Prisen for en ny begyndelse
Under det mærkelige, perlemorsskinnende lys på Amager, hvor gaderne bugter sig som sløve slanger og sporvognene spiller små jazzmelodier, stod Henrik over for Kamma, let foroverbøjet, næsten hviskende, mens han prøvede at lokke sandheden ud af hende. Hans stemme bar på noget næsten kærtegnende, mens øjnene var kolde som Kattegat en grå vintermorgen.
Fortæl mig det nu bare! Jeg lover, jeg bliver ikke sur, sagde han, men de blå øjne var fulde af den mistro, der fik det til at løbe koldt ned ad Kammas ryg. Vi var jo skilt på det tidspunkt, tilføjede han, nærmest som en kat, der lister sig væk, men alligevel holder øje.
Trykket kogte indeni hende. Kamma bed sig i læben og mærkede frustrationen stige op som en tåge i Fælledparken. Hvor længe kunne dette egentlig blive ved? Hun havde håbet, at det at give forholdet en chance til ville forandre alt, men virkeligheden havde sat sig som sure skyer over deres hjem.
Ingenting. Der var ikke noget! Kan vi ikke lade det ligge? Det har du jo spurgt om hver dag i månedsvis, sagde hun, måske lige lidt for højt. Hun følte sig træt i hele kroppen, åndede tungt, som var luften i lejligheden blevet tykkere.
Henriks stemme blev skarp, næsten som isfangede grene, ingen bløde ord tilbage.
Så spørger jeg Josefine, sagde han bestemt. Hun lyver ikke for mig.
De ord var som et slag. Kamma mærkede rødmen brænde i kinderne, stemmen dirrende:
Gør det dog! Men glem ikke, at hun kun er fem og har haft barnepiger, du ikke kender navnet på! Jeg måtte jo arbejde for at forsørge hende! Hvad vil du have? Skal du også vide, hvilken Netto jeg handlede i? Henrik, jeg gik én gang tror du ikke, jeg kan gøre det igen?
Henrik tav et øjeblik, overrasket over hendes udbrud. På hans ansigt dansede forvirringen, men hurtigt blev den overdøvet af sarkasme.
Og har du penge til billetten? spurgte han, men da han så, hvordan Kamma blev bleg, skiftede han straks rille.
Undskyld, jeg mente ikke sådan. Det overrasker mig bare, hvor stædig du er. Jeg sagde jo, jeg ville lade være med at være jaloux. Tænk nu over det.
Uden at tænke greb Kamma en sofapude og slyngede den mod ham med rystende hænder. Puden ramte ham ikke rigtigt; lidt som at kaste skygger på væggen, men hans stolthed fik et hak. Henrik åbnede munden for at sige noget, men så dukkede den lille Josefine op i døren, lyserød kjole, flagrende som et hav af marcipan, og løb i armene på sin far.
Far, far! Du er hjemme! Jeg har savnet dig så meget!
Henrik lod triumfen spille i sit blik mod Kamma, som om han sagde: “Se selv, hvem der betyder mest.” Ansigtet blev blødt, stemningen skiftede, og mens han smøgede datteren op på armen, kom det blødt:
Kom, min lille hare, vi går ind og leger. Mor skal have en pause.
Kamma stod ved køkkenvasken og greb hårdt om det gamle viskestykke, indtil knoerne blev hvide. “Nu bruger han også Josefine. Fantastisk!” tænkte hun og kæmpede mod tårerne, der pressede sig på. Nok nu hun var halvvejs væk i tankerne, blegnende, men fast. Om en uge fik hun sit kursusbevis, derefter ville hun købe en billet bare ud af København, hvor konturene af hendes nye liv tegnede sig.
Udenfor så hun aftensolen farve byens tage, folk hastede forbi, og butiksvinduer spejlede et virvar af historier.
I det mindste er der gode jobmuligheder her, mumlede hun. Med et københavnsk diplom er alting muligt.
Tankerne blev lette som sæbebobler planen var klar. Snart var hun væk.
*********************
Hvorfor gav hun sin eksmand en ny chance? Kamma forstod det egentlig ikke helt. Måske virkede han så inderlig, når han lovede at alt ville blive anderledes? Hans stemme sitrede af følelser, blikket var fuldt af løfter, hun ikke længere helt troede på.
