Ikke sådan en Louise
Louise! Igen?! For pokker, du er ikke et barn du er en hel misforståelse! Hvordan bærer du dig ad?!
Mor, jeg ved det ikke Det skete bare
Mor rev den smudsige jakke af Louise, de gennemblødte støvler og huen, der manglede sin pompoms, røg på gulvet.
Alle andre har børn, der opfører sig og så har jeg: dig, Louise! Skal det være sådan altid?
Louise stirrede på den flænsede nederdel og sukkede.
Men sjovt havde det altså været! Toget blev genialt! At Svend trak hende liiidt for hårdt i nederdelen, så den røg helt ja, det var måske mindre heldigt. Og så sagde fru Katrine Mikkelsen, at hun i hvert fald ikke var betalt for at sy nederdele sammen. Det måtte Louises mor klare. Rigtigt nok! Men så kom Louise altså til at sidde på en stol i hjørnet hele eftermiddagen skulle jo ikke vise underbukserne til alle drengene! Det var ikke pænt, sagde mormor. Og hun havde altså styr på, hvad der var hvad!
Mormor forstod, at Louise var sådan. Mor tænkte ikke sådan, men mormor? Ingen problemer.
Lad nu barnet være! Hvorfor skal du hakke så meget på hende?
Mor, du opdragede også mig sådan hvorfor er det pludselig forkert? Hvis ikke jeg opdrager hende, hvad bliver hun så til?
En lige så klog og smuk pige som dig er det ikke nok?
Åh, stop nu! Jeg har ikke tid til dine fjollerier! Louise! Gå ind og skift tøj! Nu!
Louise udstødte et lettelsens suk og styrtede ind på sit værelse, mens diskussionen mellem hendes to yndlingskvinder fortsatte bag hende. De manglede faktisk ikke engang hende til deres diskussion; hun var bare en anledning.
Engang spurgte Louise, hvad det egentlig betød, at være anledning. Mormoren grinede bare:
At skændes uden grund er kedeligt, skat. Men med en grund dét er noget andet!
Så jeg er jeres grund?
Den vigtigste! Du er jo vores eneste, så vi er nødt til at tage os lidt ekstra af dig. Din mor er streng, fordi hun tror, det er nødvendigt. Mig? Min strenghed blev brugt op på din mor. Dig forkæler jeg! Man må jo finde på andet som for eksempel småkager.
Kan ikke li småkager!
Okay, det bliver så flødeboller i stedet.
Meget bedre! Mormor, elsker mor mig egentlig?
Mere end alle andre i verden! Selv mig! Ingen tvivl!
Hvorfor skælder hun så altid ud?
Netop derfor
Mærkelig slags kærlighed. Du elsker også mig, men skælder ikke
Jeg er mormor, hun er mor det er noget andet ansvar. Derfor hendes anderledes kærlighed forstår du?
Nix.
Tiden skal nok komme. Du forstår det senere.
Men det der senere lod vente på sig.
Louise ventede og ventede men hendes mor blev bare strengere hvert år.
Hvad skal jeg dog stille op med dig?! Skal du vente, til du kommer med en i skødet hjem?
Louise forstod ikke udtrykket, men kunne ikke lade være med at fnise, hver gang moren pustede sig op. Hun havde lyst til at spørge, hvordan nogen kunne have noget i nederdelen, når der var hul i den? Men det ville nok give bagslag moren havde nemlig ikke meget humor, når det gjaldt huller.
Nuvel morens frygt var ubegrundet.
Akavet, men sød, betragtede Louise sig selv som meget gennemsnitlig. Ligemeget, hvad mormor mente spejlet løj ikke!
Og i spejlet så Louise ikke meget at skrive hjem om! Øjne små som rosiner, en pjattet mørk hestehale og bumser på næsen. Skønhed? Nej tak.
Louise havde for længst indset, at sådan var det bare og lod være med at spekulere for meget. Så sparede hun også penge modeklude kunne springes over. Gamle sneakers var helt fine, medmindre hun skulle i teater med mormor.
Hun elskede teater, men sparekassen var aldrig fyldt. Mormor bladrede lidt ekstra af sin pension, men det var småt. Derfor startede Louise allerede i 7. klasse med at passe naboens tvillinger hendes egne første krone. Tvillingerne var frække med til at have med at gøre, og Louise, uden søskende, nød at være barnepige faktisk var det mere hygge end pligt.
