Jeg vil leve, Anders!
Jørgen, Jørgen, hvad sker der med dig?
Sygeplejersken Nanna greb fat i ærmet på kirurgen. Men hun kunne ikke holde ham tilbage, han lænede sin pande mod væggen, lod skuldrene falde og tav.
Nanna tænkte, stolt på hele personalets vegne, hvor meget lægerne ofrer sig, arbejder til de næsten besvimer! Men ingen værdsætter det alligevel. Patienten, Jørgen netop havde opereret, ville aldrig vide det.
Jørgen, er du okay? Jeg henter straks …
Det er ikke nødvendigt, sagde han, trak sig væk fra væggen og vaklede hen mod personalestuen. Før døren vendte han sig om mod den, nu forskrækkede sygeplejerske. Det er fint, du skal ikke bekymre dig.
Jørgen sank tungt om på den slidte sofa og lagde sig. Om det virkelig var fint? Det var ikke første gang, han fik disse mærkelige svimmelhedsanfald. Mon det bare var udmattelse? Mest sandsynligt.
Engang havde han jo rigtige fridage. Rigtige weekender, hvor han kunne slippe sygehusets summen, tage konen i hånden og spadsere med børnene i Fælledparken.
Men nu … Når alle læger løb mellem tre sygehuse, var der ikke meget at gøre. Især nu, hvor Jørgen var gift igen. Hans kone var yngre, børnene i folkeskolen, udgifterne løb op … Og så var der også det der med bilen den stod for udskiftning.
Men det var egentlig ikke det vigtigste. Det væsentlige var, at Jørgen var blevet vant til at være eftertragtet, drømme om at være den bedste, længes efter kollegers anerkendelse og lægelige sejre… I tyve år havde han fået det hele. Patienterne rev ham nærmest ud af hænderne på hinanden, kollegerne respekterede ham, han blev kontaktetinviteretfik godt betalt.
Poul, han ringede til narkoselægen, Er Linea på arbejde i dag?
Hej, Jørgen. Ja, hun er på vagten.
Allerede sidst på dagen lå Jørgen i MR-skanneren. Han forsøgte at overdøve de metalliske lyde med klassisk musik i hovedtelefonerne, men frygten sivede ind alligevel. Et sekund, og han havde trykket på alarmknappen, bare for at blive trukket ud af den hjerteknusende tromle. Han måtte distrahere sig. Hvad skulle han dog tænke på? Hvilket godt minde havde han tilbage?
Erindringen travede ned ad en vindeltrappe i fortiden. Anden ægteskab En kirurg, familiemand, hun hans datters skolelærer.
MR-apparatets rytmiske hakken kvalte de sidste rester af positive minder i det kapitel. Arbejde-hjem-arbejde. Første ægteskab var værre endnu grim skilsmisse, kun bitterhed.
Studietiden? Ja, de første fire år!
Og så drejede mindet Jørgen væk fra den metalliske larm og bar ham tilbage: arbejdsture, kammerater, Mette fra kantinen, som alle var vilde med…
Jørgen, Viktor og Anders tre medicinstuderende venner, mødtes da de søgte ind. København var fremmed, og de boede på kollegium.
Anders et par tykke briller fra en by i Jylland, lidt naiv, men med en stærk, stille karisma. Man nød bare hans ro, hans blå, dybe øjne bag glasset.
Anders havde en utrolig hukommelse. Kunne alle eksamenspensum udenad, svarede på alle spørgsmål.
Viktor helt modsat. Storbondeknægt fra Nordjylland, høj, bramfri og altid snakkende. Han bekymrede sig hele tiden om eksamenerne, netværkede på hele gangen, skrev små snydelapper, mere end han læste.
Jørgen var selv nervøs, bange for ikke at komme ind. Han forundredes over Anders’ begavelse og Viktors frimodighed. Men det var kun Michael den fjerde mand på værelset der dumpede. De tre blev venner for livet.
Første studieår fik de ingen kollegieværelse. Anders’ mor, Alice kærlig og energisk kom til byen, fandt dem en lejlighed.
Gud velsigne jer, drenge! Opfør jer nu ordentligt, sagde hun, mens hun ordnede det sidste og efterlod fryseren fuld til en måned.
Hold da op! Din mor er god, Anders! Hvad laver hun?
I bogholderiet i kirken, mumlede Anders med munden fuld.
Hvad? de gloede forbløffede.
