– Har du husket at købe rugbrød?
Han kigger på mig, som om jeg har spurgt på et sprog, han aldrig har hørt før. Ikke med uforståenhed, nej. Bare en pause. En lang, akavet pause, som ikke passer ind i hverdagen mellem os.
– Hvilket brød, siger han så til sidst. Ikke spørger, men siger. Uden spørgsmålstegn.
– Almindeligt. Rugbrød, fra “Bageren på hjørnet”, du plejer altid at hente der.
Han sætter indkøbsposen fra sig på gulvet, ser sig rundt i køkkenet, som om han aldrig har været der før.
– Jeg har ikke været nede og handle.
Jeg nikker og vender mig tilbage mod komfuret. Intet at bekymre sig om, prøver jeg at sige til mig selv. Han er træt. Han har været væk hele ugen, til konference i Århus, hotel, fremmed mad, fremmed luft. Selvfølgelig er han udmattet.
Men brødet plejer han altid at tage med hjem. De sidste sytten år, altid når han har været væk bare for nogle dage har han købt rugbrød hos bageren på hjørnet af Nørregade. Det var ikke en aftale, ikke noget vi nogensinde havde sat ord på. Det var bare sådan, han kom hjem.
Jeg rører i suppen og siger ingenting.
Han hedder Jesper. Jeg er 58, han er 61. Vi bor i Odense, i en toværelses lejlighed på fjerde sal, som vi købte tilbage i 1999, da vores datter Trine var lille. Trine er voksen nu, bor i København, ringer hver søndag. Jeg arbejder i skolebiblioteket, Jesper har været pensioneret i tre år, men tager indimellem noget undervisning på teknisk skole om bygningsreglementet. Vi lever stille, fredeligt, næsten uden skænderier. Det er vigtigt at forstå. Der har ikke været noget, som kunne forklare det, der begyndte efter hans hjemkomst.
Vi spiser aftensmad uden ord. Han spiser ordentligt, kigger ned i bordet. Jeg venter på, at han løfter øjnene og fortæller om turen, om kollegerne, om elevatoren på hotellet der ikke virkede, om hvor meget han har savnet min gryderet. Det har han altid gjort ved første middag efter han er kommet hjem.
– Hvordan var Århus? spørger jeg.
– Fint.
– Var konferencen god?
– Ja.
Jeg lægger skeen fra mig.
– Jesper, er du okay?
Han kigger på mig. Hans øjne er, som de plejer, grå, bare en smule trætte.
– Jeg har det fint. Bare træt.
Jeg rydder af bordet. Han går ind og lægger sig med telefonen. Som om alt er i orden. Som om der ikke er sket noget. Men der var ikke noget rugbrød. Ingen samtale. Og noget andet noget, jeg ikke kender navnet på.
Første nat affejer jeg som træthed. Anden nat også.
Fredag, tredje dag, ser jeg for første gang noget, jeg ikke kan forklare.
Jeg sidder med kaffe ved vinduet og ser ud i gården. Han kommer ud af badet, går ud i køkkenet, hælder sig et glas vand. Så tager han glasset med boghvede ned, åbner det, dufter til det, og sætter det tilbage. Jeg siger ingenting. Men Jesper har aldrig spist boghvede. Allerede første gang vi mødtes, lo han og sagde, at boghvede var den kedeligste mad, der fandtes. Jeg lavede altid ris, byg, hirse, alt muligt. Boghvede rørte han aldrig.
Men nu tager han det og dufter, som om han overvejer at prøve.
– Har du fået lyst til boghvede? spørger jeg, prøver at lade stemmen være neutral.
– Nej, siger han og går tilbage i stuen.
Jeg kan stadig se det glasset for mig længe efter.
Lørdag ringer Trine.
– Far er hjemme igen? spørger hun straks.
– Ja, han kom hjem onsdag.
– Hvordan går det med ham?
Jeg holder en pause. En meget kort.
– Han er træt efter turen. Alt er fint.
– Godt. Mor, vi kommer i oktober, Svend og jeg har ferie sammen.
– Det bliver dejligt. Jeg glæder mig.
Jeg siger ikke noget til hende. Hvad skal jeg sige? At far ikke købte rugbrød og duftede til boghvede? Det lyder ikke alvorligt. Det lyder slet ikke som noget.