Helt ærligt: barnepige er da genialt! Leg lidt, hæld et par skeer grød i åbne munde, og tilbage hjem. Ingen hænger i gardinerne, kradser i notesbøgerne, og du har værelset for dig selv. Herligt!
Man kan ikke engang kalde Louise egoistisk hun var bare realist. For at have flere børn, kræver det penge. De havde kun morens løn som sygeplejerske (endda på akutmodtagelsen!) og mormors pension. Det største problem: ingen far i billedet. Ham havde hun aldrig set og havde egentlig heller ikke lyst.
Morens privatliv drøftede hun aldrig hvorfor irritere hende mere? Mor havde nok at se til. Og så var der jo mormoren, der ikke kunne huske, hvad hun hed forleden dag.
Det var heldigt, at mormor nåede at fortælle, hvordan moren mødte Louises far og hvorfor han forsvandt, før mormor glemte det hele.
Han havde ikke brug for din mor.
Hvorfor?
Han var ikke til at holde fast på. Havde en horde på slæb! Jeg advarede! Men sådan er det Hun var forelsket. Troede, han ville gifte sig og glemme alle de andre.
Giftede de sig?
Tja! Din mor får hvad hun vil, men da han hørte, hun ventede dig, forsvandt han som dug for solen. Efterlod kun en seddel.
Hvad skrev han?
Det er ligemeget, Louise. Bare vid: Din mor ventede dig så længe gik på tæer hele graviditeten, bar sig selv forsigtigt som en Missekat. Hun var rædselsslagen for at miste dig. Og det er derfor hun skælder ud det handler om frygt, ja!
Sådan da?
Ja, hun sover ikke altid om natten, men kigger på dig, aer dig over håret, næsten grædefærdig. Hvis jeg spørger bliver hun hvas. Det er hendes hemmelighed.
Elsker du hende også sådan?
Selvfølgelig. Vi mødre går alle ud af os selv af frygt for vores børn bagefter slår vi os selv i hovedet.
Hvorfor er man bange?
For sit barn? Det kan ikke forklares. Når du en dag får dit eget, forstår du det måske.
Louise sagde ikke noget, men tænkte: Jeg skal aldrig skælde ud på mine børn. Jeg opdrager dem anderledes. Naivt! Men hvem håber ikke sådan som ung?
Der var alligevel lang vej til at få børn selv. Hun regnede ærligt talt heller ikke med, at nogen bød sig til.
Hvem gider sådan en som mig? Lille, ikke køn, og mere stædig end en brændenælde. Hvis du først får mig, må du bare finde dig i det!
Efter endt uddannelse startede Louise på samme hospital som sin mor. Så fik piben en anden lyd!
Alt var forkert. For aktiv, for pæn mod patienterne (man måtte ikke sidde dem på skødet!), og hvorfor overhovedet gøre sig umage? Folk udskrives, nye kommer man kan ikke klare dem alle! Tag det nu roligt, for pokker!
Men Louise ville ikke høre. Hver syg patient gjorde hende ondt. Hun syntes, det mindste hun kunne gøre, var at være venlig eller rette deres dyne. Selv katte bliver glade for et godt ord og nu taler vi om mennesker!
Selv moren advarede:
Skat, lad nu være! Man kan ikke holde til at tage den på den måde. Du får fjender, og hvem gagnede det? Os? Vi har brug for din løn. Skal vi sende mormor på plejehjem? Du må arbejde, og hvem tager sig så af hende?
Mor, jeg kan ikke se til! De råber jo af de syge, skælder ud
Det er hårdt arbejde, og folk er forskellige. Du har set det. Indimellem finder man nogen som dig og det er allerede godt! Din afdelingssygeplejerske roser dig, men siger: tage den lidt stille og roligt ikke alt kan presses igennem. Gør det med gode eksempler, måske ændrer det noget.
Men det tager jo evigheder!
Åh, Louise, hvad har du arvet?!
Hvad?
Du er stædig!
Sikkert fra dig, ik?!
Louise!
Ja?
Intet. Bare gør, hvad din mor siger!
Javist
Hun havde ikke lyst til at skændes, men lyttede kun af og til. Moren havde måske ret, men hvad så? Inde på stue 3 lå en gammelkone, så tvær som bare pokker, men hun smilede altid til Louise. Klager til andre, men aldrig til Louise. Er hun den eneste? Nej! Nok dem, der er mest slidte, ensomme, og sover dårligt Louise så alt. Familien kom forbi og skændtes om arv, eller små petitesser. Patienten græd bagefter. Er det så mærkeligt?
