– Hvorfor er du kommet?
Johanne stod i døråbningen, urørlig. Hun havde hænderne på karmen, nærmest som om hun forsøgte at holde Ida ude, ikke bare af stuen, men ud af livet selv.
– Godaften, Johanne Sørensen.
– Jeg spurgte dig: hvorfor?
Ida svarede ikke straks. Hun kiggede på dørtrinnet den samme grønne dørmåtte med råhvide striber, som hun selv havde købt på Nørreport Station engang. Den lå der endnu, slidt, men ikke smidt ud.
– Må jeg komme ind?
Pausen trak ud. Johanne stod fast; til sidst rykkede hun dog til side med et suk og gik ud i køkkenet det tætteste på en invitation, hun ville give.
Ida trådte ind og lukkede døren bag sig. Entreen duftede velkendt og fremmed på én gang. Før duftede her af Niklas pibe, hvis jakke plejede at hænge på den venstre knage. Nu hang her kun en gammel morgenkåbe og en hjemmestrikket hue.
I køkkenet hørte hun Johanne rode med elkedlen dog uden at bevæge sig hen mod et hyggeligt samvær. Det virkede mest som om hænderne skulle sættes til noget.
– Jeg så lys i vinduet, sagde Ida forsigtigt. – Jeg kom tilfældigvis forbi.
– Klokken ti om aftenen, måske?
– Bussen var forsinket. Jeg stod i ventepavillonen.
Johanne satte elkedlen på og vendte sig mod hende. Hun betragtede Ida med det blik, man giver folk, man endnu ikke har opgivet, men for længst har mistet tilliden til.
– Tag bare jakken af, nu du er kommet.
Ida hængte jakken på venstre knage, under huen, men omstemte sig og flyttede den til den højre.
De satte sig overfor hinanden ved det lille spisebord. Johanne hældte te op, uden at byde, og skubbede sukkerskålen over, uden at løfte blikket. Alt foregik mekaniskfordi gæsten ved bordet ikke kan ignoreres, uanset, hvad hovedet måtte ønske.
– Hvordan går det? spurgte Ida.
– Som det plejer, svarede Johanne og foldede hænderne om kruset.
Ida så på hendes hænder. Ældre hænder store knoer, pletter fra alderen. Men grebet om kruset var for stramt til et som altid.
– Jeg kom for at snakke, sagde Ida.
– Om hvad?
– Om lidt forskelligt.
– Om papirerne?
Ida tøvede.
– Ikke kun.
Johanne tog en slurk og stillede kruset ned med et klik, der sagtens kunne betyde mere end ingenting.
– Papirerne må du tage med advokaten. Jeg har sagt, hvad jeg mener.
– Det ved jeg.
– Så lad være at gentage dig.
Det blev ikke sagt som et spørgsmål, og Ida svarede heller ikke. Hun prøvede teen stadig skoldhed. Satte koppen fra sig.
Udenfor lød regnen, det stille, seje efterårsregn, der mere ligger i luften end egentlig falder. Lygten udenfor dirrede, og dens skygge gled over køkkenvinduet.
Der var intet, Ida ikke kendte i dette køkken. Hun vidste, i venstre skuffe lå der snore, elastikker og gamle batterier, fordi Niklas aldrig nænnede at smide ud: bare for en sikkerheds skyld. Hun vidste, at spanden under vasken kun stod der, når røret dryppede hvilket skete hver oktober og at bag køleskabet lå der en krone, som de havde forsøgt at fiske ud med en lineal en hel eftermiddag, mens de alle havde grinet.
Niklas. Tre måneder nu.
– Jeg har medbragt solbærsyltetøj, sagde Ida. – Satte glasset i posen ved døren. Ved ikke, om du har lagt mærke til det.
Johanne sendte et kast med hovedet mod entreen og så tilbage til bordet.
– Jeg så det.
– Du har altid kunnet lide solbærsyltetøj.
– Det kunne jeg. – Pause. – Det kan jeg vel stadig.
Noget i det lille selvkorrektiv var ægte. Som om Johanne selv var i tvivl om, hvilket tidsrum hun befandt sig i.
Ida forstod det mærkeligt godt. Hun kunne også gribe sig selv i at skifte tid midt i en sætning indtil stilheden faldt tungt, og det havde været bedre, slet ikke at begynde.
– Jeg har hørt, du ville tage til Nedreby til Ellen, sagde Ida.
