“Hallo, Din kone har født tvillinger! Men… jeg er 52 år gammel… og jeg har ikke nogen kone! Det ved jeg ikke…du må hellere komme og kigge, hun siger de er dine…”
Da jeg hørte de ord, troede jeg først, det var et forkert nummer. Jeg er 52 år hvilke børn, hvad skulle det handle om? Men nysgerrigheden vandt over tvivlen. Jeg satte mig i min bil og kørte afsted.
Da jeg kom ind på stuen, var jeg lige ved at tabe både næse og mund. Foran mig lå min ekskone. Og på hver sin side af hende sov to små lykkepakker trygt.
Birgitte, hvem er de børn? Er de dine?
Dine, svarede hun roligt.
Jeg blev stille og forsøgte at forstå, hvad hun egentlig mente.
Du er jo 49 år. Og vi har jo været skilt længe
Ja, det er syv måneder siden. Men dengang vidste jeg ikke, at jeg var gravid.
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?
Jeg troede, jeg var ved at gå i overgangsalderen. Hvem skulle tro, at vores passionerede farvel ville ende sådan. Men jeg forventer ingenting af dig. Jeg syntes bare, du skulle vide det.
Og to på én gang … Vi forsøgte jo i årevis uden held.
Jeg var selv nærmest i chok. Jeg opdagede ikke engang graviditeten før femte måned. Troede bare, det var sådan, når man ikke længere er ung
Ærligt talt undrede det mig ikke. Birgitte har altid været en fyldig kvinde, så ingen af vores fælles venner havde tænkt over, at hun forandrede sig.
Da vi mødte hinanden, var hun allerede rund og robust og jeg syntes, det var charmerende. Jeg har aldrig været til de tynde. Vi havde det godt sammen, men drømmen om at få børn var altid der. Birgitte fik behandlinger, hun stressede, men forgæves.
Til sidst besluttede vi at leve for os selv. Vi arbejdede meget, men nød også livet Skagen, Mols Bjerge, Berlin, Paris, Rom Men de sidste fem år var der kommet en afstand imellem os. Måske var det fordi, vi opgav drømmen. Med alderen kommer en følelse af ensomhed og tanken om, at ingen vil besøge ens grav engang.
Vi begyndte at skændes. Birgitte tog yderligere 15 kilo på. En dag sagde hun:
Vi gør jo hinanden mere ondt end godt. Jeg tror, vi bør skilles. Måske kan du stadig nå at blive far.
Sandheden var, at jeg ikke ønskede det. Men Birgitte havde besluttet sig. Det gjorde ondt, men jeg gik.
Bagefter fortalte hun, at hun havde været bange for at sige noget om graviditeten. Hun var usikker på, om hun kunne gennemføre, om børnene ville være sunde. Og nu… sådan et mirakel.
Samme dag gik jeg forbi en guldsmed, købte en ring og en buket blomster. Da jeg kom tilbage på stuen, friede jeg til hende. Nu er der gået to år. Vi er sammen igen. Børnene vokser sig store og raske, og vi er lykkelige også selvom vi kun er unge forældre i hjertet.
Ville du turde få børn i den alder? Eller mener du, der er udløbsdato på lykken?
Livet overrasker, når man mindst venter det og lykken afhænger sjældent af tid og alder, men af modet til at gribe chancen, når den opstår.