Moren gad ikke høre. Hendes vigtigste job var, at Louise havde det godt. Men hvordan ha det godt, hvis folk har det dårligt omkring dig?
Man kan jo ikke redde alle, men en eller to?
Derfor charterpigerne kaldte hende for lidt mærkelig, og syntes, hun passede bedst til et kloster. Men sådan var det bare! Mormoren plejede at sige, at selvom karavanen gør holdt, må den videre, på trods af alt
Så Louises karavane traskede videre, slæbende fødderne gennem sand og til tider tørstende.
Det er ikke sjovt, at blive misforstået. Og endnu mindre sjovt, når ingen siger, man er sådan.
Louise manglede egentlig ikke bekræftelse, var vant til det og led ikke. Men siden mormoren ikke var sig selv mere, havde hun næsten ingen at snakke med. Mor sukke-de og bad Louise fokusere lidt på sig selv, men veninderne blev gift én efter én og efterlod brudebuketten direkte i Louises arme:
Jeg gider ikke engang kaste det er dig, der må giftes, Louise! Tag nu den her!
Louise tog pænt imod. Man skulle jo ikke fornærme veninderne! Men den rette, som skulle dukke op med det samme, hun tog buketten, var ikke til at finde. Enten vildfarede han sig væk, eller også havde naturen ikke udstyret Louise med sådan én. Sådan kan det jo gå nogen er bare hele selv!
Så hun indstillede sig på det forventede næsten ikke mere. Tatjanov fra Onegin var hun langt fra hun ville aldrig selv tage initiativ. Heller ikke hvis ja, hvis hvad?
Hun pendlede mellem hospital, venindens dyreinternat og mormors seng, hvor den gamle, oftere og oftere, ikke kendte hende. Moren sukkede og opfordrede til at finde veninder, men det var ikke længere vigtigt. Louise begyndte at ligne en klassisk gammel jomfru, og havde hverken interesse for kærlighed eller familie.
Hvis du savner børnebørn, mor, sig til jeg spytter da et par stykker ud. Det er nemt i dag!
Louise! Hvor kan du dog være så kynisk?!
Jamen, der er ikke prinsenok i landet, mor, sådan er det jo! Hvad mere vil du have?
Jeg vil bare have du er glad
Så stop med at mase på med min privatlivsplan. Min vil ikke rigtig rettes ind den har det faktisk fint!
Og så blev moren tavs igen, og overvejede om hun kendte en søn et eller andet sted, hun kunne præsentere for Louise. De fleste var allerede fordelt, så hun måtte vente på, at naturen på magisk vis leverede noget.
Og det gjorde den så bare ikke som Louise havde forestillet sig.
Hun regnede med, at hendes helt ville dukke op og tålmodigt vente på hendes følelser, men nej.
Det startede med Maren Larsen, den sureste af alle patientbeboere, kendt fra hospitalets korridorer hun rullede ind to gange om året og satte personalets nerver på prøve.
Nå, hun kommer sikkert til at klage over alt igen! Louise, hun er din yndling! Afsted med dig!
Maren blomstrede op, så snart Louise rendte i korridoren:
Min pige! Endelig ét civiliseret ansigt blandt alle flagermusene her!
Arh, nu må du da holde op! Her er kun gode mennesker!
Du er for ung, du ved ingenting! Jeg har levet et liv du skal ikke diskutere med mig!
Aldrig i livet! Jeg følger dig ind på stuen nu, du har allerede råbt personalet væk!
Ja, lad dem bare være på vagt de har godt af det!
Du er altså mere stædig end nogen!
Mon ikke! Men du har aldrig mødt min kat! Den er værre.
Louise nikkede, for straks at glemme det igen hvilket var en fejl, for mødet med denne kat skulle vise sig uundgåeligt.
For da Maren en dag kom ind på afdelingen, var hun for første gang helt stille, ikke sur eller skænderisk hun ville blot i sin seng, vendte ryggen til, og svarede ikke på Louises spørgsmål.
Sæt dig ned, min pige senere
Selvfølgelig gik der ikke lang tid før Louise fandt ud af både diagnose og at Maren havde indlagt sig selv.
