Et tilfældigt møde
Fjederjakken varmet kun nedefra. Fyldet havde samlet sig i bundet, og øverst lignede den nu mest et tyndt regnslag, gennemblæst af kolde vinde. I det mindste havde hun uldne bukser og hjemmestrikkede sokker med gummistøvler, og et uldtørklæde trak hun op over skuldrene via ærmerne, så hun ikke skulle fryse.
Den bil, som Tine, hendes veninde fra markedspladsen, havde lovet at skaffe, dukkede aldrig op. Nu stod de, omringet af store tasker, og forsøgte at praje en bil. Deres oppakning kunne nok dårligt være i én bil, så de skiltes – hver gik sin egen vej.
Dengang Signe stadig arbejdede for sin chef, var alt lettere. Men pengene var ikke tilstrækkelige hun forsørgede to børn alene. For nylig var hun, efter opfordring fra Tine, begyndt at tage selvstændige ture til Tyskland for at købe varer til videresalg.
Pengene blev færre og ikke flere, og flere problemer fulgte med varerne var endnu ikke solgt. Nu var hun nødt til om morgenen at tage varerne med til loppemarkedet og hver aften igen slæbe dem op til fjerde sal, tur efter tur, med mindre sønnen var hjemme og kunne hjælpe.
For nylig havde hun endnu sunget højt med på “Vi kræver forandring”, men nu var forandringerne trængt grimt ind i hendes liv virksomheden, hvor hun havde arbejdet, var lukket, og hun var blevet fyret. Hendes mand var “forsvundet” for længe siden, og Signe havde intet andet end at begynde at handle med varer selv om hun altid havde ment, at hun absolut ikke var skabt til handel.
Nu stod hun ved vejen, blandt sjap og sne, i grunden stadig en ung kvinde, men læberne var sprukne, kinderne blussede fra al den tid på det trækfulde marked, og øjnene løb i vand.
Bil efter bil susede forbi, sprøjtende hende med gråt snesjap. Signe undgik at se på skidtet, hun så kun op mod tagene og træerne, hvor sneen stadig var ren og hvid. Der er nok af grå sjap i livet, tænkte hun, bedst ikke at kigge efter det.
Endelig standsede en temmelig snavset bil ved hende, hun vinkede med hånden.
Kan De køre mig til Nørrebrogade for en rimelig pris? spurgte hun ud i den åbne dør, og stivnede brat.
Hun genkendte ham med det samme. Som om tiden ikke var gået. Han var stort set uforandret, måske endda flotte. Det samme alvorlige og lidt hemmelighedsfulde blik, let løftede bryn, et svagt smil.
Mens hun stod der og forsøgte at fatte sig, kom han ud, hurtigt stuvede hendes tasker ind i bagagerummet.
Hun dumpede ned på forsædet, rettede på tørklædet og begyndte at finde på undskyldninger parat til at forklare, hvorfor hun netop i dag så så slidt ud. Han måtte jo også have genkendt hende. Eller
Så mange år. Hvor mange?
***
Da var hun 22. Hun var sendt til praktik i et gammelt skovdistrikt på Fyn. I Odense ventede hendes forlovede, Mathias. Alt gik efter planen: praktik, eksamen, bryllup.
Kan tre måneders praktik ændre noget? Næppe…
Hun boede hos en ældre dame, Greta, der også arbejdede i skoven og tog sig af sin døve svigerfar. Signe, som altid var udadvendt, blev hurtigt gode venner med Greta og hjalp til i huset.
En dag fik svigerfaren et ildebefindende. Hun løb efter hjælp, men naboerne var ikke hjemme. På vejen kom en traktor hun vinkede. En ung mand sprang ud: høj, mørkhåret, alvorlige øjne.
De løb sammen ind, han tog den gamle op på armen og lagde ham i traktoren, Signe fløj med. Ville det mon gå godt?
De nåede frem til sygeplejersken, og straks efter kom ambulancen. Manden Jonas, viste det sig kørte også med videre, sammen med Signe.
Først da den gamle var i trygge hænder, begyndte de at tale rigtigt sammen.
