En ældre dansk dame, Bodil Larsen, havde fået sig en hvalp af racen dansk broholmer. Hunden voksede hurtigt op og holdt vagt over hele ejendommen i det nordlige Jylland. Den kunne tømme en madskål på et øjeblik, kløede ryggen så kraftigt mod plankeværket, at det bøjede sig, og en enkelt gang forsøgte den at tage Bodil med sig, da hun gik forbi. Hvalpe skal jo have noget at give sig til nu og da.
En dag døde Bodil dog ikke på grund af hunden, men fordi hun ikke nåede de 90 år. Hendes børn og børnebørn kom efterfølgende til hendes hyggelige hus nær Hobro. Og der, i haven, sad hunden midt på kæden. På dens blik var det tydeligt at gæsterne var velkomne sjældent ser man så meget smil, vitaminer og forskellig mad komme på samme tid. Så gik snakken om, hvad de nu skulle stille op med den store og temperamentsfulde hund. Af live ville ingen nænne at lade den, men det var heller ikke uden fare at have den tæt på. At slippe den fri i verden ville ikke være fair moden er måske ikke klar til sådan en prøvelse. Til sidst blev de enige: Hunden skulle finde et godt hjem, og det skulle gerne gøres lettere med lidt ekstra kroner, hvis nu den nye ejer også syntes det var en udfordring.
De fandt Lars Mikkelsen, som hele sit liv havde drømt om at fodre en stor vovse med store skåle og klø den bag ørerne med en havegreb, hvis det skulle være. Menneskets psyke kan virkelig være forunderlig. Dyrlægen blev tilkaldt.
De forklarede dyrlægen strategien: Give bedøvelse, flytte hunden hurtigt til sit nye hjem, krydse sig selv, tænde et lys for den nye ejer eller lidt sent for Bodil, hvem ved, situationen kunne gå begge veje.
Til aftalt tid ankom dyrlægen, Emma Nielsen, med sit bedøvelsesgevær dyrlæger er forbløffende modige. Et hurtigt skud med en sprøjte fyldt med sovemedicin, og hunden drømte sig straks væk. Kæden blev klikket af, hunden lagt på presenning og slæbt hen til bilen.
Hunden blev lagt bagi, hvor bagagerum og kabine gik ud i ét. Dyrlægen satte sig foran, komforten tilfalder trods alt eksperten. Lars, den nye ejer, sad bag rattet. Hele Bodils familie pressede sig ind på bagsædet. Stemningen var høj, snakken gik indtil hunden begyndte at vågne.
Op med hovedet, nysgerrigt blik rundt. Mennesker overalt. Hun rejste sig forsigtigt, kravlede frem mod de andre. Hunden havde intet imod at komme tættere på hvorfor vente? Lars forsøgte desperat at åbne døren for at hoppe ud, men hans tanker var, ligesom hidtil på turen, et helt andet sted end vejen.
Sikke spændende! tænkte hunden.
Mon det nu går godt? tænkte de andre.
Hunden kom tættere på og slikkede dem alle både Bodils familie, dyrlægen og Lars, der nu følte sig mere som familie end nogensinde før. Selv om Emma havde skudt, var hun da stadig et menneske. Hele flokken lærte den dag, at deres bange anelser havde været ubegrundede. Resten af turen var alle gennemblødte ovenpå af hundens våde kærlige kys, forneden af følelserne, der fyldte dem alle.
Sådan lærte de, at frygt ofte bor større i hjertet end nødvendigt. Nogle gange er det, vi tror er farligt, bare klar til at elske os vi skal bare turde tage imod.
