Du er streng, Viggo Jensen! Ikke mærkeligt, de kalder dig Ulven. Et smil af dig? Umuligt. Bare dit blik kan få folk til at fryse til is. Er du frosset fast, eller hvad? Er livet virkelig så trist for dig?
Karen blev ved med at snakke, men Viggo hørte hende ikke længere. Han tog tavst sine varer fra den lille købmandsdisk og skubbede døren op mod gaden.
Din Laura kom hjem til moderen for nylig. Hun havde drengen med. Hører du, Viggo Jensen? Hvad nu hvis det virkelig er din knægt? Skal han vokse op uden far, sådan skamfuldt og fortabt? For han ligner dig jo, gør han ikke?
Hendes ord satte sig fast, da han trådte ud over det lave dørtrin, næsten snublede. Men han vendte ikke om. Hvorfor skulle han? Man kan aldrig forklare sig, folk tror, hvad de vil tro. Og resten finder de selv på. Det er hans og Lauras sag. Ingen andres.
Solen bagte mærkeligt nok, selvom det var forår og ramte hans ansigt, så han måtte knibe øjnene i. Hans ansigt blev til en maske af sten under øjenlågene. Han tog et par skridt, lod tankerne flyde, indtil en barns stemme splintrede stilheden:
Pas på!
En lille dreng fór ud foran ham, og med forsigtighed løftede han to hvalpe op i armene, for at de ikke skulle blive trådt flade.
Du skal ikke træde på dem, vel?
Den lille næse, de mørke øjne under tunge øjenlåg og ørerne en smule stikkende. Ligheden var slående. Ikke mærkeligt, nabokonerne snakkede. Men Viggo vidste, han ikke var faren, selvom slægtskab fandtes. Men ikke som de sagde.
Kunne du tænke dig en hvalp? Se på benene som en ulv, stærk!
Viggo rystede på hovedet og fortsatte, men drejede ind ad en forkert gyde, uden at tænke. Her slap kræfterne ham. Han lænede sig mod Kjærs høje stakit, hev efter vejret. Hvordan nu, hvordan trække vejret igen?
Hvorfor var hun kommet tilbage? Hvorfor tog hun knægten med? Havde Oskar forladt hende alligevel?
Tankerne trængte sig på hjertet hamrede disharmonisk, sveden sprang frem ligesom dengang for syv år siden. Alt husker det, forbandede hjerte! Og man kan ikke kommandere med det.
Lykke Kjær smækkede lågen, løb ham i møde.
Viggo! Er du okay? Jeg hjælper dig. Skal jeg hente Jens?
Hendes hænder lagde sig varme om hans skuldre, og Viggo åbnede øjnene.
Nej, Lykke, jeg klarer mig. Jeg skal lige…
Ingen steder, min ven! Støt dig til mig. Sådan! Kom, skridt for skridt, så klarer du det. Herregud, du er tung! Man kan ikke slide sit hjerte itu hvad tror du, du laver ved dig selv?
Fødderne nægtede, men Lykke var stærk. Hun trak ham næsten ind på sin gårdsplads, lukkede lågen resolut og råbte:
Jens! Hjælp lige!
Resten mindedes Viggo kun i glimt. Han vågnede på Lykkes slidte sofa. Noget trykkede mod brystet, og i angst troede han, at døden havde grebet ham. Men da han så ned, smilede han svagt.
En gråstribet kat lå, spindende, på hans mave, og dens killinger kravlede rundt imellem hans hænder.
Misse har sans, hun. Hun mærker folk! Har hun lagt killingerne hos dig, er du et godt menneske, Viggo.
Lykke lagde pigebørnenes hæfter væk og rodede med Viggo.
Sådan, puls og tryk alt roligt nu. Men Viggo, gør ikke det der igen! Falder du om, fanges du ikke. Veje er mudrede, ambulancen kommer ikke. Desuden: Du er jo ikke færdig med livet du har stadig Zita og Bølle. Dem må du ikke slippe.
Det er alt, jeg har, Lykke. Min ko og min hund.
For sådan en ko kræves der pleje. Hvis du bliver syg, hvad så?
Mørket udenfor pressede sig på. Lykke havde trukket tykke gardiner for. Lyset fra den gamle lampe kastede drømmeagtige skygger hen over Viggos ben.
Hvad er klokken, Lykke?
Du bliver her i nat. Det er sent nu. Zita har jeg set til. Hun har det godt.
Lykke kyssede Jens på kinden og gik i køkkenet. Jens satte sig lille tilbage, så Viggo.
Er du dårlig?
Ja. Jeg ved ikke hvorfor.
Det tror jeg, jeg gør. Det er Laura.
Lad være, Jens, lad være…
Der var kun kattens grønne øjne at se ind i.
Selv Misse mærker det. Dyr ved, når folk har det dårligt. Hun slæbte killingerne til dig. Hun sad længe ved sofaen, mens Lykke prøvede at vække dig. Så gik hun tilbage, hentede killingerne en efter en. Dyr tænker med hjertet. Det burde vi også gøre oftere. Du holder alt i dig. Men hvor meget kan du bære, Viggo? Vi har kendt hinanden siden du kom i syvende klasse. Vi ved alt om hinanden, men taler ikke om det, der gør ondt. Jeg har også mine fejl. Hvis du ikke vil snakke, så lad være. Men siger du ordet, hjælper jeg dig. Det lover jeg.
Hvad skal jeg fortælle dig? Det er skamfuldt for en mand. Sådan bærer man ikke frem i lyset. Du ved, hvordan jeg elskede Laura. Du så det hele. Hvordan jeg jagtede hende som dreng, hvordan jeg løb hjem fra tjenesten i udlandet. Du var forlover. Du kender det hele.