– Ja, det havde jeg tænkt. Men blev aldrig til noget.
– Hvorfor ikke?
– Åh… – Johanne trak på skuldrene. – Der er jo altid noget.
Ida betragtede hende. Der var ikke noget. Begge vidste det. Det var bare lejligheden, hun ikke orkede at forlade. Frygten for at vende hjem til det tomme. Måske også frygten for Ellens medlidenhed, noget Johanne aldrig havde været god til at tage imod.
– Johanne, – Idas stemme blev blødere, mere alvorlig. – Jeg kom ikke pga. papirerne. Jeg lover.
Johanne gentog ordene, du lover, men det var umuligt at afgøre, om hun troede på dem.
– Jeg ved godt, du er ked af det.
– Jeg er ikke vred.
– Fint.
– Jeg forstår bare ikke, – sagde Johanne, og nu trængte noget sårbart igennem stemmen, – hvordan nogen kan komme så langt på et halvt år. Du kommer videre, mens jeg bliver stående.
Ida sagde ikke, at Johanne misforstod. Hun sad bare.
– Jeg så dig, – sagde Johanne. – Lise, naboen, så dig med én nede på caféen i august. Det var på Nørregade.
– Det var min kollega. Vi arbejdede sammen på et projekt.
– Kollega.
– Ja.
Johanne rejste sig og gik til vinduet. Kiggede ud på regnen og gadelygten.
– Niklas elskede dig, sagde hun, uden at vende sig. – Mere, end du ved.
– Jeg ved det.
– Ikke helt, tror jeg.
Ida omfavnede kruset, indeni hende vaklede halvdelen af det, hun havde indøvet.
– Jeg siger ikke, du er en dårlig person, – Johanne blev stående vendt mod ruden. – Du er kun 42. Jeg er 68. Jeg havde én søn…
– Jeg ved det.
– Han er her ikke længere. Og du kommer nu med solbærsyltetøj.
Det kunne have lydt hårdt, men det var netop rammende. Ida blev mærkeligt taknemmelig, uden at ane hvorfor.
– Jeg ved ikke, hvordan det ellers skulle være, indrømmede hun lavmælt. – Uden at sige noget. Jeg måtte komme med et eller andet. Tomhændet var værre.
Johanne kiggede længe på hende.
– Har du grædt?
– Ja.
– Ude på trappeopgangen?
– Ja.
Noget gled for i Johannas ansigt næsten umærkeligt. Hun satte sig tilbage ved bordet.
– Vi er nogle fjolser, begge to, sagde hun.
Det lød rent for første gang den aften uden skjult betydning.
De sad stille. Regnen hamrede nu fast mod ruden.
– Fortæl mig, sagde Ida, – om testamentet. Ikke via advokaten helt ærligt.
Johanne så på hende, overrasket nærmest sårbart tiltrukket af muligheden for virkelig at fortælle selv.
– Det drejer sig om lejligheden, sagde hun. – Hans lejlighed. Den, vi købte til ham. Thor og jeg sparede op i otte år. Den var til ham et solidt udgangspunkt. Og der boede du, og jeg siger ikke, det er forkert. Men det var hans. Og nu…
– …ifølge papirerne går den til mig, sagde Ida.
– I blev aldrig gift.
– Vi boede sammen i seks år.
– Jeg ved det. – Johanne foldede hænderne på bordet. – Men jeg synes, han ville have, at jeg burde have et ord. Ikke at det endte sådan.
– Han skrev testamentet selv, Johanne.
– Jeg ved det godt. – Pause. – Måske gjorde han det helt rigtigt. Det ved jeg ikke længere. Jeg var rasende i starten. Nu er jeg bare… forvirret.
– Hvad forstår du ikke?
– At du bliver ved at holde fast. Lise har sagt, du måske flytter. Hvorfor så ikke give slip?
Ida så på hende.
– Jeg sagde det, da alt var værst tilbage i juli. Jeg ved ikke, hvad jeg gør.
– Hvis du sælger…
– Det har jeg ikke tænkt mig.
– Bare hvis… Ville du sige det til mig først? Ikke til de fremmede?
Ida forstod, at dette var sagens kerne. Ikke kvadratmeter eller penge, men retten til ikke at blive fremmedgjort ikke miste den sidste forbindelse til sin søn i den kvinde, der kendte ham anderledes ikke bedre, men på sin måde.
