For mange år siden voksede Poul op i en stor familie i en lille by på Fyn. Hans far, en mand med smag for øl, skiftede ofte arbejde, mens moren sled sig op, først med jobbet på posthuset, så med husarbejdet for at mætte tre børn.
Poul var den ældste, så han hjalp moren, passede de yngre søstre, hentede brænde og vand. Da pigerne blev større, tog de også del i husholdningen. Men på det tidspunkt var faderen død for tidligt, efter at have drukket noget snavs med nogle kammerater.
Men det blev ikke lettere for familien, tværtimod.
Mor sukkede nogle gange over sin fortabte ægtemand:
Han var måske en drukkenbolt, men han lavede ikke ballade. Og han kom da med lidt penge hjem Åh, din skøre Knud Hvorfor efterlod du os alene
For ikke at høre moderens klagen, skyndte Poul sig altid ud, når hans opgaver var færdige. Han søgte selskabet hos de andre børn om aftenen. De samledes ved det gamle bindingsværkshus i udkanten af byen.
Huset havde stået tomt i årevis, men trappen var fri, bred og solid, og børnene brugte den som en bænk.
Som små spurve sad de der, pillede solsikkefrø og fortalte på skift historier både de opfundne, og dem der virkelig var sket.
Poul havde aldrig råd til solsikkefrø, og hans mor købte aldrig den slags hun sparede på alt. Men hans barndomsveninde og nabo Ragnhild havde altid frø med og plejede diskret at give Poul en håndfuld, som hun lagde i hans lomme. Alting blev gjort i stilhed og uden nogen store armbevægelser.
Poul takkede hende sagte og nød de salte kerner sammen med de andre børn. Han tænkte tit, at hun satte sig tæt på ham netop for at kunne dele ud af sine frø. Først var han genert, men snart slog det ham, at det bare var hendes venlighed, og han satte sig fast ved siden af hende.
Dog ville Poul ikke bare modtage alting. Hans samvittighed tillod ham det ikke. Derfor begyndte han at besøge Ragnhild efter frokost, når hun arbejdede i køkkenhaven. Uanset hvornår han kom, spurgte han:
Er dine forældre på arbejde?
Ja, det er de altid på denne tid.
Så satte han sig ved bedet og hjalp flittigt med at luge ukrudt, mens de snakkede.
Ragnhild afslog aldrig hjælpen, og hun elskede at snakke. Når de var færdige, hentede hun kanden med varm te og en skål med wienerbrød og småkager, som hun bød Poul på. Han sagde pænt nej i starten, men hun blev ved, til han tog imod. Slik var en sjældenhed hjemme hos Poul; det hentede de kun hjem til jul, så Poul var hende dybt taknemmelig.
Poul ville heller ikke sakke bagud i skolen, men det var svært, og kun i idræt var han den bedste. Derfor søgte han efter folkeskolen ind på seminariet med linje i idræt, mens Ragnhild blev sygeplejerske.
Som voksne så de hinanden sjældnere, kun når hjemstavnen kaldte i højtiderne. Poul, der som dreng havde været ranglet, var nu blevet en stor og stærk idrætsmand. Ragnhild forblev den samme spinkle og smilende pige med klare blå øjne.
Hun blev gift tidligt, forældreløs efter en bilulykke. Hun søgte kærlighed for at finde ro i sorgen og hurtigt skabe sig en familie.
Da Poul hørte, at Ragnhild havde giftet sig med Erik en snakkesalig knægt fra byen blev han overrasket. Parret virkede slet ikke som et match, men kort efter fik de en lille dreng.
Poul tog sig god tid med sit eget kærlighedsliv, til sin mors store undren. Han havde på arbejdet i byens idrætsklub allerede vist gode evner som leder og blev senere forstander for sportshallen.
Hans søstre havde for længst stiftet egne familier og var flyttet til Odense. Men Ragnhilds ægteskab gik ikke godt.
Ved du hvad, sagde Pouls mor til ham en dag. Ragnhilds mand, han er ligesom din far. Han drikker og driver rundt hverken barn eller kone interesserer ham. Jeg kan godt forstå hende, det er sandelig trist!
Poul slog hårdt i bordet.
Hvorfor valgte hun ham? Hun havde det så godt før! Nu lider hun for hans skyld. Jeg husker jo vores egen far Det var også kun sorg.
Ja, ja, sagde moderen. Han slæber alt ud af huset for at drikke. Radioen, tøj, selv Ragnhilds forældres krystal har han solgt, og til sidst gik det ud over håndklæderne. Og folk køber det! De ved da godt hvorfor.
Kommer hun til dig for at låne penge? spurgte Poul.
Nej, men de har ingenting. Hun tjener ikke meget, og han giver ikke en krone. Det er forfærdeligt
Poul gik rundt i stuen, tydeligvis i gang med at lægge en plan. Moren opdagede, at hun havde sagt for meget og bad:
Lad nu være med at blande dig, Poul. Det er ikke vores sag. Hendes familie er hendes sag. Hvis hun bliver, er det, fordi hun elsker ham.
Men Poul satte sig over for sin mor og fortalte hende om barndommens stunder, om hvordan Ragnhild havde delt solsikkefrø og kager med ham. At han ikke kunne bære at vide, at hans gamle veninde led, ovenikøbet med barn.
Hvad har du tænkt dig? spurgte moren nervøst. Lad være med at gå på ham! Der bliver kun ballade. Lad os hjælpe hende på en anden måde.
Poul nikkede og rejste tilbage til Odense. Nogle dage senere kom han hjem med sin gamle Volvo fyldt med kasser og poser.