De arbejdede i samme organisation og boede nær hinanden. Jonas. Men det var sent, og ambulancen ville ikke køre dem tilbage til den fjerne landsby igen ad skovvejen.
Kom. Min vens mor bor ikke langt herfra. Vi kan overnatte i morgen er der nogen, der kan give os et lift.
Hun mærkede hurtigt, at Jonas var en ordentlig fyr, men var alligevel lidt forsigtig.
Nej, jeg sover i venteværelset. Hent mig i morgen, okay?
Skal du sidde på de hårde stole? Bare rolig, Grethe er sød, og huset stort jeg sover i skuret med min ven.
Hun overgav sig, og han havde ret. Hun sov som en sten i en blød, høj dyne, til Grethe vækkede hende gæstfrit næste morgen.
Grethe fortalte, over morgenkaffen, at Jonas havde haft en kone, som var løbet sin vej og havde efterladt ham med sønnen. Jonas var arbejdsom, havde svin, solgte kød, byggede nyt hus. Grethe roste ham højt, for hun mente tydeligvis, at Signe havde fået øje på ham.
Signe smilede bare. Nej, hun havde en kæreste snart færdig ingeniør, ung og lovende. Hun skulle selv nå langt, og skilte mænd med børn pegede hende ikke. Men pludselig begyndte hun at se Jonas overalt i skoven, i kantinen, på gaden. Greta kendte ham, og sammen hentede de den gamle hjem fra hospitalet.
Jonas kan godt lide dig, sagde Greta med et smil, Jeg har spurgt, og han blev helt rød. I klæder hinanden.
Nej, jeg har Mathias.
Han er kun forlovet, sagde Greta, Jonas er en solid fyr. Han har startet et svineri, køber maskiner, sønnen er dejlig mangler kun en mor.
Signe mærkede hjertet slå hurtigere. For hun søgte også Jonas med øjnene, hvor hun kom frem. Stærk, rolig, maskulin hans tilstedeværelse kunne mærkes langt væk. Og alle viste ham respekt.
Spørg Jonas, sagde de andre mænd, når der var tvivl.
Signe selv var et særsyn i landsbyen høj, rank, i sin lyse frakke, slet ikke vant til den mørke mudrede marts på landet. Hun syntes at svæve over sølet, og mændene holdt op med at bande, når hun gik forbi.
“Frue, Deres Majestæt. Hvordan har De fundet på at tage herud?”
Vent, Signe, jeg kører dig.
Det var regn, men kun et par minutter til landsbyen. Hun gik hen til Jonas traktor.
Hvem passer din søn i dag? for Signe var en mand med barn en voksen mand.
Kald mig bare Jonas. Sønnen er hos min mor, vi har også hjælp af naboen. Han vokser
Hvad hedder han?
Mads, svarede Jonas, øjnene lyste, Lynhurtig, man skal se efter ham hele tiden. Min mor klager altid, han så på Signe, Kan du ikke lide det herude?
Jo … det er fint.
Vent bare, det tørrer snart, så kommer alt det grønne. Her er skønt, og så er der åen gad vide om gadelyset dog snart virker igen. Men det får vi ordnet.
De kørte i den mørke gade. Kommunen havde slukket gadelyset for at spare. Jonas sagde “det ordner vi” han følte ansvar for hele byen.
Hun forstod det ikke dengang ansvar er den vigtigste egenskab ved en mand.
Jonas begyndte at komme forbi, kløvede brænde, kørte medicin hjem. Hun modsatte sig sine følelser.
Hun kunne ikke forestille sig livet her. Egentlig var der ikke meget i byen, bortset fra Mathias og bryllupsplanerne. Hun tænkte, hvor ondt det ville gøre Mathias, hvis hun fandt sig en ny og hendes mor ville aldrig tilgive det. En fraskilt mand, svineavl … og Signe, familiens håb.
Om aftenen, når kun vinden og hundenes gøen hørtes ude, forsøgte hun at forestille sig livet med Jonas. Han ville elske hende, sætte pris på hende, være taknemmelig, hvis hun blev mor for hans barn. Og engang skulle de få deres egne som ville ligne ham.