Men jeg ved allerede, at noget ikke er, som det skal være. Ikke med hovedet, ikke med logik. Med den der følelse, der bor langt inde under ribbenene.
Søndag foreslår jeg, at vi går en tur. Vi går somme tider i Kongens Have om søndagen, ikke altid, men tit. Han kan godt lide bænken ved søen. Køber os ofte en gammeldags sodavand fra isboden, hvis den er åben, klager lidt over ryggen, og jeg siger, han burde lave gymnastik, han slår det hen, vi griner. Lille, ubetydelig rutine, som vi har mange af.
– Skal vi en tur i haven? spørger jeg.
Han kigger væk fra telefonen.
– Hvilken have?
– Kongens Have. Det er jo så dejligt vejr.
Han tøver. Det er mærkeligt, for han ville normalt sige ja, lad os det med det samme, eller bare sige vent, jeg skal lige have en jakke. Der er ikke noget at tænke over.
– Godt, svarer han så.
Vi går uden at sige meget. Jeg forsøger ikke at holde samtalen i gang, ser bare på ham. Han kigger sig roligt omkring, ikke med interesse, men heller ikke fraværende mere som en, der prøver at finde rundt i et kvarter, han ikke kender.
Ved indgangen står en ældre mand med en cocker spaniel, brun og tyk.
– Se, Sofus, siger jeg. Sådan har vi kaldt alle tykke cockere siden vi for otte år siden kendte vores nabo Sidsel, der havde en præcis magen til også med navnet Sofus. Vores lille fælles joke.
Han ser på hunden. Ingen reaktion.
– Sofus, gentager jeg lavmælt.
– Sød hund, siger han. Høfligt, neutralt.
Jeg stopper lidt længere henne, kigger på rosenbuskene og prøver at få vejret igen. Hjertet banker hurtigere end en stille gåtur kan retfærdiggøre.
Han husker ikke Sofus. Eller lader som om. Men hvorfor lade som om?
Ved søen er boden lukket for sæsonen. Jesper sætter sig på bænken, ser ud på vandet.
– Det er rart her, siger han.
– Vi kommer her tit.
– Ja?
Jeg ser på ham.
– Jesper. Vi har gået her i mindst ti år.
Han nikker. Uforstyrret, uden skam.
– Ja. Jeg synes bare, det er rart.
Noget i mig snører sig sammen. Først meget senere forstår jeg hvorfor først om natten, da jeg ligger og hører hans rolige åndedræt. Han sagde ikke jeg kan huske, eller selvfølgelig. Han sagde bare ja som til en faktuel oplysning fra en fremmed.
Jeg er vågen længe. Tænker på, hvad det hedder, når ens nærmeste forandrer sig så meget, at det føles som om nogen har udskiftet vedkommende. Jeg har læst, at det kan ske efter stress eller svær sorg at mennesker kan ændre sig, så det føles forkert. Men der har ikke været nogen stress, ingen sorg. En uges konference i Århus. Det er ikke det.
Klokken tre står jeg op og drikker et glas vand. Går hen til vinduet, ser ud i den mørke, tomme gård. Gadelygten blinker indimellem. Jeg siger til mig selv, at man må vente. Måske er der bare noget, han ikke siger. Måske har han skændtes med nogen, måske er han bare overvældet. Det kan ske, især når man er over tres, hvor livet allerede har kostet og fremtiden er usikker.
Jeg kryber tilbage i sengen. Han ligger på siden, ryggen til. Jeg lægger let hånden på hans ryg, som jeg altid har gjort. Han rører sig ikke.
Mandag ringer jeg til min veninde, Lisa. Vi har kendt hinanden siden universitetet, hun bor i den anden ende af byen, arbejder som sekretær på klinikken. Lisa er direkte, aldrig uden filter, og det kan jeg godt lide.
– Må jeg komme forbi senere? spørger jeg.
– Er der sket noget?
– Jeg ved det ikke. Måske ingenting. Jeg har bare brug for at snakke.
– Kom klokken fem, så er jeg hjemme.
Hos Lisa dufter der altid af kage, selvom hun ikke har bagt. Vi drikker te i køkkenet. Jeg fortæller det hele: rugbrødet, boghveden, Sofus, det med “ja”-et ved søen.
