Lille My
Han kaldte hende Lille My allerede ved første møde, da han dumpede ned i stolen ved siden af en ligeså rød, fløjlsblød og slidt af mange albuer som den, Bodil sad i.
Han så sig omkring i salen et øjeblik, før han vendte sig mod sin sidemakker.
Nå, Lille My, keder du dig? sukkede han og prøvede at krydse benene, men den smalle passage mellem koncertsalens rækker tillod det ikke, så hans spidse sko ramte stolen foran, og foden bøjede ubehageligt. Mads skar ansigt.
Bodil lod, som om hun ikke hørte ham, stirrede stift mod scenen, selvom der ikke skete noget spændende. Bordene stod på række, et talerstol, mennesker gik frem og tilbage og justerede udstyr alt som det plejer at være på konferencer. Og luften var tung.
Bodil havde det altid dårligt i rum med mange mennesker, når man skal sidde så tæt skulder ved skulder uden mulighed for at gå.
Ja, det er godt nok sagde Mads, kradsede sig på hagen. Dødkedeligt, simpelthen! Og du ved hvad, Lille My, vi hører ikke noget nyt i dag, det er helt sikkert. Jeg har læst alle oplæggene, det er mit job, forstår du. Der står absolut ingenting brugbart i dem.
Bodil vendte sig og sendte ham et strengt blik.
Han var pænt klædt, jakkesæt med slips, blanke sko. Men alligevel var der noget ved ham, der ikke passede ind, som om han var skåret ud og sat i forkert tøj. En slags bølle, spasmager, snakkehoved det var han. Og håret strittede, to hvirvler snoede sig som små kringler, blødt og pjusket.
Mads, afbrød han selv og rakte hende sin store hånd. Skal vi ikke gå ud og spise? Du er så lille og tynd, jeg vil gerne sørge for, du får noget i maven. Ja, sådan bliver det. Kom, vi går herfra!
Lyset blev dæmpet, og ledelsen begyndte at træde frem på scenen, folk klappede, og Mads tog det ikke så tungt, men trak alligevel sin Lille My med sig, trådte folk over tæerne, sagde undskyld og proppede slipset ind i jakken, som ikke ville blive der, ligesom han stak tunge ad de kedelige kollegaer.
Hvad laver du? Slip mig! Bodil rev forsigtigt sin hånd til sig, men kunne ikke få den fri og måtte stavre efter Mads mod udgangen.
De røg ud i foyeren netop som bifaldet kulminerede, nogen bankede i mikrofonen for at få ro.
Slip nu, jeg skal tilbage, tage noter, det er mit job! protesterede Bodil og klamrede sig til blokken. Kuglepennen faldt på gulvet, hun bøjede sig ned, men Mads var hurtigere.
Drop nu de papirer, Lille My! Jeg sender dig alle oplæggene på mail. Men først skal du have noget at spise og noget vand, du ser bleg ud. Puls? Ja, der kan du selv høre! Han mærkede hendes håndled og klikkede med tungen Luft, mad og ingen konferencer!
Bodil følte sig faktisk ikke helt tilpas, hjertet dunkede hurtigt, helt oppe i tindingerne.
Ingen havde nogensinde taget sig så af hende før. Det var altid hende, der sørgede for andre mor, mand, datter. Hun syntes, det var naturligt. Selvfølgelig var det hårdt, nogle gange ville hun gerne bare være lille, dullede sig op, drikke vin og grine, som skuespillerinder i romantiske komedier, men lejligheden bød sig aldrig.
Men Mads gav hende den mulighed.
Pludselig sad hun på en café på den anden side af gaden, uden at forstå hvordan, og straks kom der en tjener med et glas friskpresset juice så gul-orange, som havde man presset solen selv ned i glasset, afrikansk, appelsin og citron, brændende lidenskabeligt.
Se at få drukket! Og lidt vand. Nå hvad skal vi ellers have? sagde Mads.