Men det forekom hende umuligt. Hun havde Mathias, der allerede havde købt ringe. Hans mor sparede op til bryllup, hendes forældre det samme. Man kan da ikke skuffe dem?
Men hendes følelser voksede, forårets stemninger forvirrede hende.
Nu følte Signe, at hun aldrig havde elsket Mathias, men elskede Jonas. Det, at kærestens venten i byen gjorde det hele mere dramatisk, og det gjorde følelserne stærkere.
En aften, grebet af dramaets tryk, begyndte hun nærme sig Jonas selv. Var det et farvel til fortiden eller til hendes nye kærlighed? Han modsatte sig først, men til sidst lod han det ske. Det var hendes første gang men smukt, og hun fortrød ikke.
Hun tog dog ikke den endelige beslutning var det dumhed, naivitet, eller bare ingen erfaring?
En dag, ved brønden, stod hun over for en dreng, der klatrede faretruende op på kanten. Hun greb fat:
Du må ikke! Hvor er din mor?
En pige kom løbende lidt usikker, grå, trist. Drengen satte i gråd, pige tog ham i hånden og så på Signe:
Jeg så ikke efter ham, undskyld.
De gik op ad vejen, og Signe tænkte: Mads? Er det Jonas’ søn? Pludselig blev Signe igen i tvivl. Sådan en fremmed dreng der skal man vænne sig til.
Senere kom Jonas mor, Ellen: Hun sagde, at Mads var vant til nabopigen, som elskede Jonas og gerne så ham gift med hende. Nu var Signe pludselig uvelkommen den, der ødelagde en andens chance.
Signe blev overrasket og fornærmet hun havde ikke set sig sådan. Hun havde selv følt sig svigtet men nu var hun årsag til nogen andens smerte.
Jonas bad hende blive, tryglede hende Ellen og nabopigen fablede bare. Men Signe var vred og hørte ikke, hun ville hjem til sin egen historie i byen.
Hun så ham for sig på perronen, ternet skjorte, store skuldre, rynket pande, slukket blik. Det billede fulgte hende længe.
Hun græd til togenes rytme.
Sådan endte tre måneders praktik.
Men ungdommen heler. Livet gik videre, hun blev gift med Mathias, stiftede familie.
**
Hun dumpede på forsædet, rettede på tørklædet og begyndte at finde forklaringer på sin tilstand i dag. Han burde kunne genkende hende.
Eller så meget var der ændret. Hun var større, læberne sprukne, vinterjakken underlig, tørklædet …
Så mange år?
Sexten. Ja, seksten år.
Lang tid sad de tavse.
Sikke et vejr, sagde hun, da en modkørende bil sprøjtede vand.
Det er kun her i byen. Udenfor er der rent, og forbløffende ryddede veje.
Bor du derude?
Ja, pendler frem og tilbage. Arbejde og alt det.
Tak, du gad samle mig op. Jeg har ellers bil, men i dag svigtede den. Jeg skal nok betale…
Han så på hende, det samme hemmelighedsfulde blik, nu en smule fortørnet, og hun forstod han havde genkendt hende.
Hej, sagde hun stille.
Hej, Signe!
Du kunne kende mig? Jeg troede ellers, du havde glemt mig for længst.
Ikke glemt, hans alvorlige blik vendt mod vejen.
Under ribbenene sneg sig en gammel følelse frem hos Signe hans stemme, hænder, blik. Hun tog hurtigt tørklædet af.
Hvordan går det så, Jonas? fik hun frem.
Han holdt en pause, som om han også skulle ryste fortiden af sig.
Tja, ikke så tosset. Har fået det til at hænge sammen det er jo sådanne tider. Du har også fået nok at se til.
Er du stadig i skovbruget? spurgte hun med et smil, ville tale om fælles bekendte.
Nej, slet ikke, smilede han, Det lukkede under krisen. Jeg er selvstændig nu.
Det er nok det bedste. Har du stadig gård og dyr? hun kom i tanker om svineavlen.
Både og. Gård, firma og forretning mest kødvarer.