Hun lytter uden at afbryde. Så siger hun:
– Anne, det er måske bare en depression. Eller noget med hukommelsen; I er jo ikke unge længere.
– Han er 61.
– Præcis. Da Peters far begyndte på det samme, var han kun 62.
– Jesper har altid husket alting bedre end mig. Navne, datoer, alt.
– Alting ændrer sig.
Jeg kigger i min tekop.
– Lisa, det her er ikke bare glemsomhed. Han ser på mig pænt, uden at virke utryg men også som man ser på en fremmed, man gerne vil være høflig overfor.
Lisa river et stykke snitter af sin kage.
– Har du sovet nok?
– Nej.
– Der har du det. Du gør det værre for dig selv. Han er bare træt efter rejsen. Lad det gå en uge.
Jeg nikker. Hun har sikkert ret. Måske.
Men på vej hjem kommer billedet tilbage: hvordan han åbnede glasset med boghvede. Noget så lille, og alligevel ikke hans.
Jesper er hjemme da jeg kommer. Sidder ved køkkenbordet med nogle papirer. Jeg sætter vand over til te, pakker varer ud. Han ser ikke op.
– Jeg har været hos Lisa.
– Okay.
– Jeg tog kage med hjem.
Han løfter blikket, ser på kagen.
– Hvad er der i den?
– Kål. Din yndlings.
– Jeg er ikke så begejstret for kål.
Jeg lægger posen på bordet. Langsomt.
– Jesper.
– Hvad?
– Du har elsket kåltærte fra du var barn. Det har du selv sagt mange gange. Du fortalte at din mor altid bagte kåltærte.
Han kigger neutralt på mig.
– Hun bagte med æbler.
Stille.
Hans mor, Anne-Lise, døde for tolv år siden. Jeg har været i hendes køkken. Hun bagte altid med kål og æg. Altid.
– Jesper, Anne-Lise bagte med kål, siger jeg lavmælt. Det ved jeg.
– Måske også det. Det er længe siden, svarer han og ser ned i sine papirer.
Jeg går ind i stuen, hen til vinduet. Tænker på det lille køkken, hvordan det duftede hos hende, voksdugen med blomster på bordet. Han har fortalt mig det mange gange, næsten ømt. Man glemmer ikke lydene og duften fra sin mors køkken.
Jeg finder hans søsters nummer. Helle. Hun bor i Aalborg, de ser hinanden en gang om året. Jeg ringer.
– Anne! Hvordan har I det?
– Helle, må jeg spørge dig om noget? Kan du huske hvad Anne-Lise plejede at bage for os?
Pause.
– Jo, hun bagte tærter med kål og æg. Hvorfor spørger du?
– Ingenting, ville bare have opskriften. Tak.
Jeg lægger på. Benene er som gelé. Over en kåltærte, det lyder komisk. Men jeg kan ikke røre mig.
Noget med hukommelsen. Måske. Jeg skal have ham til læge. Vi må tale åbent.
Ved aftensmaden spørger jeg:
– Har du haft ondt i hovedet for nylig?
– Nej.
– Sover du godt?
– Ja.
– Skulle vi bestille tid hos lægen, bare for en kontrol?
Han slipper gaflen.
– Hvorfor?
– Bare… for at få blodtrykket tjekket. Det har du ikke fået gjort længe.
– Jeg måler det selv. Det er fint.
– Jesper, jeg bekymrer mig.
Han ser mig længe i øjnene.
– Synes du, der er noget galt med mig?
– Jeg er bare bekymret.
– Anne, der er ikke noget. Drop det.
Han tager gaflen igen. Samtalen døde, sådan kunne Jesper altid gøre, uden drama, men bestemt. Jeg plejede ikke at insistere.
Nu står jeg i badeværelset, kigger på mig selv i spejlet. En træt kvinde med kort, gråt hår, som jeg for længst er holdt op med at farve, smilerynkerne, som Jesper plejede at sige kun kom af latter, ikke alder. “Anne, nu overdriver du”, tænker jeg. Man glemmer, hvordan andre holder deres gaffel. Folk forandrer sig.
Jeg vasker mig og går i seng.
Midt om natten vågner jeg fordi noget mangler. Ikke lyde, men fraværet af nærvær. Rækker ud han er der ikke. Hans side af sengen er kold.
