Min sambo satte et ultimatum: “Jeg kan ikke mere!” råbte han, så snart han så mig i døren. “Jeg er træt af den gamle kat!” … og jeg smed ham ud det var alligevel ikke den rette mand, jeg havde fundet.
Der blev så stille i entreen, da han gik, at man næsten kunne høre støvet falde. Han smækkede døren hårdt efter sig. Hans jakke hang ikke længere på knagen, den skarpe duft af hans parfume forsvandt, og på skohylden stod nu et tomt hul, som en fragmenteret rest af en andens liv.
Jeg sukkede dybt og sænkede blikket. Ved mine fødder sad Gunnar, min gamle kat, lidt fladtrykt på ørerne og trak bagbenet efter sig. Femten år sammen og seks kilo uforbeholden loyalitet.
Nå, gamle ven, hviskede jeg, satte mig på hug og lod fingrene glide gennem den nu matte pels. Det ser ud til, vi klarede den igen.
Gunnar kvitterede med et sikkert og kort mjav.
En kat med fortid og illusionen om kompromis
Mads trådte ind i mit liv for et halvt år siden. Vi fandt hurtigt ind i samme rytme, og pludselig var vi flyttet sammen. Gunnar kom ikke bag på ham jeg havde nævnt hans særheder på flere af vores dates, og Mads nikkede bare og smilede. Jeg har det fint med dyr, forsikrede han hver gang.
Men Gunnar er en kat med en historie. Jeg fandt ham som lille killing i silende regn for mange år siden. Han har været med igennem alt glæder, sorger, store forandringer. Han er den tavse iagttager af mit liv, min fortrolige. I dag er han femten, med nyresvigt og strenge diæter, og faste dyrlægebesøg er nu almindelige for os.
Efter Mads var flyttet ind, forsvandt hans påståede kærlighed til dyr hurtigt.
Først var det småting. Hvorfor ligger han altid for enden af din seng? Det er ikke særligt hygiejnisk. Hvorfor bruge så mange penge på dyrlægeregninger? Det er jo bare en kat, du kan da nemt få en ny.
Jeg prøvede at glatte ud: skiftede sengetøj tit, købte dyrt kattegrus, gav medicin når Mads ikke var hjemme. Gav og gav, mens jeg bildte mig selv ind, at det var sådan, man arbejder på et forhold.
Valgets øjeblik
En tirsdag blev jeg sent på arbejde, og Mads var allerede kommet hjem. Da jeg trådte ind, blev jeg mødt af stram lugt af klorin og råb.
Gunnar havde kastet op på det nye tæppe ved sengen, som Mads netop havde købt. Ja, træls, men ikke noget uopretteligt.
Mads stod midt i soveværelset, rød af raseri og pegede på den skælvende kat under sengen.
“Jeg kan ikke mere!” gentog han hævet stemme. “Jeg gider ikke den kat mere!”
Jeg tog frakken af i stilhed og begyndte lavmælt at forklare det åbenlyse.
Det er et levende væsen. Han er femten. Han er syg, sagde jeg, mens jeg fandt rengøringsmidlet frem.
“Det rager mig en papand! Jeg vil have et pænt og komfortabelt hjem. Vælg: mig eller den forpjuskede kat. Du har til i aften ellers må du af med ham, eller også smutter jeg.”
Jeg rettede ryggen, klemte kluden i hånden. Mads så ud til at vente tårer og bønner men jeg traf mit valg.
Du behøver ikke vente til i aften, sagde jeg roligt. Kufferten står ovenpå. Du har et kvarter.
Er du seriøs? Smider du mig ud for en kats skyld? Tror du, du vil sidde alene som fyrreårig med ham dér?
Tiden tikker.
Han smed sine ting i kufferten, kastede om sig med fornærmelser. Jeg svarede ikke hvert eneste ord bekræftede mig bare endnu mere. Imens sad Gunnar under køkkenstolen uden en lyd.
Da kufferten blev smækket sammen, kom han hen til mig.
Line, skal vi ikke lige snakke om det? Jeg overreagerede. Kan vi ikke aflevere ham hos din mor så? Du må da kunne lugte det her
Nej, svarede jeg kort. Det handler ikke om lugten, Mads. Du tvang mig til at vælge.
Da han havde lukket døren bag sig, gik jeg i køkkenet og hældte vand op. Gunnar kom forsigtigt frem, snusede til min ankel og sagde et kort, præcist mjav.
Nogle valg ser svære ud, men dyb lojalitet og omsorg vejer tungere end midlertidig bekvemmelighed. Nogle gange må man stå fast for dem, der ikke kan tale for sig selv og så viser det sig, at man slet ikke står alene alligevel.