Alle handler nu
Der faldt det hende ind, at hun ofte havde set navnet “Jonas Kristiansen” på etiketter. Hun lo af tanken om, at det måske var ham.
Vent … er de pølser og frikadeller fra “Kristiansen” dine?
Det kan man godt sige. Smager de ikke godt? spurgte han med et trist smil.
Jo, svarede hun overrasket, Min mor køber dem helt specielt. Det havde jeg ikke troet.
Han forklarede, lidt undskyldende over sin succes:
Vi startede småt, udvidede svineavlen. Der var mange uden job, og så voksede det. Nu har vi fabrik og butikker i hele regionen.
Flot. Driver du det helt selv?
Team men jeg står for det. Det kan jo ikke klares af én. Mange fra landsbyen er med.
Signe følte sig pludselig lille i sin slidte vinterjakke, gummistøvler, hun der engang var byens fine dame, mens Jonas, landmandens søn og traktorchauffør, nu var en driftig forretningsmand. Det var som om, de havde byttet roller.
Hvordan går det med din søn?
Jonas smilede.
Jeg har tre nu.
Tre børn?
Ja, tre drenge. Hvad med dig?
En søn, en datter, svarede Signe.
Mads er i forsvaret, han har været udstationeret, vi var nervøse. Min kone, Gitte, blev helt grå. Men han kommer hjem til foråret. Mellemste i teknisk skole, den yngste i femte klasse.
Gitte… så han havde giftet sig med nabopigen.
Nu havde hun lyst til at sige, hvor mange gange hun fortrød flugten dengang især nu, hvor hun sad over for ham. Mathias havde vist sig uduelig som mand. Til at begynde med gik det, job som ingeniør, de flyttede til Jylland, fik tjenestebolig. Men siden begyndte han at skændes, skifte arbejdet, drikke. Til sidst blev hun skilt og flyttede til sin mor. Faren var død, og Signe havde ingen anden støtte.
Hun havde så gerne villet fortælle hun var blevet klogere, havde fortrudt… Men det, der kom ud, var:
Min ældste er i tiende, datteren i ottende. Tiden flyver.
Ja, det gør den.
De sad tavse. Begge havde lyst til at betro sig, men ingen gjorde det.
Signe følte sig skyldig over for Jonas. Men hun huskede på Jonas mor og Gitte havde hun ikke netop skånet dem?
Er du okay? spurgte han.
Mig? Jo … jeg blev fyret, arbejder nu for mig selv, hun skubbede hårstrå bag øret, Men det er hårdt alene.
Hvad med Mathias?
Husker du ham? Sikke noget.
Jeg så dig som brud jeg fulgte jeres bryllupskortege hele vejen til restauranten.
Hvad?
Ja, jeg fik det at vide af Greta. Jeg tog bilen, ville se dig men da jeg så dig, lykkelig, smuk, blev jeg væk uden at sige noget. Gik hjem og friede til Gitte.
Åh… hvis jeg havde vidst det , hun sad træt og forundret.
Ellers ville jeg bare have gjort det hele værre. Nej, du var så lykkelig og opfyldt.
Det var jeg måske for en tid. Fem år efter blev jeg skilt og flyttede hjem til min mor med børnene.
Ærgerligt, han nikkede.
Jeg har lært at klare mig. Børnene har det godt, storebror vil gerne læse medicin næste år. Jeg handler lidt på markedet det er hårdt, men det går. Mit sted er godt, hvor folk kommer jeg hænger fast.
Hun fortalte alt for at vise, at hendes liv ikke var så sørgeligt. Ikke alt var galt, trods alt.
Jonas sad stille, med en bekymret fold mellem brynene.
Hvad med dig? Hvordan går det med Gitte?
Han trak på skuldrene, tankerne flakkede.
Gitte? Det går fint. Hun bager.
Brød? Selv?
I starten ja nu har hun “Den Danske Ovn”, butik og bageri.
Kender den godt. Jeg har været der én gang. Så det er…
Ja, hendes sted. Jeg byggede det til hende, fordi hendes brød var populært.