Hun har skændtes med børnene, så nu er hun alene. Men det skal man jo også lade være med, så deles der på det hele, også mens man stadig lever.
Louise hørte ikke rigtig advarslen kendte jo ikke familien. Man skal ikke dømme, når man ikke kender sandheden alle har deres synspunkt. Punktum.
Efter sin vagt kiggede hun ind til Maren.
Har du brug for noget?
Maren stirrede længe på hende. Louise skulle netop til at gå, da hun hviskede:
Lille Louise, jeg tager mig sammen for at bede om noget jeg er ikke god til at tigge, jeg forlanger mere. Min mor var barsk, sådan lærte hun mig også. Vil du noget, så gør det selv. Men hvem gør det for dig, når du ikke kan mere?
Hvad er det, du vil spørge om? Du kan bare sige det!
Min familie er så stor, men jeg har ingen at stole på. Livet blev ikke, som jeg håbede. Arbejde, bekymringer, og så om igen. Små lykkepunkter, men bekymringer nok til at bygge et sommerhus! Jeg gjorde mit for mine børn både datteren og sønnen fik min lejlighed, så jeg ikke skulle være en byrde. Solgte mine forældres hus, da min mor døde, klarede det hele, hjalp med børnebørnene, så længe jeg kunne gå. Nu er jeg uønsket både mig og Louise, vil du ikke tage min Misse?
Øh, katten?!
Jep! Hun er god lidt vrang, men klog! Du fatter ikke, hvor snu. Da jeg skulle herind, forsøgte hun at holde på mig. Hun forstår mere, end man tror.
Louise var på glatis.
Hun holdt af dyr, men de havde aldrig haft nogen hjemme af hensyn til mormor, og pengene var små. Dyr koster. Men hun kunne ikke sige nej til Maren, der nu kun havde kæledyret tilbage. Andres sjæle er mærkelige steder, kan man lyse lidt op, så gør det, ellers skal man ikke dømme.
Louise fandt moren, spurgte hvad hun synes, og tog hen for at hente katten.
Jeg tager Misse, Maren, men kun, til du er hjemme igen!
Selvfølgelig, min pige
Maren nikkede, og for én gangs skyld lignede hun en almindelig bedstemor.
Ude foran nummeret, hvor Maren boede, blev Louise lidt nervøs for alligevel at gå ind alene, da hun stod med nøglerne. Hun tog mod til sig og bankede på nabodøren.
Kan jeg hjælpe? smilede en ung kvinde, mens en lille dreng dinglede på armen.
Undskyld, jeg skal hente Mariens kat. Gider du stå her og høre efter, mens jeg prøver fange den?
Vil ikke ind alene? Fornuftigt! Hun er sin egen med hende skal man ikke tøve.
Ej, hun er bestemt normal vi er altså ikke lavet af marcipan nogen af os!
Det har du ret i! grinede naboen. Giv den gas! Os bliver her.
Viktor, den lille, sagde ih, og mission Misse gik i gang.
Den stoppede dog lynhurtigt, for straks Louise åbnede døren, fór en sort raketforbi, ned ad trapperne puff! Louise nåede ikke engang at blinke.
Luk døren! råbte naboen du får den ikke igen nu. Hun er både hurtig og sur. Pas på dine hænder! Held og lykke!
Tak!
Louise røg på trapperne og bad til, at døren ud til ikke var åben.
Selvfølgelig var den det! To flyttefolk løftede kasser og møbler.
Har I set en kat? spurgte hun håbløst.
En af dem pegede på træerne foran: Den sidder oppe i det træ!
Drengene lo, mens Louise løb rundt under træet, som Misse sad og snerrede i, uden at hjælpe det mindste. De havde kasser at slæbe.
Katten var ikke til at spotte. Kun dens vrede kald hørtes.
Misse, misse, misse!
Et arrigt hyl var svaret.
Du er sgu en odder! stønnede Louise, og måtte sande: entet andet at gøre end selv at klatre op.
Regnen begyndte, himlen blev mørk, og Louise ville bare hjem under tæppet, med te og én øreprop (det andet øre: i beredskab til mors opdragelser). Heller opdrages end at være på et nattetræ!
Men løfter skal holdes. Rygsækken af, armen om grenene. Opad.
Vreden hvæsede tættere på, og pludselig fór en sort pote forbi hendes ansigt.
