Forræderi under dække af venskab
Vinteren havde i år slået sig løs og drysset så meget sne over de danske villakvarterer, at gaderne lignede et postkort fra eventyrlandet. Sneen dalede blidt og målbevidst ned på teglstenstage og fortovsfliser, og frosten gjorde luften så frisk, at man nærmest kunne mærke den i kinderne, selv bag lukkede vinduer.
Inde i lejligheden hos Astrid og Mads var stemningen helt anderledes varm, rolig og lidt for hyggelig. Udenfor udfoldede sig et stille vinterdrama, men bag de termovinduer sad de to på sofaen sammen under et blødt tæppe, strakt ud som to dovne katte. En dæmpet standerlampe kastede et gult skær rundt i rummet, så selv vinterkulden måtte give op og vige.
På TVet kørte endnu en dum og hyggelig familiekomedie af den slags, hvor man bare skal grine lidt og ikke tænke dybere over alting. Astrid fulgte med, sendte Mads et lille smil af og til; hun morede sig tydeligt mere over sine egne tanker, end over filmens plot. Mads sank lidt sammen i sofaen og lod blikket glide fra filmen til det sneklædte gadehjørne udenfor. Udsigten var egentlig mere fascinerende end filmen.
Den rare stemning blev abrupt afbrudt af ringetonen fra Mads telefon. Han reagerede nærmest demonstrativt langsomt, som om han helst var fri men nummeret dukkede op igen med det samme. Med et opgivende suk trak han mobilen frem og så på skærmen.
Det er bare Rasmus igen, sagde han leende til Astrid. Tredje gang han ringer her til aften.
Astrid vred hovedet lidt uden at tage øjnene fra TVet.
Han vil sikkert have dig med ud til kolonihaven, sagde hun roligt. Han har jo snakket om den i flere måneder, nu hvor han endelig har købt skur på Amager. Han har altså svært ved at forstå ordet nej.
Mads svarede Rasmus med et træt swipe:
Hej Rasmus, hvad så? prøvede Mads med lidt mere entusiasme, end han havde i kroppen.
Mads! Nå, hvornår smider du dig ud af fjerene og tropper op? Vi fejrer altså hyttekøbet nu! Saunaen er varmet op, bordet bugner, alle venter kun på dig. Kom nu, mand, tag Astrid under armen, så bliver det ikke meget bedre!
Mads lod stilheden hænge et øjeblik, kiggede hen på Astrid, der nærmest umærkeligt rystede på hovedet. Hun behøvede ikke sige mere: højlydte selskaber, fede playlister, folk der snakker i munden på hinanden. Ikke lige deres idé om en afslappende weekend.
Han lod blikket vandre over stuen og fik en fiks idé.
Altså faktisk er Astrid taget hjem til sin mor i Roskilde et par dage. Jeg har slet ikke lyst til at tage alene afsted, du ved, hvordan det kan gå nogen siger et eller andet, og så har jeg pludselig balladen derhjemme. Vi tager den en anden dag, okay?
Rasmus tav for første gang i et minut og lød derefter lettere ophidset:
Hvad? Er hun taget af sted? Nå, hvornår kommer hun tilbage?
Sent i morgen. Mega spontant, og vi havde ellers de vildeste planer for weekenden: biograftur, gåtur langs søerne, måske endda en tur på skøjter. Men altså det blev ikke til noget. Vi tager det en anden gang.
Rasmus var stille lidt der var nærmest noget sejrsikkert i hans næste svar.
Nå, men du ringer, ikke? Jeg vil virkelig gerne se jer begge!
Helt sikkert! Måske næste weekend, hvis planerne ikke løber løbsk.
Mads sagde farvel, smed mobilen på sofabordet og trak vejret lettet ud.
Pyha, det var lige før jeg måtte melde mig syg for at slippe, mumlede han og kiggede over på Astrid. Det er altså en form for evne han har, den mand. Lige meget hvor tydeligt man får sagt nej tak, så giver han ikke slip. Og hvad skal jeg ud til Amagers svar på Sibirien for? Jeg sætter altså langt mere pris på at være her med dig.