I starten var alt nyt og lyst Henrik lavede mad, hentede Josefine i børnehaven, kyssede Kamma på kinden, når hun kom hjem efter sine aftenture gennem de brede gader. Men som ugerne gik, fiftede gamle skygger sig ind: mistænksomheden, misundelsen, de samme nedslidende spørgsmål: Hvor har du været? Hvorfor så længe? Hvem talte du i telefon med?
Skilsmissen første gang? Ingen affære, bare Henriks jalousi, tung som havgus, der aldrig letter. Hver gang hun søgte et job, var der brok bare der var én eneste kollega med en anden slags sko på. Selv et besøg hos forældrene i Roskilde blev mistænkeliggjort. Veninderne forsvandt som sodavand i solen.
De skal bare ud og score mænd, sagde han ofte.
Og hvad så? De har lov til det! svarende Kamma. Men det førte til intet. Til sidst holdt veninderne op med at ringe, og Kamma sad alene med Josefine, der hele tiden ville have brød med syltetøj, klatre i træer, eller at hun skulle lege med syltekrukker og farveblyanter.
En aften, mens Josefine sad og moslede med havregrøden, sagde Henrik uden at blinke:
Vi skal vel også have nummer to.
Kamma stivnede. Hun havde netop brugt en halv time på at få Josefine til at spise, barnet havde lavet mere rod end mad, og nu kom det med endnu et barn! I brystet slog angsten kolbøtter.
Du har da masser af tid, sagde Henrik, og lænede sig tilbage.
Jeg vil bare udvikle mig, sagde hun stille, men Henrik sukkede bare.
Når vi får en søn, er der ikke mere tid til pjat.
Tankerne blev sammenfiltrede: hun måtte passe på. Måske undgå uheld og begynde at tage ansvar for sit liv og Josefines tryghed.
Sidste dråbe var, da Henrik forbød hende at tage til broderens fødselsdagsfest “alt for mange mænd”, sagde han. Da han ikke ville lytte, pakkede Kamma og flyttede, mens han var på arbejde. Hendes tvillingebror dukkede op i en lille flyttevogn, og i den magiske nat forlod de København med Josefine i armene og lagde en lille seddel på køkkenbordet: “Undskyld, men vi kan ikke mere. Josefine har brug for ro.”
På det gamle Frederiksberg Rådhus, under den duftende lindetræ bag vinduet, opløste en gammel dommer deres ægteskab på en enkelt dag.
Jeg ser ingen fremtid for denne familie, sagde hun. Jeg ønsker dig styrke, Kamma.
En stille glæde bredte sig i Kammas bryst. Hun havde endelig valgt rigtigt.
Hun flyttede hjem til forældrene i Roskilde, fik job på biblioteket, og livet gik langsomt fremad. Hun meldte sig til et grafisk design-kursus, købte en gammel MacBook på DBA, og snart sad hun med farver, tegnede skæve huse og blå katte, korngule og bløde. Nye venskaber dukkede op, blandt kolleger og blandt forældre i børnehaven. Kamma begyndte så småt at mødes til uforpligtende kaffe, og om aftenen sad hun på forældrenes veranda med mynte-te og lyttede til, hvordan Josefine og kusinerne forsøgte at fange alliker latteren gav varme langt ind i benene.
“Sådan skal det være,” tænkte hun, mens hun duppede teen op med Mariekiks. “Ikke mere frygt. Vi har ret til at smile.”
For første gang i evigheder begyndte hun at forestille sig lykke: at tage imod små freelance-opgaver, at bo i sin egen lyse lejlighed tæt på forældrene. Men så, et år senere, dukkede Henrik op igen.
En lørdag formiddag på Torvehallerne stod Kamma og mærkede på de glinsende æbler, forestillede sig duften af æblekage i det lille køkken. Folk stimlede sammen i bugnende boder, stemmer flød sammen til én stor summen. Pludselig mærkede hun et blik bore sig ind i ryggen: Henrik, ranglet, mørk under øjnene, stod blandt squash og løg, helt forkert og hjemsøgt.
Kamma, sagde han tøvende, trådte nærmere. Jeg har ledt efter jer.
Hun veg instinktivt tilbage, klemte kurven ind mod brystet.
Hvorfor?
Jeg har forandret mig, begyndte han. Jeg kan ikke undvære jer.
Billederne væltede i tankerne: deres første tordenregnsdans ude på Dyrehavsbakken, Josefines latter, de dæmpede aftener med røde stearinlys alt det gode, nu kun ekko. Kamma var nær ved at glemme, hvor ondt det kunne gøre.
Giv mig en sidste chance? bare én? bad han.