Måske kunne han faktisk lide hende. Bodil var ganske yndig, slank som en rank tulipan. Hun kunne have fået meget opmærksomhed, hvis ikke Hvis ikke der altid havde ligget et slør af træthed og opgivenhed over hende. Snart halvtreds, familie, ikke mere kærlighed, trætheden sad fast. Hvem ville blomstre under de forhold?
Men Mads kunne lide hende sådan, med al hendes livstræthed sin Lille My.
Jeg har ikke brug for noget. Jeg skal lige komme mig så går jeg tilbage i salen. Det går allerede bedre, hviskede hun.
Javel! nikkede Mads Men først: havbars med grønt, en lille salat og Hvad vil du drikke, Lille My?
Han slap menuen, kiggede på Bodil, frisk, pjusket, dufte af cigaretter og aftershave, stærk og med et drillende blik.
Bodil rødmede og rynkede brynene.
Hvad tænkte hun på! En fremmed mand har slæbt hende i restaurant, kalder hende Lille My, retter kærligt på hendes pandehår, den frækkert og hun bliver blød, helt paralyseret.
Hvor han havde rørt hende, brændte det, og kuldegysninger gik over ryggen.
De drak hvidvin, og Mads fortalte om sin ungdom, hvordan han arbejdede på byggepladser, senere tog til Grønland for at tjene penge et par år, og videre
Og senere, Lille My, startede jeg firma sammen med Ib, min bedste ven. Ikke noget stort små sommerhuse, satte hold, og det gik stærkt. Folk vil gerne bo godt, varmt og ikke skulle ud i kulden om vinteren. Vi vidste præcis, hvordan! Spis nu du har godt af det! For dig, Lille My! Hold op, da jeg så dig, tænkte jeg: Det her pigebarn skal have mad! Skal vi købe mere?
Hun rystede på hovedet. Lille My sejlede næsten væk, bare fordi nogen for første gang besluttede at give hende mad, se hende som nogen, der var værd at nære.
Derhjemme var det ikke sådan. Hele barndommen boede Bodil alene med sin mor. Moren knoklede, var allerede væk om morgenen, Bodil ordnede morgenmad selv; når moderen kom hjem sent, ventede Bodil, lavede aftensmad, vaskede op, først derefter gik de sent i seng.
Nytårsaften kom mor ofte først ved ellevetiden, hun var butikschef, så aftenen trak ud.
Marie, moderen, kom udmattet hjem, bleg. Bodil lagde tøjet frem, satte håret op i festlig frisure, og sammen gik de ind til gæsterne.
Gæster var der altid naboer, veninder, kusiner eller onkler pludselig dumpet ind, glade og let påvirkede. De sad om det store bord og grinede, mens Bodil holdt øje med, at moren ikke lagde sig over bordet efter første snaps.
Marie drak kun snaps, syntes, champagne var pjat. Men kroppen kunne ikke klare mere end én, så gik strømmen, hun snorkede ud over bordet. Bodil stødte til hende, hun vågnede op, skålede med de andre, men grinene blev altid bitre. Hvor kunne Bodil så være den svage lille pige? Ikke muligt!
Bodil blev gift tidligt. Jens var næsten ti år ældre, fornuftig, men ikke kærlig. Det var som om, han bare havde sat hende ind som et velsmurt tandhjul i sit maskineri bedste husmoder, ikke mere.
Det var, hvad Bodil havde brug for familie, eget hjem, ingen udslidt mor, ingen udsigt til baggården og den gamle lejlighed. Nu havde hun Jens lejlighed, køkken, rummeligt badeværelse, altan, to værelser, bogreol og mand. Alle var misundelige. Ikke alle slipper for svigermor, tænkte de ren luksus!
Det havde altid været Bodil, ingen kælenavne. Mor, Jens, veninder alle sagde Bodil.