– Du får det at vide først, svarede Ida stille. – Jeg lover.
Johanne nikkede. Hældte mere te op.
– Har du spist i dag? spurgte hun.
– Kun morgenmad.
– Kun morgenmad. – Hun rejste sig, åbnede køleskabet. – Jeg lavede hønsekødssuppe. Vil du have?
– Ja, tak.
Mens Johanne varme suppe, sad Ida og så på hendes ryg. Tænkte over, at i en anden version af deres liv kunne de have rummet hinanden kørt i sommerhus sammen, fejret alle mærkedage. Måske var det uundgåeligt, at de balancerede mellem overforsigtighed og mere end fremmed, men heller aldrig nære.
Suppe var enkel og velsmagende. Gulerod, løg, nudler, lidt grønt sådan noget, man tilbereder, når det kun er til sig selv.
– Det smager godt, sagde Ida.
– Overdriv ikke.
– Det mener jeg.
Johanne spiste. Tav længe og sagde så, uden at løfte blikket:
– Vidste du, han spurgte efter dig på hospitalet dengang?
– Hvad?
– Du rejste, i april. Sagde, det var konference. Han blev indlagt til undersøgelser og spurgte, hvornår du kom hjem. Jeg vidste det ikke han blev ved. I dag, i morgen, om tre dage…
Ida satte skeen.
– Jeg kom dagen efter, jeg fik besked.
– Jeg ved det. – Johanne så på hende for første gang. – Jeg bebrejder dig ikke. Jeg fortæller bare.
– Hvorfor?
– For at du ved det. At nogen gør.
Det føltes ærligt. Ida mærkede tørhed i munden, trods hun lige havde spist. Drak af den helt kolde te.
– Han sagde aldrig, han var bange, sagde hun. – Jeg troede, han tog det roligt. Jeg var overbevist om, at det bedrøvede ham, hvis jeg var for omklamrende.
– Han brød sig aldrig om medlidenhed.
– Nej. Jeg troede, det var det rigtige.
– Måske var det. – Johanne tog af bordet. – Måske ikke. Hvem ved.
Det forbløffende hvem ved blev hængende i stuens stilhed.
Ida hjalp med at tage af de stod sammen over vasken i et stille mekanisk fællesskab.
Efterfølgende bød Johanne på kiks. De var smuldrende, lidt bløde, fra Brugsen på hjørnet.
– Lise siger, jeg burde begynde på et malerkursus, sagde Johanne. – Pensionisterne maler akvarel torsdag i kulturhuset.
– Har du lyst?
– Jeg ved ikke Det føles fjollet.
– Hvorfor?
– I min alder…
– Nu er det da det perfekte tidspunkt, sagde Ida.
Johanne så på hende, halvsmilende.
– Du taler som en socialrådgiver.
– Og du lyder som om du er hundrede.
– Kun otteogtres.
– Det er ikke hundrede.
Johanne tog en kik og tyggede.
– Hele livet har jeg haft noget at tage mig til. Thor, Niklas, arbejde, nu skulle der have været børnebørn. Jeg kan ikke bare… male.
– Måske burde du prøve.
– Det er nemt sagt.
– Det er svært nok at sige, svarede Ida.
Johanne betragtede hende.
– Du skal ikke også begynde på malerkursus?
– Nej. Men jeg ved det heller ikke helt. Jeg har job, veninder, alt. Alligevel er der tomt, når jeg træder hjem. Som om Niklas snart kom ind, sagde noget pludseligt og så var det hele mere normalt.
Pause.
– Han var god til at sige noget underligt, sagde Johanne.
– Ja.
– Han kom hjem og sagde, mor, da jeg var lille, troede jeg at edderkopper hed edderdopper for de dupper rundt. Hvor finder man dog sådan noget?
– Han fortalte mig engang, at elefant på mongolsk hedder zaan, og det lød så morsomt, som om elefanten var blevet snobbet.
Johanne lo en kort overrasket latter.
– Hold da op. Hvor fandt han den slags?
– Han læste meget.
– Siden han var fem. Jeg fik ham dårligt op fra bordet.
– Han viste mig et billede: dig og Thor på kolonihavehuset. Han sidder på trappen med en bog, og alle de andre leger.
– Jeg husker huset. – Johanne stirrede lidt væk, ind i minderne. – Thor gik aldrig på mark eneste han gad, det var at læse. Jeg lærte at lade ham være.
