Jeg var omkring fem eller seks år gammel, endnu ikke begyndt i skole, helt i begyndelsen af halvfemserne, dengang to pensionister flyttede ind i vores landsby fra byen det var gamle Vera og onkel Leif. De havde købt huset lige overfor vores lavt og med kun to vinduer ud mod vejen, men med en enorm køkkenhave, som de dog på grund af alderen lod stå urørt. Hver dag vandrede de en tur enten ind i skoven, ned til bækken, eller af og til til nærmeste købstad for at købe ind. De levede stille og nærmest ubemærket for sig selv. De kom aldrig rigtig på besøg, men to gange om ugen kiggede de forbi for at købe mælk hos os. Vi havde dengang et stort hushold, men levede ikke rigt, og gamle Vera gled tit en lille gave i min hånd en chokoladebar, et kladdehæfte eller endda nogle få kroner. De havde ingen børn.
Måske gik der tre år sådan, før noget for alvor ændrede sig. En sen vinteraften, lige efter vi havde slukket fjernsynet og lagt os, lød der et stille bank på ruden. Det var gamle Vera, der sagte fortalte, at Leif var gået bort.
Vi hjalp hende så godt vi kunne med begravelsen. Vera tog det hårdt, blev syg og forlod knap nok huset længere. Nærmest dagligt kom vi over til hende, og hver gang fortalte hun om de 52 år sammen med onkel Leif, om deres mange år som arbejdere på Esbjerg Værft, og om hvordan de, da de gik på pension, havde overladt lejligheden i byen til en niece for at flytte ud på landet, tættere på naturen.
Efterhånden kom foråret. Vera vænnede sig langsomt til ensomheden, begyndte at komme sig, og en dag kaldte hun mig ind i stuen og viste mig en lille grå hvalp, der kravlede rundt i en papkasse. Jeg havde aldrig været specielt glad for hunde, men så snart jeg så den lille fyr, slog mit hjerte et ekstra slag, og jeg blev håbløst forelsket.
Det billede, hvor jeg sad på gulvet og forsigtigt kærtegnede den med én finger, mens Vera kiggede skiftevis fra mig til hvalpen med et sjældent, tandløst smil, står stadig klart for mig.
Vi har aldrig haft dyr, hverken katte eller hunde, Leif og jeg, og heller aldrig børn. Det er tungt at være alene, forstår du. Denne lille grå én fandt jeg i købstaden bag supermarkedets containere hvordan kunne jeg lade være med at tage den med? Se selv, hvor sød den er!
Jeg holdt ikke op med at stirre på hvalpen.
Hvad spiser den? Er den ikke sulten? spurgte jeg, næsten på grådens rand.
Jeg har lunet lidt mælk, men den ved ikke, hvordan man drikker af en skål; den skal bruge sutteflaske, men det har jeg ikke. Jeg køber én i morgen, svarede Vera lavmælt.
Jeg fór hjem, snuppede min lillesøsters sut ud af munden mens hun sov og løb tilbage. Det viste sig, hvalpen kun var få dage gammel. Jeg stak suttet i munden på den og pressede forsigtigt varm mælk ud, angst for den skulle dø.
I over en uge kunne vi ikke blive enige om et navn. Vera grinede og ville kalde den Ruf efter de røde ører, men jeg insisterede på at den skulle hedde Stille, fordi den altid sad stille og kun peb ganske svagt, ganske som vi, når vi sad omkring den. Til sidst blev det Stille Stille, Stillemand.
Vi plejede Stille sammen, varmede mælk, lavede mad til den og, da vejret blev mildt, lod vi den komme ud på græsset. Men hvalpen var svag og skrøbelig, nok fordi den var blevet smidt væk som nyfødt, hverken havde fået mælk fra sin mor eller var blevet slikket ren. Men vi gjorde, hvad vi kunne. Hver dag efter skole fór jeg direkte til Vera for at tage mig af Stille, så hjem for at hjælpe til, for så at tilbringe resten af aftenen hos hende. Jeg legede med Stille som med en kattekilling, og Vera sad og så på, mildt smilende.
Hen over sommeren voksede Stille godt til, men han forblev lille kun omkring 30 cm høj. Jeg tog ham med ud at fiske tidlige morgener, eller med ud at hente køerne, og hvis jeg var optaget, hyggede han sig hos Vera. Takket være Stille fik Vera fornyet livsgnist og blev langt bedre tilpas i helbredet. Hun passede på ham som var han et barn lavede særlig mad, børstede ham, og læste bøger om hundepleje og sygdomme.
Et, to, tre, fem år gik således. Hele tiden boede Stille hos Vera, men hver morgen stod han ventende ved vores trappe og fulgte mig hele de tre kilometer til skole og dukkede op igen om eftermiddagen for at tage mig hjem. Uanset forårsmudder eller vinterkulde, var han der altid. Sådan gik ni år.
Skolen i nabobyen gik kun til 9. klasse, så hvis jeg ville læse videre, måtte jeg flytte til Odense eller blive på kostskole i købstaden. Familien besluttede, at jeg skulle sendes til byen.
Den morgen, jeg skulle tage færgen mod Odense, sad jeg længe på Veras trappe med Stille i armene, mens tårerne trillede.
