Du skulle bare have hørt, hvad jeg oplevede for nylig. Jeg kom hjem til mit lille sommerhus udenfor Roskilde efter at have været væk i en uges tid. Da jeg nærmede mig døren, så var den på klem og jeg tænkte straks: Åh nej, er der nogen, der har været inde og rode efter kontanter eller smykker? Jeg kunne næsten høre min egen mor sige: Pas nu på, Jytte! Ja, for mit navn er Jytte Hansen, jeg er 62 år og har været alene de sidste fem år. Min mand er ikke længere iblandt os, og mine voksne børn er for længst fløjet fra reden og har travlt med deres egne familier rundt omkring i landet.
De varme måneder bor jeg fast herude i sommerhuset, og om vinteren trækker jeg da ind til min lejlighed på Amager igen. Herude elsker jeg simpelthen havelivet; jeg får så meget energi af at trave rundt i haven, plukke æbler og se til brombærrene i skovbrynet. Ikke langt herfra ligger der også en hyggelig lille skov, hvor man kan finde kantareller og blåbær i sensommeren det er simpelthen lige mig.
Denne gang havde jeg dog været nødt til at tage ind til København hele ugen, så huset havde stået tomt. Men da jeg gik ind, var der ingen tegn på indbrud. Alt stod, som det skulle… bortset fra, at der stod en brugt tallerken på bordet. Den slags plejer jeg bestemt ikke at efterlade! Og eftersom jeg vidste, at jeg ville være væk et godt stykke tid, kunne det ikke være mig.
Jeg gik videre ind i stuen og der, på sofaen, lå en lille dreng og sov så trygt. Så gik det ligesom op for mig, hvad der var sket! Da han vågnede, satte han sig op, gnubbede øjnene og sagde helt stille:
Undskyld… jeg mente ikke at bryde ind.
Der var noget sødt og beskedent ved den knægt, og jeg kunne mærke mit hjerte blive lidt blødere.
Hvor længe har du været her? spurgte jeg forsigtigt.
To dage, sagde han.
Er du sulten? Hvad har du spist?
Jeg havde nogle boller med fra min madpakke. Jeg har lidt flere vil du have?
Han rakte mig en pose med et par tørre boller tilbage. Jeg smilede og spurgte:
Hvad hedder du?
Asger.
Jeg hedder Jytte. Hvorfor er du alene her? Er du løbet hjemmefra? Hvor er din mor og far?
Drengen så ned og svarede stille:
Min mor efterlader mig ofte alene. Når hun så kommer hjem, er hun altid sur jeg får at vide, at jeg er et problem for hende, at hendes liv ville være lettere uden mig. For to dage siden råbte hun igen, og så kunne jeg ikke være der mere og gik bare hjemmefra.
Tror du ikke, hun leder efter dig nu?
Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke første gang, jeg er væk. Nogle gange har jeg været væk i flere dage eller uger, uden at hun rigtig har savnet mig. Hun klarer sig bedst uden mig, tror jeg.
Det viste sig, at Asger boede alene med sin mor, og hun brugte det meste af sin tid på at rende til fester eller overnatte hos kærester, mens han måtte klare sig selv ret meget.
Jeg fik helt ondt af den lille fyr, men hvad kunne jeg gøre? Jeg er jo blevet pensionist og kan ikke bare sådan få lov at være plejemor. Og han ville bestemt ikke på børnehjem. Jeg gav ham noget ordentligt at spise, og tilbød, at han måtte blive en ekstra nat så følte jeg da, at han var i trygge rammer.
Hele natten lå jeg og spekulerede på hans situation, indtil jeg pludselig kom i tanke om min gamle veninde, Helle, som arbejder i kommunen med børn og unge. Allerede næste morgen ringede jeg til hende for at spørge til råds.
Helle sagde, at hun gerne ville hjælpe, men at det ville tage lidt tid. Tre uger senere havde vi det hele på plads, og jeg fik faktisk lov til at adoptere Asger. Han blev så glad og lettet, og hans mor havde ikke noget imod at skrive under på papirerne, da hun hørte, at nogen gerne ville tage sig af ham.
I dag bor Asger og jeg alene herude i vores lille hus, og han fortæller alle, at jeg er hans mormor. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at livet gav mig denne chance for at få en slags barnebarn.
Asger er så kvik og dygtig, og her efter sommerferien startede han i 0. klasse. Læreren roser ham for både hans læsefærdigheder og matematik. Du skulle bare se, hvor stolt jeg er, når han kommer hjem med sine tegninger og små regnestykker det er lige til at blive varm om hjertet af.