– Hvad læste han som otteårig?
– Alt om sejlere og kaptajner. For første gang så han Vesterhavet som sekstenårig og sagde: det er mindre, end jeg troede! I bøger er havet større.
Ida smilede. Hun huskede en lignende version fra Niklas selv måske var de begge blevet familiehistorier.
– Han fortalte mig tit om Thor. Savnede ham.
Thor, Thor Søren Sørensen, døde seks år før Niklas mødte Ida. De to nåede aldrig at mødes.
– Ja. – Johanne sagde det roligt. – Han savnede ham.
– Gør du også?
– Hver dag. – Hverken bittert eller hårdt men som et vilkår, man har lært at leve med.
De blev tavse.
– Fortæl mig om Niklas, da han var lille, bad Ida pludseligt. – Jeg ved alt for lidt. Han sagde aldrig meget om barndommen.
Johanne så undersøgende på hende.
– Hvorfor?
– Fordi jeg vil vide. Mens der stadig er én at spørge.
Det var måske for direkte, men Ida trak ikke ordet tilbage.
Johanne var tavs i et minut. Så rejste hun sig, og Ida hørte hende rode i et skab. Hun kom tilbage med en gammel skotøjsæske.
– Her er hans ting. Jeg sorterede dem i september. Noget gav jeg væk dette beholdt jeg.
Hun åbnede låget. Inde i lå gamle hæfter, legetøj, tegninger. Ida tog et af hæfterne op; barnlig skrift, Niklas Sørensen, 2.A.
– Herregud, hviskede hun.
– Præcis sådan tænker jeg, sagde Johanne.
De bladrede. Johanne fortalte: om hovedspring, han ville lære og fik en bule, om katten han slæbte hjem, som Thor først hadede og så elskede, og som til sidst forsvandt. Om hvordan Niklas ville være programmør, for så kunne man slippe for at skulle ud af sutskoene.
– Han arbejdede ofte i sutsko, sagde Ida.
– Det havde han lovet.
Klokken nærmede sig tolv, før Ida så på uret.
– Jeg må i gang. Sidste bus går snart.
– Bliv her, sagde Johanne hurtigt overrasket over sig selv. – Sofaen står stadig parat. Jeg gør den klar.
– Det ville være… mærkeligt.
– For hvem?
Ida så på hende. Johanne kiggede væk, som havde ordene sneget sig ud af hendes mund uden hendes samtykke.
– Okay. Tak.
Mens Johanne lagde lagen på, vaskede Ida kopper. Hun stod længe og så sit eget spejlbillede i det mørke vindue, køkkenet badet i skær fra lampen. Tænkte, at for tre måneder siden var sådan en aften, suppe, minder, tilbudt overnatning, utænkelig.
Hun tænkte, at når man mister, findes der et rum, hvor hverken advokat eller ord slår til noget man kun kan mødes om, måske med syltetøj, måske tomhændet og vente.
Måske var der flyttet bare et enkelt gran denne aften.
Gæsteværelset var det samme, hun havde overnattet i tidligere. Sofaen den samme, lidt til den ene side, tæppet det rødbrune, som Johanne kaldte brunt. Ida lagde sig, trak tæppet rundt om sig, så op i loftet.
På hylden stod gamle bøger, de fleste efter Thor. Mellem dem en lille, mere nymodens: Breve fra ingenting. Håndskrevet: Til mor på fødselsdag. Læs langsomt. Elsker dig. Idas fingre skælvede. Niklas håndskrift. Hun lagde bogen på plads igen.
Tog den ind. Kiggede længe.
Bag væggen var der stille Johanne gik og vaskede op, gulvbrædderne knirkede. Livet sneglede sig videre.
Næste morgen kogte Johanne grød. Ida satte sig ved bordet. Johanne stillede havregrøden uden at spørge. Et glas appelsinjuice ved siden af, uventet.
Udenfor var det oktober, gaderne blanke.
– Hvornår skal du møde?
– Klokken ti. Jeg når det.
– Det er jo kun tre stop med metroen.
– Kan du huske det?
– Niklas sagde det.
Ida spiste grøden saltet, ikke sødet, lidt som hendes egen mor plejede. Nu smagte det som noget, hun havde fået igen efter mange år.
