Dagbog 3. juni
Jeg havde aldrig troet, at jeg ved 62 år skulle opleve forelskelse igen sådan rigtigt, som da jeg var ung. Mine gamle venner drillede, men jeg kunne simpelthen ikke holde smilet tilbage. Han hed Jens, og han var et par år ældre end mig.
Vi mødte hinanden til en klassisk koncert i Aalborg. Samtalen opstod helt naturligt i pausen, og snart opdagede vi begge, hvor meget vi havde til fælles. Regnen silede let ned udenfor, luften duftede friskt af vådt græs og sommer, og pludselig følte jeg mig igen ung og fuld af forventning.
Jens var opmærksom og havde dén lune humor, som jeg altid har sat så stor pris på i os danskere. Vi kunne grine af pinlige historier fra ungdommen og snakke løs om bøger og film. Ved hans side opdagede jeg glæden ved hverdagen, som jeg ellers næsten havde glemt. Den juni måned, hvor alt begyndte, var solrig men et mørkt hjørne lurede uden jeg vidste det.
Fra da af brugte vi meget tid sammen vi gik i biografen, hyggede os på caféer i midtbyen, og delte tanker om kærlighed og ensomhed. En dag inviterede han mig med ud til sit sommerhus ved Limfjorden. Naturen var smuk; duften af hybenroser og saltvand blandede sig, og aftenens sidste solstråler ramte bølgerne i guld.
En aften blev jeg og overnattede, og Jens måtte et smut ind til byen for at ordne noget. Imens han var væk, ringede hans telefon; Lise stod på displayet. Jeg svarede ikke, men følte mig pludselig urolig hvem var denne kvinde? Da han kom hjem, forklarede han, at Lise var hans søster, som desværre havde helbredsproblemer. Han lød fuldkommen ærlig, og jeg beroligede mig selv.
Alligevel begyndte han de kommende dage ofte at forsvinde og Lise ringede tit. Noget nagede mig jeg kunne ikke slippe følelsen af, at han skjulte noget for mig. Trods vores nærhed virkede det, som om der voksede en hemmelighed mellem os.
En nat vågnede jeg ved, at han ikke lå i sengen. Jeg kunne høre ham tale dæmpet i telefonen gennem de tynde vægge:
Lise, giv dig lidt tid endnu Nej, hun ved det ikke Jo, jeg forstår Men jeg mangler stadig lidt mere tid
Min mave snørede sig sammen. Hun ved det ikke det var tydeligt, de talte om mig. Da Jens kom tilbage, lod jeg som om jeg sov, men mit hoved summede af spørgsmål. Hvilken hemmelighed skjulte han? Hvorfor ville han skjule noget for mig?
Næste morgen sagde jeg, at jeg ville på torvet efter friske jordbær, men i virkeligheden gik jeg en lang tur langs fjorden, ringede til min veninde, Anne:
Anne, jeg er forvirret. Jeg fik snappet lidt af Jens samtale med Lise i nat jeg tror, der er noget alvorligt mellem dem. Måske gæld eller noget værre. Jeg havde lige lært ham at stole på.
Anne sukkede:
Du bliver nødt til at tale åbent med ham. Ellers bruger du bare en masse energi på at bekymre dig.
Den aften kunne jeg ikke holde masken mere. Da Jens kom ind ad døren efter endnu en bytur, spurgte jeg nervøst:
Jens, jeg hørte lidt af din samtale med Lise. Du sagde, at jeg ikke vidste noget. Vil du ikke fortælle, hvad det handler om?
Hans ansigt blev alvorligt. Han kiggede ned, før han sagde:
Undskyld Jeg ville sige det til dig snart. Lise er min søster, og hun har store økonomiske problemer hun er tæt på at miste huset. Jeg har brugt næsten alle mine sparepenge på at hjælpe hende. Jeg var bange for, hvis du opdagede det, ville du ikke se mig som et godt parti. Jeg ville løse det hele, inden jeg fortalte dig det Prøve at forhandle med banken.
Men hvorfor sagde du, at jeg ikke måtte vide det endnu?
Fordi jeg frygtede, du ville gå, hvis du kendte sandheden Vi var lige begyndt på noget godt sammen, og jeg ville ikke læsse mine problemer over på dig.
Det gjorde ondt, men lettede mig også. Det var ikke en anden kvinde, ikke et skjult liv eller bedrag det var frygten for at miste mig og ønsket om at hjælpe sin søster.
Mine øjne blev våde. Jeg trak vejret dybt og tænkte på alle de år, hvor jeg havde gået alene, og nu ville jeg ikke miste ham over en misforståelse.
Jeg tog hans hånd:
Jeg er 62, Jens. Jeg vil gerne være glad sammen med dig. Hvis der er problemer, tager vi dem sammen.
Han pustede tungt ud og lagde armene om mig. Månens skær fangede tårer af lettelse i hans øjne. Rundt om os sang græshopperne, og den lune nat bar duften af hav og fyrretræer, mens vi sad i stilhed.
Næste morgen ringede jeg selv til Lise, tilbød min hjælp til at snakke med banken jeg har altid været ferm til papirarbejde og kendte et par gode folk i byen fra mine år i kommunen.
Midt i samtalen mærkede jeg, at jeg endelig havde det, jeg længtes efter ikke kun kærlighed, men også familie, nogen at være noget for.
Når jeg nu tænker tilbage, ser jeg, at det vigtigste er ikke at løbe fra problemer men at tage dem i hånden sammen med den, du holder af. 62 år er måske ikke den gængse alder for ny kærlighed, men livet kan stadig overraske dig, hvis du blot tør tage imod med åbent sind.
