Jeg var vel omkring fem eller seks år, før jeg begyndte i skole, engang først i halvfemserne, da to pensionister gamle fru Gerda og onkel Knud flyttede fra København ud til vores landsby på Sydsjælland for at bo. De købte huset lige overfor vores lavt til vejs, to små vinduer ud mod grusvejen, men med en stor køkkenhave bagved, som de dog på grund af alderen ikke magtede at holde. Hver dag tog de sig en gåtur enten ned til fjorden eller ud i skoven, og ellers tog de kun til Vordingborg for at købe ind, når det var strengt nødvendigt. Deres liv var stille og ret usynligt. De kom aldrig på besøg hos os, kun to gange om ugen kom fru Gerda over for at købe mælk. Vi havde nemlig en stor gård, men levede alligevel beskedent, og fru Gerda stak mig ofte i al hemmelighed en lille gave en Marabou-chokolade, et hæfte eller måske endda en ti-krone. De havde ingen børn selv.
Der gik vist tre år, hvor de boede i landsbyen, og en sildig vinteraften, netop som vi havde slukket fjernsynet og var gået i seng, lød der et sagte bank på ruden. Det var fru Gerda, og stille sagde hun: Knud er død. Vi hjalp hende så godt, vi kunne, med begravelsen.
Fru Gerda tog Knuds død meget hårdt. Hun blev syg, og til sidst gik hun sjældent ud. Vi begyndte at kigge til hende næsten hver dag, og hver gang fortalte hun om de 52 år, hun og Knud havde haft sammen, om hvor slidsomt de arbejdede på fabrikken inde i byen, og at de valgte at give lejligheden til en niece for i stedet at flytte ud i naturen som pensionister.
Så kom foråret. Fru Gerda vendte sig ganske langsomt til at leve alene og blev lidt sig selv igen. En dag kaldte hun mig ind i stuen og viste mig en grålig, lille hvalp, som kravlede rundt i en papkasse. Jeg havde egentlig ikke været så vild med hunde, men lige så snart jeg så den lille fyr, blev jeg helt forelsket.
Den dag står stadig klart i mit minde: Jeg sad på køkkengulvet og kælede forsigtigt hvalpen med én finger, mens fru Gerda smilede til både hvalpen og mig hendes første ægte smil i meget, meget lang tid.
Knud og jeg har aldrig haft hverken kat eller hund. Og børn blev det jo heller aldrig til. Det er svært at være alene, sagde hun stille. Jeg fandt den lille fyr i Vordingborg ved containerne bag torvet. Kunne jo ikke bare lade ham være. Se nu på ham, hvor køn han er.
Jeg turde knap nok røre eller trække vejret nær ved den lille.
Hvad spiser han? Er han sulten? nærmest råbte jeg.
Jeg har varmet lidt mælk, men han kan ikke drikke fra skålen han skal stadig have sutteflaske, og den har jeg ikke, men jeg køber en i morgen, hviskede hun undskyldende.
Jeg spurtede hjem, nappede sutteren fra min fem måneder gamle lille søster, mens hun sov, og løb tilbage.
Det viste sig, at hvalpen kun var få dage gammel. Jeg stak sutten i munden på ham, pressede forsigtigt varm mælk ud og var bange for, at han ikke ville overleve.
I over en uge kunne vi ikke blive enige om et navn til den lille. Fru Gerda pjattede og ville kalde ham Rufus for de røde ører, mens jeg syntes, han skulle hedde Stille, fordi han næsten aldrig peb og altid sad så roligt. Sådan blev navnet Stille Stille, Stili, Stillemand til vores lille fælles hvalp.
Vi passede ham sammen hele foråret varmede mælk, lavede mad, fulgte med i hvert et lille fremskridt. Da det blev varmere, slap vi ham ud på græsset. Stille var stadig svag og ofte syg, nok fordi han var blevet smidt ud fra fødslen af. Men vi gjorde, hvad vi kunne. Efter skole gik jeg straks over til fru Gerda, kiggede til Stille, læste lektier, hjalp mor med gårdens arbejde og tilbragte så resten af aftenen hos fru Gerda. Jeg legede med Stille som med en killing, mens hun sad på bænken og smilede til os.
Henover sommeren voksede Stille, men han viste sig at være ud af en lille race, ikke mere end 30 centimeter høj. Jeg tog Stille med ud at fiske, gik med køerne sammen med ham, og hvis jeg havde travlt, blev han hjemme hos fru Gerda. Hun blev så glad for ham hun begyndte at smile igen, fik mere energi og læste alt om hunde og deres pasning. Hun lavede endda mad specielt til ham, børstede ham hver dag og passede på ham, som om han var et rigtigt barn.
Der gik et år, så to, så fem. Hele tiden boede Stille hos fru Gerda, men hver morgen stod han trofast på mit dørtrin, ventede på at jeg kom ud, og fulgte mig tre kilometer til skolen. Klokken to hentede han mig igen. Om så det var mudder eller snestorm, var Stille altid min følgesvend. Ni år gik på den måde.
Efter niende klasse skulle man på gymnasium enten i Næstved eller direkte på landbrugsskole i København, og så måtte man bo ude. Familien besluttede, jeg skulle til København.
Da jeg den morgen skulle med toget, sad jeg længe på trappestenen hos fru Gerda, holdt Stille i armene og græd.