– Jeg vil vise dig noget, sagde Johanne. Hun stak et brev frem i konvolut. – Fra dengang han var på session for universitetet. Han måtte ikke i militæret, men skrev hjem.
Ida læste, langsomt, som Niklas havde skrevet i bogen. Han fortalte om tågen over barakken, et gammelt poppeltræ, en længsel efter hjemmebag og ro.
Ida spurgte forsigtigt:
– Må jeg tage en kopi? Bare til mig selv.
Johanne så på hende.
– Behold det. Bare tag det.
– Nej, det er dit.
– Tag det, Ida. Tag det… For min skyld.
Ida lagde brevet i sin taske. Ord føltes overflødige.
De vaskede op side om side denne gang med ro i bevægelserne.
– Du skal køre til Ellen, sagde Ida. – Lejligheden løber ingen steder. Og Ellen venter, tror jeg.
– Hun ringede i sidste uge. Siger, jeg negligerer hende.
– Så besøg hende.
– Vi får se.
– Johanne…
– Vi får se.
Ida tørrede opvask, hang viskestykket på knagen.
– Jeg kan godt kigge forbi hvis du har lyst. Ikke for ofte. Men indimellem.
Johanne tørrede hænderne stod længe og så ned i vasken.
– Gør det. Jeg laver suppe.
– Med nudler?
– Eller med boghvede?
– Nudler er fint.
– Vi har en aftale.
Ida tog overtøj på. Johanne fulgte hende til døren. Ida vendte sig.
– Tak for natten.
– Nu skal du af sted, ellers kommer du for sent.
Ida var på vej ud, men standsede.
– Den bog, Niklas gav dig har du læst den?
– Begyndte på den. Langsom læsning.
– Han skrev også, at du skulle læse langsomt.
– Ja. Han kendte mig åbenbart.
Ida nikkede. Åbnede døren.
– Farvel.
– Farvel, Ida.
Døren gled i. På trappen lugtede af fugt og maling. Lyset blinkede. Ida gik ned, langsomt.
Udenfor var det oktober i København, og folk hastede mod arbejde, duerne trippede. Alt skete som altid og ingenting var alligevel det samme.
På vej mod metroen tænkte hun, at forsoning aldrig er en begivenhed eller en beslutning måske bare det: suppe, gamle hæfter, nat på en fremmed sofa, et viskestykke mellem hænderne, et brev i bunden af tasken.
Hun vidste ikke, hvad der ventede forude. Ikke hvad hun og Johanne ville være ikke svigermor og svigerdatter, ikke venner, og dog noget, der byggede på fælles fortid: på kærlighed til én mand, på hver sin måde.
Hun ville først åbne brevet i aften.
Hun gik ind i metroen. Lukkede døren. Tog af sted.
Et par stop før hun skulle af, skrev hun i Messenger: Er fremme. Tak for grøden.
Johanne svarede tyve minutter senere. Allerede da Ida var på arbejde:
Så gerne. Syltetøjet står i skabet.
Ida lagde telefonen væk, tog frakken af.
Ude i gangen lo nogen. Himmelen over København var lys, næsten hvid. Måske klarede det op. Måske ikke. Oktober er lunefuld.
Hun gik til møde.
Fredag aften ringede Johanne. Ida satte maden over, lod telefonen ringe til tredje gang.
– Jeg tager til Ellen lørdag morgen, sagde hun. – Ti dage.
– Det er fint, svarede Ida.
– Du har vel ikke noget imod, jeg ringer?
– Nej jeg er glad for det.
– Så… – Pause. – Ida?
– Ja?
– På hylden, i værelset hvor du sov tag bogen med næste gang. Det var Niklas, så lad den komme i de rigtige hænder.
Ida stod ved komfuret, suppen begyndte at koge.
– Tak. Jeg skal nok tage den med.
– Så det er på plads. Nu vil jeg pakke.
– God rejse.
– Tak.
De tav. Ordene var ikke nødvendige.
– Farvel, sagde Johanne.
– Farvel.
Ida slukkede for suppen. Så ud i mørket, hvor gadelygterne lyste.
Et sted i Nedreby ventede Ellen sikkert lavede kaffe. Et sted stod den bog med læs langsomt. Elsker dig. Og fremmed fremstillet solbærsyltetøj i Johanne køkkenskab.
Måske er det, hvad der virkelig bliver tilbage.
Ida tog suppeskeen og rørte i gryden.