Nu kaldte Mads hende Lille My. Der var vin, snacks, og det var lige pludselig vigtigt, hvordan Lille My havde det.
Jens orkede sjældent at interessere sig. Selvfølgelig diskuterede han store indkøb og ferier med sin kone, men kun for at informere hende om, hvad han havde besluttet.
Mads derimod sørgede straks for hyggelig plads i restauranten, uden træk fra døren
Omsorgsfuld
Han spurgte lidt om hendes liv, hun svarede genert. Ja, hun var gift. Ja, de havde datter. Hvad hedder hun? Rikke. Rikke læser på universitetet, sprog. Bodil havde engang skaffet hende en fantastisk privatunderviser, nu skulle Rikke snart på udveksling.
Rikke var ikke ventet med længsel eller ønsket hedt, snarere lavet, for nu mente Jens mor, at det var tid. Men graviditeten lod vente på sig, de arbejdede målrettet på det.
Da Bodil endelig blev gravid, holdt Jens sig lidt på afstand, syntes de typiske glade familie-ting var mærkelige. Når hun kommer, skal jeg nok tage mig af det! plejer han at sige, hvis hun bad om opmærksomhed. Jeg kan køre dig til jordemoder!
Han kørte, han hentede hende på hospitalet med gæster, balloner og tak for datteren. Han holdt øje med både vægt, mad, og stod op om natten til Rikke, gik til læge og vacciner.
Træt? spurgte veninden Gitte, da Bodil med rander under øjnene kom på besøg. Er det så slemt? Hjælper Jens?
Bodil trak på skuldrene. Hjælper, måske. Men ikke meget
Hun nød på en måde at være den opofrende martyr. Evigt træt, altid i gang, og folk havde ondt af hende, snakkede om, at Jens var for kold mod sin Bodil.
Men Mads han så hende, nærede hende, hun blev genert og afviste, men han gav ikke op.
Kom nu Lille My! blev Mads stram. Spis! Du slipper ikke uden, forstår du?
Bodil bed sig i læben, kiggede halvt sørgmodigt, og spiste.
Han fulgte hende til metroen, hun sagde nej til selskab resten af vejen, undskyldte sig.
Om aftenen lå der konference-noter i mailboksen.
Til Lille My fra Mads! stod der i emnefeltet.
Bodil lukkede hurtigt computeren, men Rikke havde vist læst med, fnyste.
Sikke nogle tossede kælenavne! udbrød Bodil højt. Officielle dokumenter, og så skriver de sådan!
Rikke hørte hende næppe; hun havde allerede taget hovedtelefoner på
Bodil, Rikke, jeg er hjemme! Kom til bords! råbte Jens fra entreen.
Han tog skjorte og bukser af med det samme, trak i shorts med grønne palmer på, åbnede altanen, trak vejret dybt.
Han lugtede af sved, let syrligt.
Jeg gider altså ikke bade hver dag! Lad mig nu være! Min hud klør af det der brusebad hele tiden, sagde jeg. I morgen tager jeg et! afviste han, da Bodil forsigtigt forsøgte at få ham i bad. Nu spiser vi!
De spiste i tavshed Bodil tænkte på Mads, på hans friskhed, renhed, galanteri.
Han ringede til hende på arbejdet allerede næste dag.
Hej Lille My! Hvordan går det? Har du spist? lød hans stemme i telefonen, og Bodil blev forvirret, så sig over skulderen for at sikre, ingen lyttede med. Hun syntes, hans stemme drønede alt for højt.
Nej ikke endnu. Der er så travlt mumlede hun. Lille My. Hun var Lille My, svag og fin Det løb hende koldt ned ad ryggen.
Slip alt, kom ned! Jeg sidder i kantinen ikke det store, men vi skal spise. Kom nu! Jeg venter!
Hun fandt på undskyldning over for kolleger, ventede lidt i elevatoren, rødmede, og følte at alle vidste, hvad Bodil havde gang i.
