Gravid fem-seks uger, sagde lægen, smed instrumentet i bakken og trak gummihandskerne af…⚘

Graviditeten er fem-seks uger, sagde lægen, smed instrumentet i bakken og tog gummihandskerne af…
Vil du gennemføre graviditeten?
Ida sagde ikke noget.
Toogfyrre år, fjerde barn et, hun egentlig slet ikke ønskede. Økonomien var presset, de levede fra lønningsdag til lønningsdag.
De store børn gik stadig i skole, den mindste skulle lige til at starte, og der skulle både bruges en ny kjole, en bluse, og selvfølgelig en ny skoletaske for ikke at nævne hæfter og bøger Og så kom dette oveni!
Jeg må lige snakke med Thomas, tænkte hun. Hvad mon han siger?
Jeg har været hos lægen, sagde Ida under aftensmaden.
Ja, jeg er gravid. Seks uger henne.
Thomas stoppede med at tygge og lagde gaflen.
Tja, hvad gør vi Lad os få barnet. Så får vi to drenge og to piger det passer da meget godt.
Passer da meget godt! Men hvordan skal vi overhovedet få det hele til at hænge sammen?
Ida remsede alt op de stores skole, den mindstes skolestart, alt det nye hun manglede og mærkede kun tydeligere, hvor vanvittigt det ville være at få et barn til i hendes alder og med deres situation.
Jeg går i gang med at tage prøver til abort.
Efter alle prøverne, var Ida helt nede.
Hun fik ondt af det lille menneske, der voksede i hende. Det var sikkert en pige lys, sød og fuld af spillopper.
På vej til svangreklinikken stod hun presset op i en overfyldt bus. Hun kom nærmest væltende ud ved stoppestedet. Pludselig faldt en rem ned fra hendes skulder, og i første omgang anede hun ikke, hvor den kom fra. Men så gik det op for hende: Det var taskeremmen, der var skåret over.
Nogen havde stjålet hendes taske og med den røg alle penge og alle prøvesvar.
Ida havde ikke andet valg end at tage hjem igen. Nogle prøver måtte hun tage om, andre kunne rekonstrueres.
Anden gang, hun tog afsted, faldt Ida, da hun skulle ud af bussen, og forvred anklen.
Tredje gang knækker jeg vel også nakken, tænkte hun overtroisk for sig selv. Og besluttede: Barnet skal have livet. Og hun fandt sindsro.
Graviditeten forløb godt. Ida vidste allerede nu, det var en pige. Men ved anden scanning kom chokket: Lægen mistænkte Downs syndrom.
Du skal have taget fostervandsprøve amniocentese, sagde hun, mens hun udfyldte henvisningen.
Jeg skal sige, at det kan være farligt for barnet risiko for spontan abort eller infektion.
Ida tænkte sig om og sagde ja.
På den aftalte dag tog hun og Thomas hen på svangreklinikken. Thomas blev ude på gangen, mens Ida på rystende ben gik ind på stuen. Lægen lyttede til barnets hjerte, men det gik alt for hurtigt.
Vi venter lige, sagde lægen.
Vi giver dig lidt magnesium.
Hun fik magnesium og blev sendt ud i gangen for at falde til ro.
Efter lidt ventetid, blev Ida kaldt ind igen nu havde lillepigens hjerte roet sig, men hun lå med ryggen til. I den position tager man ikke prøve.
Vi venter lidt endnu, sagde lægen igen, måske vender hun sig.
Tredje gang var heldet med dem: Barnet vendte sig, og hjerterytmen var normal.
Idas mave blev desinficeret.
Det var en varm sommerdag, og vinduet stod på vid gab for at få lidt træk. Sygeplejersken havde lige fat i bakken med instrumenter, da en due pludselig fløj ind ad vinduet. Den forvildede fugl panikkede rundt i lokalet og styrtede mod folk. Sygeplejersken blev så forskrækket, at bakken røg på gulvet og alle instrumenter trillede ud.
Ida måtte ud på gangen igen, mens de fik jaget duen ud og gjort instrumenterne sterile.
Hvad sker der? spurgte Thomas ude på gangen.
Der fløj en due ind og lavede kaos.
Ida, det der er et tegn. Lad os gå hjem.
Og det gjorde de.
Da tiden var inde, fødte Ida en dejlig lille pige.
Hun er ti år nu.
Lys, sød og fuld af spillopper.