Jeg går ud i køkkenet, hvor lyset er tændt. Han sidder og skriver i en notesbog. Fra hånden, hvilket er sært i sig selv: han skriver aldrig i hånden mere, undtagen sit navn på papirer.
– Jesper?
Han ser op. Roligt ikke overrasket.
– Kan ikke sove, siger han.
– Hvad skriver du?
– Bare tanker.
– Må jeg se?
Pause.
– Det er privat.
Han ser på mig, uden at vige.
Jesper har aldrig sagt “det er privat” til mig. 17 år har jeg kunnet spørge om hvad som helst. Nu siger han det med en tone, jeg ikke kender.
– Okay, svarer jeg og går i seng igen.
Jeg kan høre han skriver, lidt endnu, så slukker han lyset og kommer tilbage.
Morgenen efter er notesbogen væk fra bordet.
Jeg leder. Uden at vide hvorfor jeg gør det bare. Tjekker skufferne i køkkenet, kigger udover hans natbord. Kun briller, en gammel 10-kronersmønt, små papirlapper. Ingen notesbog.
Han har taget den med sig.
Jeg tager på job. Biblioteket er beroligende, altid stille, det dufter let af støv og papir. Jeg ordner de bøger, som blev indleveret i går, hjælper vores unge vikar med at finde et tidsskrift. Helt almindelig mandag.
I frokostpausen sidder jeg i personalerummet og tænker: hvordan ved man om et menneske har forandret sig? Ikke småting, ikke alder men i sjælen? Når du har kendt én i sytten år, kender hans lugt, hans grin, alt hvad han elsker og frygter og pludselig er alt skubbet til?
Det kaldes vist en identitetsforstyrrelse. Læste jeg engang. Når ens nære ændres så meget, at det føles som en anden. Det kan være sygdom, stress. Eller bare… livet. Mange oplever en krise efter de er fyldt 50, 60 når børnene er ude og arbejdet bag dem, opdager man pludselig, at man ikke kender den, der sidder i sofaen.
Men jeg kender Jesper. Jeg ved det.
Om aftenen er han hjemme før mig. Da jeg trinser ind, står han i køkkenet og stirrer ud af vinduet.
– Jesper, hvad laver du?
– Kigger.
– På hvad?
– Bare ud.
Sært svar fra Jesper, som altid var i gang med noget. Han var aldrig den, der bare stirrede ud i luften.
– Hvordan gik din dag?
– Som altid. Undervisning.
– Og eleverne?
– Ja…
Jeg tager en kylling ud af køleskabet. Går videre.
– Jesper, fortæl mig om Århus, siger jeg uden at vende mig.
– Hvad med det?
– Hvad lavede du? Du var jo der en uge.
Lang pause.
– Boede på hotel. Konferencen var på universitetet. Vi så et nyt boligbyggeri, skulle se på eksempler. Thats it.
– Mødte du nogen af dine kolleger derovre?
– Ja.
– Hvem?
Han venter. Jeg vender mig han ser væk.
– Niels var der vist. Et par andre fra teknisk.
– Og Poul Jensen? Ham du altid fisker med?
– Nej, han var der ikke.
– Er du sikker? Han plejer da altid at tage med til de konferencer.
– Ikke denne gang.
Jeg vender mig mod gryden. Okay. Måske var han ikke med.
Senere, om natten, sender jeg sms til Pouls kone, Gitte. Vi kender knap hinanden, men jeg har hendes nummer. Jeg skriver forsigtigt: “Hej Gitte, ville bare høre om Poul er kommet godt hjem fra Århus?”
Svaret kommer straks: “Hej, Poul har været hjemme hele ugen, han tog ikke med denne gang. Hvorfor?”
Jeg svarer at jeg har misforstået.
Jeg ligger i mørket. Han ved ikke, om Poul var med selvom de er kolleger, han kender godt.
Eller også ved han det godt, og lyver. Men hvorfor?
Måske skændtes de, måske skjuler han noget. Måske… måske har han slet ikke været i Århus. Måske har han været et andet sted hele ugen.
Stop. Det er lidt for langt ude. Men tanken forsvinder ikke.
Næste dag siger jeg, vi mangler nye gardiner i soveværelset vil han tage med i “Stof & Stil” på Vestre Stationsvej? Vi har været der mange gange. Jesper hader det, men vi sluttede altid af med at spise boller i caféen ved siden af. En lille rutine.