Tag ham med, hvis du ikke kan undvære ham, sagde Vera og græd også.
Hvor skulle jeg dog tage ham hen? Stille er jo din. Pas godt på dig selv. Mor kommer hver dag, og jeg ringer ofte.
Da Meteoren gled fra kajen, stod jeg på dækket og græd, mens Stille løb frem og tilbage på den slidte bro og med tunge ud af munden kiggede efter mig, forvirret over at jeg gik fra ham.
Studierne på teknisk skole opslugte mig, jeg læste alt om veterinær og landbrugsøkonomi. Jeg havde ikke mange venner, kun en gammel skolekammerat på nabokollegiet, jeg lejlighedsvist drak kaffe med.
Kort før juleferien ville min mor have, jeg skulle komme tidligere hjem, for Vera havde været sengeliggende i en uge og Stille forlod hende ikke, så hans mad måtte nu placeres ved hendes seng.
Jeg tog straks hjem før tid. Stille sad faktisk på en stol ved Veras seng og stirrede bedrøvet på hende, klynkende og Vera forsøgte svagt at stryge ham hen over hovedet, røre hans læderagtige næse. De var begge blevet tynde og skrøbelige. Det var hjerteskærende at se: den døende gamle kvinde og hendes hund, det eneste lyspunkt i et barnløst liv.
Da jeg efter juledagene måtte tilbage til Odense, stod det klart, jeg ikke ville se Vera i live igen. Stille fulgte mig kun til trappen, og jeg mærkede i sjælen hans dybe smerte over at måtte være den, der tog sig af sin syge morfigur.
I februar døde Vera.
Skal man som sekstenårig dreng sørge over en gammel kone og hendes hund? Mange ville nok ikke forstå den sorg, som bor i et menneske, der mister sit ene nære menneske i livet, men får en trofast ven i stedet en hund, der overlever dig og føler en kærlighed, der kan briste hjertet.
Først efter eksamen kunne jeg tage hjem, langt ind i maj. Hvor Stille var blevet af, vidste ingen. Mor fortalte, at til begravelsen løb Stille rundt om graven og prøvede at hoppe ned i den, men graveren havde jaget ham væk med skovlen. De bar Stille hjem og installerede ham i vores hus, far byggede endda en varm, foret hundehus til ham. Men Stille ville ikke blive og strejfede i Veras hus til varmen kom og så forsvandt han. Han nåede ikke engang at se mig hjemvendt fra Odense.
Næsten hele sommeren ledte jeg, gik fra landsby til landsby, spurgte folk, viste billeder. Jeg ledte i købstaden forgæves. Jeg tænkte, da Vera blev begravet, må Stille have troet, hun kom tilbage, derfor ventede han til han til sidst løb ud for at lede efter hende. Måske leder han endnu, tænkte jeg. Løber rundt, ulykkelig, og søger.
Det blev august.
En dag tog vi hele familien ud til kirkegården i Næsbylund Skov. Der er femti kilometer fra vores landsby. Jeg ville aldrig have troet, det var der, jeg skulle finde Stille.
Men knap var vi steget ud af bilen ved kirken, før jeg fik øje på ham min Stille, der med ørerne fladt ud til siden og tungen hængende løb direkte imod mig.
Jeg kastede mig på knæ og tudede.
Stille, Stillemand, min egen søde ven! Jeg har ledt efter dig hele sommeren, og så var du her.
Han stod på bagbenene og slikkede mig i ansigtet, og det var tydeligt at se, han også græd.
Da jeg rejste mig op, sprang han omkring mig, knap til at styre. Han var beskidt og udmagret. Jeg delte straks alt kirkegårds-maden rugbrødsmadder, frikadeller, wienerbrød. Han spiste grådigt, øjnene fikset på mig.
Er det jeres hund? spurgte en kvinde fra kirken.
Det er Stille. Det er ham, svarede min mor og tørrede øjnene.
Jeg arbejder her, forstår I. Lige siden foråret har jeg lagt mærke til den lille hund, der holder til på én grav. Den har gravet det halve op med poterne, jeg har måttet fylde jord på flere gange. Men han graver det op igen.
Vi vidste alle straks det var Veras grav.
Vi gik videre rundt og lagde blomster hos vores andre kære. Stille fulgte hver en bevægelse så kun op på mig, ikke på stierne.
Hele graven til Vera og Leif var opgravet af Stilles poter, især på den side, hvor Vera lå. Far rettede korset, mor lagde friske blomster, og jeg sad på hug og holdt om Stille, der nu sad med ørerne strittende og sukkede svagt, mens han skiftevis så på mig og på graven og indimellem slikkede min kind.
Pres ham ikke til at tage med hjem nu måske vil han helst blive her. Lad ham selv bestemme, sagde far roligt.
Jeg vil ikke lade ham blive. Efteråret og vinteren kommer, og han er jo ikke ung mere; næsten ti år, sagde jeg, velvidende, at ville Stille blive, så ville han alligevel løbe de femti kilometer hjem igen.
Mens vi gik fra graven, var Stille urolig. Nu løb han til gravstedet, nu til os. Men da vi åbnede bildøren, stod han lidt, kiggede længe mod gravene, og så sprang han pludselig op på mine knæ.
Stille, min egen, mere skal jeg aldrig forlade dig, græd jeg.