Jeg har aldrig forstået hvad der skete, Viggo. Pludselig var hun væk, og du boede alene på den forladte gård. Din mor solgte koen og græd. Ingen forstod noget.
Jeg sagde, jeg ikke elskede hende mere. Men det var en løgn…
Viggo vendte sig væk. Tårerne brændte, men øjnene var tørre. Han havde grædt ud sine skæbne, alene i skoven, hvor dyrene ikke fordømte.
Hvad skete der, Viggo? Jeg tror ikke på, Laura var dig utro.
Viggos mørke øjne så ind i Jens’ grånende ansigt.
Jeg så det med egne øjne. Hvis nogen havde sagt det, havde jeg ikke troet det…
Jens gispede, rystede på hovedet.
Hvem?
Oskar. Min fætter. Han boede hos os, mens vi byggede huset. Alt gik så godt, vi planlagde en hestegård sammen. Laura lærte mig det hele. Men da jeg var væk i byen Laura… du kan regne tiden selv ud. Jeg så dem sammen.
Det kan jeg ikke tro! Jeg har set drengen. Godt barn.
Jeg så det. Med egne øjne… Viggo ville rejse sig, men Misse hvæsede, klamrede sig fast i tæppet og greb killingen, der begyndte at trille ned mod gulvet.
Undskyld, Misse… jeg mente det ikke.
Han trak killingerne sammen, lagde dem under sine hænder.
Se, Jens. Naturen beskytter sine unger altid. Laura ville børn, og jeg nægtede lægen. Så valgte hun… en anden.
Du kan ikke vide… tænk nu, hvis det alligevel var dit barn!
Jeg har haft tid nok til at tænke, Jens.
Lad nu være! Måske har du gemt dig for dit eget barn?
Tallene passer ikke… Oskars mor forklarede det hele, da jeg kom tilbage.
Men så du dem sammen?
De stod tæt, han kyssede hende… og hun sagde ikke fra!
Lykke trådte ind.
Nå, nu får du et stik, Viggo, du skal sove. Det andet tager vi senere. Ro på.
Han nikkede, lod sprøjten gøre sit arbejde og gled væk.
Jens kaldte på Lykke i køkkenet.
Hørte du det hele?
Alt.
Og?
Jeg går. Historien skal frem i lyset. To mennesker går til grunde. Jeg så Laura i går. Der er ingenting tilbage af hende. Hun bliver kun for knægtens skyld…
Lykke tog sin jakke og gik. Jens satte sig på trappen og røg, lod tankerne flyde i natten, hvor tiden gled sær og drømmeagtig.
Man griber lykken men kun et fjer bliver i hånden, resten er væk. Sorg og glæde flettes sammen med mørket, folk forsvinder, man bærer tab og kan dog ikke slippe fremtiden.
Han tænkte tilbage på sine egne tab, på pigerne, på den søn, der aldrig blev voksen, og hvordan Lykke altid havde båret skyld, selvom ingen burde bebrejde hende sygdommens luner.
Nætterne var mørke, og han mærkede Lauras dreng. Barnet manglede et farværn. Hun holdt sig oppe kun for hans skyld.
Lykke kom omsider tilbage, tårene løb langs kinderne, da hun så Jens i skæret fra lanternerne.
Jens… De mennesker… Dyr er bedre end dem!
Hun fortalte.
Viggo, det er hans søn. Tamara, Oskars mor, tilstod alt.
Hvordan?
Hun skammede sig, tror jeg. Laura fortalte, hvordan det gik til. Hun var gravid allerede, men turde ikke håbe. Tre gange mistede hun før. Hun turde ikke engang fortælle ham det.
En sort nat, Oskar som tvang sig på hende, Laura slog op. Viggo flygtede, hun tog barnet og gik ingen ord, kun tavshed. Hver især brændte i skyld og sorg.
Og Tamara…?
Hun havde båret nag til sin søster i fyrre år. Misundelse. Søsteren fik den mand, hun selv havde elsket. Ja, Jens, menneskers hjerter er mørke. Da hun blev alene, giftede sig og mistede manden, søgte hun hjem og hævnede sig ved at splitte familien.
Og nu?
Hun måtte væk. Fik forbud mod at vise sig. Familien samles igen, men såret er dybt.
De sad længe på trappen. Morgengryet sivede ind over husene. Lykke sukkede, tørrede øjnene.
Hvorfor kan vi ikke bare sige hinanden sandheden, Jens?
Fordi vi er bange.
Ja… og nu kaffen! Og du kan godt lade være at sætte dig til rette, for snart står pigerne op, og Viggo også.
Solen løftede sig på en mærkelig kant mod øst, strøg gule striber ud over Kjærs have.
Viggo dukkede frem fra døren, svag og usikker, og drengen sad på trappen med hvalpen på skødet.
Er du min far?
Drengen så op. Øjnene så sorte og stædige. Hvalpen havde store potter en ulv, måske.
Viggo satte sig ved siden af, klappede hunden.
Det bliver en god hund. Du har valgt rigtigt.
Blikket slap ham ikke. Forsigtigt lagde Viggo hånden på drengens skulder, klemte og sagde:
Ja, jeg er din far, Søren.
Godt! Kom med hjem. Mor laver morgenmad, og mormor har lovet, jeg må med ud at se til hestene. Må jeg?
Det var som selerne, der havde bundet Viggos hjerte til mørke ord, slap. Stemmen fandt styrken frem, for første gang i mange år. Han rejste sig, tog hvalpen og knyttede båndet til sin søn.
Ja, lad os gå. Vi har mange ting at tage os til, Søren. Mange ting.