Inde i caféen var Mads i t-shirt og jeans, pjusket og sprød, grinende, altid helt nærværende.
De fik kaffe, Bodil fortalte små historier fra barndommen, Mads lyttede.
Lille My, du er smuk, ved du det? sagde han pludselig. Lad os gå ud og købe en kjole til dig! Ja, jeg kender nogen i de der butikker, de skal vælge noget pænt til dig. Jeg vil se dig i kjole.
Og han så hende ikke lige nu, men om aftenen, da han tog hende med i Magasin og satte sig, mens ekspedienterne fløj om Lille My.
Hold fast, som han stirrede! Sultent, begærligt Jens kunne ikke måle sig.
Sådan har ingen kigget på mig før! hviskede Bodil senere ind i øret på Gitte, hendes fortrolige veninde. Kun i film. Jeg troede aldrig, nogen kunne se sådan på mig. Jeg følte mig som en rigtig kvinde. Det er forfærdeligt men jeg kunne lide det!
Men hvad med Jens? indskød Gitte nøgternt senere.
Han aner ingenting. Og skal heller ikke! Jeg ved nærmest ikke selv, hvad jeg laver! rystede Bodil på hovedet. Lad kjolen ligge hos dig så længe, Gitte. Den er sindssygt dyr, hvad skal jeg sige hjemme?! Hvad nu?.
Gitte trak på skuldrene. Hvad nu sker, det sker.
Jeg ved ikke, Bodil Du snyder dig selv. Jens er måske lidt støvet, men husk, hvordan han kørte helt til Hirtshals for at hente frisk mælk. Og han arbejder. En anden ville bare ligge på sofaen. Jens er dygtig. Han har skaffet bil, ordnet lejligheden, tager jer til stranden hvert år. Han er gennemskuelig, rar. Og Mads hvem er han? Hvor har han pengene fra?
Det ved jeg ikke. Og hvad så! Gitte, Jens det orker jeg snart ikke mere. Du er bare misundelig!
Gitte trak på skuldrene igen. Måske var hun lidt misundelig, men nok mest på Bodils mand
Bodil kom senere hjem, lavede hurtig mad, spiste ikke selv, rørte i den kolde te og tænkte.
Mor, jeg har spurgt om brød igen! brokkede Rikke sig, fandt selv brødet. Der er ikke mere! sukkede hun irriteret.
Bodil nikkede, trak sig ind på værelset.
Hun kunne drømme længe. Hænderne svedte.
Mads var blid, kyssede godt, grinede af hendes kejtethed, og kaldte hende altid Lille My, gav gaver, der måtte skjules hos Gitte, sendte penge til hendes konto ind i mellem, skrev midt om natten. Bodil låste sig ude på badeværelset for at læse beskederne, slettede, ventede, læste igen. Til sidst slukkede hun telefonen, vaskede sig i koldt vand og gik i seng.
Jens vendte sig om, lagde armen over hende, hikkede let og sagde noget uforståeligt. Bodil nikkede og tænkte. Ja Hvor ærgerligt, at Jens er her At hun aldrig havde vidst, hvordan det føltes at være lille, smuk, begæret. Alt det spildt liv
Men nu er der Mads, og han er hendes lykke.
De sås i Mads lejlighed, stor, lys, vinduer fra gulv til loft, ingen gardiner, udsigt til Københavns skyline. Hovedet snurrede af champagne og hans aftershave. Lagnerne var silke
Verden eksploderede i tusind gnister og regnede ned i lagnerne. Magisk
Hjemme var det blevet ubehageligt, Bodil følte, alle vidste det Rikke kiggede, Jens kiggede strengt.
Bodil fandt på undskyldninger for at komme sent hjem, så kunne hun sidde alene i køkkenet med kaffe og drømme
Bodil! Hvor er du? Jeg har købt kål, det ville du jo hakke. Vi aftalte det! lød Jens stemme fra telefonen, hun så forskrækket på Mads, der svømmede ved bassinkanten. Udebadet var deres fælles undtagelse.
