indkøbsliste, rygter fra familien. Astrid hørte slet ikke efter, mærkede stadig Mads hånd på sit håndled. Hun tog støvlerne af, satte dem ved radiatoren. Gjorde alt mekanisk.
Mor traskede omkring med nyheder; mærkede ingenting.
Først da Astrid havde skiftet tøj og sad ved spisebordet, spurgte hun Mor, kan du huske jeg fortalte om ham fra min praktik på Fyn? Ham, landmanden, der engang var vild med mig?
Jo, det kan jeg da.
Jeg har mødt ham i dag.
Hvor?
Det er ligegyldigt. Produktet Mortensen, du roser så højt det er hans. Hans kone ejer Møllebageriet.
Mor standsede med kaffekoppen i hånden, smerten blinkede i øjnene. Så satte hun langsomt koppen, lo lidt, Men vælger man skæbne? Hvis man kunne, ville folk slås om den.
Astrid fik ondt af sin mor.
Det går jo, mor. Jeg solgte to habitter og tre jakker i dag. Det skal nok gå! Lad være med at bekymre dig.
Ja, sådan er det jo. Man ville gerne vide, hvor man falder, så man kunne lægge halm ud
Kort efter kom Astrids søn hjem. Høj, stærk, alvorligt blik. Nu så Astrid endnu tydeligere, at han lignede sin far.
Og som hele familien havde troet, at et barn på tre kilo kunne være syv-måneders? Men alle troede på hende, ingen var i tvivl. Astrid havde aldrig været letsindig.
Han satte sig ved bordet.
Mor! Du må ikke blive gal. Jeg har fået job i rideklubben skal passe hestene. For timeløn. Det går ikke ud over skolen, jeg lover det!
Astrid sukkede. I går ville hun måske have gjort indsigelser. I dag
Bare gør det, Anders. Du er voksen nu. Alt arbejde er ærefuldt og det er penge, du kan bruge. Jeg siger ikke nej.
Han grinede og begyndte at spise, og så på hende undrende noget havde ændret sig hos hende. Men hvad? Det var rart, den nye tillid.
Astrid kunne ikke falde i søvn senere. Hun græd ikke, sørgede ikke. En sær ro var over hende.
Hun så på de hvide krysantemum, tænkte på livet, på mødet i dag, på at de begge måtte videre hver for sig.
Deres vej havde én gang delt hendes liv før og efter Mads. Nu igen, samme følelse.
Der ventede stadig overraskelser, strømninger, mulighed for ny lykke. De ville ikke ses mere, men alligevel var båndet der.
Alt sker af en grund.
Dagens møde var hendes påmindelse om noget vigtigt.