Misse! Stop! Jeg gir dig en
Hun skulle til true med at skære halen af katten, men hvem ved, om Misse forstod dansk? Maren sagde den var snedig. Bedste at tie.
Op, op Louise fik fat i katten bag nakken.
Giv slip på grenen!
Hun hvæsede så vredt, at Misse må have genkendt noget fra Marens raseri, og katten overgav sig hun listede sig ind under jakken.
Fedt. Problemet var nu at komme ned. Da hun klatrede op, tænkte hun kun på katten ikke på højden, som Louise havde frygtet, siden hun var lille.
Nu under hende: højt.
Meget højt!
Mor hviskede hun, lukkede øjnene.
Telefonen summede igen, men Louise turde ikke røre sig.
At råbe på hjælp kunne hun ikke ville jo ikke forstyrre nogen, det var hendes egen skyld!
Du deroppe har du det hyggeligt?
En drillende stemme fik hende til næsten at falde ned.
Bliv endelig siddende jeg henter dig! Et sekund!
Han talte, som om hun kunne flyve. Hun svarede (ironisk):
Ja da, jeg kan sagtens vente!
En hmm lød, og så forsvandt han.
Nå, så gik han Misse, hvorfor fanden
Men hun nåede ikke dømme sig selv færdig, før han kom tilbage med en stige (hvem pokker ejer sådan en i Søborg?).
Så, kom ned. Eller har du planer om at overnatte dér?
Hun rystede på hovedet, men det kunne han jo ikke se.
Jeg jeg er bange
Det nåede hun dog ikke sige højt, før en hånd greb hendes fod, og vupti stod hun på stigen.
Jeg holder dig! Bare rolig. Lidt ad gangen.
Hun lod sig hjælpe ned. På jorden røg Misse straks ud, men blev grebet og puttet under jakken igen.
Sid! Og lad være at sprælle. Jeg har lovet at passe dig, og det holder jeg!
Du er skrap!
En tynd fyr, nærmest usynlig, så ironisk på hende.
Skal jeg lige følge dig hjem?
Næ tak jeg klarer den! svarede Louise spidst, men indså så, at hun var utaknemmelig.
Her stod han vært for en våd, småskør Loise og hendes kat, reddede hende, fandt en stige og alt hun gjorde var at rejse børster! Godt nok ikke sådan
Nej undskyld, tak! Jeg kunne sidde dér til i morgen uden din hjælp.
Hvorfor det?
Jeg er bange for højder
Så hvorfor klatrede du?
Altså katten! Nå, undskyld, min mor venter!
Skal vi ikke droppe De og rende direkte over på du? Efter jeg har hentet dig ned af et træ, kan du nok kalde mig Mads. Skal jeg følge dig til stationen eller hjem?
Det er ikke langt
Pludselig var Louise ikke spor kold tværtimod, hun blev nærmest løftet væk på en mærkelig, boblende glæde. Alt, Mads sagde, blev på en gang sjovt og vigtigt.
Under jakken lå Misse stille som aldrig før, varmet af en mærkelig fornemmelse i brystet. Den forstod, at her ville man ikke bryde magien.
Og selvfølgelig fulgte Mads hende hjem. Næste dag ventede han efter arbejde i hospitalets park, og snart var de på vej i supermarkedet for at købe kattemad for Misse nægtede at spise hvad som helst andet end det, hun ville have.
Lovise havde Misse i en uge indtil Marens datter dukkede op for at hente både mor og kat.
Mor savner hende helt vildt hun må hjem til os nu.
Tager du Maren hjem?
Selvfølgelig, det skal jeg da! Hun var bare altid så stædig, men nu kan det ikke være anderledes. Tak for hjælpen!
Louise vinkede og overvejede endnu engang hvor lidt, man kan vide om andres forhold. At dømme udefra giver sjældent mening. Og hvis selv katte bliver savnet, må der være kærlighed.
Og faktisk hvorfor bruge tid på andres familier, hvis man kan skabe sin egen? Især hvis man pludselig møder én, man har lyst til at skabe noget sammen med.
Så er det nemlig ikke vigtigt, hvem siger jeg elsker dig først, for meningen med alt det her er noget helt andet.
Det vigtige er, at den rette vil hente både stige og tid, den gang du har mest brug for det og aldrig, aldrig fortælle dig, at du ikke er sådan. For for ham er du den eneste i verden, der findes.