Hun sælger stearinlys om søndagen og hjælper til …
Så hun er religiøs?
Selvfølgelig, og det er jeg også.
De kastede et blik på ikonerne i vindueskarmen.
De der …? Jeg troede, Alice glemte dem.
Nej, hun efterlod dem, Anders talte stille, men rettede sig pinligt, Til mig.
Viktor talte altid før han tænkte:
Er I tossede? Medicinstudie og sådan noget pjat? Vil I have Gud til at hjælpe jer med eksamen …?
Lægen helbreder kroppen, Gud sjælen, sagde Anders stille.
Religion diskuterede de sjældent. Ane så kun at Anders altid slog korsets tegn; han gjorde det beskedent uden fanfare. Han holdt sammen på dem, slukkede gnister i konflikter mellem impulsive Viktor og stædige Jørgen.
Små praktiske ting rørte ham ikke. Når Viktor og Jørgen blev sure over rengøring, greb Anders bare kluden og vaskede gulvet.
Er det besværet værd at hidse sig op? Så meget nemmere bare at vaske …
De andre hjalp til, lidt flove.
Måske havde Gud fået Anders, eller måske vice versa, men Anders klarede første eksamen bedst. Latinen sad i hans hoved som var den modersmål. Han var den slags uundværlig tråd, der holdt dem sammen.
Og så var det Anders, der først blev forelsket. Valgt som tillidsrepræsentant, mødte han der sin skæbne Katrine. Lidt hurtigt tempereret, venlig og med sort pandehår. De gik hånd i hånd fra andet studieår.
Viktor, trods bondebaggrund, blev en flittig praktikant. Allerede i andet år arbejdede han i akutmodtagelsen, blev bemærket for sin omhu af lægerne, fik lov at lave komplicerede procedurer.
Jørgen var sej og stabil. Ikke nogen stjerne, men elskede medicin, ville blive en dygtig læge.
***
MR-maskinen spyttede Jørgen ud i dagslyset. Han stirrede længe ud, trak vejret ind som havde han været under vand. Hvorfor denne pludselige klaustrofobi?
Linea kom ind, fjernede udstyret fra hans hoved.
Nå, hvad har vi, Linea? Har du kigget?
Lige om lidt lægen er ved at skrive svaret. Kom ind om lidt, jeg ringer men hendes øjne flakkede. Var hun træt? Helt sikkert.
Jeg henter svaret i morgen. Jeg vil bare hjem.
Men inden han nåede ud af afdelingen, kom Linea med svar, cd og billeder.
Jørgen, du kan se det. Men få en erfaren øjne på det. Tal med Kjeldsen. Han ved besked.
Jørgen så på svaret, lod billederne glide over skærmen med følelsen af, at det var patientens hjernesvulst og ikke hans egen. End ikke i bilen hjem forstod han det. Han nægtede at tro det. Det kunne bare ikke ske for ham.
***
Niels Kjeldsen var hjernespecialist på hospitalet.
Jeg kunne pakke det ind, men du, Jørgen, du er jo også kirurg. Hvad skal jeg sige. Det står sort på hvidt
Skal jeg dø?
Nå, men sig mig, hvad er det for et spørgsmål? Du ved lige så godt som jeg, det ligger i kirurgens og Gud herrens hænder.
Det føles uvirkeligt. At det er mig. Jeg skulle have været til Lægedagene i Odense, hele familien skulle med, ferie… Nu hvad ville du gøre, hvis du var mig?
Jeg ville tage til Odense. Ikke for at slappe af, men for at tale med Troels Romstrup. De er fremme i skoene. Statistisk de bedste. Dog…
Men?
Han opererer ikke længere selv. Men hans folk kan deres kram. Der er ventetid, et år eller mere. Men du skal bruge netværket. Du kender jo alle i branchen …
Jørgen lod sig opsluge af arbejde. Opererede, lavede diagnoser, skrev journaler. Hans smerter var små lidt svimmelhed og træthed. Han medicinerede sig.
Han undersøgte veje ind til Romstrup. Det var svært at få tid.
Tiden kom, hvor han måtte fortælle det til konen, Gitte sørgede straks for at pakke til Odense.
Gitte, jeg skal alene til Odense.
Hvad?! Hvordan det? hun stoppede midt i at folde en bluse og så såret på ham. Er du vanvittig? Hvad med børnene?