Tag ham med, hvis du ikke kan undvære ham, sagde fru Gerda, også med tårer i øjnene.
Nej, han er jo jeres, og her skal han være. Mor kommer og besøger dig hver dag. Jeg ringer hele tiden.
Da RE-toget kørte ud fra stationen, stod jeg på perronen og græd. Stille løb rastløs frem og tilbage og kiggede efter mig, som om han ikke forstod, hvorfor jeg forlod ham.
Landbrugsskolen tog al min tid. Hver dag var bøger, forelæsninger om veterinærmedicin og økonomi. Jeg havde ikke mange venner, bortset fra en dreng, jeg kendte fra vores skole, og vi boede på samme kollegium.
Før juleferien, da jeg skulle hjem, ringede mor og sagde, at fru Gerda havde ligget i sengen i en uge og ikke kunne komme op. Stille forlod hende ikke et øjeblik, vi måtte sætte madskålen lige ved siden af hendes seng.
Jeg tog hjem før tid. Stille sad på stolen ved hendes seng, og hans øjne fulgte hende hele tiden. Han så ulykkelig ud, klynkede sagte, mens hun prøvede at klappe ham med sin svage hånd. Begge var blevet så tynde. Det var hjerteskærende: en døende, forarmet gammel kvinde og hendes trofaste hund hendes livs eneste glæde.
Da jeg efter jul tog tilbage til byen, vidste jeg godt, at jeg aldrig ville se Gerda i live igen. Stille fulgte mig kun til døren, han kunne ikke forlade hende. Jeg følte en dyb smerte for denne lille hund, som forsøgte at blive hendes omsorgsfulde barn.
I februar døde fru Gerda.
En sekstenårig knægt skal vel ikke gå og sørge over en gammel kone og hendes hund? Mange ville sige nej. Men ikke alle forstår den sorg, det er, at miste det eneste menneske, man har elsket og til gengæld have en trofast hund, som holder evigt af én. En hund, der mærker tabet og lever videre i stor sorg.
Først efter eksamen i maj kunne jeg tage hjem. Ingen vidste, hvor Stille var blevet af. Mor fortalte, at han til begravelsen løb rundt om graven og prøvede at hoppe ned, men graveren holdt ham væk. Han blev båret hjem til os, min far byggede en varm hundehytte til ham. Men Stille nægtede at bo hos os og blev ved fru Gerdas hus indtil det blev lunt i maj, så forsvandt han han ventede forgæves på mig.
Jeg brugte halve sommeren på at cykle rundt til de andre landsbyer og spurgte folk, viste dem et billede af Stille. Jeg ledte hele vejen rundt om Vordingborg, men ingen havde set ham. Jeg overbeviste mig selv om, at han ventede på, at Gerda skulle vende hjem da det ikke skete, var han løbet ud for at lede efter hende. Han søger hende stadig sådan tænkte jeg.
Så blev det august.
En dag kørte hele familien til kirkegården ude ved Næs Skov. Det er 50 kilometer fra landsbyen, og jeg havde aldrig forestillet mig, at Stille kunne være derude.
Men netop som vi stod ud af bilen, fik jeg øje på noget i fuld fart, ørerne tilbage og tungen ud, kom Stille løbende imod mig.
Jeg faldt på knæ og begyndte at græde.
Stille, Stili, min dreng. Jeg har ledt efter dig hele sommeren, og her er du altså!
Jeg sad på jorden, mens han stillede sig på bagbenene og slikkede mit ansigt. Det var tydeligt, han græd med mig. Da jeg rejste mig, hoppede han op så højt, han kunne, og logrede som en gal.
Han var snavset og tynd som en pind. Jeg hev straks alt vores mad ud af bilen frikadeller, rugbrødsmadder, boller. Han spiste grådigt og veg ikke med øjnene fra mig et eneste sekund.
Jeg græd videre.
Er det jeres hund? spurgte en kvinde, der kom ud fra kirken.
Det er ham, Stille, svarede min mor og tørrede sig i øjnene.
Ja, jeg arbejder her. Har set ham siden foråret. Han bor på en grav, hvor han graver ud igen og igen. Måtte endda fylde jord på med skovlen, for han blev ved.
Alle forstod det var Gerda og Knuds grav.
Vi gik rundt til familiens gravsteder. Stille fulgte mig helt tæt. Hele graven var opgravet af hans forpoter, præcis ved Gerdas side. Far rettede korset, mor lagde blomster, jeg satte mig på hug med Stille i armene. Han så sørgmodigt skiftevis på mig og på graven og slikkede af og til mit ansigt.
Lad ham nu selv bestemme, om han vil med os hjem. Måske vil han blive her, sagde far, da han satte sig ved siden af mig.
Jeg vil ikke lade ham blive. Snart bliver det efterår, og så vinter Stille vil dø her. Han er jo en gammel hund nu, næsten ti år, svarede jeg og vidste, at hvis han ville blive, kunne vi ikke stoppe ham de 50 kilometer kunne ikke holde ham tilbage.
Da vi gik fra graven, var Stille urolig. Han løb fra graven til os, igen og igen, og først da vi satte os i bilen, tøvede han, stod længe og kiggede mod gravene men så sprang han op til mig på skødet.
Stille, min ven, jeg lader dig aldrig være alene igen, sagde jeg gennem tårerne.
