Samler hele flokken hos mig
Mille Vestergaard lagde sin iPad væk og greb mobilen:
Hej mormor, hvordan går det? Har du det godt? Og morfar? Nå, hvis han står og steger kartofler, så er der vist ikke noget i vejen. Jeg har fri fra arbejde nu, henter Daniel fra fodbold og handler ind på vej hjem, så vi er der snart.
Bagefter ringede Mille til et andet nummer:
Hej Jens, jeg er på vej hjem nu. Hvad med dig og Mette, er I snart på vej? Fedt, så spiser vi sammen morfar står allerede i køkkenet.
Mille rejste sig, proppede det nødvendige i tasken og vinkede til kollegerne:
Vi ses, ha en skøn aften!
Hej hej Mille, god aften til dig!
Hun skiftede hurtigt sko under bordet til sine sneakers, tog frakken på og nåede at kigge ud af det mørknende vindue. Det var en af de lune efterårsaftener. Byens lys blinkede venligt, folk hastede hjem efter en lang arbejdsdag. Mille så sit eget spejlbillede i ruden og kom til at smile hvem skulle have troet, at hun også blev sådan en, der levede et helt almindeligt liv med familie og hverdagsaftenener? For bare få år siden havde hun været sikker på, hun aldrig fik chancen.
Hendes familie er ikke typisk, men de er lykkelige og holder af hinanden.
Millies mor forlod hende lige efter fødslen, forsvandt bare ud af hospitalet. I papirerne fra børnehjemmet stod der kun: moder ukendt, ingen dokumenter, far ikke oplyst. Navnet fik hun af personalet de kaldte hende Vestergaard, fordi hun blev født om foråret. Og Mille ingen ved rigtigt hvorfor. Hun var altid mest sammen med drengene, bedstevennen hed Jeppe, ældre end hende med et år, og han hed også Vestergaard af samme grund. Mille klarede sig altid godt i skolen, var pligtopfyldende og arbejdsom hun håbede sådan, at nogen ville adoptere hende. Alt hun anede om rigtige hjem, var fra film på fjernsynet, men enten var hun for ranglet og kejtet, eller heldet bare ikke med hende. Dengang Jeppe blev adopteret, græd Mille hele natten. Ikke af misundelse, men fordi hun mistede sin eneste nære. Han så på hende gennem sine briller og sagde:
Mille, vil du have jeg siger nej?
Er du tosset, Jeppe? Det kan du jo ikke, kør nu bare. Vi har jo hver vores vej.
Jeg skal nok finde dig igen, jeg lover det!, sagde han, men Mille grinede det var ikke så vigtigt, de lover jo alt muligt.
Mille blev student, søgte ind på teknisk skole på bygningskonstruktør, boede på kollegium. Da hun blev færdig, fik hun tildelt en lille lejlighed i udkanten af byen, fordi hun var forældreløs. Ikke det fineste sted, men pyt! Hun fik job indenfor sit felt på et arkitektkontor. Voksenlivet var for alvor i gang. Gode kollegaer blev hendes veninder, men familie det havde hun tid til senere, syntes hun.
Mille drømte stadig om et stort hus fyldt med liv, en mand hun elskede, børn gerne to eller tre, der løb, legede og grinede, mens de råbte “mor! far!”. Hun længtes lidt efter netop de ord varme og lidt ukendte.
En dag var hun på vej ind i opgangen, da døren blev revet op, og en ung fyr susede ud han var lige ved at vælte hende omkuld, havde tasken i hånden. Da Mille var kommet op, lå der en lille, skrøbelig dame på trappen:
Min pung min pung, han skubbede mig og hvor er mine briller, jeg kan ikke se noget! Mille løb ud igen, men tyven var for længst stukket af. Hun hjalp den ældre dame op, heldigvis var hun ikke kommet slemt til skade.
Hvordan kan folk dog gøre sådan noget? græd damen stille. Mille fulgte hende hjem til lejligheden, hvor hendes mand lå syg og kunne ikke gå op. Hun begyndte lidt efter lidt at komme forbi, handlede for dem. De havde jo mistet hele pensionen. Tyven blev aldrig fundet, men tasken dukkede op et par dage senere, heldigvis med de vigtige papirer.
Milles besøg blev hyppigere, og hun kom tættere på “mormor Grethe” og “morfar Knud”. Lægen kom og fik lidt styr på Knuds helbred. De gamle kvitterede med gode historier og masser af varme Mille blev deres barnebarn, sagde de selv. De havde ingen andre.
