Og selvfølgelig skulle Astrid nu føde midt i en snestorm. Hun havde egentligt endnu tre uger tilbage ifølge terminen, og så kunne stormen have lagt sig, frosten komme, og de kunne have kørt hende trygt til hospitalet i Viborg. Men nej, nu havde den lille derinde altså travlt! Eller ærligt talt, det var jo slet ikke Astrid, men ham den lille dreng i maven, der ikke kunne vente. Han havde fået det for trangt og brød sig åbenbart ikke om, at sneen dalede uafbrudt sjette dag i træk.
Ingen biler kunne komme igennem til landsbyen, vejene var dækket af sne til livet, værre end nogen kunne huske. Sneen stoppede aldrig; det var som om himlen tabte en sæk mel ud over Danmark. Ud ad ruden virkede det hele hvidt og tungt. Og skulle man udenfor i gården, kunne man slet ikke åbne øjnene; vinden piskede sneen ind i ansigtet, så det stak helt ind til marven.
Men det var altså i sådan et vejr, den lille besluttede sig for at komme til verden.
Allerede fra morgenen havde Astrid været mærkelig utilpas. Hun havde smerter i lænden, kunne ikke finde ro lå hun ned, blev det ikke bedre, og hun bare vandrede frem og tilbage. Svigermor, Inger, lagde mærke til det.
Astrid, har du tænkt dig at føde? Hvorfor går du sådan hvileløst rundt?
Jeg ved det ikke, mor, men jeg har det uroligt.
Lad mig se din mave.
Inger havde aldrig været nogen fødselshjælper alt det overlod man jo til jordemødre og hospitaler nu. I hendes barndom havde der været tre barselskoner her i sognet, nu kun én tilbage.
Maven er faldet. Han vil nok til verden, barnet.
Nu? Men det er for tidligt!
Det bestemmer vi ikke, pige. Det gør Vor Herre.
Tårerne stod i øjnene på Astrid det var jo første barn, og hun anede ikke, hvad der nu skulle ske. Inger havde selv kun fået en søn, og det var over tyve år siden.
Jeg går over til oldemor Mette. Sæt kedlen over, så du har kogende vand. Kan du, så find rene håndklæder og lagner frem. Men ro på magter du det ikke, så lad være. Da jeg fødte Michael, sagde Mette, jeg skulle gå frem og tilbage og trække vejret godt igennem; så går det hurtigere, sagde hun og bandt tørklædet om sig. Jeg smutter også forbi din mor Karen og kalder på hende. Du skal nok klare det, mit barn, og Mette er dygtig folk kom kørende fra nabobyerne til hende i gamle dage.
Inger klædte sig godt på, greb skaftet fra sneskovlen og kæmpede sig ud i stormen.
Astrid var alene. Og nu var hun virkelig bange hvad hvis fødslen gik i gang NU, og ingen kom frem? Kunne svigermor overhovedet nå hen til Mette? Ville mor Karen kunne komme igennem sådan et vejr?
Alt hun havde fået at vide, var, hun skulle gå rundt og trække vejret dybt. Men hvordan trækker man vejret, når det gør så ondt, at man nærmest ikke kan få luften ned?
Og Michael, hendes mand, sad fast i Aarhus og kunne ikke komme hjem al trafik var indstillet. Han anede ikke, at han snart skulle blive far.
Åh hvor det trak i lænden nu!
Pludselig stod hendes mor, Karen, drivvåd af sne, i entréen.
Astrid! Min egen pige! Jeg hørte, du skulle til at føde!
Ja, mor…
Jeg har tørrede bær med, vi koger lidt kompot. Vi skal have kogt vand…
En time senere dukkede Inger op igen, nu sammen med jordemoder Mette, en lille hurtig dame med rynkede hænder. Hun tilså Astrid og sagde bestemt:
Du føder til morgenstunden.
Allerede? Det er jo først over middag, og i går begyndte det bare at trykke lidt…
Det der var bare kroppen, der forberedte sig. Nu er det begyndt for alvor, men åbningen er kun en halv finger. Du har tid endnu, min pige. Jeg går hjem indtil da.
Bliv her, Mette, bad Astrid jeg er roligere, hvis du er her.
Den gamle dame, der havde hjulpet hundreder til verden, forstod, og nikkede.
Jeg bliver. Når moren er rolig, går det altid bedre.
Astrid vidste ikke, at de såkaldte tegn kun var begyndelsen. Senerne trak sig sammen, mere og mere smerten blev som om kroppen blev flået i to. Det gjorde så ondt, hun hverken kunne ligge eller gå; alt forsvandt i smerte.