Hun faldt for hans ord, og fordi Josefine savnede sin far barnet tegnede deres lille familie i tusch på papir, og trak sig længere og længere ind i sig selv med et hengivent håb om at blive samlet igen. Hun indvilgede, men satte betingelser: intet ægteskab, ingen kontrol, ikke mere overvågning.
Ikke mere papirarbejde, sagde hun. Jeg vil kunne flytte, være min egen, se mine venner og arbejde. Forstår du?
Selvsagt, sagde Henrik, smilende for bredt.
Han flyttede dem til Vejle, hvor gader snor sig i underlige spiraler, og vinden altid lugter af havtang og savsmuld. Her blev hendes liv langsomt mere indadvendt hun så snart mønsteret: ingen venner, ingen netværk. Tidsforskellen til Sjælland blev som en mur, og Henrik fløj rundt i baggrunden, når hun ringede til forældrene, spurgte: “Hvad sagde din far? Skal vi tage hjem til dem?”
Dybt i hans hoved sad nu tanken om, at Kamma havde haft nogen, mens de var fra hinanden. Mistænksomheden voksede til en svamp, sugede alt til sig.
Var der en anden? Hvis du fortæller det, lover jeg at lade være at blive sur.
Ligegyldigt hvad hun sagde, ville han ikke høre det. Telefonens beskeder blev gennemgået, samtaler med Bring-bude eller naboens kat allesammen genstand for mistanke.
En aften, som tusind mosede tekopper, eskalerede samtalen.
Du skriver med nogen! råbte Henrik og greb telefonen ud af hendes hånd. Er det din elsker?
Giv mig den tilbage det er bare min veninde Signe fra kurset! Vi skal i parken med børnene!
Veninde, javist, men hvorfor så smileys? fløjtede han.
Hvad sker der for dig, Henrik? hylede hun, men dæmpede sig straks, bange for at vække Josefine.
Hvis der ikke er noget, så lad mig se beskederne, sagde han koldt.
Nej, svarede Kamma, tog telefonen og trak vejret dybt. Jeg mener det: aldrig mere. Vi aftalte noget andet.
Du kan alligevel ikke gå nogen steder, du har hverken penge eller job, snerrede han.
Der tager du fejl, sagde Kamma, lige så roligt. Jeg har mit portefølje, og Signe har skaffet mig nogle projekter. Jeg er ikke længere bange for at starte forfra, Henrik. Jeg kan selv.
Josefine mumlede søvndrukkent inde fra værelset:
Mor, hvorfor råber du?
Kamma gik straks til hende, satte sig ved sengen, strøg hende over håret.
Alt er godt, lille skat. Vi skal bare ud på et nyt eventyr. Til et sted med sol og græs, hvor du kan svinge lige så meget, du vil. Vil du det?
Josefine nikkede og trak sig tættere ind til hendes favn.
Henrik stod i døren; for første gang lignede han én, der ikke længere forstod reglerne i eget drømmespil.
Du går virkelig denne gang?
Ja, svarede Kamma fast. Og denne gang for evigt. Vi har brug for ro og sikkerhed og det får vi ikke med dig. Undskyld.
***********************
Henrik forsøgte alt muligt trygle, true, lokke men Kamma var urokkelig. Intet kunne rykke hendes valg. Selvom Josefine savnede sin far, hjalp de nye rammer: en sollys lejlighed nær parken, lysegule puder, regnbuelys i køkkenet.
Josefine begyndte til billedkunst hos fru Olesen i Kulturhuset. Allerede tredje gang havde hun to nye veninder. Barneglæden trak hende væk fra de gamle konflikter.
De første uger ringede Henrik dagligt, men snart skrumpede beskederne til korte “Hej solstråle” og Danmarks mindste børnepengebeløb akkurat nok til et farvekridt og en fredagssnegl. Han opdagede, at der ikke længere var magt at vinde gennem barnet.
Kamma og Josefine begyndte deres nye liv. Om aftenen fodrede de ænder i parken, lavede papirbåde i regnvejret, og sad på altanen med varm kakao, mens Josefine viste de flotteste blade, hun havde fundet. Gennem datterens latter mærkede Kamma den rette beslutning.
Det var ikke nemt at starte forfra, men den frihed og tryghed, som nu fyldte deres hverdag, kunne ikke måles i kroner eller tid. Verden udenfor summede videre, men i deres lille univers brolagte drømmegader og lune aftener blafrede fremtiden med silkebløde vinger, og frygten var langt væk.
