Jeg tog med en gruppe pensionister på tur til Italien: Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg, i skyggen af Colosseum, skulle møde en mand, der fik mig til at føle mig ung igen.
Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg satte mig ind i bussen fra Aarhus med de andre ældre. Et par dages sightseeing, lidt billeder til albummet, souvenirs til børnebørnene. Jeg ville egentlig bare væk fra hverdagen, fra ensomheden der, især efter min mands død, føltes tungere og tungere for hvert år.
Jeg tænkte, at Rom, Firenze og Venedig bare ville blive endnu et par prikker på turkortet. Men under Colosseums søjlegange mødte jeg ham og pludselig vågnede noget længe glemt i mig.
Mens jeg stod fordybet i bygningens storhed, forklarede rejselederen noget om gladiatorer, men jeg hørte knap nok efter. Da lød en varm, munter stemme ved min side: Gad vide, om gladiatorerne også plejede at brokke sig over varmen ligesom os?
Jeg vendte mig om og så ham høj, sølvgråt hår, og et smil, der både var ukendt og alligevel hjemligt. Han havde bare skjorte på og solhat, men i de øjne blev vi to, som om hele verden omkring os forsvandt.
Han hed Søren. Også han var enkemand, for nylig blevet pensionist, og rejste alene. Jeg gad ikke vente på den perfekte anledning til at opleve Rom, sagde han.
Det var, som om vi havde snakket sammen før. Ved et lille trin udenfor Colosseum drak vi kaffe og sammenlignede indtryk fra dagen. Jeg mærkede pludselig, hvor længe det var siden, nogen virkelig havde lyttet interesseret til mig.
Resten af turen forandrede sig. Vi satte os ved siden af hinanden i bussen, spiste frokost sammen, forsvandt i menneskemængden og fandt hinanden igen med et blik. Det hele føltes legende let uskyldigt, men alligevel som om noget var ved at ske.
Hver aften på hotellet, mens de andre drak varm kakao i lobbyen eller så TV, stod vi sammen på altanen og betragtede det oplyste italienske bybillede. Vi snakkede om vores børn, om livet før og nu, om hvordan hjertet pludselig bankede løs som dengang for mange år siden, hvor alting var nyt.
Jeg følte mig som en pige igen. Fandt læbestiften frem, fniste over min egen forfængelighed, grinede højere. Nogle af damerne på holdet så på mig med søde smil, enkelte med et glimt af misundelse. Jeg selv mærkede, at jeg var ved at genfinde hende, jeg egentlig troede var væk.
Men med hjemrejsen nærmede sig også tvivlen: Hvad så nu? Søren boede i Aalborg, jeg i Aarhus. To forskellige verdener, to liv, med kun denne ene uge mellem os. Var det virkelig nok?
Sidste dag gik vi hånd i hånd rundt i Rom, uden gruppen. Vi sad på Den Spanske Trappe med hver sin is og sagde ikke meget. Til sidst brød han tavsheden: Det er længe siden, jeg har haft det så godt. Alligevel er jeg bange for, at alt er glemt, når vi først er hjemme. Måske er det bare en sommerdrøm?
Jeg kunne ikke svare. Inde i mig kæmpede håbet om, at noget reelt var på spil, mod frygten for, at følelserne kun var midlertidige noget, der ville fordampe med flyet hjem til Danmark.
Vi sagde farvel i lufthavnen. Krammet varede længere end hensigtsmæssigt, og i vores øjne lå både afsked og et løfte. Vi byttede telefonnumre, men ingen af os sagde: Skal vi mødes igen?
Når jeg tænker tilbage, føles det hele som en drøm smuk og stærk, men skrøbelig. Måske havde han ret i, at det blot var en kort illusion. Eller måske er det fejt ikke at tage ved chancen, når livet pludselig slipper noget nyt løs.
Jeg spørger mig selv: Er det værd at risikere et roligt, ordnet liv for en følelse, der opstod så uventet? Var det bare et italiensk eventyr eller begyndelsen på en historie, jeg endnu ikke kender slutningen på? For mit hjerte springer stadig et slag over, når jeg tænker på ham, selvom forstanden forsøger at gøre det hele til noget tåbeligt.
Måske fortæller jeg dette, fordi jeg vil spørge andre: Kan man tillade sig at åbne sig for det nye selv med gråt hår og børnebørn? Skal jeg lade det blive ved et smukt minde, eller skal jeg turde se, hvor følelserne fører hen?