– Skal vi tage afsted i dag? spørger jeg.
– Hvorhen?
– Stof & Stil. Gardiner.
– Er det nødvendigt?
– De gamle er slidte.
Han trækker på skuldrene.
– Ja, lad os det.
Vi tager afsted. Jeg trækker tiden ud, spørger hans mening om mærkelige farver. Han svarer fraværende. Da vi er færdige, siger jeg:
– Skal vi lige have boller bagefter?
– Hvor?
– Caféen, den lille ved siden af. Vi gør det hver gang.
Han kigger på mig.
– Jeg kender ikke nogen café her.
Jeg smiler. Vil virke rolig.
– Det gør du da, kom nu.
Vi går ind i den lille café med den gule facade. Den har ligget der i tyve år.
– Her, se.
Han ser på bygningen.
– Nå, siger han. Har aldrig lagt mærke til den.
Vi bestiller boller. Jeg holder øje med ham. Han spiser normalt, ser på folk, spørger mig om jeg fryser. Helt som han plejer.
Bortset fra at han et øjeblik ser længe på cafeens skilt. Som om han prøver at lære det udenad.
– Jesper, siger jeg lavt. Kan du huske mig?
Han drejer hovedet. Lidt overrasket.
– Selvfølgelig. Du er Anne, min kone.
– Ja, men… dig og mig, alt det vi har gjort sammen kan du huske det?
– Er der noget galt, Anne?
– Du virker bare anderledes på det sidste.
– Folk forandrer sig jo.
– Det plejede du at sige, de ikke gør.
Han tier, spiser.
– Måske forandrer jeg mig alligevel, siger han til sidst.
Vi tager bussen hjem. Jeg ser ud på regnen. Frygten for at miste en, man elsker, uden at nogen fysisk forsvinder det tror jeg ikke er noget, man opfinder. Og oftest skjuler der sig noget bag.
Torsdag morgen, han er taget afsted, går jeg ind i det, vi kalder hans kontor. Et lille rum, en bonus efter ombygningen. Hans skrivebord, reolen med bøger, nogle mapper.
Jeg vil egentlig ikke rode, men jeg sætter mig og åbner øverste skuffe.
Notesbogen ligger der.
Jeg tager den op. Første sider er blanke. Midt i bogen begynder stribevis af noter, skrevet med en lille, sirlig skrift, ikke Jespers. Jesper skriver stort, sjusket. Det her er nærmest kalligrafi.
Jeg læser.
Det er lister. “Anne kone 58 år bibliotekar datter Trine, København drikker kaffe sort vil have nye gardiner Lisa, veninde, klinik.” Så: “Kåltærte, påstås jeg kan lide. Kongens Have søndag. Cocker, navn Sofus, joke.” Og videre: “Anne-Lise, mor. Kål eller æbler. Tjek senere.”
Jeg får næsten ikke vejret.
Det er noter fra en, der prøver at lære vores liv udenad. Kortlægge det for ikke at fejle.
Jeg lukker bogen, lægger den tilbage. Går i køkkenet, drikker vand.
Tanker kommer klart: Hvem er han?
Han har boet i min lejlighed en uge. Han ligner Jesper, taler som Jesper, kender mit navn, kender at jeg drikker sort kaffe. Men han skriver det hele op. Han lærer os udenad på skrift.
Amnesi? En forstyrrelse fra et eller andet, jeg ikke kender? Måske undertrykker han tabte minder, prøver at dække over sin frygt eller skam. Det er muligt. Det forklarer næsten alt.
Undtagen håndskriften. Den kan han ikke forandre.
Jeg har aldrig tænkt over håndskrifte før. Jespers er altid rodet. Det her er ikke hans.
OK, folk kan ændre håndskrift ved skade, slagtilfælde… men så ville man mærke det på mange andre måder.
Han kommer hjem klokken syv. Jeg har lavet aftensmad, redt håret. For hvorfor ikke.
– Du ser træt ud. Var du ikke på job?
– Hovedpine. Har det bedre nu.
Han nikker, sætter tasken og vasker hænder.
Ved bordet ser jeg på ham og tænker, at det her er, hvordan det føles at miste én, uden at nogen går.
– Jesper, siger jeg.
