En ældre dame fra Fyn har for nylig anskaffet sig en dansk broholmerhvalp. Hunden vokser hurtigt og passer flittigt på det lille hus i landsbyen. Den spiser en stor skål mad på ingen tid, klør ryggen op ad havehegnet, så plankerne begynder at hælde, og har flere gange forsøgt at rive hende med sig, når hun går forbi. Naturligvis skal sådan en energisk hvalp have noget at give sig til indimellem.
Så en dag dør den ældre dame. Ikke på grund af hunden, bare fordi hun ikke blev 90 alligevel. Nu ankommer børn og børnebørn til huset på Fyn, hvor gammelmoster har boet. Og der, ude i gården, sidder broholmeren i lænken. Ud fra dens blik kan de hurtigt se, at gæsterne er velkomne. Det er trods alt ikke hver dag, huset fyldes af lutter vitaminer og lækkerier. Familien begynder straks at diskutere, hvad der skal ske med hunden. Det er synd at aflive den, men ingen tør rigtig have den rendende frit omkring huset, og bare slippe den løs i naturen føles heller ikke rigtigt. Hunden fortjener ordentlige forhold, tænker de, og overvejer endda at give penge med til den, som vil tage sig af “den behårede kæmpe”.
Det lykkes dem at finde en mand, Søren, som længe har drømt om at fodre en ordentlig stor hund og give den et godt krads bag øret. Ja, folk kan have de mærkeligste ønsker! Familien tilkalder dyrlægen.
Planen bliver lagt, som dyrlægen får forklaret: Hunden skal have noget beroligende, så man trygt og hurtigt kan transportere den til Sørens nye hjem. Man må hellere lige give Søren et klap på skulderen og tænde et lys for hans helbred eller måske hans sjæl for man kan aldrig vide.
Til aftalt tid dukker dyrlægen op med sin bedøvelsespistol. Alle dyrlæger er frygtløse! Pistolen lades med beroligende middel, og med et enkelt skud sendes broholmeren til drømmeland. Kæden bliver åbnet, og hunden lægges forsigtigt på presenning og slæbes ud til bilen.
Hunden lægges i bagagerummet, der hænger sammen med kabinen. Dyrlægen indtager passagersædet en professionel skal jo sidde godt. Søren den glade, nye ejer af det store brød sidder bag rattet. Børn og børnebørn sidder på bagsæderne. Alle slapper af og snakker, mens de kører. Men så begynder hunden at komme til sig selv.
Den løfter hovedet, ser sig nysgerrigt omkring på de mange mennesker, der alle sidder der og glor. Dyrlægen får store øjne, og Søren ligeså. Faktisk kigger Søren slet ikke ud på vejen mere. Lige nu er alt andet vigtigere.
Det var da spændende, tænker hunden.
Gad vide, om der er noget efter døden, tænker folk.
Broholmeren beslutter sig straks for at kravle hen i kabinen, så tæt på folk som muligt. Hvorfor vente? Søren forsøger panisk at åbne døren for at hoppe ud af bilen det var jo heller ikke noget, der lå ham fjernt før. Men hunden slikker dem bare alle sammen, både børn og børnebørn, for de er jo heller ikke helt fremmede! Også Søren, som nu næsten er familie. Selv dyrlægen, der har skudt med bedøvelse, får en omgang; han er trods alt bare et menneske. Eller hvad man nu kalder det.
Sådan finder familien ud af, at de helt havde misforstået “kæmpe-kødæderen”. Resten af turen kører hele familien gennemblødte: ovenpå af hundens begejstrede kys, nedenunder af følelserne, der vældede op netop da broholmeren vågnede.
Min elskede gamle kolonihave og grund på Fyn…