Det er ikke for hygge. Jeg skal have behandling. Jeg har en tumor i hjernen, det sidste sagde han langsomt, og blev selv overrasket over at sætte ord på det. At sige det var det samme som at acceptere det.
Gitte så på ham, tårer i øjnene.
Gud, nej Jørgen! Det menes ikke Men jeg tager med dig.
Ikke endnu. Operationen er ikke på plads. Jeg tager bare af sted for at vente i kø… måske sker det ikke med det samme.
Er det virkelig så slemt? hun satte sig hos ham Fortæl mig alt.
Og som et barn fortalte Jørgen alt, snøftede og snublede i ordene. Tanker, gætterier, undersøgelser… Om livet, håb…
Gitte sad stille, flettede blusen, så alvorligt til ham. Han var lettet over at kunne åbne hjertet. Sådan fortrolighed havde der aldrig været i første ægteskab.
***
Jehovas Vidner nægter ofte blodtransfusion ud fra bibelcitatet: Men kød med dets sjæl, det vil sige med blodet, må I ikke spise.
Fjerde studieår. Forelæsning.
Præster taler imod transplantation og andre moderne medicinske metoder de taler for naturlighed. Surrogasi og donorceller frarådes. Kirken bruger deres egne dogmer. Religion, med dens tro på mirakler, er uforenelig med medicin.
Det er forkert, lød det pludselig.
Hvem sagde det? Forelæseren kiggede træt op.
Jeg, Anders, han rejste sig, Kirken og lægevidenskaben deler én opgave at hjælpe mennesket til menneskelig liv.
Vil du diskutere?
Ingen grund. Det er bare sådan.
Nej, nej. Så må du komme op og forklare.
Anders gik frem, stille.
Så begyndte forelæseren spørgsmål. Anders svarede roligt og respektfuldt.
Kirken har menneskets sjæl for øje. Kan et par ikke undfange, og har alle medicinske veje været prøvet, må de modtage det uden børn som deres kald. Måske skal de adoptere. Kirken har ikke noget mod kunstig befrugtning mellem mand og hustru men afviser andres sæd eller æg. Surrogasi er forkert, både for moderen, barnet og allermest relationerne.
Det er dog vrøvl! småråbte lektoren. Religion fordriver sund fornuft. Jeg har set en familie nægte at donere sønnens hjerte, et andet barn døde. Hvordan forsvarer du det?
De kunne ikke give deres søns hjerte…
Der ser du religion er opiumsdrømme, forhindrer videnskabens gennembrud!
Forelæseren blev oprevet. Anders stod stille, kun et blik op indimellem, som om han havde ondt af manden.
For Anders var Gud den indre stemme, sjælen der lyttede og forbandt ham med verden og dem han holdt af.
Kombattanterne fik salen til at vibrere. Forelæseren hamrede på, men Anders svarede tålmodigt, med bibelcitat.
Snart blev Anders kaldt til rektor, kom tilbage mere stille end før. Kun Katrine kendte ham nok til at høre hvorfor. Snart, til femte studieår, fik vennegruppen et brev: Anders vej var en anden. Han takkede for alt, bad om de gemte venskaber.
Jørgen og Viktor var chokerede. Bedst af alle men valgte at forlade medicinstudiet næsten færdig!
De fandt Katrine, men hun sagde kun lidt. Så kørte de til Anders hjem. Mødt af Alice lykkelig, gæstfri: Han var kommet ind på præsteskolen.
På vejen hjem havde de favnen fuld af hjemmebagte boller og syltetøj men forstod det stadig ikke.
Hvordan kunne han dog, for pokker? Viktor slog sig på knæene.
Vi siger jo også, for pokker nu, smålo Jørgen bævende. Så kunne Gud vel tage ham fra os.
***
Hold nu op med det stearinlys-snak, Kjeldsen. Jeg vil køre over til en ven. Har taget ferie.
De sad i personalestuen. Om tre dage skulle Jørgen til Odense. Billetter var bestilt, men han turde ikke tage bilen, svimmelheden var blevet værre. Og han håbede jo stadig på operationen i Odense.
Hvilken ven?
En fra studiet. Vi har ikke set hinanden i over tyve år. Han blev præst. Det er tæt på, jeg kører i morgen.
Det ville jeg nok ikke turde.
Måske ikke, men jeg gør det …
Byen var kendt for sin gamle domkirke og kaffe, men ellers mærkeligt tom og flad. Overalt var der kirker som drømme, der gik i ring.