Bodil havde aldrig svømmet i Øbrohallen men Mads havde taget hende med, sagt hun skulle i vandet, og de svømmede, mens tågen steg fra vandet og mørket lagde sig over København. Der var hyggeligt og varmt, hvis man kravlede op på vippen, kunne man se lysene fra skøjtebanen i Fælledparken. Men Bodil så kun på Mads. Endelig, kærlighed. Gud hvor
Kål? sagde hun forvirret, svøbte sig i håndklædet. Glem det. Jeg kommer sent hjem. Gitte og jeg tog til svømning. Lægen sagde, min ryg trænger. Vi har købt et klippekort. Vi hakker kål i morgen. Hils! Gitte kalder hej!
Hun lagde hurtigt på, slugte. Måtte huske at advare Gitte, hvis Jens ringede!
Hun ventede på Gitte tog telefonen, begyndte, men Gitte var kølig:
Bodil, jeg smed lige lidt kommen forbi til jeres kål. Jeg kiggede ind, Jens satte vand over. Jeg fandt lidt kommen til jer gentog hun roligt.
Bodil bed sig i læben, ledte efter Mads. Han stod nu på vippen, var klar til at springe, nogle unge piger skrålede fornøjet på kanten og så beundrende op.
Nå, mine små mus! En, to, tre! råbte Mads over bassinet og sprang i vandet elegant, dukkede op og vinkede. Bodil, kom nu, festen starter jo nu!
Pigerne kastede blikke, og Bodil følte sig pludselig klodset og slap, med grimme, bløde lår og underlig mave, svømmede akavet som en frø. Også hendes ansigt gik tilbage til det sørgmodige udtryk.
De nye piger legede vandpolo, dukkede under for at røre ved Mads.
Han lo, blev ikke en gang skuffet, da Bodil forsvandt. Han forstod ting, familie, kål Lad hende gå!
I entreen var der mørkt, i stuen også. Kun lyset i køkkenet var tændt.
Jens satte en pande med spejlæg foran hende.
Du er vel sulten efter svømning? Spis. Skal jeg skære noget pølse? og hældte en stor kop te op.
Hun rystede på hovedet, turde ikke møde hans øjne, stirrede ned og hakkede i æggene.
Ved han det? Hvad nu? Hvorfor er han så rolig?
Bodil sagde Jens efter lang tavshed. Gitte har afleveret en pose med ting. Hun prøvede at ordne, men jeg sagde nej. Det er dit køkken. Hun sagde, det er dine poser. Men det kan det jo ikke være, vel? pegede han under bordet.
Bodil løftede langsomt dugen, kiggede på poserne, trak på skuldrene.
Nej, netop! sagde Jens, som om han blev lettet. Skænk mig lidt mere te. Måske et lille glas snaps i stedet. Jeg har lyst til snaps, bad han.
Bodil sprang op, gik hen til skabet, standsede pludseligt.
Lille My, hørte hun hans stemme, hun vendte sig, mødte hans blik. Jeg sagde, krummerne på bordet, tør dem op. Rikke krummer altid. Tag en klud.
De drak snaps sammen. Tavst, bange for at møde blikket.
Jens rejste sig til sidst og gik.
Gitte, han er faktisk gået! Klædt sig på, lagt nøglerne. Gitte! græd hun i telefonen, kiggede i spejlet, så hvor skævt hendes ansigt var blevet, Lille My, der for tre timer siden havde sprøjtet rundt i bassinet med Mads. Håret lugtede af klor, ryggen var øm. Gitte, hvordan kunne han? Sådan gør man da ikke. Han forlod bare mig og Rikke!
Bodil blev vred, knyttede hånden.
