Katten blev svigtet, smidt ud og glemt alt sammen på grund af en blodprøve. Midt om vinteren, selvfølgelig
Katten, som hed Hugo, blev fundet forfrossen udenfor opgangen til sit eget lejlighedskompleks på Østerbro. Stakkels Hugo løb rastløst frem og tilbage, mjavede ynkeligt, kradsede på den iskolde metaldør og prøvede endda at gnave i den som om det ville hjælpe ham ind i varmen igen. Uvant med den barske virkelighed udenfor, havde han aldrig før været andet end lejlighedskat, vant til kærlige klap og centralvarme. Han blev rædselslagen for det kolde gadeliv. Enhver forbipasserende om det så var sure naboer eller tilfældige unge på vej hjem fra Brugsen blev straks mødt af en tryglende Hugo, der smøg sig op ad ben og så op med store, bange øjne. Det kunne ikke være tydeligere: Red mig fra den her frosne verden, jeg blev lige båret ud fra min bløde dyne ved radiatoren
Årsagen var simpel og ærligt talt urimeligt banalt, sådan lidt dansk småsnæver. Hugos ejerinde var blevet forelsket i tanken om at få et kæledyr mere. Hun så et opslag om en gratis racekat, og så begyndte hendes hjerte at banke. Men racens frivillige passede på og forlangte, at Hugos huslæge skulle tage en blodprøve først. Resultatet var ikke ligefrem begejstrende: Hugo var bærer af katte-aids, eller feline immunodeficiency virus, FIV, som det så flot hedder. Sygdommen viste ingen symptomer, Hugo havde det faktisk strålende og kunne ikke smitte hverken mennesker eller hunde og FIV kan altså ikke hoppe fra kat til menneske, ligegyldigt hvor meget man krammer ham.
Men vores danske fru Jensen besluttede sig alligevel: En syg kat er ikke noget for mig tænk hvis det smitter! Hun tog sig ikke engang tid til at google det, tale med dyrlægen eller overhovedet forstå, at Hugo på ingen måde var farlig for nogen han blev prompte sat udenfor i sneen. Samvittigheden holdt kun til postkassen.
Det var viceværten, Annemette, der opdagede at Hugo ikke længere sprang på dørhåndtaget, men nu bare lå sammenkrøllet direkte på snedækket fliser, modløs og frossen. Han var begyndt at døse væk og, som enhver Ove Huskedrengen kan fortælle, så er en lur i frostvejr sjældent en god ide. Annemette kunne som ægte dansk medmenneske ikke bære synet og tog ham med ind i varmen, lagde sin egen vinterjakke hen på radiatoren og delte sin leverpostejmad med ham. Aldrig havde almindelig dansk mad været så livgivende lidt varme og mad var dét, der gjorde forskellen.
Senere blev Hugo overdraget til et internat på Amager. Han havde fået et gevaldigt kuldechok og snottet gevaldigt, men lidt omhu gjorde underværker. Nu er han frisk igen og har fundet tilliden til mennesker frem. Hugo er kastreret, vaccineret og har sit gule sundhedskort i orden.
Han er stadig en ung kat kun tre år. Ualmindeligt kælen, han smyger sig om halsen på folk, snurrer højt i øret og elsker at nusse og hive kærligt efter kinden. Hver gang de frivillige skal gå, bliver han så sørgmodig, for han er ikke skabt til internatslivets ensomhed, men til indendørs varme, sofaer og kærlige mennesker.