Jørgen gik mod Sankt Hans Kloster. Turen var mærkeligt let intet svimmelhed. Måske var vejen til Gud også vejen mod heling, tænkte han og grinede.
Lysende hvide mure og blå-grønne tårne bag nåleskoven Alt her var anderledes end byen: velholdt p-plads, allé, blomsterbede i alverdens farver, guld på kuplerne, så det svider i øjnene.
En fortalte ham, at liturgien var i gang. Præsten var optaget. Han gik udenfor, ned mod åen, hvor et par gamle damer gik op ad skråningen istedet for trappen igen og igen. Højt op dunkede broen over åen, og bag den endnu flere klosterbygninger.
Hvorfor var han ellers kommet her, hvis ikke for mere end at hilse på? Han vidste det ikke.
Skal du ikke ned og hente helligt vand?
Øh… egentlig ikke…
Der står flasker. Men du skal op og ned tre gange.
Hvorfor?
Din grund er din egen.
Jørgen tav. Han tog en flaske, gik tre gange. Det var sværere end det så ud, men han gjorde det alligevel. Vandet var iskoldt, sødt og rent.
En underlig glæde bredte sig, og han tænkte, hvis alt dette var Anders domæne, så havde han sgu klaret sig godt. Han smålo ved tanken om, hvad Anders ville svare, hvis han sagde det.
Da folk gradvist forlod kirken, kom præsten ud. Stor og skægget med varm, blød stemme. Jørgen var ved at gå igen for det kunne da ikke være Anders? Men så ramte de øjne ham: blå, stille, som fra gamle dage.
Han listede hen:
Nå, hej præstemand.
En menighedskvinde hvæsede: Man skal sige, Velsign mig, fader
Men Anders smilede:
Jørgen! Hvor er det dog godt at se dig!
De omfavnede. Folk spredtes, og de gik stille ned ad stien.
Sikke en dag! Gitte vil blive så glad.
Gitte? Hun er…
Min kone, distriktslæge her. Slipper aldrig af med faget. Vi har fem børn. Mindste kun ti.
Hold da op! Det vidste jeg ikke. Jeg har selv tre en fra første ægteskab og to små nu. Og du …?
Her. Vi bliver, indtil videre. Naturen og livet i klosteret passer os.
Du har da vokset, siden sidst.
Ja, de siger det fortsætter efter tyve Og mine øjne? Dem fik jeg opereret for år tilbage. Ellers linser.
Så kristendommen fornægter alligevel ikke medicin?
Begge trak på skuldrene og begyndte at le.
Husker du, dengang vi stjal en bog i Det Kongelige Bibliotek? Du snakkede dig fra det, mens Viktor og jeg…
Alt for dramatisk … Jeg havde aldrig været så flov!
Og din mor, Alice, hvordan har hun det?
Godt, blandt nonner på et kloster nærliggende. Hun blev ordenssøster!
En yngre kvinde nikkede til Anders. Han undskyldte.
Vi ses om lidt, Jørgen. Nu henter jeg dig, så kan du tage hjem til mig. Gitte er der. Vi tales.
Jeg har ikke meget tid, men okay, sagde Jørgen. Anders gjorde korsets tegn over ham.
Han fulgte efter præstens sorte bil. Anders hjem var hyggeligt, lavt, med en lille kapel-bygning i haven.
Gitte tog imod ham, omfavnede ham. Alt var lyst: blomster i vinduer, et billede af Jomfru Maria i stuen, og moderne køkkenudstyr. Gitte talte og bød på hjemmebag. Sønnen, den mindste, drønede omkring.
Jørgen glemte helt, hvorfor han var der. Han spiste, fortalte lidt, glemte sin sygdom. Siden sov han i hængekøjen på terrassen.
Nu havde han slet ikke lyst til at tage hjem. Feriedagene kunne lige så godt bruges her.
***
Kender du resten af historien?
Selvfølgelig! I starten skrev Viktor og jeg sammen og ringedes, men det gled ud. Sådan er det…
Dømmer du mig?
Det må Gud om. Du bærer på din sandhed, din samvittighed. Hvad er det, du skjuler, Jørgen? Jeg kan se det …
En svulst i hjernen.
Anders sukkede.
Slemt. Du tager messe i morgen, sidder nede hvis du får det dårligt, skrifter og modtager nadver. Så må vi se…
Som du begraver mig allerede.