– Mmm?
– Fortæl mig noget om os. Om dengang vi mødtes.
Han kigger på mig.
– Hvad vil du høre det for?
– Bare, som du husker det.
Han sætter gaflen. Overvejer.
– Vi mødtes gennem fælles venner, siger han. Til en fødselsdag. Du havde en blå kjole på.
Det er rigtigt. Min blå kjole, Charlottes fødselsdag, 23. september 1997. Indtil videre rigtigt.
– Så sås vi et par gange, så blev vi kærester.
Pause.
– Det var dét.
Jeg ser på ham.
– Og siden?
– Vi blev gift. Trine kom. Vi købte lejligheden.
– Jesper. Da du friede hvor tog vi hen?
– Anne…
– Svar mig bare.
Han tav længe.
– Jeg kan faktisk ikke huske alle detaljerne, siger han til sidst. Det er længe siden.
– Du har selv sagt, at du kunne huske hvert eneste minut. På vores sølvbryllup fortalte du hele historien.
Stilhed.
– Jesper. Hvad hed floden? Hvor vi tog hen, da du friede?
Han ser roligt på mig. Længe. I øjnene en skygge af… ja, hvad er det? Træthed, mere end skam.
– Anne, hvorfor er det vigtigt nu?
– Fordi jeg vil vide, om du kan huske det.
– Jeg er bare træt. Det er jo mange år siden. Folk kan ikke huske alt.
– Ikke sådan noget.
– For mig er det ligegyldigt.
Jeg rejser mig, rydder af. Vi fik ikke spist færdig. Han siger ingenting.
Vi tog ud til Odense Å, med tog og bus og gik den sidste del. En ufattelig regnvejrsdag, jeg sad fast i mudderet i mine stiletter, så bar han mig over og friede på skråningen ned mod åen. Han fortalte den historie tit. Han elskede den.
Den mand, der sidder her i min lejlighed, husker det ikke.
Samme nat skriver jeg en lang sms til Lisa. Fortæller om notesbogen. Håndskriften. Odense Å.
Hun svarer klokken et: Anne. Du må til lægen. Jesper også. Det kan være hvad som helst for hans og din skyld. Ring i morgen.
Jeg lægger telefonen, ser ind i mørket. Han ånder roligt ved siden af. Jeg stirrer op i loftet.
Tænker på, hvordan folk forsvinder uden at gå. At det er sværere end at miste nogen fysisk.
Fredag morgen beslutter jeg mig for at sige det ligeud fortælle hvad jeg har fundet. At jeg har talt med Helle, skrevet til Gitte, at Poul ikke var i Århus. At jeg har brug for svar.
Han er allerede i gang med at lave sig te, da jeg står op.
– Jesper, siger jeg.
– Ja?
– Vi skal tale sammen.
Han vender sig. Kigger på mig, uden uro.
– Jeg ved det godt, siger han.
Jeg stopper.
– Ved hvad?
– At du ved noget. Jeg har set, at du var i mit kontor.
Stilhed. Jeg undskylder ikke. Afventer.
– Sæt dig, siger han.
Vi sætter os. Han holder om kruset med begge hænder.
– Det er ikke let at forklare, siger han.
– Prøv.
– Det, du forestiller dig, er nok den mest ligetil forklaring. Og noget af det passer.
– Noget af det?
– Ja… jeg kan ikke huske alt. Ikke som du tror. Kun store ting.
– Odense Å, siger jeg.
Han ser op.
– Undskyld, hvad?
– Der hvor du friede?
Han ryster stille på hovedet.
– Nej.
– Sofus?
Pause.
– Nej.
– Din mor, Anne-Lise?
– Jeg kan se hendes ansigt, høre hendes stemme ikke detaljerne.
Jeg sidder, ser på ham. Han ser ned i koppen.
– Jesper. Hvornår startede det?
– Jeg ved det ikke præcis. Det kom snigende.
– Og du sagde ikke noget?
– Vidste ikke hvordan.
– Du skrev notater for at undgå at lave fejl.
– Ja.
– Hvorfor ny håndskrift?
Han sætter koppen på bordet.
– Jeg ved det.
– Hvad betyder det?
Han svarer ikke. Stirrer ned. Jeg venter.
– Jesper. Se på mig.