Han lagde armen omkring hende og mærkede, hvordan roen igen lagde sig over hjemmet. Uret tikkede, sneen dalede dovent, og Astrid puttede sig ind til ham. Familien Danmark-style og langt fra kolonihavesnak.
Mig også, mumlede hun og så ham kærligt i øjnene. Skal vi ikke bare se filmen færdig og så gå i seng? Helt stille aften.
Men, selvfølgelig, luren blev kort; endnu en gang ringede mobilen igen Rasmus.
Mads rullede med øjnene:
Jeg sagde jo begyndte han, men Rasmus stemme var anderledes denne gang. Ikke grinende, men nærmest alvorlig.
Mads, begyndte Rasmus, jeg står altså inde i Krystalbaren med gutterne, vi skulle bare varme op før saunaen, og der sidder Astrid med en fyr. De drikker, og hun har armen om ham. Jeg ville bare sige det. Hun sagde da til dig, hun var i Roskilde? Hun sagde tydeligvis løgn, mand.
Mads stivnede og så målløst på Astrid, der sad ved siden af ham og lignede én, der aldrig havde sat fod i en bar frivilligt.
Undskyld hvad? vrissede han. Er du sikker på, det var hende? Jeg ved altså hundrede procent hvor Astrid er!
Helt sikker, påstod Rasmus, hun larmede, og ham der fyren ja, du burde næsten høre det selv. Skal jeg ikke give hende røret?
Mads trykkede på højtaleren. Ud gennem telefonen kom bastung klubmusik og en kvindestemme, der lød mistænkeligt meget som Astrids.
Hvem dér? lød det, med lidt snøvlen som en der havde fået for mange hvidvine.
Mads hev luft ind, kiggede på Astrid som stirrede tilbage, rystet og totalt uforstående.
Astrid? Det er Mads. Hvad foregår der?
Ét fnis i røret, så et snøvlende svar:
Åh Mads, gider du? Jeg vil altså bare hygge mig lidt. Livet er for kort til mere hjemmehygge. Jeg gider ikke alt dit kedelige. Jeg fester videre!
Astrid fløj op, på grænsen til hjerteanfald.
Hvad fanden! Det er jo ikke mig! Hvordan kan nogen lyde fuldstændig som mig? Hvorfra kender hun mit navn? Mads, jeg?
Og hvor er du så nu? spurgte han ud i rummet.
Hvad rager det dig! Jeg er jo ikke din private ejendom. Jeg gør, hvad jeg vil!
Baggrunden eksploderede i latter og klirrende ølglas. Rasmus meldte sig:
Nå, hørte du det? Jeg sagde det jo.
Nu brummede Mads, lagde telefonen fra sig og så stumt op i loftet. Hvis Astrid ikke sad lige foran ham nu, havde han måske ja, man kan aldrig vide!
Astrid dumpede opgivende tilbage i sofaen.
Det bliver værre og værre. Det var sgu min stemme. Hvem fanden har givet sig ud for mig? For at splitte os, eller hvad?
Jeg ved det ikke, svarede Mads, men stemmen det er jo dig. Smil, latter, alt. Men jeg tror altså stadig du ville have fortalt mig, hvis du var på druk et andet sted
Astrid rakte ud efter hans hånd, mærkede trygheden brede sig.
Hvis jeg ikke havde været hjemme, ville du så ha troet på ham?
Nej. Jeg har heart-felt tillid til dig. Men vi skal altså til bunds i det her; jeg kører selv forbi og tjekker overvågningen, hvis det skal være.
Hun nikkede, trykkede sig ind til ham, og i stille stuen vendte roen langsomt tilbage. Skeen i koppen klirrede mod porcelænet; sneen dalede som om intet var hændt.
***
Næste formiddag sad Astrid i køkkenet, drak te og svarede arbejdsmails, da displayet lyste: Rasmus. Hun tøvede, men nysgerrigheden vandt.
Hej, sagde han forsigtigt. Snakkede du med Mads i går efter alt det rod?
Astrid tog et træk på teens damp og brugte chancen til at narre Rasmus lidt.
Ja og vi blev faktisk uvenner. Han tror ikke på mig. Mener, jeg lyver for ham.