Det er ikke sådan, Jørgen. Det er din vej. Kun du kan hjælpe dig selv. Præsten peger kun på døren. Resten er sjælen.
Jeg fortæller dig, hvad der skete dengang …, begyndte han.
Nej. Tag det på skrifte i morgen.
Mærkeligt, men om natten blev fortællingen om dengang, hvor Jørgen snuppede sin bedste vens kæreste, til et ægte bekendelse. For første gang lød den som anger og ikke undskyldning.
Ja, den gang blev venner til fjender på bare et øjeblik.
***
Efter gudstjenesten var kirken næsten tom.
Anders læste for og bad Jørgen bøje hovedet.
Kristus står usynligt, tager imod din bekendelse. Jeg er kun vidne. Fortæl, Jørgen.
Så begyndte han.
Dengang var jeg misundelig på Viktor. Han var populær på både afdeling og kollegium. Altid samlingens midtpunkt … Og så kom Anna.
Det var sådan, at Annas far en direktør blev indlagt og hun besøgte ofte. Hun og Viktor blev kærester, og snart rejste han til København til hende. Pludselig havde han adgang til de store hospitalers netværk.
Jeg kunne ikke klare, hvor heldig han var, Jørgen så op, så igen ned Og så begyndte jeg at sladre om, at han var sammen med Katrine fra gangen Det var løgn, men jeg gjorde det. Jeg fortryder.
Ved en fest var det hele så. Viktor var sjov og charmerende, Anna kedede sig. Jeg gik ud på altanen med hende Viktor så det gennem vinduet, gik.
Samme dag flyttede han ud, og Anna og jeg lejede lejlighed sammen. Vi hilste dårligt i studiet siden. Hans blik gik tværs igennem mig
Men livet slog tilbage. Anna var sød i starten. Men hendes mor kontrollerede alt, og da svigerfar døde, tog hun over. Anna krævede guld og grønne skove. Vi endte i Aalborg, hvor hun blev forvandlet. Skilsmissen var grum.
Men fejlen med Viktor var kun begyndelsen. Jeg har begået større fejl. En gammel mand døde under min operation min fejl, uden tvivl. Og hvor mange andre fejl er ikke begået af kirurger? Jeg har også været utro … Det gik hurtigt, sygeplejersker flød omkring, det var let Engang røg en smuk sygeplejerske ud, fordi hun afviste mig. Ja, jeg fik hende fyret. Jeg tænkte jeg ejede verden.
Men så mødte jeg Gitte, så faldt alt til ro. Hun er en god kvinde men jeg har svigtet hende også, bare en gang imellem.
Så tav han. Hvad mere kunne han sige.
Kan du tilgive mine synder, Anders?
Det må Gud om, ikke præsten. Det vigtige er, at du angrer, Jørgen.
Tårerne løb ned ad kinderne. Han tog fat i prædikestolen.
Du må fortælle Gud, at jeg angrer, gør det Anders, hviskede han Jeg vil leve, Anders, jeg vil elske min kone, opfostre børnene, arbejde igen. Jeg beder ikke om mere Jeg arbejder hvor som helst. Sig det
Gud, vor Herre, Jesus Kristus, af nåde og kærlighed til mennesker, forlad din tjener Jørgen alle hans synder, bad Anders.
Da han blev stille, mødte Jørgens røde øjne de lyse, uendelige øjne.
Én ting, Jørgen, sagde Anders, lensede sig frem, Find Viktor. Sig undskyld.
Hvor skulle jeg finde ham? Odense på tirsdag
Han er i Aarhus, på kræftafdelingen. Du burde ikke tage til Odense. Tag til ham.
Kom nu, Anders, forventer du at jeg også bliver opereret af ham!?
Hvorfor ikke?
Mærkes tydeligt, du er lang fra lægeverdenen! Teknologien i Odense er langt foran. Viktor er dygtig, men …
Han forsker stadig, og pendler. Det handler om at se ham.
Måske, men … Odense først. Tiden presser.
Hende sygeplejersken, der blev fyret find hende også.
Det kan jeg sagtens … sagde Jørgen, selvom det sved. Jeg prøver. Bed for mig, Anders. Måske tager jeg til Aarhus en dag. Målet er at få operationen … Men ellers ja, så må jeg til Jylland.
Før han tog hjem, gik han op og ned ad bakken ved floden femten gange, drak vandet tre gange for hver tur.
De fromme så på ham, slog korsets tegn. Må Gud hjælpe.