Pludselig huskede Signe det. Hun havde engang set Gitte, lille, lys, i smart frakke bag disken og havde undret sig over, hvor den unge kvinde havde fået så meget succes.
Det er her, ja? de nærmede sig hendes adresse.
Næste blok.
Jonas standsede bilen, sprang ud, løb over til blomsterhandleren på hjørnet og kom tilbage med en stor buket hvide krysantemum. Han lagde dem i hendes fang, blandt de grå strikkede benklæder.
Signe så på blomsterne, og de hvide hoveder fortonede sig i hendes blik; hastigt tørrede hun tårer væk hun havde jo lige sagt, at hun var stærk.
Han hjalp hende med taskerne op til lejligheden opgangens vægge fulde af graffiti. Hun trykkede blomsterne ind til sig.
Kommer du med op? mest for at blive afvist, for der var rodet, varer overalt, og hendes mor hjemme med mange spørgsmål.
Det ville have været skønt, hvis han sagde ja så ville han have set og forstået og måske taget hånd om hende …
Nej, Signe, jeg skal videre. Har meget om ørerne, han tog hendes håndled, holdt fast et par sekunder, som om han sagde farvel.
Så løb han hurtigt ned ad trappen.
Skulle hun kalde på ham? Fortælle alt?
Signe indså han havde det sværere end hende. Han tog afsked, de ville ikke ses mere. Pludselig blev hun roligere ved tanken.
Hun slæbte tasker ind. Hendes mor stod allerede i døren: spørgsmål, problemer, brok men Signe hørte det ikke; hun mærkede stadig Jonas hånd på sit håndled. Maskinelt pillede hun gummistøvlerne af og satte dem på radiatoren.
Senere spurgte hun moren, i det de sad over kaffe:
Kan du huske, før brylluppet, jeg fortalte om ham, jeg mødte på praktikken, Jonas?
Noget, jo. Hvorfor?
Du sagde, at jeg ikke skulle gifte mig ud på landet og holde grise.
Rigtigt nok. Så var du endt i møg.
Jeg mødte ham i dag.
Gjorde du? Hvor?
Det er lige meget Hans varer, dem du er så glad for, er hans. Hans kone ejer “Den Danske Ovn”. Sådan blev det.
Moderen satte koppen langsomt fra sig. Noget såret gled over hendes blik. Et øjeblik stilhed, så sagde hun:
Men man vælger jo ikke sin skæbne. Hvis man kunne, ville alle slås for den.
Signe fik ondt af sin mor.
Det går, mor. Jeg solgte to sæt tøj og tre jakker i dag. Vi klarer os. Lad være at ærgre dig!
Sådan er det. Hvis man bare vidste, hvor man ville snuble, så kunne man lægge noget blødt ud.
Snart vendte hendes søn hjem. Høj, rank, alvorlige øjne Signe så nu endnu tydeligere ligheden med faderen.
Hvordan havde hele familien troet, at hendes søn var syv måneder gammel og vejede tre kilo ved fødslen? De troede hende Signe havde aldrig været letsindig.
Han satte sig.
Mor, du må ikke blive vred jeg har fået arbejde i rideklubben. Hjælper med hestene, og bliver betalt. Det går ikke ud over skolen, lover jeg
Signe sukkede. Dagen før ville hun have været imod. I dag
Det er i orden, Jonas. Du er gammel nok. Alt arbejde er ærværdigt. Du får brug for pengene. Jeg er ikke imod.
Han smilede lettet, øste op noget var forandret i hans mor, uden han helt forstod hvad. Men det føltes godt.
Signe kunne ikke sove. Hun græd ikke, var ikke trist et mærkeligt sindelag havde grebet hende.
Hun betragtede de hvide krysantemum, tænkte over livet og dagens møde: nogle gange må man gå ind i en ny fase, hver for sig. Deres møder havde delt hendes liv i to, først og nu igen. Forude ventede stadig overraskelser og muligheder for begge.
Alt sker af en grund.
Dagens møde var givet hende for at forstå netop dét: Livet bringer ikke altid det, vi drømte om, men et hvert valg giver erfaring, og vi må tage vare på det, vi har og tage imod forandringerne, som kommer.