I den anden ende blev der stille. En næsten tilfredshed sneg sig ind i Rasmus stemme.
Nå, det var da noget. Altså jeg har jo altid syntes, Mads ikke rigtigt forstod dig, ikke? Jeg vil bare sige Jeg elsker dig, Astrid. Rigtigt. Hvis du vil forlade ham, er jeg her. Altid.
Astrid var ved at koge, men svarede linenedkoldt:
Rasmus, det er virkelig ikke passende. Jeg elsker Mads. Vi skal nok selv finde ud af, hvad der foregår. Drop det.
Undskyld, jeg ville bare have du vidste, at Mads altså er han leder sikkert bare efter en undskyldning for at blive fri af dig. Jeg har hørt ham snakke du forstår?
Astrid greb så hårdt fat om mobilen, at den knagede.
Jeg var hjemme i går, vi er ikke uvenner, og jeg ved, du har sat det hele i scene. Nu fatter jeg også hvorfor.
Det lød nærmest som om Rasmus prøvede at sluge sit eget hjerte. Så tog han mod til sig og tyede til ren desperation:
Okay, ja. Jeg fik en pige til at ringe og lade som om hun er dig. Alt sammen fordi jeg elsker dig. Fordi jeg ser, hvordan Mads tager dig forgivet. Troede du ville komme til mig
Astrid rystede på hovedet, stemmen ligefrem isnende:
At tro det ville virke? Vi har været venner, og nu Nej, Rasmus, makker, det her er slut. Både med venskab, kontakt faktisk alt.
Undskyld… mumlede han.
Glem mit nummer og glem Mads også. Jeg sender ham senere en optagelse af det her cirkus!
Hun lagde i, lagde telefonen på bordet med et suk og kiggede roligt ud på sneen. Intet havde ændret sig derude; verden var stadig tyst og hvid.
Lige dér trådte Mads ind i køkkenet, opfangede straks stemningen.
Og? spurgte han.
Astrid udstødte et halvironisk grin.
Han har indrømmet alt, sagde hun. Plottet, kærlighedserklæringen. Fuld manipulation! Vi skal vist aldrig se ham på Amager igen.
Mads satte sig ved siden af, knugede hendes hånd, og de sad lidt i stilhed. Den kolde, danske retfærdighed havde sejret.
Han har aldrig været en rigtig ven, sagde han lavt. Men hey, så er der kun plads til de gode i kalenderen fremover.
Astrid trak på skuldrene, maste sig tættere på.
Helt ærligt? Kommer du til at savne at sige nej til julefrokoster og sauna-aftener?
Overhovedet ikke, sagde han og smilede. Nu kan vi bare sige, vi kender den forkerte type.
De lo begge, trak tæppet helt om sig, og fandt tilbage til hyggen. I nogen lejligheder tror man på karma: de rare får hinanden, og intrigerne fryser ude på altanen. Sådan var det denne dag.
***
Rasmus sad på sin eget køkken og stirrede tomt ned i sin kolde kop kaffe. Astrid var tabt, venskabet med Mads dødt. Men fortrydelse? Ikke rigtigt. Bitterheden formelig boblede som gammel risengrød.
Hvorfor gik det galt? mumlede han vrissent og gik rastløst rundt.
Han mindedes gårsdagens narrestreger, da han havde overtalt Line en pige han mødte på Tinder til at lade som om hun var Astrid i telefonen. Hun havde frydet sig. Det gør jeg gerne, havde hun grinet.
Men nu var alt forbi. Venskaber slået itu over ingenting, men midt i Arrivas snepløjede gader tænkte Rasmus kun: det burde have været mig! Hvorfor får de altid det hele, mens jeg står tilbage og klamrer mig til resterne af min samvittighed? Han hamrede listen med samtalenoter i småstykker og kyglede papiret i skraldespanden. Men inde bag ved stædigheden ulmede én tanke:
De tror, de har vundet. Men jeg ved, de tager fejl. Og måske en dag ser Astrid sandheden.
Sådan er vinteren også i Danmark: kold udenfor, og undertiden kold hos dem, der ikke får, hvad de vil have.