Lige præcis som en rigtig mand. En anden havde slået dig. Jens gik bare. Fra sin egen lejlighed. Og du klager, Bodil? Husker du ikke, hvordan I altid har haft nok, Rikke er klog, Jens ingen drukkenbolt, fikset med alt selv. Ja, han snakker ikke meget, men det er bedre end en, der slæber hjem på venner og bajere. Men du ville have det fine blive forkælet. Du har aldrig selv rost ham, givet ham et kærligt ord. Mænd er som børn, ros ham han gør alt! Ikke her, Bodil, her støtter jeg dig ikke. Godnat.
Bodil lagde telefonen, krøb sammen og græd stille.
Rikke bestod sin eksamen, tog til sommerhus med venner. Ville ikke tale med sin mor, efterlod en lapp.
Mads dukkede op efter en uge, ventede på hende i mørket ved opgangen.
Hej Lille My! snøvlede han, gemte sin frostklare næse i læderjakken. Har du savnet mig?
Bodil havde ringet flere gange, men intet svar. Nu kom han selv
Mads mumlede hun, mat. Hvad laver du her?
Jeg er her for at indkassere, Lille My! svang han armen om hende.
Hvad mener du?
Hun forsøgte at slippe, men han holdt hendes arm fast.
Har jeg ikke fodret dig? Jo! Underholdt dig? Nu har jeg brug for hjælp. Penge, skat! Jeg har problemer, din mors lejlighed kan give os to millioner. Sælg den. Sælg også denne her. Kom, lad os snakke om det!
Lille My gispede, prøvede at vriste sig fri, men hun kunne ikke, gik mod porten på rystende ben. Men ingen var der.
Luk op, Lille My, det er koldt! skubbede han på.
Hun begyndte at græde, sank sammen men pludselig slap han hende. Han dinglede mærkeligt med hovedet, faldt til siden og stødte en lyd ud.
Bag ham stod Jens, uden hue, uglede og vred. Han rystede med knytnæverne.
Skrid! Ud! Ellers tæller du ikke mere end ti ben nu! brølede han, sprang på Mads, men Bodil trak ham væk.
Mads lo, sagde noget hånligt om horn i panden, men blev tavs, da Jens slog ham.
Pist forsvind! Kommer du tæt på Bodil igen, så ! Jens samlede sin hue op, tørrede sin næse og vendte sig mod hende. Kom hjem. Her er koldt!..
Hvad de sagde til hinanden den nat, ved kun månen udenfor og vinden, der susede ind af vinduet. To tekopper stod urørte, klokken tikkede i stuen. Så blev alt mørkt og kun de to, mand og kone, valgte at leve videre
Ingen kaldte nogensinde Bodil Lille My igen. Og om nogen gjorde, ville hun ryste på hovedet og vende sig væk.
Mads dukkede aldrig op mere. Jens viste sig at være for stædig for sådan én.
Mads havde hørt Bodil tale i bussen om arven efter moderen, om at hun var træt, alene, ulykkelig, og han troede, han kunne hjælpe, løse boligsituationen, samtidig med at han kunne slippe sin egen gæld. Hvis han havde spillet sine kort rigtigt, havde Bodil måske overladt alt til ham han havde jo tæmmet hende, fodret hende, varmet hende. Men han var for ivrig og presset af Ib, der krævede sine penge tilbage. Han valgte at presse på, forlange løsninger. Det gik ikke. Men der ville nok altid være andre Lille My’er derude ensomme, sørgmodige, længselsfulde. Han skulle nok finde én. Og måske samle gevinsten op til sidst.
Indtil videre måtte han flytte fra lejligheden med silkelagner og udsigt over København. Men Mads har nok snor i lykken hvis ikke Ib får det sidste ord…
Jeg har lært, at ingen kan leve af kælenavne og kolde eventyr alene. Den, der elsker dig i stilhed, måske bare med lidt for få ord, findes oftest lige ved siden af dig.