Så en dag i bussen var der pludselig én, der smilede til Mille og sagde:
Undskyld, men du ser vildt bekendt ud. Jeg synes, vi har mødt hinanden før?
Mille lo og svarede nej, men syntes nu også, fyren virkede velkendt. Han præsenterede sig som Glenn, boede alene med sin mor, havde fast arbejde. Det føltes næsten, som om de havde kendt hinanden længe. Glenn begyndte at hente hende efter arbejde, og efterhånden blev de tætte. En dag var han på besøg, hun lavede te og sandwiches, og pludselig sad hun og fortalte ham om børnehjemmet. Glenn kiggede på hende lidt mærkeligt, som om han havde noget, han ikke kunne få sagt. Måske syntes han bare synd om hende. Mille var glad for ham, men noget var alligevel off.
Næste gang Glenn var der, skete det uventede. Da Mille var i færd med teen, stod han pludselig tæt på og holdt om hende. Hun forsøgte at trække sig lidt:
Glenn, måske skal vi lige tage den lidt med ro?
Men han svarede bare ikke Greb om hendes hænder, og så skete alt det forfærdelige Mille skreg og kæmpede, men han hviskede truende:
Nu holder du din kæft, for jeg ved præcis, hvem du er, forbandede hjemløse pige! Du hjalp dem at finde mig, og du kender jo godt reglerne siger du noget, er det bare værre for dig. Ingen vil savne dig alligevel
Mille turde ikke anmelde ham, var bange for at alle skulle få det at vide. En måned senere blev Mille akutindlagt på hospitalet efter en sprunget graviditet udenfor livmoderen måske skulle hun aldrig have børn, sagde lægerne.
Mormor Grethe tog Mille til sig og hjalp hende på benene igen. Gode ord, kyllingesuppe og masser af urtete. Mille var helt knust og anede ikke, hvad fremtiden skulle bringe. Hun lukkede sig endnu mere inde, indtil hendes ben næste gang førte hende hen til det gamle kloster ved Domkirken. Det var efterår, den klareste blå himmel, og kirkens spir glimtede i solen, mens klokkelydene strakte sig langt over byen. En ung mand, der hjalp til i haven, råbte pludselig:
Mille Vestergaard?
Hun vendte sig og fik øje på ham Jeppe!
De omfavnede hinanden, og hun græd uforbeholdent. Jeppe tørrede tårerne væk:
Kom, Mille. Vi spiser grød og boller sammen, så kan vi snakke hele aftenen.
Mille kunne pludselig fortælle ham alt, og han fortalte tilbage om hvordan hans adoptivfar slog ham og om flugten. Nu var han frivillig hos klostret, det eneste sted han fandt ro.
Da Mille tog hjem igen, følte hun sig næsten lykkelig, alt havde ændret sig, efter hun fandt Jeppe. Nogle dage boede hun endda hos klostret, og det var dér, de lagde planer sammen. Mormor Grethe og morfar Knud havde længe insisteret på at skrive lejligheden over på Mille, men nu fik Mille og Jeppe en endnu bedre idé.
Mormor Grethe og morfar Knud blev ellevilde de skulle alle bo sammen! Det havde de aldrig turdet håbe på, med deres helbred og alder. Men nu var de en familie.
I dag har Mille og Jeppe Vestergaard været gift i fem år og bor i en stor lejlighed lidt uden for Aarhus, hvor der er plads til alle. Mormor Grethe og morfar Knud nyder at være sammen midt i familien. De er de ældste, og de bestemmer og alle elsker dem.
For to år siden gik Milles største ønske i opfyldelse: de adopterede to børn, Daniel og Mette, begge fra det samme børnehjem, hvor de selv voksede op.
Jeppe, kan du huske, hvordan vi håbede på, nogen ville hente os hjem? Nu ser du børnene, og man kan bare mærke, hvor meget de har brug for os. Skal vi ikke love hinanden, vi bliver de forældre, vi selv drømte om?
Nu lyder det tit fra stuen:
Mor, hvor er far? Mormor, kom og se, hvad vi har lavet med morfar!
Mille gider ikke længere tænke på det dårlige. Mormor Grethe bragte hende engang det glade budskab, at deres gamle plageånd var blevet fanget igen under et forsøg på en ny forbrydelse han sidder sikkert fængslet længe.
Hver får, hvad de har fortjent i denne verden og den næste.