Han ser op. Grå øjne. Som de plejer.
– Er du Jesper? Min Jesper?
Og for første gang er der noget sårbart i hans blik noget, jeg ikke kan navngive.
– Anne, jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare.
– Er det ærligt?
– Så ærligt, som jeg kan.
Det regner udenfor. Jeg hører dråberne mod vindueskarmen. Hverdagens lyd.
– Hvad gør jeg nu? hvisker jeg, egentlig ikke til ham.
– Det ved jeg ikke, siger han. Og det lyder sandt.
Jeg hælder mig kaffe op, stiller mig med kruset ved ruden. Ser ud på den våde gade.
Han rejser sig, står lidt bag mig.
– Anne.
– Ja?
– Jeg kan huske din stemme. Din måde at tale på. Det sidder fast.
Jeg vender mig ikke.
– Det er ikke nok.
– Jeg ved det.
Biler dytter nede på vejen, så bliver der stille igen.
– Jeg skal bruge tid, siger jeg.
– Naturligvis.
– Jeg lover intet.
– Jeg forstår.
Jeg vender mig om. Han står, som om han gerne vil sige mere, men ikke kan.
– Vil du svare mig på én ting?
– Hvad?
– Vil du være her?
Han tænker. Regnen drypper.
– Ja, siger han. Jeg vil gerne være her.
Jeg ser på ham. På hans hånd om koppen, det lille smil i mundvigen, det grå hår ved tindingen.
– Så gå ned og hent noget rugbrød, siger jeg. Det fra bageren på hjørnet af Nørregade.
Han nikker, tager sin jakke, går ud i gangen. Standser i døren.
– Anne.
– Ja?
– Odense Å. Fortæller du mig det en dag?
Jeg ser længe på ham.
– Det må vi se, siger jeg.
Han lukker døren bag sig. Jeg står ved vinduet med kaffen og hører hans skridt oppe fra trappen. Fjerde sal, seksten trin. Jeg har altid talt.
Seksten.
Han forsvinder ud i gården. Jeg ser ham vende op mod bageren, løfter kraven mod regnen. En helt almindelig mand på en regnvåd dag.
På hjørnet drejer han om mod bageren.
Jeg holder kruset og ved ikke, hvad jeg skal føle. Der er bare stilhed nu, efter al larmen. Ingen svar men heller ikke mere grund til at lade som om, jeg ikke behøver dem.
Telefonen vibrerer. Lisa.
– Hvordan gik det? spørger hun straks.
– Jeg ved det ikke.
– Fik du snakket med ham?
– Ja.
– Og?
Jeg ser ud i gaden. Han er væk.
– Lisa, tror du, du kunne leve med en, der ikke kan huske, hvem han er?
Pause.
– Sagde han det?
– På sin måde.
– Du skal have ham til læge, Anne. Alvorligt. Det er ikke noget, der løses over te i køkkenet.
– Jeg ved det godt.
– Hvad gør du nu?
Jeg sætter koppen fra mig.
– Det ved jeg ikke. Han gik ned for at hente brød.
– Hvilket brød?
– Rugbrød. Fra bageren.
Stilhed.
– Anne, du gør mig bekymret.
– Det skal du ikke være. Jeg ringer senere.
Jeg lægger på. Tager min kaffekop. Drikker den sidste slurk lidt for kold, men stadig god.
Seks… ti… seksten trin. Jeg har altid talt.
Tjue minutter går. Så smækker entrédøren forneden. Fodtrin opad. Seksten trin.
Jeg rører mig ikke.
Nøglen i døren. Den går op.
– Her, siger han ude fra gangen. Det sidste rugbrød, de havde.
Jeg vender mig. Han står i døren, våd, håret klistret til panden.
– Sæt det bare på bordet, siger jeg.
Han gør det.
Vi ser på hinanden.
– Skal jeg lave te? spørger jeg.
– God idé.
Jeg sætter vand over. Han hænger jakken op. Sætter sig ved bordet. Jeg står med ryggen til han siger ikke noget. Ikke påtrængende. Bare stille.
– Anne, siger han lavmælt. Fortæl mig om Odense Å.
Kedlen summer. Stille, så lidt højere.
Jeg tænker.
– Ikke nu, siger jeg til sidst. Måske senere.
– Okay, svarer han.
Kedlen koger.