Inger og Karen gik forvirrede rundt, klynkede og forsøgte at trøste. Mette beordrede dem til at stryge linned, så de ikke forstyrrede.
Da natten satte ind, begyndte åbningen at gå fremad. Mette mente, at de kun manglede fire fingre, førstegangsfødende har lidt længere vej nemt er det ikke. Smerterne gav Astrid ingen pause, og hun var totalt udmattet, da der endelig faldt lidt ro og hun kunne få lidt mad og hvile.
Men udenfor igen sneen dansede vildt, som havde den ingen ende.
Klokken fire om morgenen vågnede Astrid med voldsomme smerter, alt var mørkt, Mette snorkede stille ved siden af.
Kære Gud, hjælp mig. Lad ham komme hurtigt, hviskede hun til ikonerne på væggen.
Det hele gik igen løs, endnu stærkere nu. Mette så til: Fem fingre, men vi har tid endnu, rolig nu første gang tager det lang tid.
Da dagslyset brød frem over markerne, var Astrid færdig skjorten klistrede til kroppen, øjnene gjorde ondt af træthed, håret lå uglet om hovedet.
Nu er det snart. Han er der næsten, sagde Mette.
Bedste, hjælp mig, hviskede Astrid, Bedstemor!
Mor Karen blev forskrækket: Der er ingen bedstemor her, ser du syner? Bedste kalder hun altid sin oldemor, kunne ikke sige det som barn, og navnet hang ved.
Bedste Mette var Astrids gamle oldemor, som elskede hende højest af alle.
Nu kan jeg se toppen af hovedet lidt endnu, Astrid, træk vejret med mig, puh-puh-puh, sagde Mette.
Astrid brugte de sidste kræfter, hev efter vejret, og igen skreg hun sin bedstemor op fra dybet.
Bedste, hjælp, jeg kan ikke mere!
Og midt i stormen fødte hun sin søn, direkte ned i Mettes skrumpede men sikre hænder.
Mette smilede, lagde forsigtigt barnet på Astrids mave:
En søn, Astrid, se en flot dreng! Og sikke en stemme han bliver måske borgmester, ham her folk vil danse efter hans pibe!
Astrid græd af lykke, kyssede de små fingre. Hvordan kunne noget så vidunderligt have været indeni hende? Hun ærgrede sig over, at Michael ikke var der og kunne se deres smukke barn.
Mads, min egen Mads, hviskede hun.
Hvad, Mads? Du sagde jo Viggo forleden, udbrød svigermor overrasket.
Han er ikke en Viggo, han er Mads. Mads Michael, sagde hun stille.
Mette pakkede sammen, træt men glad at tage imod et barn kræver energi, også selvom det er det smukkeste arbejde. Hun gjorde sig klar til at kæmpe sig hjem gennem sneen.
Astrid faldt i søvn med sin lille dreng. Karen pakkede sig ind og sagde stille hej til Inger, før hun gik mod hjemmet. Stormen havde lagt sig lidt sneen faldt nu som stilede krystaller, måske blev det sol dagen efter og Michael kunne komme hjem.
På vej hjem tænkte Karen: Jeg må lige forbi hos Bedste og fortælle nyt. Måske mangler hun noget, selvom jeg var med brød tidligere hun spiser jo ikke så meget længere.
Bedste boede for sig selv to huse væk, gammel nu, snart 94 år. Ville ikke flytte, klarede det meste selv, og de holdt øje med hende og hjalp til, når de kunne.
Karen fik åbnet den frosne låge, fejede lidt sne væk og gik ind.
Bedste! Det er Karen, jeg kommer fra Astrid, det gik godt! råbte hun højt for bedstemor hørte ikke så godt.
Men der kom intet svar. Karen gik ind og så hende ligge hænderne over brystet, i det fineste, reneste tøj hun havde. Hun havde sat det hele i stand, nyt hovedtørklæde, og lagt Astrids billede og et lille ikon af Sankt Nikolaj ved siden af et stykke stearinlys.
Karen tørrede tårerne og lukkede øjnene på den gamle.
Tak, Bedste, du hjalp hende. Astrid har fået sin søn. Hun kaldte ham Mads. Det vidste du nok alligevel,
sagde hun, kyssede oldemor på kinden,
tak…
Sådan blev jeg mindet om, hvor stærke forfædrenes kærlighed og kvinders samhørighed er og at man klarer sig bedre, når man står sammen.