Hvad er alt det her, Poul? Skal du flytte hjem? Det ville glæde mig!
Nej mor, mit arbejde er derinde, og jeg har et sted at bo. Det her er til dig masser af madvarer. Lad være med at undre dig over solsikkefrøene, Ragnhild skal nok forstå det. Jeg vil ikke selv give hende det, folk sladrer bare. Del du, som du synes. Spis selv, gi hende lidt med.
Men Poul, hvad med dine søstre?
Dem sender jeg altid penge til jul og fødselsdage. De har det godt. Tak Gud for det.
Ja, det må man sige, gentog moderen.
Jeg må til Odense. Hold dig ikke tilbage, hjælp Ragnhild diskret, men jævnligt. Slipper du op, siger du bare til. I kommer i hvert fald aldrig til at sulte.
Han gav hende et knus og kyssede hende farvel. Inde i fadeburet åbnede hun poserne. To store sække med friske solsikkefrø, masser af dåsemad, havregryn, pasta og mel, og slikposer til barnebarnet. Moren sukkede over sin søns gavmildhed. Han plejede ellers kun at komme med noget særligt til højtiderne.
Min kære Poul, du har et så stort hjerte Men hvor er din egen lykke?
Hun gjorde, som sønnen havde sagt. Hun besøgte nu Ragnhild ugentligt og afleverede en pose, skjult under jakken.
Først nægtede Ragnhild, men da hun så solsikkefrøene, forstod hun straks, hvor det kom fra. Hun brast i gråd, stak hænderne ned i frøene og sagde endelig:
Hils Poul fra mig og sig tak. Tænk, så mange år, og han husker endnu Sig ham, jeg er ham taknemmelig, men han behøver ikke mere. Nu har jeg søgt om skilsmisse om lidt er det kapitel slut, håber jeg.
Moren gik hjem, forvirret nu ville Ragnhild snart være fri, og hendes søn var endnu ugift.
Hvad mon der sker nu? Mumlede hun. Kan det være, at min Poul vil gifte sig med hende?
Tiden gik. Ninna bragte gaver til Ragnhild, de drak te, snakkede, og efter lidt overtalelse tog veninden imod. Hun lovede at betale tilbage, men Ninna sagde:
Ikke til dig, men til din søn nægt ham ikke lidt hjælp fra Gud. Nogle gange hjælper Gud gennem mennesker.
Ragnhild blev skilt og begyndte et nyt liv. Hun blev mere glad; nye gardiner hang i vinduerne, og hendes søn gik i børnehave og lignede hende på en prik.
Ninna passede ofte Villy, som hun blev kaldt mormor af. Poul besøgte også sin mor jævnligt og havde altid en gave med til Villy. Når de kom, sad de sammen over et krus kaffe og snakkede om barndom og ungdom, og ingen nævnte de fire svære år i Ragnhilds ægteskab. Det var som en udvisket tid.
Poul kom nu næsten hver uge til sin mor, og spurgte hver gang:
Har Ragnhild været forbi? Har du Villy i dag?
Kunne du ikke starte med at spørge, hvordan jeg har det? lo moren.
Undskyld, mor Hvordan går det?
Det går nok min dreng. Gå nu bare, hun er hjemme tror nok, hun venter på dig Alle snakker jo allerede. Kom så.
Typisk på landet man når ikke selv at fatte noget, før sladderen går, grinede Poul og gav sin mor et kram.
Tak, mor, sagde han pludseligt. Tak fordi du forstår og tager alt, som det er.
Ninna tegnede korsets tegn over ham og gik hen til sin lille bibel på kommoden. Poul løb ud, men kom tilbage og tog et bundt hvide krysantemum op af posen.
Ligeglad med folks blikke gik han op mod Ragnhilds hus. “De sladrer… Åh, disse koner vent bare, det skal jeg vise dem,” tænkte han og smilede.
Indenfor stod Ragnhild, og gennem det blondegardin så hun, hvordan Poul trådte ind i hendes liv igen, denne gang med blomster i håndenRagnhild stod allerede i døren, som om hun havde ventet ham hele dagen. Villy sad med en lille traktor i hånden og kiggede op, da han så Poul nærme sig med blomsterne. Ragnhild smilede det gamle, varme smil fra dengang på trappen ved det tomme hus, hvor de sad side om side og delte frø.
Poul rakte krysantemummerne frem, men Ragnhild greb ham bare om hånden og trak ham indenfor.
Hvordan kunne jeg glemme, sagde hun sagte. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ventet, du ville komme og blive.
Poul vidste ikke helt, hvilke ord han skulle bruge, for noget i ham var stadig den dreng, der aldrig havde haft nok, men altid fået givet det vigtigste: varme, venskab og håb. Han så på hende, på drengen, på de nye gardiner i vinduet, og mærkede, at roen bredte sig.
Udenfor gik solen ned bag landsbyens tage. Inde i stuen plyndrede Villy straks blomsterne for blade og løb hen for at vise sin mor dem. Ragnhild lo, trak Poul tættere ind og hviskede:
Nu deler vi, for nu har vi lidt mere end solsikkefrø.
De satte sig alle tre omkring køkkenbordet. Duften af mad, latteren, barnets små hænder mod hans kind, og Ragnhilds blik, der nu hvilede åbent og uden frygt i hans alt smeltede sammen til noget nyt, noget fremtidigt, som ingen kunne tage fra dem.
Sådan begyndte deres liv sammen: ikke med store ord eller løfter, men med en håndfuld frø, et buket hvide blomster og minderne fra en barndom, hvor små gaver lagde kimen til alt det, hjertet kunne rumme.
